|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
Kirke med glæde
Årsberetning ved årsmødet 8.-9. juli 2000
Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! (Fil 4,4)
Glæde er et af livets vigtigste "grundstoffer", hvis ikke det aller vigtigste. Sand glæde. Varig glæde. Ægte glæde. Et barneansigt, som stråler af glæde. Glæde i ungdomskredsen. Glæde i de voksnes hjerter og ansigter. Glæde for de ældre i menigheden. Glæde som drivkraft i gudstjenesten. Glæde som styrken bag alle indbydelser og arrangementer. Glæde hos den, som trofast beder for Guds folk og for menigheden, som samles igen på søndag.
INDHOLD 1. Glæd jer! 2. Her vokser glæden Forkyndelse Begivenhed Guds ære Tegnet Bevægelsen 3. Hvor er vi? 4. Opgaven 5. Midlerne 6. Statistik 7. Fællesskab 8. Åben vej Note Apostelen Paulus opfordrer til glæde i Herren. Det giver god mening. Han rammer plet. For er det ikke kort sagt glæden, vi lever for og håber på at finde, i det mindste i små glimt. Glæden hos mor derhjemme. Glæden i familien. Glæden med en ven. Glæden i Gud! Giv os glæde - sand og varig glæde. Så spørger vi ikke om andet! "Kirke med glæde!"
Men vores vers lyder: "Glæd jer i Herren!" Kan man da befale over glæden? Er det ikke en gave? Jo! Men både og gave og pligt på samme måde som kærligheden mellem ægtefæller: Den er gave, og den er pligt. Derfor spørges der ikke, om du føler den, men om du vil den. Vil du elske og ære? Og den, som elsker, siger: Ja, jeg vil!
"Jeg siger atter: Glæd jer!" Denne glæde er en gave og et kald.
I en bog om missionsprædikener ved Hermann Bezzel - en af vor kirkes tyske fædre - fremhæves det i forbindelse med Fil. 4,4:
A) Dette vers taler om vores ret til glæde, som ingen kan tage fra os! Glæd jer i HERREN. I ham har I den!
B) Men verset taler også om vores pligt til glæde, en pligt, som ingen kan fritage for eller løse os fra.
Bezzel lægger menigheden på hjerte, hvilken glæde det er for kristne, at denne glæde grunder sig på Ordet og Sakramenterne, og hvordan ingen kan tage denne glædes grund fra sådan en menighed. Han siger videre, at Herren velsigner og hjælper sin fattige menighed igen og igen. Vi har grund til at prise os lykkelige over, at Herren ustandselig velsigner og hjælper sin fattige kirke og aldrig glemmer den.
Se både privilegiet og pligten! Det er jo også sådan med glæder i menneskelivet. De kommer ikke bare dumpende ned i vores turban, men bliver 99 ud af 100 gange forberedt. Som ved fødselsdag: man dækker op og køber gaver. Der kan gøres meget, for at forberede sig på glæden og for at glæde andre! Og lukker vi os inde i sig selv og forskanser os, da udelukker vi glæden. Glæden har sine veje til os. Og vi har også indflydelse på andres glæde. Endda stor indflydelse. Glæd dig! Glæd hende! Du skal! Det med glæden er både gave og pligt.
De to dele bindes sammen i HERREN. Glæd jer i HERREN. Jesus kom til sine første disciple påskedag og viste dem sine hænder og sin side, så de blev glade. Til os kommer han og forkynder sit ord og giver os sit legeme og blod i nadveren. Han lægger tilgivelsen ind midt iblandt os. Og den giver os fællesskab og gode dage med Gud, vor Herre og Skaber, og med hinanden i familie og menighed! Og med sit nærvær som vores korsfæstede og levende Herre lægger han opstandelsen og det evige liv ind i vore hjerter med håb, så vi får glæde og fremtid, uanset hvad.
Juleevangeliet blev meget nærværende for mig i forbindelse med forberedelsen til årsmødet. Og da jeg opdagede, at der i hvert fald er fem store glædeskilder i juleevangeliet, og at disse kilder springer frem mange andre steder i Skriften, så der tegnes et klart billede af, hvordan man får og bevares i og giver glæden videre, så må jeg nødvendigvis dele det med jer. *forkyndelsen, *begivenheden, *tegnet, *Guds ære og *bevægelsen.
Det er jo tydeligt, at hyrdernes glæde kom bag på dem. De havde den ikke fra deres arbejde, fra sig selv eller fra noget, andre mennesker gjorde for dem. Det var en guddommelig glæde. Glæde i HERREN.
Først blev de omstrålet af Herrens herlighed og blev grebet af stor frygt. Det begyndte altså med, at de så virkeligheden på en ny måde, som når noget forfærdeligt er ved at finde sted i dit liv, i din familie eller i din menighed. Du ved ikke mere, hvordan du skal klare fremtiden. Du er rystet. I den situation kommer det første:
"Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket!"
Glæden gives i forkyndelsen, prædikenen, budskabet. Den forkyndes og kommer til os udefra: GLÆD JER I HERREN! Dvs: Hør Evangeliet! Lad det lyde. Lad Guds ord blive prædiket! Her begynder det.
Ord gør indtryk. Både sande og falske ord. De virker, hvis man tror på dem. De virker på kort sigt, hvis det er løgn. Men er de sande, tager de et stykke af virkeligheden med sig og lægger det ind i os som håb.
Forkyndelsen er det glædelige budskab om JESUS KRISTUS, vor frelser. Her må vi sætte ind. Her får vi livets "grundstof". Her får hverdagen vitaminer og kraft. Her bliver hjertet helet og stærkt. Her får kinden et strøg af optimisme og håb. Glæde i HERREN er søndagsglæde, som breder sig fra hjerte til hjerte og fra dag til dag.
..... Begivenheden >>
Men evangeliet standser ikke med sådanne ord. Det er ikke psykologi. Indholdet er en begivenhed, noget, der er sket. "Det skete i de dage!" "Det skete, at tiden kom at hun skulle føde!" "Hun fødte!" Englens budskab er, at frelsen er en begivenhed, som har fundet sted. "I dag er der født jer en frelser i Davids by." Tid og sted angives.
Sand kristendom handler om virkeligheden. Gamle Testamente er frelseshistorie. Gud frelste i historien. Han frelste sit folk Han udfriede dem fra Egypten. Det skete virkelig. Noa og hans familie blev frelst. Det skete virkelig. Jonas blev reddet af havdyrets bug og sendt til Ninive. Det skete, ligesom det skete, at Menneskesønnen blev lagt i jordens skød tre dage og tre nætter og opstod igen. Det skete! Her er glædens kilde: i det, som er sket! Han sidder ved Faderens højre hånd og går i forbøn for sin menighed, for dig, som er døbt! Det er din virkelighed.
Enhver kristen prædiken grunder sig på det, Gud har gjort - på det, som er sket i Jesus Kristus: Tænk på Peters pinseprædiken, Stefanus' tale til sine tilhørere, fattigforstanderen Filips ord til hofmanden fra Etiopien, Paulus prædiken til jøderne i Lilleasien og til lærde mennesker i Athen: Alle disse taler er glædens kildespring. Det er godt og glædeligt nyt, netop fordi det bygger på virkeligheden, nemlig på det, som virkelig er sket. Kristus døde lige så virkeligt, som du kan ligge syg, og som du dør. Og han bar virkelig din skyld. Han opstod. Han er din Herre.
..... Tegnet >>>
Det tredje er tegnet: "Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe."
Ikke nok med, at det er sket, vi får også et tegn. Tegnet julenat var et barn, svøbt og som ligger i en krybbe. "I skal finde det!" Kom så afsted! Det gælder jeres glæde! Det, I har hørt, står og falder med, om I finder det. Finder I det ikke, vil budskabet fortone sig. Men finder I det, samstemmer ordet med det, som skete, og med det, I finder.
Ved udfrielsen af Egypten i Det gamle Testamentes tid fik folket et tegn, det slagtede lam og blodet. Og i tiden efter skulle de hvert år fejre påske og spise påskelammet, for at fastholde frelses-begivenheden.
Sådan et tegn blev igen og igen givet i forbindelse med missions-forkyndelsen i Nye Testamentes tid: dåbens tegn og nadverens tegn. Dåbens tegn til de 3000, som omvendte sig pinsedag. Og til den hofmand i ApG 8, som Filip satte sig hos og fortalte og forkyndte om Jesus. Den hofmand, som drog sin vej med glæde, blev døbt! Tegnet. Han vidste, at han havde behovet! "Er der noget til hinder for, at jeg kan blive døbt?" spurgte han.
"Glæd jer i HERREN!" Skynd jer til dåben! Opsøg tegnet. Bring jeres børn til dåben. Bliv selv oplært og høst glæde ind i dit liv. Det er din pligt og dit privilegium. Ingen og intet har ret til at løse dig fra den pligt. Og ingen har lov til at holde dig tilbage.
"Glæd jer i HERREN!" Skynd jer til nadver på søndag. I hyrder, som trofast vogter jeres får, I må holde fri nu. Det er jeres privilegium og jeres pligt. Undskyld jer ikke med at I har travlt på arbejdet. Nu må du til nadver og gudstjeneste for din egen skyld - og for igen at kunne vende tilbage som en rigtig glad hyrde.
..... Guds ære >>>>
"Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!"
Er det ikke her, vi for alvor har problemer med glæden, nemlig når vi søger vor egen ære? Når vi lever til egen ære og for at tilfredsstille og selv, så siger erfaringen os, at det bliver mere og mere meningsløst og tomt at være til. Hvis jeg er præst og formand for kirken for at få ære af mennesker, da vil jeg lade mig gå på, når jeg ser, hvordan det kan mislykkes, hvordan kirken ikke har fremgang, og hvordan drømmene ikke gik i opfyldelse, som jeg havde håbet.
Når vi søger vor egen ære, løber vi før eller siden ind i modløsheden. Men flyttes blikket fra os selv til Guds ære, får vi noget bedre at leve og at kæmpe for. Og taber vi, så vinder dog Gud, og da gælder det: "Fred på jorden i mennesker, der har hans velbehag."
Når menigheden er under Guds velbehag, dvs. når den lever i nåden, i evangeliet, i troen på det, som virkelig er sket for os syndere, og når den holder sig til dåben og nadveren, så kan ingen tage dens glæde bort. Glæden vil derimod blomstre på ny til Guds ære. Ved evangeliets ord, tilgivelsen, dåben og nadveren bygger Gud sin menighed på ruiner, blandt syndere og i fattigdom. Guds ære består i at redde det liv, som var i stykker, at frelse det skyldige menneske, som andre havde opgivet, og som også havde opgivet sig selv.
..... Bevægelsen >>>>>
Og da kommer det femte, bevægelsen: Bevægelsen i mennesket, troens bevægelse: Hyrderne sagde til hinanden: "Lad os gå ind til Betlehem og se det, som er sket, og som Herren har forkyndt os." De skyndte sig derhen og fandt Maria og Josef sammen med barnet, som lå i krybben.
Ligesom hyrderne må vi afsted hen til krybben. Vi må prædike, som apostlene gjorde det på pinsedag og siden hen. Vi drives afsted for at være sammen i menigheden. Og ligesom hofmanden drager vi videre med glæde.
Sådan får og bevarer menigheden sit liv. Også vores menighed. Sådan lever bønnen, lovsangen og håbet. Nu må vi som Stefanus være med til at dele mad ud til de fattige enker i Jerusalem. Vi må som Stefanus bede for vore fjender. Vi må til årsmøde, til gudstjeneste og til andagt. Vi må glæde os i Herren! Vi må være med til at forberede glæden i gudstjenesten. Hvad ellers? Det er vores pligt! Og det er vores gave! Vi er bundet til at prædike og forkynde evangeliet i vore menigheder. Det er præstens opgave. Han er jo kaldet. Og det er medlemmernes opgave. De har jo som menighed kaldet ham til at være deres prædikant.
Den menighed i Filippi, som først fik opfordringen: "Glæd jer i Herren!", om den menighed skriver Paulus i 2. Kor. 8: "Under stor prøvelse og trængsel er deres overstrømmende glæde og dybe fattigdom strømmet over i den rigeste gavmildhed. For de gav efter evne, ja, over evne, det kan jeg bevidne; på eget initiativ har de indtrængende bedt os om at måtte være med i gaven til de hellige."
Hvilket forbillede! Her er der nok for os at granske, fordybe os i og lære og øse af i den kommende tid. Glæd jer i HERREN! Det kan virkelig lykkes - det med glæden. Glæd jer!
Det danske samfund forlader i disse årtier mere og mere radikalt den kristne moral og åndelige grund, som i 1000 år har været kulturgrundlag for vort folk Mange mennesker leder efter en ny moral og en ny åndelighed. Og vi er alle påvirket deraf. Noget af det, man skammede sig over for 20 år siden, det er blevet ganske almindeligt i dag. forholdet til at gå i kirke, det 3. bud. Forholdet til det 5. bud: abort, sortering af fostre. Forholdet til det 6. bud skilsmisse og samliv før eller uden ægteskab. Forholdet til det 7. bud: tyveri og snyd.
Folk og kirke: Opløsningen af moral og kristen tro i folket er gået hånd i hånd med opløsningen af folkekirkens bekendelse og grundlag. Den kalder sig evangelisk-luthersk. Den har lutherske ritualer. Men grundvolden for forkyndelsen: Bibelen som Guds ord, og troen på, at bibelen beretter sandt om Guds store gerninger til vor frelse, er borte i mange kirkelige sammenhænge.
Når folk tænker på folkekirken, forventer de ikke, at den har svar på livets store spørgsmål. Den har ritualer, som kan gøre mærkedage højtidelige, og den har krisehjælp, som så det gør knap så ondt at leve. Men folkekirken kendetegnes ikke ved, at den forkynder vejen til frelse fra død og dom. For her kan enhver blive døbt og få Herrens nadver uafhængig af personlig bekendelse og uafhængigt af, hvordan man lever i forhold til de 10 bud.
Præster: Nogle præster er trofaste prædikanter. De prædiker evangeliet til omvendelse og tro på Jesus Kristus. Og der udgives gode bøger og tidsskrifter indenfor folkekirkelige organisationer. Vi glæder os meget derover og nyder godt deraf.
Men når de samme gode præster uddeler sakramenterne (dåb og nadver) til mennesker, som ikke kender frelsen i Jesus Kristus, da svigter de deres kald til at være hyrder. Det kan være en af årsagerne til, at mange fromme kristne har svært ved at tage dåb og nadver alvorligt og se nødvendigheden af, at disse sakramenter står centralt i menighedens liv
Nye frimenigheder: Da folkekirkens biskopper officielt gav deres ja til, at mænd kan få kirkens velsignelse til at leve med mænd, og kvinder med kvinder, og da de "bibeltro præster" stadig blev i kirken, blev det for meget for mange. Det er en af årsagerne til, at alvorlige kristne i folkekirken ser behovet for at der stiftes frie menigheder. Disse grupper kalder sig ofte for evangelisk-lutherske. Men i praksis ligger de som regel langt fra evangelisk-luthersk kristendom, f.eks. karismatiske valgmenigheder.
Foragten for præste-standen i folkekirken gør det vanskeligt for mange at bevare en positiv forståelse af præsteembedet som et hyrdeembede. Man ser, hvor beskidt badevanet er, og kasserer så både barn og badevand.
Man kasserer i vid udstrækning både en evangelisk-luthersk gudstjeneste-ordning og præsteembedet som et lære- og hyrdeembede. Og sakramenterne tør man ikke bruge som tegn på Guds pagt, fordi de uddeles til både omvendte og uomvendte, både til tro og vantro.
4. Hvad er vores opgave?
I denne situation er det vort kald som evangelisk luthersk frikirke
A) at forblive tro mod forkyndelsen af evangeliet: Evangeliets kerne og evangeliet i sin helhed. Det kan vi kun gøre, når glæden fornyes igen og igen hos os. Og det sker, når vi hører Evangeliet om Virkeligheden hos Gud, lader Ham vise os tegnet på hans nærvær i menigheden. Ærer Gud, og sådan kommer i bevægelse.
