Indbildning og tro

Prædiken St. Bededag 5. maj 2023, LGJ

Evangelium: Matthæus 3,1-10

I de dage træder Johannes Døber frem og prædiker i Judæas ørken: "Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!" Det er ham, der er talt om ved profeten Esajas, der siger:
Der er en, der råber i ørkenen:

Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!
Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.

Men da han så, at mange af farisæerne og saddukæerne kom for at blive døbt af ham, sagde han til dem: "Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede? Så bær da den frugt, som er omvendelsen værdig*, og tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader. For jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér. Øksen ligger allerede ved træernes rod, og hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden."

Både indbildning og tro sidder i hjertet. Man regner med det, man mener, at det er rigtigt. Alligevel er der forskel. Det, man har fået indbildt, hører ikke til i hjertet. Men troen - tillid - hører rigtigt til i hjertet.

Hvis man indbilder sig, at man har nogle venner, så vil man før eller senere opdage, at det ikke er sandt, nemlig når man møder dem. Virkeligheden vil vise os, at det var en indbildning. Men hvis vi stoler på en ven - og han er en ven, som er til at stole på - så vil vennen selv ved sin trofasthed vise os, at vi ikke går rundt med en indbildning, men at det er en god tro og tillid, vi har. Vi vil ikke blive skuffet.

På store Bededag hører vi både om indbildning og tillid til Gud: Indbildninger om os selv og tro på Gud.

 

A. INDBILDNING

“Hvem har bildt jer ind ..... ”

Indbildning kan stamme fra, at andre har fortalt os noget, som vi regner for rigtigt. Man er flere om at tro på det. Man bekræfter hinanden i det. Indbildning kan stamme fra os selv: “man siger ved sig selv”. Og man går alene med det. “Tro ikke, at I kan sige ved jer selv: Vi har Abraham til fader.” Farisæerne og saddukæerne gik med det sammen. Indbildt - og indbildsk hører sammen. Man tror på sig selv, tror noget om sig selv, som ikke holder. Tror, at man er mere end andre grupper.

De mennesker, som Johannes Døber taler med, og som han siger lever i en indbildning, er farisæere og saddukæere. Farisæere tog Loven alvorligt. De bildte sig ind, at de var Abrahams børn, fordi de overholdt loven. Men de overså, at det, som gjorde Abraham til Guds barn var et løfte fra Gud. Og det er kun sådan man bliver Guds barn. Som Paulus siger i Romerbrevet 4: For hvad siger Skriften? «Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.» 4 Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste. Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes hans tro til retfærdighed.

De kom ikke for at bekende deres synd, men for at blive bekræftet i deres indbildning om dem selv.

Men dåben er lige det modsatte: Det er at vi mister indbildningen og må bekende vore synder for Gud. Og så skaber han børn af os, som har hjerter af sten – ved LØFTET om JESUS!

De kom ikke til Johannes Døber for at blive hjulpet og blive frelst. De bildte sig ind, at de kunne klare livet selv, at de kunne undslippe Guds vrede - over deres liv - døden - dommen. Og dåben anså de nok kun en som en bekræftelse på, at de var Abrahams børn. Til dem sagde Johannes, at de var slanger - øgleunger. De havde ikke Abraham til far, men havde en anden far.

Også vi, som er børn, unge, voksne, ældre kan blive bildt noget ind - eller indbilde os selv noget, som ødelægger vores tro på Gud. Det er først og fremmest, at vi sætter os selv i centrum og tror, at verden drejer sig rundt om os, og er til for vores skyld. Sådan kan børn være. Sådan kan unge være. Og sådan kan voksne og ældre være. Sådan kan vi mennesker være. Ja, sådan er vi faktisk fra fødslen. Det er arvesyndens væsen: Vi fødes som indbildske væsner.

