Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

19

KRIST STOD OP AF DØDE

Påskedag
17.-18. april 2022 i Aarhus og Kbh. (LGJ).
198v1-5, 190, 202, 208, 199, 198v6-8

Matthæus 28,1-8
Men efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, da blev der et stort jordskælv; thi en Herrens engel steg ned fra Himmelen og gik frem og væltede stenen bort og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klædning hvid som sne. Og de, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen tog til orde og sagde til kvinderne: "Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det." Så skyndte de sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra vor Herre Jesus Kristus. Amen.

Påskesalmen: ”Krist stod op af døde” sammenfatter påskens evangelium for os. Vi synger den til Gud og til hinanden i dag. Englen fortæller os den glæde, vi synger om: "Frygt ikke! Thi jeg ved, at det er Jesus, den korsfæstede, I søger efter. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå! Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det."

1. KRIST STOD OP AF DØDE I PÅSKE MORGENRØDE!

Først synger vi om det, som skete. Englen fortæller kvinderne det: ”Han er ikke her, han er opstanden, som han har sagt.” Jesu opstandelse er en begivenhed i verdens historie. Den har fundet sted et bestemt tidspunkt og et helt bestemt sted. Der var vidner til det. De fortalte det videre. Og det er også blevet fortalt til os.

Tidspunktet var DEN FØRSTE DAG I UGEN- VED MORGENGRY.
Vidnerne
var MARIA MAGDALENE og DEN ANDEN MARIA. Senere viste Jesus sig også for alle disciplene påskedags aften. Og han var sammen med dem i 40 dage frem til sin himmelfart.
Stedet
var GRAVENHAVEN udenfor Jerusalem.

Kristendom bygger ikke på religiøse tanker og følelser, men på fakta, det, som Gud gjorde for os i Jesus Kristus midt i vores verden. Og ja, vores tro fylder os med tanker og gode følelser. Men de kommer til os fra Guds ord, når han fortæller os, hvad det, der skete, betyder for os.

Mange tror ikke, at Jesus er opstået fra de døde. Og den kristne tro vil blive modsagt og omfortolket, så længe verden står. Matthæus fortæller umiddelbart efter påskeevangeliet, at ypperstepræsterne udbred­te det falske rygte om Jesu opstandelse, at det var hans disciple, der havde stjålet hans lege­me, og at det var derfor, at graven var tom. Men det er jo et helt umuligt rygte. For disciplene var fortvivlede, da Jesus var død. De kunne slet ikke planlægge noget som helst. Og da kvinderne fortalte dem det, troede de ikke på det. Men Jesus kom til dem og viste dem sårmærkerne fra korsfæstelsen og hullet i hans side. Og han spiste med dem. Fra da af var hans disciple rede til at gå i døden for deres tro. De gik ud i hele verden og fortalte, at Jesus var Guds Søn, død på et kors og opstået fra graven påskemorgen. Det er virkelig sandt.

2. KRIST STOD OP AF DØDE, AFSONET ER VOR BRØDE!

Det er sandt. Ja, men der er jo sket så meget andet fantastisk i verdenshistorien. Derfor er det afgørende, om Jesu opstandelse betyder noget for os. Det fortæller englen med to ord: ”Frygt ikke!” Det er også Guds ord til os. Lige midt ind i al den frygt, du bærer på, siger Gud til dig: ”Frygt ikke!”

Vi kender alle til at frygte, frygte for små ting og store ting. Alle mennesker kan blive bange, både børn og voksne. Bange for døden, og bange for det, som fører til ødelæggelse og død. Bange for at skade hinanden og ødelægge livet for vore nærmeste. Bange for skyld og straf. Bange for Guds dom.

Lad os lige et øjeblik overveje, hvad bibelen fortæller os om synden og døden. Apostlen Paulus siger i Romerbrevet 3, at ”alle mennesker har jo syndet”. Synd er enhver overtrædelse af Guds bud. Der findes tre former for synd: Arvesynd, som vi har arvet fra vore første forældre. Den sidder i vores person. Gerningssynd, som er alt det, vi gør med tanke, ord og handlinger. Og undladelsessynd, som er alt det, vi har pligt til atgøre, men undlader. Der er grund til at frygte for synden, både fordi vi skader hinanden og er ulydige mod Gud. Apostlen siger i samme brev kapitel 6, hvad vi får ud af at bryde Guds gode vilje: ”Syndens løn er døden!”

Men nu siger englen: ”Frygt ikke!” Og forklaringen er: ”afsonet er vor brøde”. Brøde betyder skyld. Alle vor skyld er afsonet. Når en forbryder kommer i fængsel, siger man, at han afsoner. Og nu har Jesus afsonet vor skyld. Han blev dømt til døden i stedet for os. Han afsonede for vore synder. Når en forbryder bliver sat på fri fod, har han afsonet og skal ikke straffes mere.

Da Jesus blev oprejst fra graven, var det Gud, der lod ham opstå og satte ham på fri fod . For nu var straffen for vore synder udstået og synden var sonet. Med Jesu opstandelse sagde Gud til alle mennesker: ”Min søn har afsonet straffen for jer. Frygt ikke!” Og Jesus kommer som den opstandne og siger til os: ”Du er tilgivet. For jeg afsonede din straf. Du er Guds kære barn. Og jeg er altid hos dig.”

3. KRIST STOD OP AF DØDE, I HIMLEN VI HAM MØDE!

I det tredje vers synger vi om en kristens håb, om vores håb. Englen gav kvinderne og disciplene håb om, at de skulle møde Jesus igen: ”Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstanden fra de døde; og se, han går forud for jer til Galilæa; dér skal I se ham. Se, nu har jeg sagt jer det."

Jesus viste sig for disciplene, allerede mens de var i Jerusalem. Og senere mødte ham i Galilæa. En dag, da de var ude at fiske, stod Jesus på stranden og havde lavet mad til dem. De sejlede indtil ham. De spiste sammen. Og han kaldte dem endda sine børn. Nogle dage efter gik op på det bjerg, hvor han havde sagt, at han ville møde dem. Her kom han og sagde: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Og han gav dem missionsbefalingen: ”Gå ud i hele verden og gør alle mennesker til mine disciple.” Og han lovede dem: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!” Og ved verdens ende, vil han samle sine disciple dengang og alle os, som senere blev døbt og kom til tro, hos sig i Himlen.

For enhver, der er døbt og tror på Jesus, er døden forvandlet til en søvn. Legemet lægges i graven og sjælen kommer hjem til Herren i dødsøjeblikket. Det ved vi, fordi Jesus sagde til røveren på korset: "I dag skal du være med mig i Paradis!" Og røverens legeme skal opstå, når Jesus kommer igen anden gang. Det gælder også os og vore legemer. Vi er Guds børn, fordi han genfødte os i dåben. Og han holder os i live ved Evangeliet.

4. THI SYNGER LYDT OG SJÆLEGLAD

Derfor synger vi omkvædet:
Thi synger lydt og sjæleglad hans menighed i allen stad: Ære være Gud i det høje!

Vi synger søndag efter søndag i kirken, fordi Herren Jesus kommer til sin menighed i allen stad. Han samler os med sin trøst og siger ind i vore hjerter: ”Frygt ikke!” Og han giver os sit legeme og blod i nadveren. Vi møder ham. Også i hjemmene er han hos os, når vi læser Guds ord i Bibelen og beder.

Thi synger lydt! Lydt betyder: Så det kan høres, højlydt. Vi synger, for at Gud skal høre det, og for at de andre i menigheden skal høre det, ja, for at alle må høre og blive trøstet og ære Gud.

Og sjæleglad, dvs glad langt ind i sjælen og hjertet. Den glæde er Guds gave til os.

Og vi synger som hans menighed i allen stad. Han samles os hos sig søndag efter søndag i sin kirke. Ære være Gud i det høje. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk