Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

18

Magt og nærvær

Trinitatis søndag
12.6.2022 i Gratiakirken og Martinskirken, LGJ

Matthæus 28,16-20
Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: "Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Afmagt og ensomhed er skidt. Magt og nærvær er godt. Overskud, styrke, livsmod, kraft og magt: det har vi alle brug for. Og fællesskab, familie, samvær, nogen at dele livet med, en at stole på – og gerne flere. Det handler evangeliet om i dag: Jesus siger nemlig: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden … Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Magt og nærvær kommer fra ham. Det er ham, du blev døbt til at tilhøre. Magt. Og ikke kun lidt overskud, styrke til en del, mulighed for at klare de fleste situationer, men AL magt. Og nærvær. Ikke kun af og til og i en begrænset periode af dit liv i barndom eller alderdom, men altid.

1. Vi mangler nærvær og magt

Evangeliet fortæller først, at disciplene var magtesløse, og at der var skår i deres fællesskab. Det må vi også begynde med i prædikenen, fordi vi har brug for at se, at vi behøver hjælp hos Jesus. Men de elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. At de var elleve og ikke tolv fortæller os, at en manglede. Sådan er det den kristne menighed. Vi har hinanden en tid. Men fællesskab er ikke evigt. Derfor kan vi heller ikke bygge vores liv samværet med hinanden i familien, ægteskabet, kammeratskabet og i menigheden. Vi kan give nærvær en tid. Men ikke altid. Og andre kan give os nærvær og fællesskab en tid, men ikke altid. Vi ville så gerne som for­æl­dre kunne hjælpe vore børn hele livet. Men vi kan kun, så længe de giver os lov, og så længe vi lever. Når børn er 15-18 år tager de selv magten over deres liv og bliver myndige. Det er godt og rigtigt. Men samtidig er der risiko for, at unge – ligesom voksne og ældre - bilder sig ind, at de selv har al magt i deres liv og kan klare sig uden Jesus Kristus.

Judas valgte styrken (pengenes magt) og sagde farvel til Jesus. Det så for ringe og fattigt ud. For det blev jo ikke rigtigt noget med Jesus og den magt, Judas fore­stillede sig, at Jesus burde have, hvis han skulle være kong Kristus. Jesus valgte jo et æsel i stedet for en hest. Og han fortalte disciplene, at han måtte lide og dø. Det var helt til grin og tåbeligt for Judas at se. Men Judas tog totalt fejl. - På samme måde fristes vi også til at satse på magt i verden, penge, ære og magtfulde mennesker. Og vi fristes til at søge en alternativ kristendom uden den svage og korsfæstede Jesus.

Hvad med de andre elleve disciple? De gjorde ikke som Judas, men det betød ikke, at de bare var stærke i troen. Der står, at de tilbad Jesus, men også at nogle tvivlede. Sådan var det også tidligere gået Peter, da disciplene sejlede over Galilæas sø i storm, og Jesus kom vandrende på bølgerne. Da gik Peter ud til Jesus, men sank ned i havet, da han tvivlede. Troen blev svag, og han magtede intet.

Sådan er det også med os. Vi tilbeder Jesus, men vi mærker også, at troen er svag, og vi synker. Vi går i kirke og tilbeder. Men pludselig kan vi ingenting, vi kan ikke tro, som vi burde og regnede med, at vi kunne. Og da har vi brug for at Jesus rækker sin hånd ud og griber os. For vi synker. Og de andre kristne i menigheden kan ikke redde os. Men det kan Jesus.

2. JESUS er med og har magt

a) Hvor er Jesus? Hvordan er han med os?

Evangeliet giver os et klart svar: Men de elleve gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Det var ikke tilfældigt, at de traf ham dér og dén dag. For de gik derhen, hvor han havde sat dem stævne. Sådan har vor Herre Jesus også sat os stævne der, hvor vi samles som menighed, og hvor vi beder alene til ham i hverdagen: I gudstjenesten, hvor vi samles i kirken, og på det sted, hvor du beder alene. I søndagens gudstjeneste har Jesus sat os stævne. Han kommer, hvor to eller tre er forsamlet i hans navn. Han er hos os i nadveren, hvor vi får hans legeme og blod, og i dåben, hvor Jesus renser os, tilgiver os og hvor vi bliver iklædt Jesus. Og han er hos os, når vi læser bibelordet sammen. Det lovede Jesus jo aftenen før sin død: ”Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh 14,23). Det også hjemme, når vi hver især læser i Bibelen og beder til Gud. Jesus har jo sagt: ”Men når du vil bede, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal lønne dig” (Matt 6,6). Han ser os og kommer til os. For dér har han sat os stævne.

Når vi ligesom nogle af disciplene tvivler og råber i nød, ligesom Peter råbte, da han sank, da er Jesus hos os og siger: ”Og se, jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende!” Det løfte gælder både når vi er ovenpå og når vi er ved at synke.

b) Og hvordan viser han sin magt i vores liv?

Jesus siger: ”Mig er givet al magt.” Hvorfor er den ”givet” ham? Al magt har jo altid tilhørt Gud den treenige Gud. Han kunne med et ord skabe himmel og jord – og gjorde det! Han kan med et ord sørge for os – og gør det! Han holder naturen i gang. Han har skabt den perfekte afstand mellem jorden og solen, så solens lys og varme giver liv. Han sørger for ilt til vore lunger. Og han har skabt vore gener, arveanlæg, øjet, som ser og øret, som hører. Han gør, at vi kan tænke, og at hjertet slår. Han har skabt galakserne i universet. Det er en magt, han bare har, fordi Gud er Gud. Og den har både Faderen, Sønnen og Helligånden sammen.

Men der er en magt, som Gud ikke bare har, nemlig magten til at frelse menneskene. Den magt fik Guds Søn, da han blev menneske og bar vore synder i sin død og opstandelse. Det måtte Gud gøre for os, for at kunne få magt over alle mennesker. Han købte os med sit eget blod. Sådan fik han magt til at oprejse os af graven. Skal vi reddes på dommens dag, fra svigt og skyld og når vi dør, da må en anden lide straffen for os forinden. Og det gjorde Jesus! Derfor siger han: ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden.” Magten fik han, fordi han blev korsfæstet for os. Derfor findes korset i alle kristne kirker. Det ser svagt ud, at han led og døde. Men det er stærkt. Det er den stærke kærlighed og tilgivelse, som holder dig fast.

3. Dåb og oplæring i den kristne menighed

Jesus fortæller også, hvordan vi får del i denne magt med kærlighed og tilgivelse, og hvordan vi må hjælpe hinanden og andre til at leve med ham: nemlig ved dåb og oplæring. Dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn gør os til Guds kære børn. Vi genfødes og renses af Gud. Og vi tilhører ikke længere os selv, men ham. Og oplæring i det, Jesus lærte sine disciple, bevarer os i dåbens pagt. Det, Jesus lærte sine disciple, har vi i evangelierne.

Søndagens evangelium i kap. 28,16-20 peger tilbage på hele Matthæus-evangeliet. Læs det! Lær det! Brug det! Gør det hele livet. Gå, døb og oplær de døbte. Det kalder vor Herre Jesus Kristus os til at gøre sammen som menighed. Sådan vokser hans kirke: ved mission, at vi går ud i verden, udruster og sender ordets tjenere her i Danmark og på missionsmarken.

JA, vi mangler magten til at hjælpe hinanden, som vi gerne ville. Vi har alle en tid her på jorden, og pludselig er vi her ikke mere. Men Jesus sørger for sine menighed. Den vil aldrig forgå. Og han samler os i sit rige her i menigheden og engang i evig salighed. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk