Artikler om kristen tro

Vi tror på syndernes forladelse

Årsberetning ved Den evangelisk-lutherske Frikirkes 149. årsmøde i Løsning menighed den 2. maj 2004

I: "Vi tror på syndernes forladelse
Syndernes forladelse
Erstatninger for syndernes forladelse
Tro på syndernes forladelse
Mandat og myndighed
Kundskab om Jesus og nådens trone
Finde nåde til hjælp i rette tid
II: Beretning fra livet i kirken
Medlemmer og gæster
Kirkelige handlinger
Udvalg og lokalt arbejde
Årsmøde og sommerlejr
Kirkefællesskab
Afslutning
I. Vi tror på syndernes forladelse

Syndernes forladelse

Godt 140 mennesker har haft deres gang i Den evangelisk-lutherske Frikirkes fire menigheder i årets løb. De fleste som medlemmer, men også mange som trofaste gæster. Vi mødtes i kirken, fordi søndagen er hvile- og helligdag. Som kristne har vi brug for fællesskabet med hinanden. Og vi er syndere, der har brug for at erkende og vide, at vi er det (syndere); og vi kan slet ikke leve og være til uden Guds nåde og tilgivelse, som han giver os i evangeliet og sakramenterne. "Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre ... at jeg kan lære at sørge over mine synder og at tro i liv og død på Jesus ..." Sådan begyndte vi gudstjenesterne i årets løb. Og vi hilste på hinanden med ordene: "Herren være med jer!" "Og med din ånd!" Det gjorde vi i tillid til Herrens nærvær. Og vi fortsatte ofte med den lille salme: "Tilgiv os, Herre tilgiv os!"

Men er det nu også nødvendigt at lære at sørge over og at sørge for sine synder? Og er Guds tilgivelse afgørende? Havde de første kristne ret, når de satte syndernes forladelse i centrum i trosbekendelsens tredje artikel? "Vi tror Helligånden, på én hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv."

Når vi spørger, er det ikke så meget, fordi mennesker har problemer med tilgivelsen i dag. Den opfattes af mange som en rettighed, alle har krav på. Det, man i dag kan have det svært med, er nok snarere, at der tales om synd. For det er jo problematisk at tale om synd, skyld og skam. Nogle kan føle sig afvist. Og virker det ikke nedladende, når der tales konkret om synd og skyld? Prøv blot ved køkkenbordet overfor en ven eller ægtefælle.

Derfor går man hurtigst muligt videre fra synden til tilgivelsen. Men den er der på den anden side ikke så meget at sige om, hvis ikke vi er virkelige syndere, eller hvis ikke synden er kommet frem i lyset. Derfor bliver mange rastløse og utålmodige, når talen falder på syndernes forladelse. For hvad skal vi med den?

Erstatninger

I den situation vælger nogle åbenlyst at sætte noget andet i centrum i gudstjenesten, nemlig de behov, mennesker umiddelbart føler, de har. På den måde kan kirken være aktuel og hjælpe mennesker med noget konkret i stedet for at "nøjes" med at tilgive. Hjælp til brudte parforhold og til at få et bedre helbred. Eller man sætter nådegaver, undergerninger og kirkevækst i centrum. Alt sammen gode emner, som Jesus, profeterne og apostlene har sagt noget om. Men kan det erstatte syndernes forladelse?

Andre vælger fortsat at tale om tilgivelse og Kristi offerdød; men de omtolker og nytolker. Evangeliet bliver da noget i retning af, at Gud tager vort parti, og at vi ikke er alene. Men man afviser, at Kristus døde i vort sted og blev ramt af Guds dom - for os. For dette oprindelige evangelium hører jo sammen med, at synden er reel skyld overfor Gud, og at tilgivelsen er frelse fra Guds dom og vrede. Og sådan ønsker man hverken at se sig selv eller Gud.

Den tredje mulighed er, at man helt vender kirken ryggen, fordi man ikke kan se, at det kristne budskab har nogen relevans i dag. Man finder det ikke rimeligt at lave kristendommen om og stadig kalde det for kristendom. Så hellere kalde det, hvad det er: ny-religiøsitet, buddhisme, New Age, og hvad det ellers hedder i dag.

Tro på syndernes forladelse

Heroverfor tror vi fortsat og uforandret på syndernes forladelse. For vi er overbeviste om, at synden er virkelig og findes i vore liv og dybt ind i kirken og i verden som helhed. Med vor synd pådrager vi os skyld overfor Gud. Vi behøver tilgivelse for at blive befriet fra skyld og skam her i tiden og fra Guds vrede, så vi kan blive salige.

Det er vor glæde og trøst, at vi kan tro på syndernes forladelse, fordi Guds tilgivelse er centrum i det bibelske budskab. Guds Søn fik navnet Jesus, fordi han skulle frelse sit folk fra dets synder (Matt 1,21). Han kom for at kalde syndere (Matt 9,13). Og han sagde, at evangeliet skulle prædikes for alle folkeslag til syndernes forladelse (Luk 24,46-47). Apostelen sammenfatter: Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne (1 Kor 15,1-3).

Men alt er ikke gjort, blot fordi vi fastslår det her ved et årsmøde. Vi skal også holde fast ved denne bekendelse i menighedens forkyndelse og liv og rent personligt hver især. For at vi kan gøre det, har vi brug for: 1) et klart mandat fra Gud, så vi tør det og gør det; 2) visdom og kundskab, så vi gøre det med det rette indhold; 3) og troens tillid, så vi tager hinanden med ind under evangeliet, hvor Gud møder os i sin nåde.

1) Mandat og myndighed fra Gud

Når vi lytter til profeternes og apostlenes forkyndelse, mærker vi, at de taler konkret om skyld og synd. De prædiker på Guds mandat: "Så siger Herren". Samtidig er det tydeligt, at de ikke har deres på det tørre. Alligevel afholder det dem ikke fra at forkynde Guds lov og vrede.

Det skal vi også lære. Præsterne skal lære det. Og vi alle skal lære at lytte og indbyde til, at der prædikes sådan ind i vores liv, i stedet for at vi forskanser os. Vi opmuntres til at formane hinanden. Forman hinanden så længe der er noget, der hedder "i dag", for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag (Hebr 3,13). Vi har brug for at komme ud af vore private huler, hvor vi kan bilde os så meget forkert ind om os selv. Vi har brug for at være i en kirke, som er et rigtigt hjem, hvor der bliver sat grænser, og hvor der modigt tales i gudstjenesten og i anden undervisning. Præsten skal lytte godt efter og høre det for sin egen del, så han ikke står i vejen, men i stedet er det talerør, menigheden har brug for.

Profeterne og apostlene prædiker også med myndighed, når de trøster og tilgiver på Guds vegne. Når vi lytter os ind til Bibelens centrum, giver Gud os den samme vished og myndighed. Kristus døde for vores synder efter Skrifterne. Det skal prædikes. Vær ikke bange for at sige det! Nogle vil misbruge det til synd og ligegyldighed. Forkynd det alligevel. Gør det betingelsesløst og på Kristi vegne. Og bevidn det! Det, som gælder for dig, er ikke din skyld og din synd. For den er tilgivet, og dermed er skylden borte, selv om du stadig er en synder. Evangeliet har fjernet al din skyld. Hvilken frihed!

2) Kundskab om Jesus og nådens trone

Her er vi ved det andet: indholdet. Vi har brug for kundskab om synd og nåde, så lov og evangelium kan blive prædiket og troet ret af os, så vi derved modtager Guds tilgivelse.

Indholdet er først og fremmest JESUS. I Hebræerbrevet 4,14 står der: Da vi har så stor en ypperstepræst ... så lad os holde fast ved bekendelsen. Lad os holde fast ved syndsbekendelsen på grund af ham. Og lad os holde fast ved Guds hellige lov og bede ham vise os, hvad det betyder, så vi ikke bliver dovne eller skinhellige, men lever af tilgivelsen og bruger den som en kraft til at gøre godt mod andre.

Hebræerbrevet opfordrer samtidig til, at vi træder frem for nådens trone (Hebr 4,16). Nådens trone omtales som et bestemt sted. Altså ikke et ubestemt sted, som vi skal fremkalde i vores tanke ved hjælp af vore egen åndelighed. Nådens trone er derimod der, hvor evangeliet bliver prædiket, så vi kan høre og tage imod Guds nåde og tilgivelse; nådens trone er der, hvor syndernes forladelse bliver tilsagt os personligt i dåb, nadver og skriftemål med vand, brød og vin og med håndspålæggelse. Det har vi brug for at vide og lære om. I modsat fald vil vi søge Gud helt andre steder og kommer bort fra Kristus.

3) Finde nåde til hjælp i rette tid

Det tredje er troens tillid, så vi ikke bliver siddende i vores ligegyldighed eller i vores skyld, men følges ad i kirke og finder nåde til hjælp i rette tid (Hebr 4,16). Syndsbekendelse og tilgivelse er en sag, som ikke kan udsættes. Vi ved det fra vort forhold til hinanden. Personlige relationer går i stykker, hvis vi venter med at indrømme vor skyld, og hvis vi holder tilgivelsen tilbage. Sådan også i forhold til Gud. Vi lever i nådens tid. Lad os bruge denne kostbare tid!

Martin Luther siger i Den lille Katekismus: Hvor syndernes forladelse er, dér er også liv og salighed. Det kan virkelig erfares. Livet vokser frem, når vi bliver tilgivet. Samvittigheden bliver glad og fri. Vi kan ånde lettet op. Kristus sender os hen til hinanden med den tilgivelse, vi får af ham. Og da følger saligheden med. Ja, den er der allerede. For er vi tilgivet, da er det, som skiller mellem Gud og os, jo borte. Da ejer vi saligheden. Så enkelt og ligetil er det.

Syndernes forladelse frem over

Derfor må vi ønske for hinanden og for vor kirke, at vi må høre Guds ord om synd og tilgivelse prædiket med mod og myndighed ud fra de bibelske tekster. Da formes vi og vore menigheder, så tilgivelsen råder; da bliver menigheden igen og igen det hjem, vi behøver, det hjem som åbner sig for andre og drager mennesker ind. Da lærer vi Gud at kende ved tilgivelsen i Jesus Kristus. Da kommer tilgivelsen på førstepladsen. Da er det godt at gå i kirke, uanset hvor mange der ellers kommer. For Herren kommer med sandhed og nåde.

II. Beretning om kirkens liv maj 2003 til maj 2004

Menigheder, medlemmer og kirkegængere

Den ev.-luth. Frikirke har ved årsmødet 2004 fire menigheder med i alt 112 medlemmer og tæt kontakt til 28 hyppige kirkegæster. I alt 140. Det fordeler sig således på menighederne:
København: 1 dåb; 1 medlem er tilflyttet fra Århus; 1 begravelse; 38 medlemmer; 1 nyt gæstemedlem. I alt 39.
Langeland: 1 begravelse; 10 medlemmer; 17 hyppige gæster. I alt 27.
Løsning: 1 begravelse; 1 flyttet til Århus; 1 udmeldt; 31 medlemmer; 2 hyppige gæster. I alt 33.
Århus: 3 medlemsoptagelser; 2 konfirmationer; 1 tilflyttet; 2 fraflyttet; 33 medlemmer; 10 hyppige gæster. I alt 43.

I disse kristne menigheder forlader Herren dagligt mig og alle troende al synd rigeligt. I tillid til at Gud vil gøre det og gør det i vore menigheder, har vi rejst altre og prædikestole, lavet knæfald og døbefonte. Vi har købt alterbrød og vin. Vore små kirker er blevet gjort rent. Der er blevet inviteret, forberedt med blomster, orgelspil og korsang. Der er blevet bedt for en ven, for præsten, for et barn, for hele menigheden og for syge og anfægtede. Der er arbejdet i forskellige udvalg.

Kirkelige handlinger

Dåb: Martinskirken: Ellen Marie Emme, 15. juni 2003. Datter af Sanne og Niels Peter Emme.
Konfirmation: Gratiakirken: 18. Maj 2003: Maja Nex og Silke Henriksen.
Medlemsoptagelse: 29. maj 2003: Kim Aalbæk. 15. juni 2003: Marlene Holst Wagner og Karina Teglgaard.
Vielse: Ingen
Dødsfald: Haderslev menighed 25. maj 2003: Botilde Louise Knudsen, 77 år. Martins menighed 2. august 2003: Jan Egon Strand, 83 år. Langelands menighed 26. september 2003: Emil G. Jensen, 80 år. København 9. jan 2004: Linnea Jensen, 75 år.

