Kristus er opstået! Frygt ikke! Påskedag (II) 2000 ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 190; 202; 193; 198; 430; 204Matthæusevangeliet 28,1-7
Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: "Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det."
Nåde være med jer fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor Frelser! Amen.
Forestil dig en lørdag morgen i familien. Du sætter dig ved morgenbordet og fortæller de andre noget, du har oplevet: Det lyder fantastisk. Og de spørger dig: „Hvor skete det? Hvornår skete det? Hvem så det?“ Da bliver du usikker og siger: „Det skete vist i går... Eller var det i nat? Nej, det skete vist kun i mit hoved. Det er bare en drøm.“ Det, du fortalte, er kun en pudsig oplevelse i en drøm. Det forholder sig anderledes med påskeliljerne, som står i vasen på påskebordet. De er ikke plukket i vores tanker eller i drømme. De findes i virkeligheden. Påskeliljen er vokset frem i haven. Den har sit løg et sted i jorden. Det var din hånd, der plukkede den, og nu står den i vasen i al sin pragt og dufter. Den er virkelig.
Sådan er det med påskeevangeliet og Jesu opstandelse fra de døde. Det er ikke en oplevelse inde i hovedet på mennesker, det er ikke en drøm, men det skete. Påskeevangeliet er budskabet om det største og bedste, som er sket på jorden. Det skete på et bestemt tidspunkt og et helt bestemt sted. Den første dag i ugen! Udenfor Jerusalem! Maria Magdalene og den anden Maria, Jakobs mor, og Salome mødte ham. Stedet, hvor han opstod, var et helt bestemt sted: Josef af Arimatæas grav udenfor Jerusalem, der hvor han var blevet lagt 3 dage før. Også stenen og kirkegårdshaven nævnes.
Kristus er opstået
Det er det, der gør kristendom til andet og mere end ideer og tanker. Derfor er vores tro mere end synspunkter og oplevelser i vores indre verden. Vi er blevet mødt af mennesker, som troede, at det virkelig skete! Vi har kendt mennesker, som døde i troen på, at Jesus virkelig opstod fra de døde og lever. Kristen tro er, overalt hvor den findes, en tro på virkeligheden, på det, som skete på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted. Der var navngivne vidner til det.
Vor kristne tro er lige så virkelig som vi selv, ja, er endnu mere virkelig og reel. Det lyder måske underligt. Men sammenlign Jesus med hans disciple og med kvinderne. Og sammenlign Jesus med os. På en måde var Jesus mere virkelig end de mennesker, som han kom til efter påskemorgen. De og vi kan være virkelighedsfjerne, leve i bedrag, drømme os bort fra virkeligheden og leve, som om vi ikke var dem, vi er. Men Jesus Kristus er altid helt klar over vores virkelighed. Han lever. Han kender os. Han opstod fra de døde. Han ser og kender universets afkroge og kender til livets og dødens skjulte sider. Alligevel forestiller vi mennesker os ofte, at det er lige modsat og forestiller os, at vi ved bedre end andre. Vi gør let virkeligheden lig med det, vi selv har oplevet og set.
Tro og vantro
Det er apostelen Thomas et eksempel på. Hans nærmeste venner fortalte ham glade: „Vi har set Herren!“ Men han afviste dem. Han mente, at det var fantasier. Når han ikke selv havde oplevet det, kunne det ikke passe. Men det var ham, der tog fejl. Det svarer til, at familien ved morgenbordet fortæller dig, hvad de oplevede, før du stod op. „Vi havde besøg af den og den.“ Du mærker, at det gjorde stort indtryk på dem. Men du påstår, at det er noget, de andre har drømt. For du var ikke med! Men de siger: „Vi har ikke drømt! Det skete virkelig her i morges, her i køkkenet. Vi var jo selv til stede.“ Det svarer til, at man ikke går i kirke og derfor siger, at det, andre møder i kirken, er løgn. Thomas måtte senere erkende, at han havde forkastet de andres tro på et forkert grundlag. Og sådan må al vantro før eller senere bøje sig for Jesus.
Den kristne tro vil blive modsagt og omfortolket, så længe verden står. Men det ændrer ikke ved, at Jesus opstod påskemorgen og lever. Derfor var hans disciple rede til at gå i døden efter påskemorgen. Derfor drog de ud i verden for at døbe og lære mennesker alt, hvad Jesus havde lært dem. Derfor findes den kristne menighed i dag. Det er en påske-menighed. Vi lever, fordi Jesus lever. Vi er hans kirke, fordi han har givet os troen på virkeligheden. Han har overbevist os særligt om to ting som berører os dybt.
En bitter overbevisning
Det ene er bittert og kan gøre ondt. Vi er syndere og har handlet forkert. Vi er skyldige og dødsens. Synden, som vi har begået, er reel og virkelig. Vi var syndere på et helt bestemt tidspunkt i går, i forgårs og for to år siden. Og synden blev begået bestemte steder: i stuen, på vej til arbejdet eller i køkkenet. Og der var vidner, som kan fortælle om det. Gud så det, men også andre mennesker var vidner til meget af det. De mærkede det på deres egen krop eller i deres hjerte. Og synden og skylden havde en helt bestemt karakter. Den kan beskrives. Den er virkelig. Synden er derfor en virkelighed. Og derfor er vi også virkelig syndere.
Ligesom en påskelilje ikke kommer af sig selv, men stammer fra et helt bestemt løg et sted i jorden, sådan stammer vore synder fra et ondt hjerte. Gud lader os mærke og erfare vores synd og skyld på en meget virkelighedsnær måde: I samvittigheden, i andre menneskers lidelse og gennem deres klage og anklage. Men også vores krop fortæller om vore synder. Sygdoms- og alderdomstegn fortæller, at vi er dødsens. Og døden er syndens frugt og følge. Og den kan ingen af os slippe udenom. Vores død vil have tid og sted. Det er bittert sandt.
En overbevisning fuld af trøst
Det andet, vi er overbeviste om som kristne, er, han vi ikke skal frygte. For påskeevangeliet siger til os: Frygt ikke! Da kvinderne ved graven hørte dette ord, var det ikke en tanke, som opstod i deres hjerter. Det var derimod Gud, som talte til dem gennem sin engel. Ingen af dem havde regnet med sådan en trøst. Tværtimod blev de bange for mødet med den åndelige verden. Kvinderne blev bange for englene og bange for ordet. Først lidt senere trængte ordet igennem til dem med glæde. Guds ord var dengang et uventet budskab. Det brød ind i deres frygt og håbløshed. Det sendte dem hen til Jesu disciple. Den ene havde taget sit eget liv. Den anden havde bandet på, at han ikke kendte sin mester. Og alle havde de været mest optaget af sig selv den aften, deres Mester havde fortalt dem om sin kommende lidelse og død.
Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her! Englens ord er et stærkt og glædeligt budskab, som vokser ud af det, der skete, dvs af Jesu opstandelse fra de døde. Han er opstået, som han har sagt. Englen minder om, at det er gået, som Jesus forudsagde før sin død. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået! Englen lægger stor vægt på, at det, de har hørt, bliver fortalt videre. Der er kraft i deres vidnesbyrd. Så afgørende er det, Gud siger til os. Det planter håb i håbløse hjerter, giver tilgivelse til skyldige. Gud rører ved vores skyldige samvittighed, når han taler til os. Der, hvor unge og ældre må give op, skaber Jesus en ny begyndelse. Den første påske-menighed var en menighed af mennesker, som var stærke menneskeligt set, men alligevel fulde af frygt. Men frygten blev overvundet af Guds ord og af Jesu nærvær. Det gjorde dem stærke på en helt ny måde, stærke i tro og tillid til Jesu styrke. Stærke, fordi der findes en tilgivelse. Stærk, fordi døden er overvundet. Påskemorgen omvendte kvinderne og de elleve disciple. Påskebudskabet vender nu også os om til Jesus.
Dér skal vi møde ham!
Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det! Englen sluttede med at minde dem om, at de skulle møde Jesus i Galilæa, som han har sagt til dem forud. De tog derhen, og de mødre ham. Vi har også fået et sted, hvor vi kan møde Jesus Kristus og lære sandheden og virkeligheden om ham og om os selv at kende. Det er der, hvor troens påskeliljer vokser og gror, altså der, hvor påskelilje-løget findes. Ingen påsketro, ingen sand virkelighedsforståelse og ingen kristendom uden påskelilje-løget. Ingen kristentro uden det Galilæa, hvor han kommer til os. Stedet, hvor vi kan møde Jesus i dag, er den kristne menighed, hvor han lader sit evangelium prædike for os. Der træder han os nær igennem dåben og nadveren. Det er det fællesskab, hvor Guds ord lyder til os, og hvor vi sammen knæler og modtager tilgivelse. Derfor skal vi igen og igen søge Guds ord og vente os alt godt af dåbens og nadverens to „påskeløg“. For her, i Ordet og sakramenterne, har Jesus lovet at mødes med os frem over, han kan være hos os og vi hos ham. Det har han sagt. Amen.