Er vi måske mordere?

Prædiken på 6. søndag e. trinitatis 2005, Århus. Pastor Leif G. Jensen.
Salmer: 370, 464v6, 600, 24, 366

Evangelium: Matthæus 5,20-26

For jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. I har hørt, at der er sagt til de gamle: 'Du må ikke begå drab.' og: 'Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.' Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Skynd dig at blive enig med din modpart, mens du er på vej sammen med ham, så din modpart ikke overgiver dig til dommeren og dommeren igen til fangevogteren, og du kastes i fængsel. Sandelig siger jeg dig: Du slipper ikke ud derfra, før du har betalt den sidste øre.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. Amen.

Vores Herre tager det femte bud frem: “Du må ikke slå ihjel.” “Du må ikke begå drab!” Sådan siger man kun til den, som kunne finde på at gøre det. Og dermed siger Jesus allerede meget om os. Overfor Gud står vi som mordere. Det anser han os for. Han er nødt til at advare os og forbyde os at slå andre mennesker ihjel!

Det er en underlig tanke at være i kirke sammen med mordere. Vi skulle jo tro, at de sad i fængsel og ikke i kirke. Men de er i kirke. Det er ikke rart at tænke sig at sidde ved siden af en morder. Man føler sig en smule utryg. Og det er endnu mindre rart selv at være en morder. Hvordan mon ikke de andre må have det med os. Men føler du dig skyldig? - Nogle vil måske rejse sig og gå. Præsten f.eks. For hvem ønsker at udnævne sin menighed til mordere? Hvem kan tillade sig det? Det kan også være, at nogle kirkegængere overvejer at rejse sig og gå. For er det rimeligt at påstå, at vi er mordere. Var det derfor, vi kom i kirke i dag? Var det ikke snarer for at blive inspireret til en glad hverdag? Men det er Jesus Kristus, som engang prædikede til sine disciple. Og han ønsker også, at det prædikes i dag hos os.

Det går virkelig an at lytte til dette svære budskab om vore synder med håb, når det lyder i den kirke, hvor der er også tales om ét helt bestemt drab, nemlig drabet på Jesus Kristus. Det går an at høre om vor skyld under hans kors og at høre ham tale om vores skyld. Drabet på ham fandt jo sted til frelse for alle os, som hører hans ord, og til frelse for dem, som endnu ikke har hørt det, men som skal høre det. Ordet om korset er vel en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft. Derfor skal vi høre om vore overtrædelser i dag. Og selv om vi må give Gud ret i hans dom over os, har vi alligevel håb på grund af Jesu korsfæstelse i vort sted.

1. Vi må ikke begå drab!

Gud siger, at vi ikke må slå ihjel. Vi ved, hvad man normalt forstår ved et drab. Vi kender fortællingen om Kain og Abel. Abel blev dræbt af sin bror. Kain tog Abels liv. Livet er det bedste, man kan eje. Alt andet hviler på livet. Hvad har vi nemlig ud af ægtefælle, børn, ting og sager og anseelse og ære, hvis vi er døde? Desuden er vort liv vores nådetid, som Gud har givet os før evigheden. Kun Gud har ret til at tage vort liv, hvor og når han vil.

Gud har i 1 Mos 9,6 fastsat en jordisk straf for drab: Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. For i sit billede skabte Gud mennesket. Dødsstraf. Jesus bekræfter det i Matt 26,52: Alle, der griber til sværd, skal falde for sværd. Og i Rom 13,4 står der, at øvrigheden er indsat af Gud og bærer et sværd. Selv om regeringen ikke vælger denne straf, så kunne den gøre det. Det er også forbudt at tage sit eget liv. Saul og Judas er tragiske eksempler herpå (1 Sam 31,4 og Matt 27,5).

Gud straffer i tiden mord gennem øvrighedens dom med fængsel eller dødsstraf. Men straffen for mord rækker videre ind i evighed. Jesus siger i evangeliet: Men jeg siger jer: den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Du slipper ikke ud, før du har betalt den sidste øre. Straffen er evig fortabelse.

2. Vi må ikke indirekte blive årsag til drab!

Men man bliver ikke kun morder, når man selv slår ihjel med egen hånd. Man er også skyldig i mord, hvis et andet menneske dør, fordi vi indirekte har været med til at planlægge det eller har ført et medmenneske ud i en situation, hvor livet blev for vanskeligt, og den anden måske fortvivlede. David blev en morder, da han sendte Urias i krig med den bagtanke, at han kunne blive dræbt. Det forbyder Gud i det 5. bud.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vor næste ikke på grund af vores ligegyldighed eller dovenskab omkommer. Spiritus-kørsel i bil og uagtsomhed i trafikken kan gøre os til mordere. Jeg læste for få dage siden om en mand, som var blevet sigtet, fordi han havde undladt at hjælpe et menneske, der lå på gaden og var besvimet. Den mand, som var besvimet, døde senere. Sigtelsen lød på “uagtsomt manddrab”. - Beretningen om den barmhjertige samaritaner i Bibelen viser os, at vi ikke må gå forbi, men skal hjælpe.

3. Vi må ikke gøre livet bittert for andre!

Men Lille Katekismus går videre og forklarer, at det også er forkert at volde skade eller påføre andre lidelse: “... så vi ikke volder vor næste nogen skade på hans liv eller tilføjer ham nogen lidelse.” Vi kan gøre andres liv lidelsesfuldt og bittert. Farao gjorde livet bittert for israelitterne. Brødrene gjorde livet bittert for Josef, da de solgte ham. Den, som på nogen måde gør livet bittert for andre, er i Guds øjne en morder.

4. Vi må ikke dræbe i vore tanker eller med vore ord!

Jesus går endnu et skridt videre og forklarer os, at mord også kan finde sted inde i hjertet. Vi kan være mordere i det skjulte. For fra hjertet udgår onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyveri, falsk vidnesbyrd og bespottelser (Matt 15,19). Fordi mord er forbudt, er det også forbudt at foretage det i ens tanker og foretage det med ord og sige: “Jeg hader dig! Gid jeg aldrig havde kendt dig! Gid du var borte og ikke var til i min nærhed. Du dåre! Du tåbe!” Den form for vrede er overtrædelse af det 5. bud. Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Og Apostelen Johannes siger: Den, der hader sin bror, er en morder (1 Joh 3,15).

Når vi har sådanne tanker, da er vi mordere i Guds øjne. Han vil straffe uretten. Derfor advarer Gud os og forbyder os i had eller vrede at ønske andre ondt eller ønske det liv, Gud har givet dem, udslukt og væk fra vore øjne.

5. Vi skal hjælpe andre i al legemlig nød

Men budet kræver også en positiv indsats af os. Lille Katekismus forklarer det sådan: Vi skal frygte og elske Gud, så vi hjælper og stå vor næste bi i al legemlig nød. Legemlig nød er al nød, hvor ens liv er truet. Gud påbyder os at sætte alt ind på at hjælpe andre i legemlig nød. Da Kain havde dræbt sin bror, spurgte Gud ham:“Hvor er din bror?” Og han svarede: “Det ved jeg ikke. Skal jeg være min brors vogter!” Svaret er: “Ja, det skal du.” Hos profeten Esajas siger Gud: Du skal dele dit brød med den sultne, give husly til hjemløse stakler, have klæder til den nøgne, ikke vende ryggen til dine egne (Es 58,10). Og Paulus siger i Romerbrevet: Hvis din fjende er sulten, så giv ham noget at spise, hvis han er tørstig, så giv ham noget at drikke. ... Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode (Rom 12,20).

Jesus siger det samme til os i evangeliet, når han opfordrer os til, at vi skynder os hen til vor modpart. Skynd dig, også selv om du er i gang med noget så vigtigt som at bringe en gave til Gud i kirken. Vent med det. Der er noget, som er vigtigere. Mens du er med din modpart på vejen, skal du ikke ønske ham af vejen, men skynde dig at opnå forlig med ham. Hvis din bror er blevet klar over, at han har gjort noget frygteligt mod dig, og du er blevet en morder i dine tanker eller med dine ord, da skynd dig. Din brors synd er stor. Men din egen synd er ikke mindre. Gør alt, hvad du kan, for at din bror stadig er på livets vej og kan følges med dig videre frem til dommens dag. For dommen kommer for jer begge. Her kalder Jesus os til at være fredsommelige, være fredsstiftere, og til at vi lader os forsone med hinanden.

6. Skyld og magtesløshed

Med disse sidste ord har vi oven i vores skyld fået pålagt en opgave, som kan få os til at føle os magtesløse. Og det er her, at drabet på vores bror kommer ind i billedet. For udlægningen af det 5. bud, både at vi har overtrådt budet og er skyldige, og kravet til os om at skynde os hen til vor bror og forlige os med ham, lytter vi til under korset i kirken. Alt dette bliver sagt til os af ham, som blev dræbt på et kors for os.

7. Tilgivelse og håb

Jesus siger forud for søndagens evangelium: Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven og profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket. - Jesus er kommet for at opfylde. Han sagde det også tidligere ude ved sin dåb til Johannes Døber: Døb mig nu, Johannes! For således bør vi opfylde al retfærdighed. Jesus, vores korsfæstede bror, har altså brugt sit liv på at opfylde al retfærdighed, også på at opfylde det femte bud. Det er opfyldt i ham. Og alligevel blev han dømt til døden. Det var målet for hans liv. Han fik jo navnet Jesus, fordi han skulle frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Og han siger selv: Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange (Matt 20,28).

Netop da vi havde mistet alt håb og så, hvor umulig situationen var for os, fik vi forkyndt, at Guds egen Søn har taget vores straf og har udført det alt sammen for os. Så kan vi nu - som hans lærlinge - øve os i det. Det, andre mennesker kan gøre af ondt mod os, er for intet at regne imod det onde, vi har gjort mod Gud. Og det er blevet tilgivet på grund af Jesu stedfortrædende død. Så vi nu trygt kan bede: Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Mine kære, deri består kærligheden, ikke i, at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Det er kærligheden. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden (1 Joh 4). Lad os følges ad på vejen og skynde os hen til vor broder. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 05.07.2005 / 07.07.2005