Tryghed i tjenesten hos din gode Herre

Søndag Septuagesima (70 dage før påske)

Søndag 28. januar 2024, Aarhus og Kbh, LGJ
Salmer: 690, Når jeg ser, 396, 325 // 11, 430, 46

Evangelium: Matthæus 25,14-30 (læses undervejs i prædikenen)

Det er som med en mand, der skulle rejse til udlandet og kaldte sine tjenere til sig … så rejste han. …. Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem.

Matthæus fortæller i kapitlet forinden, at Jesus fortalte lignelsen til sine disciple nogle dage før påske: Mens han sad på Oliebjerget, kom hans disciple, da de var alene, hen til ham og sagde: «Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?» (Matt 24,1-3). De vidste, at han ville tage bort, men komme tilbage igen. Og de spurgte, hvordan tiden ville blive indtil da.

Jesus svar kan vi læse i Matthæusevangeliet 24-25. Han svarer med at fortælle, at der ville komme trængsel og svære tider på jorden, som ville forgå til sidst. Men evangeliet ville blive forkyndt indtil enden, så de kunne bevare troen. Og da siger han: "Hør nu! I skal ikke stirre op mod himlen og være passive, indtil jeg kommer igen. Nej, arbejd! Det kan I gøre tillidsfuldt." Det sagde han til dem, og det siger han til os:

Han betroede dem sin formue; én gav han fem talenter, en anden to og en tredje én, enhver efter hans evne;

Her er en mand med en stor formue. Og han betror den til sine tjenere. De får ikke få midler, men hele hans formue.

Hvad har Gud givet os? JESUS. Hans enbårne søn. Hele hans eje. Og dertil hele skaberværket. Sl 8 ”Alt lagde du under menneskets fødder!” Som i Edens have. Skulle dyrke og passe haven. Det gentager Jesus nu. Selv om der er meget, som er tungt og svært i verden, så er tiden fra Jesu himmelfart til hans genkomst til dom en tid, hvor vi må tjene Gud i tryghed og tillid.

Den, der havde fået de fem talenter, gik straks hen og handlede med dem og tjente fem til. Ligeledes tjente han med de to talenter to til.

De også bare i gang. Ingen betænkeligheder. ”Straks”. Og som ved et under fordoblede det hele sig. To blev til fire. Og fem blev til ti. Og det var ikke småpenge: En talent var godt 30 kg. Sølv. Og af 30 kg. Kunne man slå sølvmønter til 12 års løn. Altså 24 års lønninger fik den ene udbetalt. 60 års løn fik den anden. Og de to havde jo meget at tabe. Men det tænkte de ikke et øjeblik på. De gik bare i gang.

Som ved et under sørger Gud for dig og velsigner dit arbejde, din tjeneste. Det, han har givet dig, det kan du trygt bruge. I familien, i ægteskabet, på arbejdspladsen, i menigheden. Brug det. For han står bag.

Lang tid efter kommer disse tjeneres herre tilbage og gør regnskab med dem. Den, der havde fået de fem talenter, kom og lagde andre fem talenter på bordet og sagde:

Herre, du betroede mig fem talenter; se, jeg har tjent fem talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!

Også han med de to talenter kom og sagde: Herre, du betroede mig to talenter; se, jeg har tjent to talenter til. Hans herre sagde til ham: Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!

Vi mærker deres begejstring og glæde, da deres Herre kommer tilbage. Der er undren, forundring og glæde i deres svar, da de står til regnskab: ”Se!”. Næsten ligesom i Skabelsesberetningen 1 Mosebog: Og Gud så, at det var godt. Gud så, at det var godt. Gud så, at det var godt. Og til sidst: Og se! Det var meget godt. Vi skal se. Og vi kan sige til Gud: ”Se, Gud, hvad du har givet mig!” Du har jo velsignet mig. Du gav mig alt, hvad jeg behøvede i 12 år, 25 år og 60 år, ja alt, hvad jeg behøver hele mit liv.

Men hvad så, når det for os at se ikke lykkedes. Da se på din Herre. Det var jo derfor han blev menneske. Den formue, han gav dig, var jo ikke kun den skabte verden, dine talenter, din hjerne og dine muskler, men sig selv. ”Menneskesønnen vil give sit liv som løsesum for mange!” Løsesummen, den har du fået. I dåben blev du omfavnet af ham og Iklædt ham. Han havde jo forinden fortalt, at evangeliet om Riget skal prædikes for alle forskeslagene (Matt 24,14). Det var først og fremmest nåden, tilgivelsen, forsoningen. Han blev fattig, for at vi skulle blive rige.

Tjenerne fik talenter hver især. Men han gav dem samlet hele sin formue. Det var, hvad han betroede os. Sin kærlighed. Som en far, der siger til sine børn: ”I kan trygt arbejde med det, jeg har givet jer, for jeg er hos jer og velsigner.” ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!” Sådan sagde Jesus. Og han siger også: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.” (Matt 24,35)

Så lad alt i dig forgå og forsvinde. Lad det være så dårligt, det nu er. Sygdommen til døden, arvesynden, al din skyld, alle dine nederlag. Men du kan arbejde videre frimodigt.

Står der noget om, at de to tjenere arbejdede hårdt, arbejdede indtil de faldt om, sled og slæbte? Nej. Der står bare, at de gik hen og brugte talenterne – og velsignelsen bar dem. Derfor sagde de ”SE!”

Deres Herre nådig og god ud over alle grænser. For det, de bringer ham, er jo ikke deres egen fortjeneste, men hans fortjeneste. Og han tager dem ind til sin glæde. Og han nævner Troen, dvs den tillid, de havde til ham. Hvor havde de den fra? De havde den fra evangeliet. De kendte ham. De vidste, hvad han havde gjort for dem. Og i tillid til ham havde de levet og arbejdet. Som der står i Salme 127: Det er forgæves, at vi står tidligt op og går sent i seng. For det er ikke vort slid, der gør det. Gud giver det til sin ven i søvne. Derfor: Lev livet som jeg kalder dig til. Jeg vil velsigne dig.

Lignelsen indeholder også et ord om vantroen.

Men den, der havde fået én talent, gik hen og gravede et hul i jorden og gemte sin herres penge. Her er ingen tro på at talenten kan noget. Her er ringeagt for formuen. Her er vantro. Og da hans herre kommer tilbage og regnskabet skal gøres op, får vi mere at vide om, hvad denne man tænkte om sin Herre:

Så kom også han, som havde fået den ene talent, og han sagde: Herre, jeg kender dig som en hård mand, der høster, hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig gik jeg hen og gemte din talent i jorden. Se, her har du, hvad dit er.

”Hvad der er dit!” Han havde aldrig taget imod livets gave – de 12 års forudbetalt løn. Gemte! Ligesom Adam og Eva gemte sig! Hvad er grunden? Frygt! Han siger: ”Jeg kender dig som en hård mand, der høster hvor du ikke har sået, og samler, hvor du ikke har spredt, og af frygt for dig!”

Den frygt kender vi også. Frygten for straf. Frygten for, at det ikke lykkes, mit liv. Frygten for at Gud dømmer mig. Frygten for, at jeg ikke slår til i mit kald. Frygten for, at evangeliets prædiken ikke skaber tro. Frygten for at Guds kirke går nedenom og hjem. Frygten for, at det er løgn alt sammen. Frygten for, at Guds ord forgår og alligevel ikke er sandt. – Og alt dette kommer fra ham, som kom til Adam og Eva og sagde: ”Har Gud virkelig sagt …” ”Har Gud virkelig lovet at sørge for jer?” ”Elsker Gud jer virkelig?” Og tvivlen hærger.

Men så støder den på Menneskesønnen, som fortæller denne lignelse til os, som kender til frygt. Han, Menneskesønnen, Jesus, giver sit liv. Følg ham de næste dage. I påsken.

Så har Gud alligevel elsket os. Så holder han alligevel ord. Så vil han alligevel tilgive os. Så er der alligevel fremtid og håb. For Gud er kommet til os. Han er blevet det barn, som skulle knuse slangens hoved. Han er kommet! Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes.

Men hvad så med dommen: Kast ham udenfor i mørket, hvor der er gråd og tænders skæren. Det har jeg jo fortjent. Ja. Og det viser Jesus os. Men han viser os det før dommens dag. Han fortæller os det i dag.

Og dermed siger han til os, som af frygt havde givet op, gravet kaldet ned, gemt os for Gud: ”Frygt ikke!” Det er evangeliet. ”Frygt ikke!” ”Frygt ikke!” ”Fred være med jer!” ”Fred være med jer!” Ligesom faderen har sendt mig, sender jeg jer! Du får kaldet på ny hver morgen sammen med hans kærlighed.

Jesus fortæller det som et kærligt kald til os, om at han vil sørge for os og vil bruge os. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk