Hvordan skal jeg prioritere?

18. søndag e. trinitatis, 4. oktober 2015 i Aarhus og Kbh. LGJ
Salmer: 10, Salme 8, Bibelkor Rom 14,7-8, 47, 600, 427v8-10, 11.

Matthæus 22,34-46
Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: "Mester, hvad er det største bud i loven?"
Han sagde til ham: "'Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.' Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: 'Du skal elske din næste som dig selv.' På de to bud hviler hele loven og profeterne."
Mens farisæerne var forsamlet, spurgte Jesus dem: "Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?" De svarede: "Davids." Han sagde til dem: "Hvordan kan David så ved Ånden kalde ham herre og sige: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, indtil jeg får lagt dine fjender under dine fødder? Når David altså kalder ham herre, hvordan kan han så være hans søn?"
Ingen kunne svare ham et ord, og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget.

Nåde være med jer, og fred fra Gud vor Fader og Jesus Kristus, vor Herre! Amen.

I.

1. Vi går rundt med meget store spørgsmål i vores liv: Et af dem er: ”Hvordan skal jeg leve?” Skal jeg selv finde ud af det og skabe meningen med mit liv? Et andet stort spørgsmål er: ”Hvem skal jeg tro på?” Har jeg til syvende og sidst kun mig selv at stole på – eller er der en Herre, som sørger for mig i stort og småt? - I søndagens evangelium svarer Jesus på disse to spørgsmål! Vi får at vide, hvordan vi skal leve og være. Han giver os meningen med livet! Og samtidig fortæller han, at der findes en Herre, som vi kan stole på, både når livet går godt, og når livet er ufatteligt svært og går i stykker!

2. Men mærkeligt nok giver han os svaret i en sammen­hæng, hvor han ikke bliver spurgt af nogen, som ønsker svar. Nej, de spørger for at sætte ham på prøve. Han giver dem (og os) langt mere, end de (og vi) har fortjent. Farisæerne havde nemlig hørt, hvordan Jesus kunne diskutere og sætte saddukæerne på plads i en samtale om det evige liv. Men de brød sig ikke om Jesus – og ønskede at fange ham i at sige noget forkert. Derfor stillede de ham et spørgsmål om Loven. De kendte selv loven ned i den mindste detalje, langt bedre end de fleste, og måske også bedre end denne rabbi fra Nazareth? De havde delt loven op i 613 bud – hvoraf der var 248 positive – hvad de skulle, og 365 negative – hvad de ikke måtte. De spurgte: ”Hvilket bud er det største?”

3. Og det var jo slet ikke så dumt spurgt! Det er jo også noget, "moderne mennesker" går og overvejer. Ganske vist er der ikke mange, som spørger, hvad der er det vigtigste bud i Guds ord. Men vi spørger alle, hvordan skal jeg prioritere i min hverdag. Hvilken plads skal jeg give mit arbejde? Min familie? Min kæreste? Min tro på Gud? Min ægtefælle? Min økonomi? Mine interesser? Mine ting? Menigheden? Ydre mission? Børnehjemmet i Moreira? Mennesker i nød? Mine naboer? … (Det var, hvad der dukkede op for mig, da jeg forsøgte at lave en liste. Og I kan fortsætte under høstfesten, når vi spiser. Hvad er det vigtigste? Det ville jo være godt at høre, hvad de andre mener. Og hvad Jesus mener! Ikke for at teste ham, men for at få hans vejledning!). Og Jesus svarer. Og han overrasker dem, der spørger. For han nøjes ikke med at vælge et af deres bud, men viser dem helheden – meningen med livet – og spørger samtidig farisæerne og os om, hvad vi mener om Kristus – nemlig for at udfordre os til at tro på ham!

II.

4. Hvordan skal vi leve? Hvad er det vigtigste i livet? Mig selv – min uddannelse – min familie – min menighed – mine penge – mit arbejde? Hvilken enkelt ting mon han vælger? Han vælger et sted i Gamle Testamente, hvor svaret nemlig er givet os: Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke (5 Mos 6,5). Du skal prioritere Herren, din Gud! ”Du skal elske Herren din Gud!” Han løfter os op fra detaljen, op fra dine enkeltopgaver og det, du lige er i gang med. Han forstyrrer dig i den grad, når han siger: ”Herren, din Gud.” Han er DIN! Din Herre! Og du er hans! - Du er altså ikke din egen. Jesus nævner ikke detaljer, men det overord­nede. Mens teologer og farisæere fortaber sig i detaljerne og bliver uenige, … fokuserer på enkelte bud – og glemmer Gud selv - så siger Jesus: ”Elsk Herren, din Gud!” Og gør det af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele din styrke. Du lever jo på grund af ham – og i ham. Tænk på det. Og elsk ham!

