Hvis du er kristen, hvorfor så ikke … ?

1. søndag i fasten, 22. februar 2015 i København og Aarhus. LGJ.
Salmer: 295, 574, 222, 40, 559,

Matthæus 4,1-11
Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød." Men han svarede: "Der står skrevet: 'Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.' " Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten." Jesus sagde til ham: "Der står også skrevet: 'Du må ikke udæske Herren din Gud.' " Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." Da svarede Jesus ham: "Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.' " Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

Nåde og fred være med jer fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser. Amen.  

I

Hvis Jesus var Guds søn, var det nok ikke lige i en ørken, at man ventede at møde ham. For havde Gud Fader ikke ved hans dåb kort forinden bekræftet, at han elskede sin søn: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Hvad er så meningen med, at hans skal være 40 døgn i en ørken og lide sult? - Jesus hørte da også en stemme sige: ”Hvis du er Guds Søn, skal du ikke affinde dig ikke med lidelse og afsavn! Gør stenene til brød!” Samme stemme lød ved korset: "Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!" (Matt 27,40). Det var Djævelen, som talte. ”Hvorfor affinde sig med modgang og lidelse, hvis det er sandt, at du er Guds Søn? Du må da i det mindste kunne gøre brug af din magt, så du kan slippe ud af lidelsen.”

Og hvorfor skal vi finde os i afsavn og lidelse? Hvis vi er Guds børn, hvorfor er livet nogen gange en ørken­vandring? Hvorfor skal kvinden føde børn under smerte? Hvorfor skal der være så meget svært når børnene vokser op, både afsavn og sygdom? Og ens arbejde kan være besværligt og tung, så man er død træt aften efter aften. Hvorfor? Hvorfor er der tusindvis af tidsler i mit hverdagsliv? Hvorfor er Paradis forsvundet? Kan det ikke genopdyrkes? Hvorfor genopstår Paradis ikke i det mindste i den kristne menighed? Det må vel være kirkens formål. Eller hvad?

II

Hvad angår Jesus, svarer evangeliet, at Jesus af Ånden blev ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Helligånden førte Guds Søn ud i afsavn, ud, hvor man er dødsens, hvis man bliver der længe nok. For Jesus ville og vil være med og hos os mennesker. Det viste han allerede, da han blev døbt. Dér gjorde han sig jo til ét med toldere og soldater og andre jøder, der bekendte deres synder og blev renset i dåbens vand. Og nu ville han møde Djævelen og gennemleve de fristelser, som vi kender. Hebræerbrevet forklarer: For som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han hjælpe dem, der fristes (Hebr 2,18).

Han drages mod den ørken, hvor vi mennesker er. Det ligger i Guds væsen, fordi Gud er kærlig­hed. I syndefaldsberetningen 1 Mosebog 3 hører vi, at han tog det første skridt ind i ørkenen, da han kom gående ind i Edens have. For selv om haven endnu var frodig, var ørkenen ved at brede sig på det personlige plan. Gud havde givet Adam og Eva liv og fællesskab med hinanden. De kendte Gud og hans vilje med dem. Men de havde lyttet til Guds modstander, slangen, Djævelen, som også kom til Jesus i ørkenen. Og Eva gik i dialog med slangen. Og da var alt tabt. Hun lyttede, så og spiste af frugten. Og hun delte med sin mand. Det er jo ellers positivt at dele med andre. Men ikke her. Det er ikke godt, når en kristen mand og en kristen kvinde støtter hinanden i at undlade at holde aftenbøn og at holde hviledagen hellig. Manden, Adam, var døv for det, Gud havde sagt til ham, og lyttede i stedet til kvinden. Når vi deler ulydighed og gudløshed med hinanden, tager vi andre med ind i døden. Det er vores ørken.

Er det ikke også vores erfaring: Når manden og kvinden har nok i hinanden og går efter øjnenes lyst, da mister de hinanden i det lange løb. De får pludselig nok. Og derpå skubber de hinanden fra sig. Og når de skal stå til regnskab for deres kærlighed til hinanden, kommer anklagerne på stribe. Det var kvinden! Det var dig Gud, som gav min hende! Det var slangen! Alt muligt er galt hos de andre. Måske også lidt hos mig selv. Men det hos mig selv kan jeg jo ikke sådan løbe fra eller skille mig af med. Men jeg kan skille mig af med de andre. Så det gør jeg. De er ikke til at holde ud. Og da breder ørkenen sig. Og da vokser alle umulige fristelser frem i parforholdet, i familien, i samfundet og i den kristne menighed. Skylden gør os ensomme. Selvretfærdigheden gør os ensomme.

Men Gud skiller sig ikke af med menneskene, som han har skabt i sit eget billede. Han vil genløse, genoprejse og genføde os. Derfor kommer han gående hen til os. Gud Ånd fører os ikke ud i ørkenen, men ud af ørkenen. For vi er jo allerede derude, i fristelsernes og dødens ørkenlandskab. Det er en gave til os, at Guds Søn vil være i vores ørken. Han kan som ingen anden afsløre de fristelser, som vi kender alt for godt, men også falder i og falder for. Ligesom Ånden var med Jesus og reddede ham, sådan redder Guds Ånd også os.

III

1) Djævelen forsøgte at få Jesus til at tro, at det var meningsløst, at han skulle lide afsavn, hvis han var Guds søn. Brug dine åndelige ressourcer på dig selv! Er det ikke det, troen er beregnet til? - Men nej! Vi skal ikke med vore bønner trylle smerten og sveden bort, men i stedet bede Gud om at give os udholdenhed i den livsopgave, han har givet os. Kristne er underlagt samme vilkår, som alle andre mennesker. De undere, Jesus gjorde, gjorde han ikke for at hjælpe sig selv, men for at hjælpe andre. Når vi hører den stemme, at vi bør kunne forvandle sten til brød, hvis vi er Guds børn, siger Jesus: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord, som går ud af Guds mund! Her finder vi styrken, så vi kan blive i vores kald og bede Gud om udholdenhed til at forblive, hvor vi skal være: nemlig der, hvor han har sat os i ægteskab, familie, menighed og samfund.

2) Dernæst forsøger Djævelen at os til at tro på, at kendetegnet på, at vi er Guds børn, er, at Gud bør noget enestående i vores liv , så andre mennesker er nødt til at beundre os derfor. Tag Gud på ordet. Spring ud og bevis overfor verden, at du er noget særligt. Djævelen stillede Jesus på templets tinde og sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten." Det stod i Bibelen. Men hvorfor kaster Jesus sig da ikke ud fra templet og lader sig bære af engle ned på pladsen? Ville han ikke få flere tilhængere og beundrere. Og ville kirken ikke vokse, hvis Gud viste sådanne undere iblandt os? Hvorfor springer Jesus ikke ud? Og hvorfor springer vi ikke ud? Fordi Jesus ikke var kommet for at skaffe sig beundrere ved sine mirakler, men for at dø i Jerusalem på et kors og bære vore synder og derefter vinde over dødens magt. Derfor afviste han den lette vej. Han valgte korsets vej. Det var jo den vej, Ånden ledte han ad. - Når logikken siger os, at der er en langt lettere vej end tjenestens og offerets vej, da er Jesus vores hjælp. Han valgte kærlighedens og offerets vej. Det er også vores vej.

3) Til sidst forsøger Djævelen at friste Jesus til at tro, at verden er til, for at han skal nyde den, og at nydelse er vigtigere end alt andet. Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig." … Brug verden til din egen nydelse. Gør det, selv om du er nødt til at tilbede Djævelen. Det vil Gud redde os fra! For vi er skabt til noget andet, nemlig til lydighed, kærlighed, tjeneste og til at tilbede Gud og ham alene. Jesus siger det til Djævelen og til os: Der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.'"

Jesus holdt fast i, at han var Guds Søn, også selv om han led sult og afsavn. Han holdt fast i, hvem han var og er, og hvad meningen er med menne­skelivet – med hans liv – og med vores liv. Der er stribevis af eksempler fra Bibelen på mennesker, som i tillid til Guds omsorg og frelse blev i det kald, Gud gav dem, selv om det var vanskeligt. Det var her muligheden for at gøre godt for andre lå gemt. At have trange og beskedne kår er ikke nogen modsætning til, at vi er Guds børn. Det stemmer fint med troen på Gud, at der er vanskelige tider. - Vi ville så gerne, at Gud skabte et Paradis for os her på jorden. Men det gør han ikke. Man han er hos os i ørkenen. Og derfor ender det så godt både i Jesu liv og i vores liv: Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham. Gud lader engle tjene os. Og Djævelen skal ikke få lov at bedrage eller skade os, når Jesus Kristus er hos os. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 23.02.2015 post@vivit.dk