Vi har ikke let ved, at nogen kommer og fortæller os, at noget er helt forkert med os. Og at vi har brug for DÅB og TRO på JESUS KRISTUS. Spørgsmålet til os er, om vi bekender vore synder. Sådan lidt konkret: Hvornår har du sidst bedt andre om tilgivelse? Din far? Din søster? Dit barn? Din mor? Din ægtefælle? Din arbejdskammerat? Bekendt dine synder, fordi det gjorde ondt? Hvis vi lever uden synds-bekendelse, er det tegn på, at vi har bildt os selv noget ind. Og så er vi indbildske. Stolte - ikke til at få til at indrømme noget. Altid et forsvar parat.

 

B. TRO

Det er det andet: TRO. Kristen tro er tillid til JESUS KRISTUS. Den hører til i hjertet. Den opstår i hjertet, når Gud skriv Jesus på vort hjerte, at han er vores konge og Gud.

Men hvem tillader vi at komme så tæt på os, så der sker dette i hjertet? Hvem kan tale til os indbildske skabninger, så hjertet mister indbildningen og får tro. Johannes Døber og Jesus Kristus!

Johannes døber kunne, fordi han også havde en hjælp til alle dem, som kom ud til ham: Dåben til syndernes forladelse. Og Messias, Kristus, som bærer verdens synd.

OG Jesus kunne. Han gjorde den gang og gør det i dag: Udlægger Guds bud, så vi bliver værre, end vi har lyst til. Tænk på at han jo siger: Men jeg siger jer, den som bliver vred på sin bror er en morder. Og den, som ser på en andens kvinde, så han begærer hende, har bedrevet utugt. Og fra hjertet kommer alt det onde. … Og samtidig siger han: Jeg er kommet for at give mit liv som løsesum for jer.

Og Johannes Døbers røst i ørkenen lyder også til os i al bibelsk prædiken. Når der prædikes, som Johannes Døber gjorde, der vokser troen frem i ørkenen. Der bliver stenhjerterne taget bort og Gud giver os et kødhjerte, som banker. Det har han jo lovet ved profeterne: Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. (Ezekiel)

At være kristen er ikke at blive indoktrineres, så man får de rette meninger. Men det er at lære noget som man siger på engelsk: “By Heart” - med hjertet - derinde, hvor du har brug for trøst og hjælp - der, hvor du lytter, når du er alene, når du er syg, når du er ked af det, når andre har gjort dig ondt, når du ikke længere kan være indbildsk og når det, du bildte dig ind, ikke holder mere: JESUS: Du er min frelser. v11 Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: 'Kend Herren!' For alle kender mig, fra den mindste til den største. v12 Jeg tilgiver deres uret og husker ikke længere på deres synd."

 

C: JESUS BILDER OS IKKE NOGET IND, MEN GIVE ROS TRO

Bildte Jesus nogensinde sine disciple noget ind? Lovede han noget, som han ikke holdt? Sagde han noget om dem, som viste sig ikke at være sandt? Nej! Nej, han fik altid ret. Og han får altid ret til sidst.

Tænk på dengang, da Peter sagde: Jeg vil aldrig forlade dig, Jesus. Jo, Peter. I nat vil du fornægte mig. - Peter levede nogen tid i indbildningen, at han aldrig ville svigte sin Herre. Men Jesus fik ret.

Det er at være kristen er at mærke, at Jesus får ret. Men ikke sådan, at vi står tilbage med skammen, men sådan, at vi står tilbage med tilgivelsen. Matthæus fortæller: v5 Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, v6 og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.

Det er vejen ud af indbildningen og ind i troen: at vi går hen, hvor Guds ord prædikes - og modtager Guds tilgivelse, idet vi bekender vore synder. Og det bliver vi aldrig færdig med. Det er at leve som kristen.

Hvor er det godt at være døbt, og at vende tilbage til sin dåb dagligt. Det kan gøre hver morgen ved at tænke på vor dåb, slå korsets tegn for ansigt og bryst og sige: Gud F og S og H være med mig. Og det er han så. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk. post@vivit.dk