Udvalg og lokalt arbejde

Ved siden af lokalt arbejde i menighederne er der en række tjenester, som udføres gennem udvalgsarbejde for hele kirken:

Hovedbestyrelse: Jan Strand, Mogens Rasmussen, Anders Henriksen, Bendix Jensen, Else-Marie Aasø (sekr.) samt kirkens formand og næstformand.
Budgetudvalg: Rolf Michael, Poul Bøgely, Anders Henriksen.
Forfatningsudvalg: Else-Marie Aasø, Hans K. Henriksen.
Sommerlejrudvalg: 2003: Løsning menighed. 2004: Martins menighed.
Lejrudvalg for ungdomslejre og +18 lejre: Initiativtagere i Øst og Vest.
Kirkebladets arbejdsudvalg: Vagn Lyrstrand, Per Milgren, Daniel Jensen, Jette Horn Gregersen, Søren Bech, samt redaktions-medarbejdere Jens Nex og Leif G. Jensen.
Lungens redaktion: Helene Paninguaq, Natasja Michael, Judith Lund Nielsen.
Internetudvalg: Leif G. Jensen, Mogens Nielsen, Christian Michael, Magnus Sørensen.

Dertil kommer alt det lokale arbejde med bestyrelsesarbejde, radiomission, inspirationsgrupper, ungdomsarbejde, besøgstjeneste og arbejdet med vedligeholdelse af kirker og bygning af en ny, for blot at nævne nogle enkelte områder. Det er slet ikke så lidt. Og alt det sker, for at syndernes forladelse kan regere hos os, og for at vi kan vokse i kundskab om Guds nåde og vilje.

Det var på forårets forfatningsudvalgsmøder med Hans Henriksen og Else Marie Aasø Hansen, at på en ny måde gik op for mig, hvor meget der dog gøres, for at Nåden kan findes hos os. Forfatningsudvalget har arbejdet på at stilladset, forfatningen, de ydre ordninger, kan være så gode som overhovedet muligt. Og jeg vil opfordre jer til hver især at læse vor kirkes forfatning i dens nuværende form. Det er meget opbyggeligt. Og det vil sikre, at forfatningsrevisionen, som udvalget forventer at have færdig hovedbestyrelsens efterårsmøde, vil kunne blive vurderet med kvalitet af menighederne.

Det skal også særligt nævnes her, at der er sket fornyelser, bl.a. i kirkeblads-udvalget. De nye medarbejdere går ind i arbejdet på en måde, så arbejdet udvikles og føres videre. Vi må fortsat arbejde på fornyelse, så de, der slider i tjenesten, ikke udmattes, men kan bevare glæden, og så der også udrustes og tilkaldes nye medarbejdere, når tiden er moden dertil.

Årsmøde og sommerlejr

Af fælles arrangementer havde vi sidste år årsmødet og sommerlejren. Pastor Martin Jautzy, Schillersdorf i Frankrig, udtrykte efter lejren 2003 stor glæde over gensynet med medlemmerne i vor kirke. Og han var begejstret over sommerlejrens indhold og form. Kollekten, som vi sendte med ham, er der blevet kvitteret for fra vor søsterkirkes præst i Paris.

Kirkefællesskab

Også i 2003-04 havde vi lejlighed til at nyde frugten af kirkeligt fællesskab med søsterkirker, ligesom der har været andre frugtbare kontakter.

Missourisynoden i USA: Stud. theol. Magnus Sørensen blev i slutningen af november 2003 sendt til præsteskolen Concordia Theological Seminary i Ft.Wayne i USA med støtte fra vor menigheder. Magnus Sørensen har aflagt rapport overfor hovedbestyrelsen vedr. første kvartals undervisning. Hans kurser hed: Nåde og sakramenter. Guds ord. Prædikenlære, Undervisning i menigheden. Kirke og embede. Det er gået godt, og han har fået stort udbytte. Han hilser årsmødet. Hovedbestyrelsen glæder sig over Magnus? studier og de gode hilsener, vi får fra ham. Vi ønsker ham Guds rige velsignelse og glæder os til, at han kommer tilbage til Danmark i slutningen af 2004. Hovedbestyrelsen vil til efteråret drøfte hans videre præsteuddannelse og planlægge på den bedst mulige måde for ham og vor kirke.
Den lutherske Kirke Missourisynoden i USA støtter os ved at betale Magnus Sørensens studieafgiften i forbindelse med hans studieophold på præsteskolen i Ft.Wayne. Vi glæder os over deres hjælp, og vi mærker, at undervisningen på deres præsteskole er god. Desuden har vi kontakt til Den lutherske Arvs Fond og sekretær, pastor John Fehrmann, som gør et godt arbejde for vor kirke med økonomisk støtte til gratisuddeling af kirkeblad og trykning af hæfter og bøger.
LCMS? ledelse har i foråret oplyst os om, at de agter at oprette kirkefællesskab med en luthersk kirke i Kenya, som er medlem af Det lutherske Verdensforbund. Kredse indenfor Den Svenske Kirke (folkekirke) agter at samarbejde direkte med den lutherske kirke i Kenya med henblik på ordination til biskopsembedet. Hovedbestyrelsen støtter formanden i at skrive til LCMS og fortælle, hvordan oprettelse af kirkefællesskab med kirker indenfor Det lutherske Verdensforbund i kirkefællesskab med Europæiske folkekirker problematiserer vores kirkefællesskab og - for os at se - svækker luthersk bekendelse og mission. Vi vil give udtryk for vor dybe bekymring.

Den selvstændige evangelisk-lutherske Kirke i Tyskland: Som formand besøgte jeg på invitation Den selvst. ev.-luth. Kirkes synodemøde i Melsungen i juni 2003. Det var da 6 år siden, vi sidst havde deltaget i SELKs synodemøde. Jeg samtalede med biskop Roth og provst Weingarten og talte med bekendte præster og lægfolk.
I min officielle hilsen understregede jeg den positive betydning, SELK?s vidnesbyrd i 1999 vedr. retfærdiggørelseslæren havde haft. Jeg nævnte også, at vi ikke må overse, at vore kirker står i et "protestfællesskab".
Synodemødet afspejlede en søsterkirke, som er bærer af en rig evangelisk-luthersk tradition. Denne overlevering mærkes i mødet med præster og lægfolk og i gudstjenesten. Synodemødet viste også, at en gruppe af SELKs præster og lægfolk arbejder målbevidst på at indføre kvindelige præster i SELK.
Man kan ikke overvurdere den betydning, kirkefællesskabet med Die Ev. - Luth. Freikirche (som fra 1972 fik navnet SELK i Vesttyskland) har haft for vor kirke. Modsat kan man heller ikke overvurdere den skade, som bibelkritik på Den Lutherske Teologiske Højskole i Oberursel og gudstjeneste-fællesskab med ikke-lutherske kirker indenfor en række SELK-menigheder har påført vort indbyrdes kirkefællesskab.
Jeg talte med præster, som er frustrerede herover, og som personligt har samme holdning, som vor kirke i Danmark. Der var også lejlighed til at drøfte vor kirkes bekendelse fra 1995 med biskop Roth. Der var enighed om, at det har været nødvendigt med en pause i forhandlinger mellem vore kirker, men at tiden kan være inde til kontakt igen. Det var mit indtryk, at SELK?s repræsentanter respekterer vor kirkes holdning og også påskønner, at vi har udvist tålmodighed og vist villighed til at samtale. Der er ikke officielle udtalelser, som peger i retning af, at SELK har gjort op med de holdninger, som i 1995 førte til begrænsninger / hhv. midlertidigt ophør af udøvelse af kirkeligt fællesskab mellem vore kirker. Men der er vidnesbyrd fra en gruppe af præster (Ev.-luth. Arbeitskreis Bibeltheologie und Kirche), som fastholder, at Bibelen helt og fuldt er Guds ord, ligesom de også bekender imod de præster, som arbejder for indførelse af kvindelige præster. Der henvises til bogen "Gottes Offenbarung gilt" (Guds åbenbaring har gyldighed, VLB, Gross Oesingen, 2000).

Norge/Sverige: Nordisk Frikonference: Hovedbestyrelsen udtalte sig i oktober 2003 om forholdet til de nordiske evangelisk-lutherske kirker, som vi nu gennem 10 år har haft kontakt med gennem Nordisk Frikonference: Fra dansk side ønsker vi at få kirkeligt fællesskab med Den evang.-luth. Bekendelseskirke og Den lutherske Menighed i Stockholm, såfremt de nævnte kirker ønsker det. Vi vil desuden rådføre os med vore søsterkirker. Ved konferencen i Oslo februar 2004 blev der arbejdet på udarbejdelse af et fælles dokument, som kan være grundlag for oprettelse af kirkeligt fællesskab.

