Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Guds kald og udvælgelse (kald og klædning) 20. søndag e. trinitatis, 22. okt. 2023 i Kbh og Aarh (LGJ) Salmer: 366. #3 Jeremias-sangen, #1 Bibelkor Sl 62, 317 (Kbh), 45 (Aarh) // 147, 458 Evangelium: Matthæus 22,1-14 Jesus tog til orde og talte igen til dem i lignelser: "Himmeriget ligner en konge, der holdt sin søns bryllup. Han sendte sine tjenere ud for at kalde de indbudte til brylluppet, men de ville ikke komme. Så sendte han nogle andre tjenere ud, der skulle sige til de indbudte: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fede­kalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Men det tog de sig ikke af og gik, én til sin mark, en anden til sin for­ret­ning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Da sagde kongen til sine tjenere: Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænder­skæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt." 1. KALDET Hvem er kaldet? Jesus svarer: Mange er kaldet! Mange, nemlig de mange jøder, Jesus var iblandt. Guds folk. De var i lignelsen de indbudte. Disciplene hørte til Guds folk. De var også indbudt, og de troede på Jesus. Men kaldet blev også udsendt til mennesker, som levede der, hvor vejene ender. ”Indbyd hvem som helst, I finder, til brylluppet.” Vi hører Missionsbefalingen i lignelsen: ”Gå hen og gør alle folkeslag til mine disciple.” For Gud vil, att alle skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. Således elskede Gud verden, at han gav sin søn, den enbårne, for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv. Og tænk på, at Jesus bar al synd i verden: ”Se Guds lam, som bar verdens synd!” Hvem er kaldet? Mange. Og hvem skal der kaldes på? Alle! Den første, vi hører der blev kaldt på, var Adam: ”Adam, hvor er du?” Sådan kaldte Gud Herren. Adam havde i ulydighed og vantro gemt sig. ”Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.” Nøgen. Afsløret. Gennemskuet. Og så gemte han sig. - Så er det altså den nøgne, den gennem­skuede, den skyldige, Gud kalder på. Og da Adam og Eva stod foran Gud Herren og lyttede, lovede han dem et barn, som skulle frelse dem. De skulle ikke frelse sig selv. Det skulle kvindens barn. Ikke mandens og kvindens, men bare kvindens. Men kan en kvinde da få et barn af sig selv? Ja, barnet født ved Helligånden, Guds egen Søn. JESUS. Gud kalder os mennesker tilbage til sig: Kom tilbage. Jeg tilgiver og redder! Og der bliver evig glæde og frelse i Himlen. 2. MANGE AFVISTE ”De ville ikke komme” . De sagde nej med vilje, med uviljen, med modviljen. Vilje imod Guds vilje. Det er ikke godt, at vi mangler vilje til at elske Gud af hele vort hjerte og hele vor styrke. Og det er frygteligt at vi ofte må indrømme, at vi ikke havde vilje til at trøste og hjælpe og give os hen for hinanden. Det kald har vi svigtet tit og ofte. Men da er det, at Gud kalder med sin tilgivelse og nåde. Indbydelsen og kaldet i lignelsen indeholder jo ikke noget krav til de indbudte. Tjenerne bliver sendt ud med indbydelse: Nu er der dækket op til fest; mine okser og fede­kalve er slagtet, og alt er rede. Kom til brylluppet! Kaldet til Adam og Eva var samme slags. Gud sagde: Jeg vil lade et barn redde jer. Det barn skal knuse slangens hoved. Kaldet til Guds folk var: Jeg vil lade min tjener løskøbe jer. Han vil bære jeres synder. I lignelsen betoner Jesus, hvor meget kongen har gjort for de indbudte. De skal ikke levere det mindste til festen. Ikke engang gaver. Bare komme. De får også en bryllupsklædning af kongen. Kongens søn, som var reddet ind i Jerusalem. Det er ham, der holdes fest for. For han skal giftes, giftes med Zions datter, med sit folk. Og han vil forkynde dette til verdens ender. Han skal bære deres synder og overvinde døden. Men modviljen fortsætter. De indbudte tog sig ikke af det. De gik, én til sin mark, en anden til sin for­ret­ning, og andre igen greb hans tjenere og mishandlede dem og slog dem ihjel. Men kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by. Ligger der mon noget i vores syndige natur, så vi hellere vælger mark og forretning, hvor vi selv udretter noget, end at sidde med til fest hos Gud uden at yde det mindste? Er det fordi vi søger ære gennem vores indsats, snarere end at ære Gud for alt det, han har gjort for os i Jesus Kristus? - Det kom så vidt, at de slog tjenerne ihjel. De ville ikke høre om kongens indbydelse. Og kongen blev vred og straffede dem. Ligesom med syndfloden på Noas tid. Ligesom Gud sendte ild og svovl over Sodoma og Gomorra på Lots tid. Ligesom Jerusalems ødelæggelse på Jeremias’ tid. Det var Gud, der greb ind i sin vrede. De kaldede, som forkaster og fjerner dette evangelium, de får deres straf. 3. ANDRE BLEV INDBUDT Er der så ingen af de kaldede, som bliver salige? Jo. For nu bliver der kaldt på endnu flere. Så sagde han til sine tjenere: Bryllupsfesten er forberedt, men de indbudte var ikke værdige. Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet. Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode, og bryllupssalen blev fuld af gæster. Mange hørte kaldet og kom. De var derude, hvor vejene ender. Lang fra det sted, hvor man får ære og betyder noget. Ude i ensom­hed, fattig­dom, lidelse, sygdom, alderdom. Ude, hvor man ikke bliver set af andre. Derude blev er kaldt: ”KOM til Bryllup!” Det er jo Evangeliet, som jo siger til den fattige, sørgende, lidende, uretfærdige, gudløse, skyldige: Kom, for alt er rede. Der er nåde og tilgivelse for dig. For Gud har ladet sin Søn komme. Og da er der bryllupsfest. Og vi er inviteret med. 4. KLÆDNINGEN Og da kommer vi til bryllupsklæderne. Der står jo intet om, at de indbudte tog hjem og gjorde sig klar. Alligevel havde de bryllupsklæder på. Det havde kongen nemlig sørget for til alle, som kom. Gud Herren gjorde det samme for Adam og Eva, da han sendte dem ud af Edens have til arbejde med sved på panden og børnefødsel med smerte. Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på. (1 Mos 3,21). Deres tøj gjorde dem trygge og visse i hverdagen. Gud havde givet dem det. De var virkelig hans. Jesus siger i evangeliet: Mange er kaldede, men få er udvalgte. Og vi spørger, hvem er da de udvalgte? Er det også mig? I lignelsen er det klart, at de udvalgte er dem, som kom med til festen og havde bryllups­klædning på. Og Gud fortæller os i sit ord, at vi får vores bryllupsklædning i dåben som gave fra Gud. At du er døbt er din vished! For i dåben renser Gud os for alle vore synder. Vi står foran ham fuldkomne og tilgivet. Og der står i Galaterbrevet 3: For I er alle Guds børn ved troen, i Kristus Jesus. Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. (v26-27). Hvad sker der, hvis man kaster den af sig? Da krænger vi Jesus af os. Der sker det, som Jesus fortæller i lignelsen: Men da kongen kom ind for at hilse på sine gæster, fik han dér øje på en, der ikke havde bryllupsklæder på. Han spurgte ham: Min ven, hvordan er du kommet ind uden bryllupsklæder? Men han tav. Uden bryllupsklædning, dvs. uden Guds nåde og tilgivelse, uden Jesus Kristus er fremtiden fortabelse. De udvalgte er i lignelsen alle dem, som tog imod indbydelsen og bryllupsklædningen og kom med til fest. Derfor ved vi, at de udvalgte er alle mennesker, som Gud har givet troen og iklædt frelsen i dåben. Og når du ikke kan se din tro (og sådan går det os kristne i anfægtelsens tid), da kan du høre evangeliet og sige: Jeg er døbt til at tilhøre min Frelser. Det står hos Esajas: Han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfær­dig­hedens kappe, som en brudgom sætter sin turban, og som bruden fæster sine smykker. (Es 61,10) Jesus har sagt mere om udvælgelsen, end i denne lignelse. Han har sagt, at han ved verdens ende på dommens dag skal sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt (Matt 25,34). Dermed fratager han os al ære for vores tro og kristenliv. Æren er hans alene. Og det giver os vished. Vi kan forundret sige til Gud: ”Så har du gjort det hele, før jeg tænkte på dig, før jeg kom til tro og før jeg blev døbt. Udvalgt.” Det er godt at hvile i. Og hør apostlen Paulus: 4 For før verden blev grundlagt, har Gud i ham udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. 5 I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus (Ef 1,4-5). Så kan vi i dag gå hjem med i glæde over Kaldet og Klædningen. Kaldet er Evangeliets stemme, når Gud siger: Du er min. Klædningen er din dåb, hvor du er iklædt din Frelser. Derfor kan du være tryg og hvile i, at du er udvalgt af Gud, når du hører jo evangeliet og er døbt. Du er hans. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk