3. søndag e. helligtrekonger (2. række)
Indgang (introitus)
Alle skal kaste sig ned for ham.
Zion skal høre det og glæde sig,
Judas døtre skal fryde sig (Sl 97,7-8)
Herren er konge! Jorden skal juble,
de mange fjerne øer skal glæde sig (Sl 97,1)
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som i begyndelsen, så nu og altid, og i al evighed. Amen.
Kollekt
Herre, vor Gud, himmelske Fader! Du, som af din store kærlighed og barmhjertighed har givet os din Søn og har ladet ham blive menneske og dø på korset for vor skyld; vi beder dig: Giv din Helligånd i vores hjerter, så vi bliver fast ved dit ord og fortrøster os til, at vi ved Kristus har syndernes forladelse og evigt liv, han, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed. Amen. (6)
6. Kollekten er ny i Folkekirkens Alterbog '92.
Eller
Almægtige, evige Gud! Vi beder dig, at du vil se i nåde til vor skrøbelighed og udrække din vældige hånd til at skærme os imod vore fjender. [Forlad os alle vore synder, og styrk os i troen på, at dit ord er mægtigt til at gøre alt, hvad dig behager, og til at give os arv iblandt alle de hellige i Himmeriget] (7) ved din elskede Søn, Jesus Kristus, vor Herre, som med dig lever og regerer i Helligånds enhed, én sand Gud fra evighed og til evighed! Amen. (8)
7. Tillæg i Folkekirkens Alterbog 53 i forhold til tidligere kollekter.
8. Kollekten er fra Folkekirkens Alterbog 53.Læsning fra Det gamle Testamente: 1. Mosebog 15,1-6
Senere kom Herrens ord til Abram i et syn: "Frygt ikke, Abram, jeg er dit skjold! Din løn skal blive meget stor." Abram svarede: "Gud Herre, hvad kan du give mig, når jeg må gå barnløs bort, og Eliezer skal være min arving." Abram sagde: "Du har ikke givet mig afkom, så min hustræl skal arve mig." Da lød Herrens ord til ham: "Nej, han skal ikke arve dig, dit eget kød og blod skal arve dig." Så tog han ham udenfor og sagde: "Se på himlen, og tæl stjernerne, hvis du kan." Og han sagde: "Så mange skal dine efterkommere blive." Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.
Epistel: Hebræerbrevet 11,1-6
Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Den er jo bevidnet om de gamle. I tro fatter vi, at verden blev skabt ved Guds ord, så det, vi ser, ikke er blevet til af noget synligt. I tro frembar Abel Gud et rigere offer end Kain, og derved blev det bevidnet, at han var retfærdig; det vidnesbyrd gav Gud ham for hans offergaver, og i kraft af troen taler han endnu, skønt han er død. I tro blev Enok taget bort, for at han ikke skulle se døden, og han var der ikke mere, for Gud havde taget ham bort; for det er bevidnet, at før han blev taget bort, havde han behaget Gud. Men uden tro er det umuligt at behage ham; for den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, som søger ham.
Evangelium: Lukas 17,5-10
Apostlene sagde til Herren: "Giv os en større tro!" Herren svarede: "Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer.
Hvis en af jer har en tjener, som pløjer eller er hyrde, vil han så sige til ham, når han kommer hjem fra marken: Kom straks og sæt dig til bords? Vil han ikke tværtimod sige: Lav mad til mig og bind kjortlen op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; bagefter kan du selv spise og drikke. Mon han takker tjeneren, fordi han gjorde det, han har fået besked på? Således også I: Når I har gjort alt det, I har fået besked på, skal I sige: Vi er unyttige tjenere, vi har kun gjort, hvad vi skulle gøre."