Artikler om kristen tro

Opbrud og trofasthed

Artikel i "Luthersk Kirke" 11/2002 ved Leif G. Jensen

Omkring halvdelen af den danske befolkning tror, at der findes en form for højere magt. Men kun 2 procent går i kirke hver søndag. Forståelsen af de kristne sandheder om Gud og menneske, frelse og moral står svagere end i mange år. Samtidig udfordres vi af nyreligiøsitet, islam og indiske religioner. - Mange søger nye græsgange.

Kristendom på retur?

I en undersøgelse fra okt. 2002 fremgår det, at danskerne er de mest religiøse i Norden. 53% af befolkningen svarer ja, når de bliver spurgt, om de tror på Gud. Men når det kommer til spørgsmål om troen på et liv efter døden, himmel og helvede, tror kun få på de kristne grundsandheder; troen forståes snarere som den enkeltes fornemmelse af en højere magt i tilværelsen.

At religiøsiteten ikke nødvendigvis knyttes til den kristne tro og kirke afspejles i et faldende medlemstal i landets største kirkesamfund, folkekirken: fra 92% i 1984 til 84% i 2002. Tendensen mærkes også i andre kirkesamfund.

Det religiøse menneske søger nye græsgange! Kirken står overfor et problem: Skal den tilpasse troens indhold til det, mennesker søger? Eller skal den blive ved de bibelske grundsandheder om Jesus Kristus som Guds Søn, skabelse, syndefald, jomfrufødsel, forsoning, holde fast ved de 10 bud og forkynde evangeliet til omvendelse og tro? Kan det overhovedet gøres på en nutidig måde, uden at ændre på væsentlige dele af den kristne tro?

Et flertal i folkekirken mener nok, at kirken bør stille sig tilfreds med at betjene folk med de ceremonier, de ønsker ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det høje medlemstal tages til indtægt for, at danskerne trods alt ikke er til at jage ud af kirken. Men andre er rede til at indrette sig og forandre gudstjenestens form og indhold efter, hvad "moderne" - og især unge - mennesker finder vedkommende her og nu. - Hvad gør vi?

Opbrud

Hovedproblemet er uden tvivl, at befolkningen i det store og hele er uden kendskab til den Gud, der bekendes i kirken om søndagen: Faderen, Sønnen og Helligånden. De fleste medlemmer og mange præster er i stilhed brudt op fra den kristne tro. Praktiserende kristne mærker i disse år mere og mere, hvad der er sket med folket og med folkekirken. Og uroen breder sig.

Ikke så få unge bryder både op fra deres trosgrundlag og kirketilhørsforhold. Nogle gør det i jagten efter at opleve et varmere fællesskab. Andre søger den personlige tros-oplevelse. Den officielle kirke har ikke længere patent på gudstjeneste, dåb og nadver. Folk kan selv - hvis det er dét, de får lyst til! Tidligere deltog kristne i menighedens gudstjeneste og liv, fordi de vidste, at de skulle, og at noget var sandt og noget andet falsk! I dag går mange kun efter lysten til fællesskab og oplevelse, uden at man bliver personligt forpligtet. I missionsforeninger og menigheder mærkes det i vigende medlemstal og kirkegang.

Udfordringen er:

- at bryde op fra det, som er falsk, uden at svigte det, som er svagt;

- at fastholde evangeliet om frelse ved omvendelse og tro på Jesus Kristus og samtidig leve aktivt i det 21. årh.;

- at blive ved den betingelsesløse tilgivelse, som gives i dåb og nadver, samtidig med at man fastholder, hvad Gud kræver af os i De ti bud.

Hvis den menighed og kirke, man tilhører, har tilsidesat troen på Kristus for at tilpasse sig til tidens tankegang, må man bryde op. Men tager man afsked med sin menighed af andre årsager, kan man være på vej bort fra troens grund og stå i fare for at svigte dem, Gud kaldte os til at leve sammen med i varig troskab.

Kristi kors og Guds trofasthed

Jesus og hans apostle var helt på det rene med, at budskabet om en lidende frelser, der dør og opstår for os, aldrig ville kunne appellere til masserne. Alligevel forbliver det til alle tider "Guds kraft til frelse". Derfor må forkyndelsen om den lidende frelser på korset aldrig udskiftes med et "kors-show" omgivet af smarte reklame-indslag.

Vi har brug for en grundig bibelsk undervisning gennem prædiken, sang og gudstjeneste med Jesu død i vort sted som centrum. Her lærer vi Guds trofasthed og nåde at kende. Og derved vokser glæden over at høre sammen i en menighed og iveren for at invitere andre ind i Guds trofasthed.