Finland: Den lutherske Bekendelseskirke: På vor kirkes vegne besøgte jeg i august 2003 søsterkirken i Finland, hvor jeg var med til gudstjeneste og talte med kirkens to præster. Emnet var, hvordan vi på en ret måde forholder os til søsterkirker (LCMS), som opretter kirkeligt fællesskab med kirker indenfor Det lutherske Verdensforbund. Jeg forklarede vor finske søsterkirke, at vi med den kraft og visdom, vi har, aflægger vidnesbyrd overfor vore søsterkirker og også er klar over, at bekendelse i ord og praksis hører sammen. Men vi finder det forkert, hvis vor finske søsterkirke bryder fællesskab med vor kirke, når vi strider for at bekender samme sandhed, som de holder sig til. På mødet februar 2004 i Oslo blev samtalerne videreført også med deltagelse af pastor Lyrstrand.

Den Evangelisk-Lutherske Kirke i England: I forbindelse med præsternes deltagelse i NordEuropæisk LutherAkademis Møde i Finland blev der knyttet kontakt til pastor Brockwell i vor engelske søsterkirke. I februar 2004 besøgte han menighederne i København og på Langeland og er indbudt til at tale ved årets sommerlejr. Emnet bliver "Kristent vidnesbyrd" med udgangspunkt i en bog om samme emne skrevet af pastor Hans-Lutz Poetsch.

Kontakter i Danmark: I det forløbne år er der vokset positive kontakter frem til præster og andre indenfor folkekirken og dens organisationer. Særligt glæder vi os over kontakt til lektor ved MF, dr. theol. Georg Adamsen og lærer ved LMH, Mikkel Vigilius. Vi mærker det som en velsignelse. Det var derfor også en glæde, at dr. Adamsen tog imod opfordringen til at repræsentere vor kirke på en ILC-præsteskolers konference sidste måned i Erfurt i Tyskland.
I forbindelse med stiftelsen af Danske Kirkers Råd tog vi i foråret kontakt til Danske Kirkers Samråd, Økumenisk Fællesråd Evangelisk Frikirkeråd. Hovedbestyrelsen finder det vigtigt, at vi som kirkesamfund orienterer os bredt, og at vi aflægger et evangelisk lutherske vidnesbyrd, hvor det er muligt. Kontakten til de nævnte råd kan ikke indebære fælles gudstjeneste eller nadverfejring med disse grupper, fordi de deltagende kirker spænder fra romerske katolikker til pinsemissionen. I udgangspunktet har vor kirke en anden holdning til den kristne tros centrum, til evangelium og sakramenter og til mellemkirkeligt (økumenisk) samarbejde. Muligvis kan vor kirke gennem Danske Kirkers Samråd opnå at få mulighed for at transmittere en gudstjeneste i DR.

Også gennem sådanne kontakter bekræfter Herren for os, hvor afgørende det er, at syndernes forladelse står som det inderste i vor kirkes arbejde: Syndernes forladelse grundet på Jesus som Gud og menneske, der rensede os for alle vore synder ved sin lidelse død og opstandelse. Syndernes forladelse skænket gennem evangeliets prædiken, i skriftemålet og i dåbens og nadverens sakramente.

Afslutning

Her har vi vished og glæde. Og der, hvor vi deler denne tro med andre menigheder og kirkesamfund, er det vor pligt at arbejde på, at kirkeligt fællesskab oprettes, ligesom det er vores kald at missionere for Guds riges udbredelse blandt mennesker, som ikke kender frelsen ved deres synders forladelse.

Må Herren velsigne og bevare os i og styrke os ved nåden i Kristus Jesus, så vi kan tjene Herren i den tid, han endnu giver os i den nuværende verden. Vi ser fremad og hjemad. Og vi vil rejse os og mindes vore kære afdøde, som er gået forud i året, der gik: Botilde Louise Knudsen, Kolding, Jan Egon Strand, København, Emil G. Jensen, Lohals, og Linnea Jensen, København. Så rejse vi til vort fædreland, / der ligger ej dag i dvale, / der stander en borg så prud og grand / med gammen i gyldne sale, / så frydelig der til evig tid / med venner i lys vi tale.

Pastor Leif G. Jensen, formand, Løsning den 2. maj 2004