Prædiken sidste søndag efter hellig tre kongers dag (I). Århus og Løsning, 28. januar 2007. (LGJ)
Salmer: 363, 366, 600, 149, 430, 390
Epistel: 2. Petersbrev 1,16-18[19]
For det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på, da vi forkyndte jer vor Herre Jesu Kristi magt og hans komme, men vi havde med egne øjne set Jesu majestæt. For han modtog ære og herlighed af Gud Fader, da der lød en røst til ham fra den ophøjede herlighed: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag." Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg. Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.
Evangelium: Matthæus 17,1-9
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias." Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!" Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: "Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde."
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus! Amen.
"Herre, vor Herre, hvor herligt er dit navn på den vide jord!" - sådan siger David i en salme! Og Gud så, at lyset var godt .... Og Gud så alt, hvad han havde skabt, og se, det var såre godt! - sådan skriver Moses i skabelsesberetningen. Jorden er fuld af Guds herlighed. Vi kender alle til øjeblikke, hvor vi oplevede livet som herligt. Naturoplevelsen, forelskelsen, da et barn kom til verden eller en fødselsdag, hvor man særligt mærkede andres glæde og godhed. Hvor herligt! Men vi ved også om, at livet ikke er herligt. Midt i hverdagen erfarer vi sygdom, smerte, lidelse, skuffelser, skyld, frygt og uvished. Alle mennesker ved dybest set, at der ikke er nogen varig herlighed på jorden. Og hvad gør man så ved det? Man tager, hvad der er at få. Vi søger de herlige øjeblikke. Men herligheden varer ikke ved.
Apostelen Peter fortæller i sit andet brev om en herlig oplevelse, som heller ikke varede ved, men alligevel fik varig betydning. Han nævner den for at vise os hen til en lampe, som kan lyse op i vores mørke - ikke blot et øjeblik, men for altid: Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg. Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.
Det mørke sted er denne jord, men særligt menneskenes hjerter. Hjertet er ”det mørke sted”. Mørket findes hos mennesker, som lever i vantro og gudsfornægtelse. Man mener, at der ikke er noget liv efter døden og siger, at livets herlighed må opleves her og nu. Og himmelen, som kristne tror på, regnes blot for at være en flugt fra virkeligheden. Det fører til, at mennesker jager efter himmelen i det materielle og i kortvarige nydelser. Man bliver forblændet af de muligheder, man ser for sig. ”Materialisme” kalder vi det. Djævelen førte engang Jesus op på et højt bjerg og viste ham alle jordens herligheder. Han tilbød ham det hele, hvis han ville falde ned og tilbede den Onde. Det er bedragets og forførelsens bjerg, som ser så herligt ud, men hvorfra vi blot forføres ind i et endnu større mørke. Djævelen kommer som en lysets engel. Men hans lys varer ikke længere end en stjernekaster. Så står du der med den afbrændte ståltråd i hånden. - Hvilket mørke.
Men det mørke sted findes også hos kristne. Peter taler jo om, at Guds ord er ”Morgenstjernen”, der stiger op i jeres hjerter. Mørket i vore hjerter kan få os til at glemme, at Gud har skabt verden. Mørket i vore hjerter kan være årsag til, at vi ikke lever i den glædelige virkelighed, som det er, at Gud har skabt os og elsker os. Mørket i vore hjerter viser sig deri, at vi lever i bekymring og i frygt for den fremtid, som Gud jo dog har fortalt os ligger trygt i hans hænder. Mørket i vore hjerter viser sig i form at mørke tanker om os selv og om andre.
Vi kan blot tænke på apostelen Peter. Jesus havde fortalt ham og de andre apostle, hvad der skulle ske i Jerusalem: nemlig at Menneskesønnen skulle gå ind i dette mørke, og at han selv skulle lide meget ondt og korsfæstes og dø - og opstå tre dage efter. Men Peter havde sagt: ”Nej! Det må ikke ske! Gud bevare dig! Sådan må det på ingen måde gå dig!” Og Jesus havde svaret: ”Vig bag mig, Satan! Du fatter ikke, hvad der er fra Gud. Du forstår intet” (Matt 16). Men Jesus forkastede ikke Peter af den grund. Seks dage efter tog han ham i stedet med op på bjerget og åbenbarede sin herlighed for ham (Matt 17). Det var en stor nåde. Da skinnede lyset på det mørke sted – nemlig i Peters hjerte. Peter og de andre disciple havde brug for at se Jesu herlighed. De så på bjerget sammenhængen mellem, at Jesus skulle lide døden i det dybe mørke, og at han er Guds Søn med guddommelig magt og kraft. Hvordan skulle de selv kunne prædike og vidne om Gud, så længe de ikke selv kendte herligheden?
Derfor må også vi med op på bjerget. Guds ord må også oplyse vore formørkede hjerter. Peter fortæller os, at det sker, når Guds røst lyder ind i vore hjerter: Denne røst har vi selv hørt lyde fra himlen, mens vi var sammen med ham på det hellige bjerg. Så meget mere fast står profeternes tale for os, og den gør I ret i at være opmærksomme på som på en lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter. - Når Jesu ord forkyndes, lyser det ind i vore formørkede hjerter.
Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Evangelisten Lukas fortæller, at Jesus gik derop for at bede. Og mens han bad, skete dette fantastiske, at himlen kom nær.
Der sker også store ting, når du går i enerum med HERREN! Du oplever det måske ikke så stærkt til hverdag. Men virkeligheden er altid den samme, uanset om du mærker den stærkt eller svagt. Han hører dig. Når du i Jesu navn beder, da står du foran Gud på hellig grund. Der ved køkkenbordet, i stolen i hjørnet på dit værelse eller på soveværelset. Dit lønkammer er et herligt sted. Gud vil være hos dig i dit mørke. Han hører din nød og din glæde. Og du er sammen med Jesus Kristus, din frelser. Han siger: Kom med op på bjerget, så vi kan bede. Dagligt. Og han taler til dig gennem sit ord i bibelen.
Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.
Normalt så Jesus ud som alle andre mennesker. Men nu blev han forvandlet for øjnene af dem. Hans ansigt lyste, og hans klæder blev hvide som lyset. Det var den herlighed, som Sønnen har den fra Faderen. Her ser vi, at Jesus er den sande Gud og det evige liv.
Apostlene Peter og Jakob, oplevede dette én gang her på jord. Den tredje, nemlig Johannes, oplevede det hele to gange. Anden gang var på øen Patmos, da han var fange på grund af sin tro, og hvor han så Jesus i guddomsherlighed. Det fortæller han i Åbenbaringen kap 1. Hvor mange gange vil vi opleve noget tilsvarende? Apostlene stiller os ikke i udsigt, at vi her på jorden skal opleve det, de oplevede. Men de forkynder om det, for at vi skal høre Guds røst. Det er vort lys!
Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham.
Pludselig trådte Moses frem. Moses var død 1400 år tidligere og var blevet begravet af Herren på et ukendt sted. Og sammen med ham var en anden person, som vi kender fra Gamle Testamente, nemlig Elias. Elias var aldrig død, men blev hentet hjem til Gud med sjæl og legeme i en ildvogn trukket af heste. Moses og Elias havde begge i deres profetier bevidnet, at Guds Søn skulle komme til jord. Nu talte de sammen med ham i herlighed, så Peter, Jakob og Johannes blev vidner dertil.
Så tæt er himmel på jord! Det er kun vore sansers begrænsninger som gør, at vi ikke ser himlen. Men den er så tæt på, at vi kunne se lige derind, hvis Gud åbnede vore øjne. Der fortælles i Apostlenes Gerninger, at Stefanus fik lov at se derind, før han døde: Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side” (ApG 7,55-56).
Dér på bjerget talte Jesus med de to fra det gamle testamente om Jesu opgave i dødens mørke blandt os mennesker, nemlig at han skulle opfylde alt det, som var talt om ham, og blive vores frelser.
Så udbrød Peter og sagde til Jesus: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias."
Peter vidste ikke, hvordan det hang sammen. Han vidste ikke, at Jesus endnu ikke var kommet i herlighed for evigt. Hvordan skulle han heller kunne det? Men senere forstod han, at det var nødvendigt, at Jesus først måtte til Jerusalem og personligt gennemleve lidelse og død.
Herligheden kan ikke bo i vore hytter eller legemer. Den kan ikke rummes af os, fordi vi er syndere. Herligheden kan først fuldt ud blive vores, når vi forløses fra syndens og dødens legeme. Det sker, når Jesus kommer anden gang. Da forvandles de, som lever og venter i troen på ham. Og dem, som døde i troen på ham og blev begravet, de opstår til evig salighed. Men dem, som forkastede ham, skal opstå til dom.
Jesus sagde senere til apostlene: Jeg går bort for at bygge hytter. Ikke blot til mig og de store profeter, men også til jer. Frygt ikke. I min faders hus er der mange hytter, mange boliger (Joh 14,1ff).
Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: "Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!"
Herren var under ørkenvandringen nærværende i skystøtten, som lyste om natten (2 Mos 40,34-38). Nu så de tre disciple, hvem personen i skystytten var: Det var Jesus! Derfor skal vi lytte til ham. Han vil jo lede og føre os gennem dødens ørken. Sådan frelser han os.
Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: "Rejs jer, og frygt ikke!" Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene.
I mødet med Jesu herlighed erfarede disciplene en endnu større frygt, end de ellers nogen sinde havde oplevet. Men de blev også hjulpet midt i denne frygt. Det gik dem ligesom hyrderne på Betlehems marker, som også blev grebet af stor frygt. Englen sagde til hyrderne: ”Frygt ikke!” Og Jesus sagde til sine disciple: ”Frygt ikke!” De var jo sammen med Jesus, som var på vej til Jerusalem, på vej til døden og på vej til påskemorgen - til opstandelse. Og de var med. Derfor var de også på vej mod deres egen opstandelse fra de døde - på vej til evig herlighed.
Jesus gik med disciplene ned fra bjerget og blev hos dem helt ind i lidelsen på Golgata og i gravens mørke. Det betyder for os, at vi i troen på ham har tilgivelse i skylden, håb i krisen og opstandelse i døden. Amen.