5. Men hvorfor skal vi elske ham? Svaret har vi i kapitlet forinden: Herren sagde: »Jeg er Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset. Du må ikke have andre guder end mig (5 Mos 5,6-7). Her mærker vi, at meningen med livet – det vi først skal gøre – hænger sammen med og udspringer af, hvad han har gjort mod os. Han havde udfriet Israelitterne fra Egypten. Derfor skulle de elske ham som deres Gud. Og i NT læser vi: Gud viser sin krælighed mod os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere (Rom 5,8). Derfor skal vi elske ham!

III.

6. Og det er denne sammenhæng, Jesus understre­ger, når han stiller os spørgsmålet: ”Hvad mener I om Kristus?” Spørgsmålet er, om vi kender HERREN og hans velgerninger mod os! For det er forudsætningen for at elske Gud! Som der står et andet sted: ”Vi elsker, fordi han elskede os først!” (1 Joh 4). Hvis ikke Jesus Kristus kommer ind i billedet,er det alt sammen forgæves. Familien, kæresten, børnene, arbejdet, pengene, menigheden og fromheden er forgæves. Da er der hele kun noget vi gør for vores egen skyld og af kærlighed til os selv. Og der er ingen kraft til den. Vi løber tør! Vi tørrer ind som visne grene. Og selv om du prioriterer så flot som nogen, er den nytteløst. For du lever alene. Uden Gud.

7. Måske undskylder vi os med, at vi kun har dette ene liv – og at vi skal sørge for at få noget godt ud af det. Men sandheden er, at meningen ikke var at vi skulle leve for vores egen skyld – og bare dette liv frem til døden. Vi skulle leve i kær­lighed og leve evigt. Og Kristus vil frelse os fra døden og dommen med sin kærlighed og sit of­fer! Det er jo derfor han kom! ”Hvad mener I om Kristus?” Det spørgsmål må vi ikke ryste af os. Jesus siger selv, at han er kommet for at opfylde loven og profeterne! Gøre alt det, vi skulle, og dø for vores synder, som profeterne forudsagde og beskrev ned i den aller dybeste afgrund!

8. Hvad nytter det farisæerne at tro på det evige liv – hvis de ikke tror på ham, som kan bringe dem til evig salighed. Da nytter troen på evigheden intet – den er tom. Jesus viser dem og os, at Herren er vores Gud! Og at Kristus er vores Herre, som frelser os!

IV.

9. Og han fortsætter med at fylde vores liv med mening! Meningen med dit liv er: ”Du skal elske din næste som dig selv!” Og Jesus forklarer, at det ”står lige med det det første”. Mange har den opfattelse, at kærlighedsbuddet kom med Jesus. Men det har altid været der. Det står overalt i Gamle Testamente. F.eks. 3 Mos 19,17-18: Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte, men du skal åbent gå i rette med din landsmand, så du ikke pådrager dig skyld. Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren! - Igen mærker vi, at buddet hviler på en person: På Herren.

10. Når Paulus udlægger det i Romerbrevet, gør han det konkret for os: Kærligheden skal være oprigtig. Afsky det onde, hold jer til det gode. Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse. Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren. Vær glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen. Vær med til at hjælpe de hellige, når de har behov for hjælp. Læg vægt på at være gæstfrie. Velsign dem, der forfølger jer, velsign, og forband ikke. … tænk på, hvad der er rigtigt over for alle mennesker (Rom 12,9-17). Meningen med livet er at elske! Elske din næste! For din næste er skabt af Gud, og Gud elsker din næste – og siger derfor: Elsk din næste! For jeg er Herren, din næstes Gud. Og vi svarer: Vi elsker, fordi du elskede os og vores næste først! Dette bud er ikke et selvstændigt bud, men er lig med det første, ligner det, vokser ud af det og er indeholdt i det først store bud. Og samtidig er det jo småting i sammen­ligning med det, Kristus har gjort. Det, han har gjort for os, frelser os og redder os, ligesom Herren førte Israel ud af fangenskabet i Egypten.

11. Hvorfor skal vi da elske hinanden? For hinandens skyld – ikke for vor egen skyld. For din brors skyld. Fordi han behøver dig. Og fordi Gud siger det. Her er meningen med dit liv. Og du er hos din Herre, Jesus Kristus, som du trygt kan stole på i alle ting dag og nat. Amen.