Jesus hos os i mørkets og dødens land

Prædiken 24. søn. e. trinitatis, 10. nov. 2013 (LGJ)
Salmer: 650v1-5. 190, 647, Ja, engang mine øjne skal, 679, 430, 650v6-9.

Evangelium: Matthæus 9,18-26
Mens han talte til dem om dette, kom der en syna­go­geforstander og kastede sig ned for ham og sagde: "Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve." Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple. Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nær­mede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: "Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst." Jesus vendte sig om, så hende og sagde: "Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig." Og fra det øjeblik var kvinden frelst. Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: "Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover." De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.

MØRKE I FAMILIEN
Mørket sænkede sig om familien , synagoge­forstan­derens familie. Det var et mørke, man ikke kunne rejse fra, og som heller ikke kunne fordrives ved, at man holdt en fest eller forsøgte at skabe en god stemning. For datteren på tolv år var syg – og døde. Døden overskyggede hele familien. Når døden rammer, tæller andre problemer ikke, hverken problemer mellem forældrene, krise i synagogen eller van­skeligheder på arbejdet eller almin­delig sygdom. Døden overskygger alt. Også kvinden, som havde lidt af blødninger i tolv år, kunne siges at leve i mørke. Tolv år. De samme år, som Jairus’ datter havde levet. Alle de år havde denne stakkels kvinde lidt af blødninger. Evangelisten Lukas fortæller, at hun havde brugt hele sin ejendom på at få lægelig hjælp. Men ingen havde kunnet hjælpe hende.

Midt i dette dobbelte mørke skimtede synagoge­forstanderen Jairus dog lys. Og han gik efter lyset. Han kom til Jesus med døden - med mørket – og håbede på hans hjælp. “Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.” Og Jesus kom og bragte lys og liv ind i Jairus’ hus.

JESUS I DØDENS LAND
Jesus er i dødens land og griber ind. Evangelierne fortæller om tre gange, hvor Jesus opvakte døde til livet. Tre gange i løbet af de tre år fra Jesu dåb i Jordan til hans himmelfart fra Oliebjerget. Tre gange. Ikke fordi døden kun ramte tre gange i løbet af disse år. Men fordi disse tre dødeopvækkelser skulle være vidnesbyrd om Jesu magt og kærlighed. De bevidnede, at han var Guds Søn. Og de pegede frem mod hans egen opstandelse fra de døde. Dermed får de tre dødeop­væk­kelser betydning ikke kun for de tre personer dengang, men for de mange – også for os i dag. Blandt os mennesker findes ét menneske, som magter døden absolut og fuldkomment . Hos ham findes det lys, som intet mørke kan få bugt med. Hebræerbrevet fortæller sådan: Siden børnene alle er af kød og blod, måtte han (Guds Søn) også blive det ligesom de, for at han med sin død skulle gøre ham magtesløs, som har dødens magt, nemlig Djævelen, og befri alle dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom (Hebr 2,14-15). Guds Søn bliver menneske og går ind i døden og gør dermed Djævelen magtesløs.

Beretningen om Jairus’ datters død peger hen på Jesu død. Vi skal forbinde pigens død med Jesu død. Og vi skal forbinde hendes fars mørke med det mørke, som Jesus selv gennemlevede på Gol­gata, da han døde. Det hører med til evangelierne. Ja, Jesu død og opstandelse er centrum i hele Den hellige Skrift. Og vi forstår først, hvad Jesus gør for os, når vi ser Jairus’ datter og kvinden med blødninger i lys af Jesu egen død – og også ser mørket og døden, som har ramt os alle.

VORES MØRKE
Vi erfarer alle mørket , både i form af lidelse og død. Men hvad er det for et mørke, som vi er oppe imod? Det er mere end mangel på lys. Apostelen Paulus giver os en vigtig kommentar i søndagens epistel: Han friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige; i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse (Kol 1,13-14). Her skildres mørket ikke blot som noget trist og gråt, men som en magt. ”Mørkets magt.” Derfor er frelsen heller ikke bare forlængelse af livet. At blive frelst er ikke, at vi tages bort fra det, som er trist og gråt. Frelse er forløsning, dvs. udfrielse fra syndens og dødens magt. Han friede os ud af mørkets magt og satte os over i sin elskede søns rige.

