Historisk rids


Den Evangelisk-Lutherske Frikirke blev grundlagt i 1855 i København.

Grundlægger og stifter var N.P.Grunnet. Han var missionær-uddannet i Basel og havde først planer om at blive ydre missionær. Men tidens rationalisme og forfaldet i folkekirken mødte ham med et kald til at være missionær i Danmark. Det blev begyndelsen til dannelsen af en række frimenigheder på evangelisk-luthersk grund.

Samtidig opstod der vækkelsesbevægelser indenfor folkekirken (f.eks. Indre Mission og Luthersk Missionsforening). Frikirken og vækkelsesbevægelserne havde det fælles, at man ønskede at forkynde evangeliet om Jesus til omvendelse og tro.

Men forskellen bestod i, at man i Frikirken havde en klar bekendelse af, at sakramenterne (dåb og nadver) også hørte til i fællesskabet af dem, som samledes "til møde". I vækkelsesbevægelserne (Indre Mission og Luthersk Missionsforening) "hentede" man i stedet dåb og nadver hos de præster, som man i øvrigt ikke ønskede at have noget med at gøre.

Sådan blev de lutherske frimenigheder et positivt evangelisk-luthersk alternativ til Folkekirken. Grunnet sagde det sådan: "Jeg ønsker ikke at hverve proselytter i folkekirken, men at føre forvildede og hjemløse kristne hjem til det kirkehus, som de tilhører". Han tænkte hermed på den menighed, hvor Evangeliet og Dåben og Nadveren forkyndes og bruges i overensstemmelse med Guds ord.

- - - - -

Foto: Martinskirken i København blev opført i 1877 af N.P.Grunnet. Kirken har givet navn til Martinsvej på Frederiksberg op til "Svineryggen" ved Skt. Jørgens Sø. Menigheden har i 1998-99 renoveret bygningen fra yderst til inderst. Et besøg værd!