Forside www.vivit.dk
Oversigt - Søgemaskine

Herre, frels os, vi går under!


hør prædiken
hør gudstjeneste

3. feb. 2019 i Aarhus. LGJ. Salmer: 44–T2–Min båd-129 // T4–432-20

Matthæus 8,23-27:
Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: "Herre, frels os! Vi går under!" Men han sagde til dem: "Hvorfor er I bange, I lidettroende?" Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: "Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?"

1. I en sofa som tilskuer

I en sofa kan man diskutere og drøfte tusind ting om livet og døden og om Gud og kristendom. Og når man er færdig, kan man måske se lidt fjernsyn og ikke være særlig berørt af det, man snakkede om og diskuterede. Mange gange går man også i kirke uden at føle den store uro og alvor. Man er der som en slags tilskuer, der måske lærer lidt nyt. Men ellers sker der ikke det store.

2. I stor personlig krise

Evangeliet om Jesus og disciplene i stormen på søen tager os med et sted hen, hvor vi mister al tryghed og ikke kan tillade os den luksus at filosofere over noget som helst. Det handler jo om at drukne.

Jesus’ disciple havde indtil nok mest følt, at de var tilskuere til det, Jesus gjorde, og at de var på skolebænken. De havde lyttet til Bjergprædikenen. Og de havde været vidner til, at Jesus har helbredt en spedalsk, en romersk officers tjener og Peters svigermor. Men de var ikke selv ramt personligt. Men her under sejladsen over Genesaret Sø kom de i havsnød og var ved at drukne. Alt så ellers ud til at være under kontrol. De var, hvor de skulle være, nemlig hos deres mester og Herre. Han gik ombord i en båd, og de fulgte med. Og alligevel var det ved at gå helt galt.

Sådan gør Gud også med os. Han bringer dig ud i en situation, hvor du ikke længere er i kontrol. Du kan ikke diskutere dig frem til nogen løsning. Og dem, du er sammen med, har heller ingen løsning. Det er måske en alvorlig sygdom, som har ramt dig eller dine nærmeste. Eller det er en anden personlig krise, som du er kommet ud i. Ligesom Jesus var med i båden på søen, men sov, sådan føler du, at Gud er tavs. Ja, du er usikker på, om han overhovedet kan være i dit liv i den her situation. Du kan kun råbe, og du føler ikke, at du har nogen tro.

3. Det skete for disciplene

Disciplene erfarede det på havet. Mens stormen rasede, nyttede det ikke at minde hinanden om, at de havde været ordentlige mennesker den seneste uge eller det sidste års tid. De var jo ved at gå under. Bølgerne kom imod dem som bjerge. (Genesaret er sø så bred som fra Fyn til Sjælland og så dyb som Storebælt på det dybeste sted.) – Deres sidste mulighed var at ruske i Jesus, så han vågnede. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: ”Herre, frels os! Vi går under!” - De bad ikke Jesus om en forklaring på, hvorfor stormen kom. Det handlede ikke om at forstå, men om at overleve. Sådan har vi det også, når vi virkelig er i krise. Da beder vi ikke om forklaringer, men om frelse. Da beder vi for alvor.

Jesus sagde til dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” Hvorfor tror I ikke på Gud? Og hvorfor tror I ikke på mig. I har jo set, hvad jeg har gjort. Tror I virkelig, at I går under, når jeg er hos jer her i skibet? Matthæus fortæller ikke, hvad de svarede. Måske svarede de slet ikke. De kunne jo kun bekræfte, at de var bange og var lidettroende. Den eneste tro, de havde, var at råbe om hjælp. Og det er også den eneste tro, vi har i angsten og krisen. ”Jesus, frels os, vi gå under!”

4. Lille tro, men nok til at råbe om hjælp

Mon ikke det er, hvad denne tekste vil sige os: At den kristne tro kan være en meget lille og ringe tro, og fuld af angst, og alligevel er en kristen tro. Gud sender storme, for at vi må lære ham at kende som vores Frelser. Han vil lade os erfare sin hjælp, og at alt afhænger alene af ham. Ligesom det var Jesus, der fik disciplene med over søen, sådan er det Gud, der fører os i vort liv. Og han er hos os, når vi ikke kan andet end råbe. ”Herre, frels os!” Når vores tro er skrumpet ind og blevet lige så lille som disciplenes, bliver deres råb også vores råb. Da bliver samtalen i sofaen til et råb. Da er vi færdige med at være tilskuere. For mens du taler med din kristne ven om det ufatteligt vanskelige, som har ramt dig, råber I sammen til Jesus. Det er at bede til Gud. Og hvad venter Gud så på? Ikke på noget hos os. Det er os, der venter på ham. Og han griber ind. Jesus truede ad storm og sø, og det blev helt blik stille. Og da blev det også stille i deres hjerter. Frygten blev til Fred.

Det er ikke vores tro, der fjerner frygten. Det er Jesus, som gør det. I evangeliet mærker vi, at han er naturens Herre, alle menneskers Herre og dødens Herre. Derfor tør vi tro, at han har de kommende dage i sin hånd. Han siger til dig: ”Frygt ikke!” Matthæus, som har skrevet dette ned i evangeliet, var selv med i båden. Og vi fornemmer, at han ikke har pyntet på beretningen. Lille tro og angst. Det ser ikke godt ud. Men Jesus hjælper.

5. Jesus døde selv i en storm

Matthæus slutter evangeliet med at fortælle, at Jesus selv kom ud i et stormvejr, hvor alt under ham vaklede, nemlig da Jesus var i Getsemane have og bad i angst. Og da han dagen efter gik under og døde på korset, råbte han: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Jo, han gik virkelig ned med flaget. Men aftenen forinden havde han sagt til sine venner: ”Dette er mit blod, som udgydes for jer til synderes forladelse.” Deraf ved vi, hvorfor han gik under og døde, nemlig for at give os syndernes forladelse ved sin død og ved sit blod, og for at vinde over dødens magt. Han kan stille selv den værste storm i vores liv. For han opstod igen og lever. Han er med os i menigheden, her i kirkeskibet. Vi råber til ham. Han er hos os som dødens overvinder og giver os sit legeme og blod. Derfor ved vi, at vi aldrig kommer ud i en storm, som ikke han kan stille. Aldrig.

6. Jesus er hos os i de storme, som kommer

Når vi i vores menighed kommer ud for storm og føler, at vi er ved at gå under i en gudstjeneste, rejser Jesus sig op og siger: ”Hvorfor var I bange, I lidettroende”. Og da ved vi, at det er os, han taler til. Han er hos os, når vi råber i fortvivlelse. Sådan er han også hos dig, når du er alene og beder til ham og måske har ringet til en kristen ven og sagt: Kom og vær hos mig i stormen!

Når vi går i kirke midt under en af livets storme og hører hans ord og får hans legeme og blod, da er han virkelig hos os. Og vi er hos ham. Og om lidt er vi i havn, så livet kan gå videre gennem livet.

Storme er ikke noget, vi ønsker os. Men de hjælper os til ikke at nøjes med at være tilskuere. I stormen råber vi til Gud og til hans Søn, Jesus. Sådan får og bevarer vi troen på Jesus. Og når den sidste storm rammer os – dødens storm - da er du om lidt i havn hjemme hos Herren i himlen. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke.. post@vivit.dk