I vore familier og fællesskab og i vore egne hjerter findes en magt, som stammer fra mørket, synden og døden. Den magt viser sig i os derved, at vi i os har en drift til at ville klare os på egen hånd uden vor Herre Jesus. Der er en trist tendens til at vi lever i selvglæde og med ryggen til Gud.

KONTAKT MED JESUS
Synagogeforstanderen og kvinden med blødninger viser os, hvad der er det afgørende for os: nemlig at vi vender os til Jesus Kristus. Det handler om kontakt med ham og om at få ham ind i vores hus og liv med forløsning og syndernes forladelse. Evangeliet fortæller, hvad kvinden tænkte: Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst. Og evangeliet understreger, at hendes tro på Jesus frelste hende: Og fra det øjeblik var kvinden frelst.

Det afgørende er derfor at tro på Jesus og i troen ønske hans hjælp og indgreb. Det kan vi gøre i bønnen. Vi kan sige til ham: Herre, kom og rør ved os. Læg din hånd på os, på alt det, der er vores, på vores lidelse og på vores død, på vores synd og skyld. Og giv liv til dem, vi elsker. Vi ved jo, at du elsker dem og gav dit liv for dem og os.

HVAD NU, HVIS ...
Men hvad nu, hvis det ikke sker som i evangeliet? Hvordan forholder vi os, hvis vi ikke bliver hjulpet ud af lidelse og død i morgen eller indenfor det næste halve år, som vi håber og længes efter? Da er vi i samme situation som så mange andre på Jesu tid. Kun tre mennesker blev opvakt fra de døde: Enkens søn i Nain, Jairus’ datter og Lazarus blev opvakt fra de døde. Alle andre fik lov at blive i graven. Og selv disse tre måtte senere dø og blev begravet.

Men Jesus døde og opstod for os alle. Han bar vores synder og led dødens straf – og sejrede over Djævelen. Og Guds siger på den baggrund: “Enhver, som kalder på Herrens navn, skal frelses. Han er rig nok for alle, som kalder på ham” (Rom 10). Kvinden, som sneg sig ind på Jesus , havde levet med sin lidelse i 12 år. Ikke dødssyg, men syg. Hun led jo konstant af blodmangel. Træt til døden. Sådan rammes også vi i dag af lidelse og nød. Du bærer selv på en lidelse, eller du bærer med på andres lidelse og sorg i familien eller i menig­heden. Du kender selv til stor træthed i krop og sjæl. Du kan føle dig træt til døden. Hvordan blive vi hjulpet?

NÆR I ORDET OG NADVEREN
Han lagde sin hånd på Jairus’ datter, og hun blev levende. Og til kvinden med blødninger sagde han: ”Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig”. Sådan træder han også os helt nær , når hans ord lyder. Det er hans måde at røre os på. Han rører vores samvittigheder med trøst. Han taler, så udtørrede knogler bliver levende. Det hørte vi profeten Ezekiel profetere om i kapitel 37: Mit folk siger: Vore ben er indtørrede, vort håb er slukket, det er ude med os!' Derfor skal du profetere og sige til dem: Dette siger Gud Herren: Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op af dem for at bringe jer til Israels land. Så skal I forstå, at jeg er Herren, når jeg åbner jeres grave, mit folk, og fører jer op af dem. Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende. Denne fantastiske beretning hos Ezekiel fortæller, hvordan Gud med sit ord rører ved døde knogler, så de får sener, kød og hud, og hvordan han giver dem sin Ånd, så de lever for ham.

Sådan rører han også vores sjæl og krop med sine løfter om, at han vil oprejse os fra de døde på dommens dag. Han giver os håb og liv ved troen på Jesus Kristus. Og dertil giver han os mulighed for at røre ved ham i sakramentet, nemlig i den hellige nadver. Her giver han os sit legeme og blod under brødet og vinen. Han er midt i sin menighed. Han kommer til os med sit ord og sin Ånd.

Vi kan – ligesom kvinden, der led af blødninger - snige os ind på ham, når vi går til nadverbordet og knæler. Og vi modtager tilgivelse og lægedom på sjæl og legeme. Vi forenes jo med ham, som er lys og liv. Selv om mørket er mørkt for os, så er det ikke mørkt for ham. Han ser det hele og griber fat om os. Nu er vi hos ham i hans rige. Og der får vi lov at være i al evighed. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 10.11.2013. post@vivit.dk