Artikler om kristen tro

Kirken - de helliges samfund

Den evangelisk-lutherske Frikirkes 148. årsmøde i Martins menighed, København den 3.-4. maj 2003

I: "Vi tror på de helliges samfund"
1. Fællesskab med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus
2. Fællesskab ved Ånden, vandet og blodet
3. Fællesskab med hinanden
 
 
 
II: Beretning fra livet i kirken
1. Sommerlejr
2. Kirkegang
3. Konfirmander og unge
4. Kirkejubilæet på Langeland
5. Kommende præster
6. Konvent og hovedbestyrelse
7. Fornyelse
8. Begrundelsen for at stifte og leve som frimenighed
9. Kære menigheder
 

I. Vi tror på de helliges samfund

Det, som var fra begyndelsen, det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved: livets ord og livet blev åbenbaret, og vi har set det og vidner om det og forkynder jer det evige liv, som var hos Faderen og blev åbenbaret for os (1 Johannesbrev 1).

Vi bliver taget med før solopgang - før den første solopgang overhovedet - ind i evigheden. Tilbage til det, der var fra begyndelsen! Ind i fællesskab mellem Faderen og Sønnen, hvor Ånden svævede over vandene. Personlighed, fællesskab og kærlighed var fra begyndelsen.

Deraf ved vi, at verden er ikke en kampplads, hvor vi skal prøve at få det bedst mulige ud af det for os selv og dem, som står os nærmest. Den er Guds verden. Derfor tror vi på fællesskab. Men ikke på alle fællesskaber. Ikke på fællesskaber, som kun er midlertidige eller kortvarige kontakter, hvor man leder efter sit eget køn, sit eget væsen og søger sig selv for til sidst at opleve forfærdelse og ensomhed, fordi man søger skabningen i stedet for skaberen.

Vi er ramt. Der er krise i fællesskabet. Det, som var ment som varigt, blev midlertidigt. Livet blev dødsens. Adams og Evas glæde over hinanden, blev ramt af angst og frygt. Der var kommet skepsis ind verden. Mon hun vil mig det godt? Kan jeg stole på ham? - Vor tid er ikke værre end tidligere tider. Men heller ikke bedre.

Vi har erfaret det i vore familier i årets løb. Og i menighederne. Præst og medlemmer imellem, og medlemmer med hinanden. Der er gået noget i stykker.

I denne verden står vi frem og siger, at vi tror på fællesskab. Vi tror, at der findes et varigt, evigt, holdbart og bæredygtigt samfund og fællesskab. Men vi er nødt til at komme med en tilføjelse for ikke at blive utroværdige. For hvem kan tro på fællesskab i en verden med utroskab og død? Derfor siger vi: "Vi tror på de helliges fællesskab", eller "de helliges samfund".

Hvad er det, vi siger? Hvad er et for en tro, vi har overtaget fra de kristne før os og fra Jesu apostle? Apostelen Johannes forklarer.

Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os; og vort fællesskab er med Faderen og med hans søn, Jesus Kristus (1 Joh 1).

Og derpå skynder han sig at fortælle om synden og tilgivelsen, ligesom der i trosbekendelsen er direkte sammenhæng mellem troen på de helliges samfund og på syndernes forladelse.

Faderens tilgivelse gennem Sønnens offer er basis for fællesskabet og for vor tro på fællesskabet. På grund af syndernes forladelse er meget blevet helet og forsonet i vore liv, i familierne og i menighederne.

1. Vort fællesskab er med Faderen og med hans Søn

I en tid, hvor der skrives og kommunikeres som aldrig før (SMS, internet, e-mail), men hvor beskederne samtidig bliver kortere og simplere, tales der også om, at medmenneskelige fællesskaber, som før var livslange, nu er blevet midlertidige. Apostelen Johannes kalder på os for at drage os med ind i den evige familie-sammenhæng med Faderen og med hans Søn, Jesus Kristus. For der giver Gud os de helliges fællesskab.

Faderen: Gud er vor Fader. Og vi er ved troen på Jesus Kristus hans kære børn. "Mine børn! " 17 gange kalder han i sine breve læserne for "børn", kære børn, mine børn og Guds børn. - Børn bliver der sørget for. Børn har søskende, hjemmeboende søskende. Børn behøver opdragelse og vejledning. Og børn rejser ikke hjemmefra, så længe de er børn.

Gud giver os et fællesskab , hvor vi dagligt og overalt kan tale med ham som vor far, og hvor vi - på grund af ham - er hinandens søskende. En stor, stor gave. Dette fællesskab bliver vi aldrig for gamle til. Barn, ung og gammel må bede med på samme bøn og sige: "Fadervor". Og gøre det på 1000 måder. Og bønnen munder ud i lovsangen: "For dit er riget, magten og æren i evighed." Næsten ligesom vi beder om søndagen: "Du som lever og regerer med din Søn i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed." Hvilken god virkelighed at leve i og at få åbnet op for!

Sønnen: Vi har brug for at komme ud af vor indelukkethed, vor indsnævrede verden, vor selvisked, troløshed og håbløshed. Både fordi det er noget møg at leve sådan, og også og især fordi vi på den måde er under Guds dom. Men Jesus Kristus, Sønnen, er kommet til os. Han er et sonoffer for vore synder.

Derfor er det hellige samfund et samfund både med Faderen og Sønnen. Og det består i kraft af, at Guds Søn er kommet til os. Han blev menneske, døde og opstod for os. Derfor er kærlighedens apostel så hård og afvisende overfor alt og alle, som vil forfalske frelsens ord og bringe os erstatninger. Han taler om Antikrist og advarer: Tro ikke enhver ånd! For der er draget mange falske Kristus?er ud i verden. (1 Joh 4,1-3).

Antikrist er virksom. Nu er det de sidste tider. Guds sande Kristus kendes på, at han er kommet i kød, at han er blevet menneske. Altså på troskaben, den varige troskab, at han involverer sig i alt, hvad der er vort. Og først og fremmest i, at han ofres for vore synder og dør for os - stedfortrædende. Det er fællesskab ud over alle grænser. Gud rækker ind blandt os mennesker, også hvor vi forkastede Guds Søn. Han forkastede ikke dem. Han er trofast ud over alle grænser.

  • Lad os bruge vort barnekår dagligt: bede og lytte til vor Fader!
  • Og lad os lytte til det gamle bud, som stadig er nyt: at vi skal tro på Sønnen og elske hinanden. Hvis vi vandrer i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans Søns, blod renser os for al synd!

2. Hvordan opstår det hellige fællesskab?

Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os. - Johannes skriver og forkynder. Sådan opstår og sådan bevarer vi fællesskabet med Gud og med hinanden: ved Ordet om ham, som var fra begyndelsen.

Hvordan kom han til os? Johannes svarer: Han er den, der er kommet gennem vand og blod, Jesus Kristus. Han kom ikke kun med vandet, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner, fordi Ånden er sandheden. For der er tre, som vidner: Ånden og vandet og blodet, og de tre bliver til ét (1 Joh 5,6-8).

Ånden vidner. Vandet genføder. Blodet er hans eget blod og renser os fra al synd. Vi skal ikke selv finde på måder at få troen på. Gud har valgt måderne og midlerne. Han giver sig selv til os gennem Ordet, dåben og nadveren.

Ånden: Der er ingen apostel, der som Johannes har fortalt os så meget om Helligånden, og hvordan Guds Søn, Jesus Kristus, kommer til os netop gennem Åndens ord. "Han skal overbeviser om synd og minde jer om alt, hvad jeg har sagt jer." Tænk på Johannesevangeliet kapitel 13-17 og 20. Her knytter Jesus vor frelse sammen med Helligåndens gerning, som udføres gennem ordet.

Jesus siger også, at det ord, som prædikes gennem apostlene, er hans eget ord. Den, der hører jer, hører mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig. Men den, der forkaster mig, forkaster ham, som har udsendt mig. (Luk 10,16)

Jesus Kristus kommer til os gennem Åndens ord menigheden. Derfor:

  • I prædikanter og hyrder: Lyt, lær, bed og tag imod, så du kan give Åndens ord videre på søndag!
  • Og du menighed! Lad Guds ord bo iblandt jer! Sørg for oplæring i troen for jer selv og for jeres børn!

Vandet: Apostelen Johannes er også den apostel, som fortæller, hvad Jesus sagde til Nikodemus om at blive født på ny af vand og Ånd (Joh 3). Og i sit brev bevidner han, at Jesus kom med "vandet", dvs. med dåben. Dåben føder på ny og giver os fællesskab med Gud. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus (Gal 3,26-27). Det er en stærk tale om fællesskab. Når vi er iklædt Jesus, omgiver han os, og vi har fællesskab med Gud. Og apostelen Paulus siger: Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv (Rom 6,3-4).

Her er vi ved kilden til de helliges fællesskab. Se, hvor suverænt Gud sørger for os.

  • Lad os takke Gud for hans løfte til os i dåben og ved dåbens pagt lade os rodfæste i fællesskabet med Jesus Kristus!

Blodet: Jesus er kommet med blodet. "Jesu, Guds Søns blod, renser fra al synd!" (1 Joh 1). Dette blod gives til os midt i de helliges fællesskab, nemlig i nadvernes sakramente. Apostelen Paulus siger: Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød. (1 Kor 10,16-17). Når vi går til alters, har vi fællesskab med Kristi blod, fordi Kristus giver os sit blod i vinen. Vinen er hans blod. Det samme med brødet. Når vi modtager det, er det hans legeme, vi modtager. For han siger: "Dette er mit legeme". Dermed er vi ét legeme med Kristus og med hinanden. Så konkret er Jesus Kristus, når han vil give os fællesskab sig selv.

Hvis vi synes, at trosbekendelsen ikke siger os så meget længere, og at vi har hørt nadverritualet for 117. gang og er "mætte" og trætte af at høre det igen, da hør, hvad det var for en nat, da han indstiftede nadveren: den nat, da han blev forrådt. Fællesskabet fornyes, når Evangeliet tager os med ind i frelsens begivenheder. Og vi erfarer igen, at hans blod er vor eneste redning.

  • Lad os gå til nadver i tillid til, at han er til stede med sit legeme og blod, som blev givet og udgydt for os til syndernes forladelse.

3. Fællesskab med hinanden

Det, som vi har set og hørt, forkynder vi også for jer, for at også I kan have fællesskab med os.

.... det er Johannes mål: at vi har fællesskab med hinanden gennem fællesskabet med Faderen og Sønnen. Det er også målet med alt kristent arbejde i og ud fra vore menigheder.

Fællesskab - de helliges fællesskab: Fællesskab med den Hellige, og fællesskab ved hjælp af Den hellige Skrift, det hellige Evangelium og den hellige Dåb og den hellige Nadver. Hellig betyder i denne sammenhæng: Uforanderlig, solid, helt igennem pålidelig, uangribelig, stærk, osv....

Læg mærke til, hvordan apostelen ser fællesskabet med Gud som en forudsætning for, at vi kan have ægte fællesskab med hinanden: Lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud! Den, som ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. ... Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden (1 Joh 4).

Der skal satses på fællesskabet. Der skal satses på samvær og samtale i det nye år. Lad os satse alt. Satse alt på at se Kristus og at se hinanden, på at være mennesker sammen i alle aldre og under alle forhold.

Men vil vi gøre det? Er menigheden det værd? Var der ikke andre satsninger, som kom før de helliges samfund i året, der gik? Og er det ikke også i orden?

Nej! Det er ikke i orden. Det er i strid med apostelens direkte opfordring: Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv. Vi skal hver især tænke på vor næstes gavn og opbyggelse. For heller ikke Kristus tænkte på sig selv. Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære. (Rom 15,1-7).

Se, hvordan det peger indad mod hjertet og centrum i vort fællesskab, nemlig Jesus. Derinde er vort forbillede. Dér er vores frelse. Dér smelter forbillede og frelse sammen, så vi ikke kan slippe fri af kaldet og forpligtelsen til at tage os af hinanden. Vi kommer ikke udenom det. Og kommer vi udenom det, da er det, fordi vi har vendt siden til troens centrum, og langsomt også er ved at vende ryggen til. - Fremhæves ikke børn og ældre på en særlig måde i Bibelen? Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre (Mark 10,14). Og: "Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovsang" (Matt 21). Og: Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer (Es 46,4).

Hvem er tættest på Guds rige? Hvem er salige? Den ældre kristne, som snart skal dø. Tænk at få talt med hende forinden! Tænk at være sammen! Tænk at få lov at tjene en anden kristen før hun skal stå foran kongen i saligheden!

Og tænk, at være volontør for et enkelt barn i et helt år! At rejse til Sydamerika for et enkelt barns skyld, uden at få noget særligt i løn. Tænk at være med til et barns dåb og senere at være med i oplæringen! Det er Kristus, der driver og viser os, hvor stort det er.

Tænk at bruge sit liv i en lille menighed og dens mission i verden! Tænk at vise inderlig kærlighed til hinanden, tænk at bruge tid på hyggelige samvær, fælles spisning, udflugter, arbejde ved kirken, missionsindbydelser! Tænk hvilken nåde at få lov at begynde der, hvor Gud har sat os!

