Drevet af håb og tro

Evangelium: Lukas 2,1-14
Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget.

I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: "Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe." Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!

Her i december var jeg nogle dage i Norge. Her så jeg en eftermidddag en flok får stå sammen i bidende kulde og regn. Jeg blev fortalt, at det er i frygt for ulve. Frygten driver dem sammen. - Andre gange drives får af håb. Når dagen er lys, og de hører bondens stemme, som kalder på dem. Sådan drives får af frygt og håb.

I juleevangeliet møder vi også mennesker i flok. 1) Kejser Augustus driver med indbyggerne. 2) Og fortællingen zoomer ind på Josef og Maria, som har deres egen personlige historie med frygt og håb. 3) Og så er der hyrderne, som drives sammen af frygt – og derefter skynder sig til Betlehem for at se barnet i håb. Jeg indbyder til at være med i en lille ”jule-under­søgelse”, hvor vi spørger, hvad der driver os i livet. Måske kan vi få hjælp til bedre at holde sammen indbyrdes i svære tider og få håb, som kan give os et godt ”drive”, håb og styrke til at udholde og gøre det, som vi godt ved er nødvendigt – men som kan være svært. Tænk, hvis der springer håb fra Maria og Josef og fra hyrderne over til os.

1.

Den første drivkraft kommer fra kejseren i Rom. Folk rejser ikke frivilligt, men fordi de skal. Det er en magtdemonstration fra kejserens side. … Og det her er historie. Det skete i de dage, da Augustus kom med sådan et dekret. Jødernes land var besat. – De gik, fordi de skulle. Og vi mærker, at de ikke bare tog sig af hinanden. ”Der var ikke plads til den gravide Maria og Josef”. De blev henvist til en stald.

Sådan har mennesker også rejst i 2017, fordi de blev presset til det. Fra fattigdom og krig, eller fordi de blev fordrevet. Og vi har også foretaget os ting, fordi det var nødvendigt. Måske var det sygdom og tab, som trang dig af sted. Der, hvor vi gerne ville have nydt livet, blev det alvor, så vi måtte foretage os det nødvendige af pligt og tvang. Her er det kun ikke lysten, der driver værket. Juleevangeliets fortæller om, at vi er underlagt ydre magter og vilkår. Sygdom, fattigdom, krig, naturkatastrofer.

Det er første resultat af jule-undersøgelsen: Vi ser og mærker, at det ikke er noget mærkeligt, der har ramt os, når vi mister kontrollen over vores liv. Sådan er det at være menneske! Der er noget, vi må gøre af pligt og nødvendighed!

Og som kristne tror vi på Gud fader, den almægtige. Alle mægtige i verden – også sygdom og død er underlagt ham. Han styrer og regerer. Vores Far! Derfor behøver vi ikke at frygte noget af det. Men hvordan tør vi tro det?

2.

Her får vi hjælp, når der zoomes ind på Maria og Josef, og når vi hører, hvad der drev dem. De drog op fra Galilæa fra Byen Nazareth til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem. Maria var gravid. Josef var ikke faderen. Og heller ingen anden mand. Det var Gud, som var trådt ind i deres liv som et foster. Guds Søn var på vej til at blive født som et barn. Maria og Josef troede Gud, Skaberen af himmel og jord. Han var deres Herre. - Maria havde af englen Gabriel fået at vide, at hun skulle føde Herren, som stod over kejser og alle andre jordiske magter. Han var med dem på rejsen fra Nazareth til Betlehem. Derfor var de ikke drevet af frygt, men af håb. Intet ondt kunne ske!

På en måde blev de drevet af kejseren. Men englen Gabriel havde fortalt om barnet: ”Han skal blive stor … og der skal ikke være ende på hans rige.” Derfor vidste de, at kejseren i Rom var underlagt deres barn. Og de vidste ud fra Guds løfter i Bibelen, at Gud ville sende en befrier, der ville blive født af en jom­fru. Derfor var de ikke drevet af frygt, selv om de havde en vanskelig vej og et svært liv foran sig.

Sådan kan kristne være i en umulig situation – og alligevel vide sig beskyttet af Gud, deres Far. For vi har en Herre, som har blandet sig med os. Han blev drevet af længsel efter menne­skene. Derfor blev han menneske. Han ville os så meget, at han blev en af os – og samtidig var han evig, almægtig, alvidende. Sådan er Jesus.

Josef og Maria blev drevet af kaldet til at være forældre for Jesus! Og de vidste, at de var under Guds beskyttelse. Hvilken drivkraft! Det er anden del af vores jule-undersøgelse. Her indbydes vi til at påtage os den glædelige pligt og opgave, som vi har fået af Gud i familie og samfund og menighed. I tillid til Jesus Kristus kan vi gøre det uden frygt.

3.

Til sidst er der hyrderne. De lå uden på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Og da sker det, som jeg så forleden med fårene. Det skete med hyrderne. De blev grebet af stor frygt. Som skulle de dø. Herrens herlighed strålede om dem. De mærkede i ét nu den Almægtige, og at livet skulle slutte nu. Måske at de skulle stå til regnskab for godt og skidt, for deres hårde ord til konen for et par dage siden. For tyveri og ondskab i hjertet.

Men så talte englen. Og frygt blev til håb: ”Frygt ikke, se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids by, Betlehem. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, svøbt og liggende i en krybbe.” Det ord forvandlede deres frygt til fred. Som englene sang det: ”Fred på jorden. I mennesker Guds velbehag.” Ind i deres fattigdom og elendighed og frygt kom fred og håb. Og de blev nu drevet af englens ord, så de fandt barnet. ”Lad os dog gå til Betlehem,” sagde de. Og de fandt barnet.

Når en lignende frygt rammer os og er på vej til at lamme os, da er Evangeliet netop til os. Det giver os lys, hvor der var mørke, fred, hvor der var frygt, tilgivelse, hvor der var skyld, evigt liv, hvor døden var ved at gøre det af med os.

Evangeliet driver hyrderne og os på en helt anden måde: Med håb og tro. Og når vi kommer tilbage til arbejdet er alt forvandlet. Fordi vi ser det med håb. Det er den kristne tro. Det er en gave, som driver os sammen; driver os til kirke. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 24.12.2017. post@vivit.dk