"Herre, frels os! Vi går under!"

Prædiken på 4. søndag e. hellig tre konger 2. februar 2003 i Århus og Løsning ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 7; Bibelkor 1 Thess 5,9-10; 227v5; 129; 31; 44

Matthæusevangeliet 8,23-27

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: "Herre, frels os! Vi går under!" Men han sagde til dem: "Hvorfor er I bange, I lidettroende?" Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: "Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?"

Nåde være med jer,og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor frelser. Amen

Hvem er han?

Hvem er dog Jesus? Det spørgsmål blev påtrængende for dem, som var med på havet, og for dem, som hørte om, hvad der var sket på søen. Man spørger ikke uden videre sådan. Vi gør det heller ikke selv. For vi ved godt, hvem Jesus er. Det, som fortælles i evangeliet, kan vi næsten på fingrene. Det overrasker os ikke. Det keder os måske snarere, fordi vi har hørt det så tit.

Derfor skal vi høre hans spørgsmål: "Hvorfor er I bange, I lidettroende?" Han spørger sine disciple dengang og i dag: Hvad bruger du det, du ved om mig, til? Hvad bruger du din tro til? Er din tro tillid til Jesus? Er det en tillid, som du kan bruge i hverdagen, og en kraft, som gør dig stærk og frimodig? Jo, ... vores tro er tillid til Jesus, så sandt det er en kristen tro. Og alligevel føler vi vist alle sammen, at Jesus rammer os, når han siger: "I lidettroende". Eller skulle han i stedet have sagt: "Hvorfor er I ikke bange, I ligeglade?"? For det meste går det helt godt uden stor bølgegang. Vi har vor kristne viden. Problemet med os er, at vi råber for sjældent til Jesus. Vi beder for lidt og tænker måske nu og da: Hvorfor bruge tid på andagt og gudstjeneste? Arbejde og underholdning træder i forgrunden, og den Almægtige og hans gerninger for os kommer i baggrunden. Men samtidig længes vi jo efter at længes. Gid vi dog kunne længes noget mere og mærke et større behov efter Gud i hjertet. Gid vi kunne få det sådan i dag, så vi de næste dage søgte ind til Jesus, som disciplene gjorde det i deres nød og angst. Og han var der, så de undrede sig og troede på ham. - Hvad skal der til, for at noget lignende kan ske for os?

Disciple i storm

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Det er åbenbart, at Gud vækker deres råb ved at tage dem ud i stormen. De bliver ikke tvunget, men følger Jesus, da han går om bord i båden. De er jo hans disciple. Hvor skal de være, hvis de ikke skal være hos ham? Jesus tager over søen. Derfor tager de med. Derfor bliver spørgsmålet, hvor vi kan følge Jesus hen i dag, så vi kan få en lignende erfaring.

1) Vi kan følge hans kald i søndagens læsning fra Romerbrevet 13: Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker andre, har opfyldt loven. "Du skal elske din næste som dig selv." Kærligheden gør ikke næsten noget ondt. Jesus levede og lever i kærligheden. Hans offer-kærlighed vil have os med på besøg hos et menneske, som måske er i storm. Til en syg eller anfægtet kristen. Til et ungdomsmøde, hvor en af jer er i storm, og hvor I andre pludselig er med og bliver fælles om den krise og storm, som en af jer er kommet ud i. I mærker, at det her går ikke mere. I mærker det i familien og i menigheden. Det stormer. Tag med i båden. Tag med ud på søen. Gå med hinanden ind i opgaver i menigheden: ind i byggeprojektet, radiomissionen eller i en tjeneste, hvor du besøger hos et menneske, som er i stor nød, så du mærker, at I er i samme båd. Vælger vi hinanden fra, undgår vi måske stormen i første omgang, men bliver fattige og kommer til at stå uden tro og fællesskab.

2) Vi kan også erfare storme, når vi læser i Bibelen om, hvordan Job hørte Gud tale ud fra stormen. Gud tager os på den måde med og taler til os: Da talte Herren til Job inde fra stormen: Hvem er det, der med uforstandige ord formørker det, jeg har bestemt? Spænd bæltet om lænden som en mand, og giv mig svar, når jeg spørger dig! Hvor var du, da jeg grundlagde jorden? Fortæl det, hvis du har forstand til det! Hvem bestemte dens mål - det ved du vel? Hvem spændte målesnoren ud over den? Hvem spærrede havet inde bag porte ... og sagde: "Hertil må du komme, ikke længere, her standser dine stolte bølger" (Job 38).

3) Men enkelte gange tvinger Gud os ud i stormen. Det er, når sygdom rammer, og når du kastes ud i smerte og lidelse, som Adam og Eva blev det efter syndefaldet, da Herren udviste dem af haven - Hvorfor gjorde Gud det sådan? Kunne han ikke have skånet dem? Kunne han ikke skåne dig og mig? Hvordan kan Gud tillade? Vi råber. Vi kommer tæt på. Vi mærker, at ondskab og undergang ikke kun er noget, der laves film om, men at virkeligheden kan være lige så ond. - Han lader os mærke stormen i dødens verden. Udenfor Paradis. Men derude, hvor det stormer, vil han sørge for dig. Han vil være hos dig, når det for alvor stormer i dit liv, i dine følelser, i dine tanker og i din tro.

Men han sov

Disciplene var fulde af angst og uro. Men Jesus sov. - Her træder Jesus frem for os som et menneske, der ikke reagerer som andre mennesker. Han reagerer med tillid og ro. Han ved, at dette skal lykkes. Som vi hørte om David i søndags. På grund af sin salvning til konge kunne han leve i tillid til Herren, hvad der end skete. Han siger i en salme: "Kun hos Gud finder min sjæl ro, fra ham kommer min frelse. Kun han er min klippe og min frelse, min borg, så jeg ikke vakler" (Sl 62,2-3).

Evangeliet beskriver ikke kun disciplene dengang, men også os. Dem, som var så tæt på Jesus, brugte ham så dårligt. De troede, at alt håb var ude ... "Er du ligeglad med, at vi går under?" (Mark 4,38). Sådan spurgte de ham, da de havde fået ham vækket. En underlig sætning. Som om han ikke selv ville kunne drukne og dø, men ville klare sig, når de andre druknede. - Han er midt i stormen hos disciplene og i sin kristne menighed. Og han viser gennem den måde, han er hos os på, at vi har al mulig grund til at være tillidsfulde og stole på Gud. Han sover som et lille barn - tillidsfuldt, mens det stormer.

Mon ikke vi alle har oplevet hos en medkristen, hvordan han/hun var tillidsfuld og hvilede i troen på Jesus i en situation, hvor der ellers var grunde nok til at være fortvivlet. Vi forstod det ikke, men vi mærkede, at tillid og ro blive givet videre til os gennem denne kristne. Vi mærkede, at Jesus var til stede, og det gjorde os rolige. Sådan vil han være hos os i vores menighed med sit ord og med tilgivelsen ved nadverbordet. På en stille og stærk måde giver han os tryghed.

Herre, frels os!

Men sådan opfattede disciplene ikke i første omgang hans ro. De skreg: "Herre, frels os! Vi går under!" Det er ikke den fromme bøn, som vi synes, at vi skylder Gud at bede. De betragter undergangen som en kendsgerning. Der er ikke længere noget håb. Og netop da råber de til Jesus. Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Han er i samme båd, som disciplene, og alligevel kan han hjælpe dem. Egentlig er det umuligt. Mennesker i samme båd kan ikke hjælpe hinanden, når skibet går ned. Der skal hjælp til udefra. Det er her, Jesus viser sin almagt. Han rejser sig og byder over søen og havet og stormen og vinden. Han står nu frem som den Herre, der også greb ind og reddede Noa og Israel, da alt håb var ude: Men Gud glemte ikke Noa og alle de vilde dyr og alt kvæget, der var med ham i arken. Han lod en storm blæse hen over jorden, så vandet sank (1 Mos 8,1). Moses rakte sin hånd ud over havet, og hele natten igennem drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm og gjorde havet til tørt land. Vandet kløvedes (2 Mos 14,21).

Jesus åbenbarer sin guddomsmagt lige efter, at de har vækket ham af søvnen. Han viser os, at det er ham, vi kan bede og sige: Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber. Han lader ikke din fod vakle, han, som bevarer dig, falder ikke i søvn. Han, som bevarer Israel, falder ikke i søvn, han sover ikke. Herren bevarer dig, Herren er din skygge ved din højre side. Herren bevare dig mod alt ondt, han bevare dit liv. Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.

Det er en stor trøst, at han hjælper netop dem, som han bebrejder for deres mangel på tro. Han er ikke afhængig af deres tro, men frelser dem på trods af deres svage tro. Deres tro er blot et råb - et skrig. Og det er den tro, han hjælper. "Hvorfor er I bange, I lidettroende?" Hans spørgsmål lyder ind i vores dødskamp og personlige krise, når vi spørger: Hvordan skal det gå mig? Hvem er dog Gud? Hvor er dog Gud? Hvem er dog Jesus? Tænk, han er her og frelser os!

Jesus gik under og blev vor frelser

Jesus kender også personligt til angst. I Getsemane og på Golgata, hører vi, at han kom i dødsangst. Og han råbte på korset: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig." Det stormede. Han blev trukket ned i dybet. Men det blev også stille: "Det er fuldbragt!" "Fader i dine hænder betror jeg min ånd." Jesus gik under og døde for at redde os. Han var netop ikke ligeglad med os. Derfor bar han vor synd og døde vores død. Og han kom tilbage fra døden og er nu hos dig i stormen som din opstandne Herre og Frelser. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Denne side er lagt på www.vivit.dk 08.02.2003