  • Lad os derfor tage imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod os til Guds ære. (Rom 15,7).
  • Lad os hver især tænke på vor næstes gavn og opbyggelse. For heller ikke Kristus tænkte på sig selv. (Rom 15,1-3)

II. Vor kirkes og menigheders liv

Vi har været fælles om denne rige tjeneste med og for hinanden i årets løb. Lad os gøre det og således være med til at åbne de helliges fællesskab for andre udenfor. Gud kalder os til at leve i en kristen menighed i fællesskab med Faderen og Sønnen, forsamlet ved Ånden, vandet og blodet. Sådan samler han os sammen og binder os til hinanden. Og sådan samler og føjer Gud stadig flere ind i fællesskab med sig.

1. Sommerlejr: På årets sommerlejr i juli 2002 sang vi om en familie, som slet ikke kunne leve op til de idealer, som vi kan have os for en god menighed. Patriarken Jakob voksede op i en familie, hvor der var problemer. Og da han selv fik familie, blev det ikke meget bedre. Men Jakob holdt trods alt fast ved Guds løfte i den familie, hvor Gud havde sat ham. Lejrsangen beskrev dette rammende:

    Der var en slægt i fordums tid, / så fromme patriarker. / De tilbad Gud med megen flid. / I biblen vi dog læser, / at de var ret almindelig - / de kæmped', skændtes, fór med svig. / Gud alle har velsignet. (Kirstina Strand 2002)

Sådan må vi forblive i det kristne fællesskab, holde sammen og holde fast ved de mennesker, som Gud har givet os. Det hører med til at være kristen, at være bundet: Bundet i ægteskabet til troskab. Bundet til sine børn. Bundet til sin menighed, til sine medlemmer, til sin præst, til sine brødre og søstre i menigheden. Bundet til at bære ansvar for sin bror. Bundet og forpligtet. Det er hårdt arbejde, men hvor er det godt for os. Og det er Gud, som står bag. Løsning menighed arrangerede årets familielejr. Også i sådan et arrangement ligger der bundethed og tjeneste. Og lønnen var stor. "Gud alle os velsigned!".

2. Kirkegang: Derefter drog vi hjem til vore menigheder og levede sammen søndag og hverdag med glæder og sorger. Nogle lever alene. Andre er gift og har familie. Nogle er ensomme, andre er fortravlede.

Der har været skrevet en del om danskernes kirkegang, og statistikken viser, at kirkegangen er lavere end nogensinde. Hvorfor? Folk er jo blevet mere religiøse.. Hvor søger man da hen?

Vi har også mærket det i nogle af vore menigheder i form af lavere kirkegang. Som præst spørger jeg mig selv: er det fordi jeg ikke prædiker Guds ord? Er klarheden gået tabt? Går medlemmer andre steder hen for at høre Guds ord i lov og evangelium, synd og nåde? Eller er det arbejdstider og fritider, fodbold og almindelig ligegyldighed, som rammer os? Og hvor ville præsten selv være, hvis han ikke var bundet til tjenesten alle ugens dage - og særligt søndag?

Da er det fantastisk forleden ved et menighedsmøde at høre to kvinder tale om emnet og sætte præst og kordegn på plads. "For er det ikke stort, at vi må have gudstjeneste hver søndag! Og høre Guds ord. Og gå til nadver." - Hvis Kristus taler gennem den præst, som menigheden kender alt for godt, så er det alligevel ikke ringe, men stort.

3. Konfirmander og unge: Næste fællesskabs-arrangement på tværs af menighederne var konfirmandlejr på Hjarnø og efterårets ungdomslejr på Sjælland. "Sangen om korset". Før påske var der igen fælles ungdomslejr i Århus. Der gøres et stort arbejde blandt de unge for at holde sammen og for at fællesskabet kan fungere og være sundt og åbent. Det gælder både bibelkredsarbejde, lejre og besøg på tværs af menighederne. Det vises også et godt engagement i menighedernes liv og arbejde på tværs af aldre og trofasthed i menighedens gudstjeneste om søndagen. Bladet "Lungen" er et stort aktiv for hele kirken. Hvor er det godt!

4. Kirkejubilæet på Langeland: Menighederne mødtes på alle helgens søndag i Lohals kirke og fejrede 50-året for kirkens indvielse, og det var en stor glæde, at også naboer og venner tog imod indbydelsen og således var med til at gøre det til et glædeligt jubilæum. Vi så sammen tilbage på den rige velsignelse, Herren har givet menigheden og dermed hele vor kirke. Der var gudstjeneste med efterfølgende middag og samvær på Færgegården, hvor der blev bragt hilsener og glimt fra menighedens historie både i ord og billeder.

5. Kommende præster: Stud. theol. Magnus Sørensen tjente ved lejrene med Guds ord. Det har været et emne til tak og glæde for mange, og særligt for menigheden i Århus, at Gud har givet os en tjener, som stilfærdigt og myndigt holder sig til Guds ord og drager det frem, når der er brug for det. MS underviste også på forårets lejr sammen med undertegnede, ligesom han har holdt tre temaaftener og en fasteandagt i menigheden. Vi ønsker Magnus Sørensen Guds velsignelse over hans studie og Helligåndens vejledning.

6. Konvent og hovedbestyrelse var samlet flere gange i årets løb. Og fællesskabet er langt mere end et arbejdsfællesskab, hvor vi ordner og arrangerer. Møderne var samvær, hvor vi kom beriget videre, og hvor der var åbenhed omkring vanskelige spørgsmål som f.eks. forholdet til nye frimenigheder og valgmenigheder, som trækker fulde huse, mens vi må erkende, at medlemstallet igen er faldet. Hvorfor trækker en valgmenighed i Århus ikke blot udbrydere fra folkekirken, men også medlemmer fra missionsforeninger? Det nye virker forfriskende. Mange ønsker at være med til at skabe noget godt sammen, noget, som er "deres eget".

7. Fornyelse: Nogle i vor egen kirke spørger efter, om vi ikke også skulle indføre noget nyt og anderledes hos os. Og det er sikkert og vist, at vi behøver fornyelse. Dagligt. Og hver søndag. Fornyet syndserkendelse. Fornyet glæde over frelsen. Fornyet kald til at tjene hinanden og andre. Fornyet tilbedelse og bøn. Men det er ikke noget, vi kan arrangere os ud af, men noget vi må søge hos Faderen og Sønnen ved Evangeliet, Dåben og Nadveren. Fornyelsen sker ikke ved, at vi kigger ud i verden og spørger, hvad verden kan forstå og fatte, men ved, at vi lærer vore Fader bedre at kende og styrkes i livet med Guds Søn. Det gælder om, at Guds ord bliver i os. Det er vores styrke.

Og vi må da også takke Gud for hans godhed mod os, at han lod vore menigheder bestå endnu et år og endda føjede flere til. Ikke på papiret, men i gudstjenesten i nogle af vore menigheder. Og endda på en måde, så vi kan se frem til at tage imod en lille vækst efter dette årsmøde.

Vi glæder os også her på en særlig måde over den missions-tjeneste, som gøres ud fra Langelands menighed ved gudstjenester i "Skallen" i Svendborg.

8. Grunden til at stifte og være evangelisk-luthersk frimenighed: Det helt afgørende, at den bibelske begrundelse for at være og at nystifte evangelisk-luthersk frimenighed holdes levende hos os. Begrundelsen er dobbelt - både et NEJ og et JA.

Den negative grund (NEJ-et) for at stifte frimenigheder er, at der vedblivende er falsk lære i den menighed eller det kirkesamfund, hvor man tidligere kom. Jesus og hans apostle formaner til at holde sig fra falsk forkyndelse. - Derimod er almindelig svaghed er ikke gyldig grund til at forlade sin menighed og kirke. Svaghed kalder derimod til tjeneste og offer.

Den positive grund (JA-et) for at stifte menighed er, at man tror og stoler på, at Gud har bundet sin menighed til evangeliets prædiken, og til dåben og nadveren som frelsende sakramenter, der giver os tro og bevarer os i Guds sande nåde. I en sådan menighed vil tro og tjeneste og mission gå hånd i hånd. - Derimod er det ikke nogen holdbar grund, hvis man vil bygge en frimenighed op på præster eller medlemmer, som er særligt inspirerende eller har særlige gaver. Det er strå og halm, som ikke holder i dommen.

9. Kære menigheder: I er træge og vanskelige at få bort fra sandheden. For Guds ord er i jer. I hænger fast ved Jesus. Og I er overbevist om, at dåben genføder, og at I får Jesu legeme og blod i nadveren. Og I har nok i, at Gud tilgiver jer jeres synder og lover jer evigt liv og at han vil sørge for jer her i tiden. I er rige. Og I har præster, som er lige så vanskelige at få bort fra den enfoldige tillid til Herren. Præsterne har intet andet at give end det evangelium, som altid har giver Guds folk nåden og evigt liv.

Vi har grund til at stole på, at Gud vil sørge for os og bruge os i denne tid, hvor der ikke blot finder et kirkeligt, men også et religiøst opbrud sted.

Lad os leve med hinanden i de helliges samfund til Guds ære. Det give Gud os ved Jesus Kristus! Amen.

Leif G. Jensen, Løsning d. 2. maj 2003