7. søndag før påske
Herre, vor Gud, himmelske Fader! Du, som åbenbarede dig med din Helligånd, dengang din kære Søn blev døbt, belæsset med alle vore synder, og tilsagde ham din fulde nåde, du, som med din egen stemme viste os hen til ham, for at vi ved ham kan få syndernes forladelse og al din nåde, dig beder vi: Hold os fast i tillid til dine ord. Og da vi også er døbt efter din Søns befaling og forbillede, beder vi dig: Styrk vor tro ved din Helligånd, og hjælp os til det evige liv ved Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen.
Herre, hos dig søger jeg tilflugt, lad mig ikke for evigt blive til skamme,
udfri mig i din retfærdighed!
Vend dit øre mod mig, red mig i hast, vær min tilflugts klippe,
den borg, hvor jeg finder redning.
For du er min klippe og min borg,
led mig og før mig for dit navns skyld!
Befri mig fra det net, de har lagt ud for mig, du er jo mit værn.
I dine hænder betror jeg min ånd, du udfrier mig, Herre, du trofaste Gud.
Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.
Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.
Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn. Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige. Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.
Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.
Han tog de tolv til side og sagde til dem: "Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå." Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.
Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: "Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi." Da råbte han: "Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!" De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: "Davids søn, forbarm dig over mig!" Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: "Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?" Han svarede: "Herre, at jeg må kunne se." Og Jesus sagde til ham: "Bliv seende, din tro har frelst dig." Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.