Sådan en traditionel og levende gudstjeneste har vi selv brug for. Og når samles og holder søndagen hellig sammen i gudstjenesten, har vi noget stort at indbyde dem til, som er blevet åndeligt hjemløse.
Vores styrke er ikke stærke åndelige ledere. Vi har kun almindelige dødelige "sognepræster". De har ikke noget navn ude i byen. Folk kommer ikke rendende på grund af dem. Men præsterne tror på Jesus Kristus som verdens eneste frelser; de tror, at hele bibelen er Guds ord; de stoler på, at Gud i dåben føder på ny, og fastholder, at dåb og oplæring hører sammen; de tror, at Jesus er legemligt til stede i nadveren under brød og vin, og de ved, at de som menighedernes hyrder også skal formane og advare den, som lever på tværs af Guds klare vilje.
Det kald, I som medlemmer og menigheder gav dem ved deres ordination, må I værne om, så præsterne bliver fastholdt i den rene lære på Guds ords grund, og så de også bevarer modet og viljen til at fortsætte. Vigende kirkegang og stagnerende gaveindtægter kan anfægte. For begge dele er udtryk for, at der er nogle, som ikke mener, at der er brug for Guds rige iblandt os.
Men også her er det kun glæden i Herren, som kan hjælpe både præst og menighed. Lad os som hyrderne - og siden de vise mænd - samles i "stalden" og have nok i, at vi tilhører en frelser, som har verden og os i sin hånd..
B) Det andet store udspringer heraf: kaldet til at forkynde og vidne om frelsen i Jesus Kristus. Vi må vidne om, at der findes en sandhed og en kristen moral, som er udtryk for Guds gode vilje med menneskelivet.
Vi må vidne om, at Gud har grebet ind ved sin Søn Jesus Kristus, og han ved troen på ham giver syndere tilgivelse og evigt liv.
Vi må som menigheder forkynde og bevidne, at der findes et sted, hvor vi mennesker kan møde Gud og få varig og evig glæde: nemlig der, hvor Jesus er. Og har han ikke lovet at være, hvor to eller tre er forsamlet i hans navn? Der må vi invitere dem med hen. Kirkegang med glæde. Det er måden. Mærker de, at vi tager afsted med glæde, så har vi sat et godt spor efter os.
Midlerne i denne opgave er *evangeliet om Jesus Kristus, *tegnene: dåben og nadveren og *vore fem menigheder, som Gud bevæger til tro og tjeneste. Midlerne er små og store, unge og gamle, præster, organister, ledere, givere, forbedere, indbydere, kaffebryggere, dem, som gør rent, dem som sidder på kirkebænken for at tage imod igen og igen, og dem, som er trætte og ikke synes, at de magter noget.
Martinskirken i København, en menighed med en ny kirkebygning, med medlemmer, som har svedt sammen de sidste 2 år, som har erfaret frustrationer sammen, men også har mærket glæde ved at arbejde sammen og have hinanden., og som har fået lov at høste frugten: en smuk og god kirkebygning. Som en særlig gave og velsignelse har I fået lov til at se, at nye kommer til menigheden og får brug for at gå i kirke sammen med jer. En stor gave. Og en stor opgave.
Langelands menighed med ældre og trofaste medlemmer. En menighed, som har oplevet tilbagegang på flere måder, men også fremgang og tilgang. Gud har holdt glæden ung og frisk. Ja, det er til og med den menighed, som er blevet redskab til en ny missionsindsats i Svendborg her i foråret, hvor Herren har ladet op mod 20 mærke søndagsglæde 4 gange i foråret.
Løsning menighed med en blandet skare af medlemmer. Her ser man frem til sammen med Århus har have 7 konfirmander i det kommende år. Flere end nogen sinde før. Her er et ungdomsarbejde, som giver stor glæde. Men også her mærker vi, at der skal øses grundigt og godt af glædens kilder. Der skal arbejdes for glæden. De initiativer, som er gjort for at få flere i kirke, synes ikke at bære frugt. Samtidig har der været sygdom i menigheden i årets løb, så vi lærte at bede mere sammen.
Haderslev menighed, som kun har tre ældre medlemmer, og hvor kirken måske snart sættes til salg. Og dog: glæde; det mærker præsten gennem sine husbesøg. Han får så meget af de kære ældre kristne gennem den fælles sang og altergang. Men der er brug for, at flere hjælper til med besøg og omsorg.
Gratia menighed i Århus, en menighed på 16 år, en "teenager" som på den ene side har så mange glæder og muligheder, men som også kender til træthed og mathed, så medlemmer nogle gange spørger, hvor det går henad. En menighed med mange jern i ilden og med gode muligheder for at nå længere ud i storbyen, bl.a. gennem radio-missionen, som er et stort og levende aktiv for menigheden.
Menighederne indsamlede i årets løb 580.000 kr til arbejdet i Guds rige. Fordelt på konfirmerede medlemmer er det i gennemsnit 5.500 kr. Vi må takke Herren for den giverglæde, det er udtryk for, og enhver af os må søge ind til den glæde, Herren vil giver og kalder os til, for at vi ikke går i stå, men vokser både glæden over at leve til Guds ære og til andre menneskers gavn.
Pr. 6. juli 2000 Sket i perioden maj 1999 til juli 2000 Menighed Døbte Konfir- merede Dåb Medlems- optagelse Konfir- mation Vielse Begra- velse København 40 35 1 1 1 1 0 Igelsø 2 2 - - - - 1 Langeland 12 12 - - - - - Løsning 33 26 - - - 1 5 Århus 32 23 - - 2 1 - Haderslev 3 3 - - - - - TOTAL 122 101 1 1 3 3 6 Kontakt til kirkelige grupper i Danmark:
Den danske Folkekirkes biskopper fik i november 99 tilsendt en udtalelse vedr. "Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren", og der blev lejlighed til at præsentere udtalelsen på Menighedsfakultetet i Århus.
Pastor Lyrstrand var inviteret til et frokostmøde i Dansk Bibel-Institut d. 24. febr. 2000, hvor han præsenterede Den ev.-luth. Frikirke for studenter og lærere.
Selv havde jeg i april kontakt til et medlem i Lutheransk Trossamfund ved Tjørring. Trossamfundet står ligesom vores ev.-luth. Frikirke udenfor folkekirken og har rødder tilbage til 1800-tallet. Man ønsker at forblive tro mod Guds ord og mod den lutherske lære. Menigheden har 2-300 medlemmer og har egen skole. Menighedens præst (kirketjener) hedder Christian Sønderup. Det ville være godt, om der kunne skabes en nærmere kontakt til disse lutherske kristne.
Det skal også nævnes, at vi havde en særlig glæde gennem fællesskab med pastor Jais Tinglund og hans familie, som står os nær i tro og bekendelse.
Udenlandske kontakter: I sommeren 1999 var der besøg fra søsterkirken i USA. Prof. Kolb underviste på sommerlejren. Konferencer: a) International luthersk Konference i England august 1999: "Kirkefællesskab og kvindens rolle i kirken" b) Europæisk luthersk Konference i Frankrig juni 1999: "Kirkefællesskab og enighed i tro og lære" c) Nordisk FriKonference: i København: Bibel-udlægning, retfærdiggørelseslæren og kirkens embede. D) Nordisk Luther Akademis møde i Finland i august 1999.
Også i dette år har kontakter til søsterkirker i udlandet og til andre, som står os nær, betydet meget for vor kirke. Vi er Herren stor tak skyldige for det vidnesbyrd, som her styrker os i troen, og vi er skyldige at bringe det videre til andre med den styrke, Herren giver os.
Vi vil slutte med de ord, som følger lige efter årets bibelvers:
"Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus" (Fil 4,6-7).
Der er åben vej til glæden!
Løsning den 6. juli 2000, pastor Leif G. Jensen (formand)
