Ikke offer for tilfældighedernes spil

Oversigt
Søgemaskine
1. søndag i advent, 27.11.2016 i Martinskirken, LGJ

Matthæusevangeliet 21,1-9
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: "Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage." Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste.

Når noget nyt begynder, er vi usikre. Hvis vi bare kunne garantere, at det går godt. Men det kan vi ikke. Det gælder kristne og ikke kristne. Alle føler vi som mennesker usikkerhed omkring fremtiden. Hvad er forskellen mellem at tro på Jesus Kristus og ikke at tro på ham? Det er, at den, som tror, kan sige og siger ”Hosianna!” Det betyder ”Herre, frels dog, lad det dog lykkes!” Det siger en ikke-kristen ikke. Som kristne venter vi på Frelseren, ham, som lader det lykkes, ham, som gør det af nåde på trods af vores gerninger. Han frelser os.

Det giver hvile og håb midt i en verden, hvor mennesket sætter spørgsmålstegn ved næsten alt, også ved sig selv. Hvad er sandhed, hvad er løgn? Hvordan skal jeg leve, og hvem er jeg? – Her er gaven til os, at Guds Søn kom og blev menneske! Hos ham lærer vi, hvem vi er, og hvad der er sandhed og løgn. Det give vished og håb i en verden, hvor vi mangler overblik, og hvor både små og store begi­venheder kan tyde på, at alt kunne være tilfældigt. Han kender alle ting og er nær i småt og stort. Det giver også tryghed, når jeg er mærket af personlig synd og skyld, og når ondskab fra verden giver de særeste udslag og rammer os, så vi intet sikkert kan vide og nutiden og fremtiden. Da hænger han der på korset. Jesus. Se din konge! Se ham på æslet og på korset.

Uden ham er det ikke let at holde advent med håb i en by med skyderi og drab, og i en slægt med utroskab, og i en familie med sygdom og død. Uden ham har man vel kun disse to ting at holde sig til: ”Tilfældighedernes spil og ens egen indsats”. Tænk, hvor forfærdeligt. Tilfældig­heder­nes spil og ens egen indsats. Uden ham findes ingen tilgivelse. Uden ham findes ingen kærlig Gud. Uden ham er moral blot noget, mennesker har skabt gennem kulturen. Uden ham findes intet absolut eller trygt i tilværelsen. - Ind i sådan en kultur og hovedstad kommer Kristus ridende. Han kommer til os der, hvor vi mennesker har slået os til tåls med, at vi enten er afhængige af tilfældighedernes spil eller at livet afhænger af de, vi selv udretter og gør.

 

1.

Det første, vi kan lægge mærke til i evangeliet, er, at det ikke er tilfældighedernes spil, når Jesus rider ind i Jerusalem. Det er planlagt. Det er forudsagt i Gamle Testamente. Det er en opfyldelse af en profeti. Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Sådan er det at være Kristus. Jesus Kristus blev menneske som følge af Guds løfter. Gud lovede det, og så kom han. Han kom, da tiden var moden. Han kom i tidens fylde. Han kom da tiden var inde.

Det er et af de store temaer i Matthæus-evangeliet. Alt er timet og tilrettelagt, endda ned i mindste detalje: Alt dette skete, for at det skulle opfylde, som Herren har talt ved profeten, der siger: Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel. Det betyder ”Gud med os!” (Matt 1,22). Også hans fødested var planlagt. Han blev født i Betlehem. For således er der skrevet ved profeten: Du Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel (Matt 2,5b-6). Og det sted, han voksede op, var lagt fast af hans himmelske far: Men han forlod Nazaret og kom og bosatte sig i Kapernaum ved søen, i Zebulons og Naftalis land, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten Esajas, der siger: Zebulons land og Naftalis land, Vejen langs Havet, Landet på den anden side af Jordan, Folke­slagenes Galilæa, det folk, der sad i mørket, har set et stort lys, og de, der sad i dødens land og skygge, for dem brød lyset frem. Fra da af begyndte Jesus at prædike: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt 4,13-17).

Sådan var det med Jesus. Hele hans liv var en opfyldelse af Guds løfter ved Moses og pro­feterne. Også hans død var en opfyldelse af profeternes ord.

Sådan er det også med os som kristne. Vores liv er beskrevet i Skriften, både vores fødsel, liv, lidelser, sygdomme, og død, ja, også vores opstandelse fra graven. Det sker med os, sådan som Gud har lovet. Derfor er vi ikke overladt til tilfældighedernes spil eller til vore gerninger. Slet ikke. Vi er overladt til vores konge og Herre, Jesus Kristus. Gud har en plan med os. Sl 139,16-18: Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet. Hvor er dine tanker dyrebare for mig, hvor stor er dog summen af dem, Gud. Tæller jeg dem, er de flere end sandet, bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig. Derfor lyder vores adventsbøn sådan: Hosianna! Herre, frels dog! Herre, lad det dog lykkes!

 

2.

Det andet er, at de små detaljer og begiven­heder, som kan virke tilfældige, er i Guds hånd. Og Jesus Kristus er med i det alt sammen. Det er jo tydeligt, hvordan de små ting og detaljer i evangeliet hver­ken er tilfældige ting eller noget, disciplene gør for at det skal gå dem godt. Evangelisten fortæller: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: "Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage." Disciplene fandt ikke selv på det her. De gjorde det, fordi Jesus sagde, at de skulle. Underligt. Havde han forud lavet aftaler med en mand i landsbyen om æslet? Eller forudså han bare, at det ville ske sådan. Havde Jesus evnen til at forudse, så de kunne gå på hans ord og overlade det alt sammen til ham? Ja. Sådan var det. Og sådan er det også for os i dag.

Når vi så leder efter meningen med livet i de små såkaldt ubetydelige ting, kan meget tyde på, at tilfældighederne alligevel råder. Og da er det vanskeligt at tro og vente på, at det kommer fra Gud, og at han griber ind. Men her kommer evangeliet os hjælp. Det fortæller os, at det ikke gælder om, at vi tager livet i din egen hånd. Tværtimod. Vi må lade Herren fortælle os, hvad vi skal. Og gøre det..

Meget af det, som vi gør i hverdagen i forbindelse med uddannelse, husar­bejde, hjælp i små ting og trofasthed synes at være for småt til at vi skal bruge tiden på det. Men har Gud ikke sagt i sit ord, at vi skal tage os af de små? Og at vi skal vise barmhjertighed? Og at vi skal vise lydighed mod Gud og elske vor næste? Og at du skal elske og ære din ægtefælle indtil døden? Det indebærer også, at du gør, hvad din ægtefælle har brug for. Henter et æsel. Lægger kappe på. Siger det, som du skal sige. Og gør noget konkret. Jesus siger jo et sted, at det, I gør mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig! Så kom ikke og sig, at det er ligegyldigt. Men kom heller ikke og sig, at det hele afhænger af dig selv. Ligesom disciplene ikke selv skulle finde på det med æslet, kapperne og indtoget i Jerusalem, sådan skal vi heller ikke selv finde på. Vi skal holde os til Guds vilje.

 

3.

Og dermed er vi det tredje og sidste: At Jesus er vores sagtmodige konge på æslet og på korset. Han kommer til Jerusalem, til hovedstaden, hvor der er skyderier og prostitution, hvor mennesker er utro og stjæler fra hinanden, og hvor man fornægter Gud, ændrer eller afskaffer Guds lov og ikke mener, at nogen skal stå til ansvar for noget som helst. Dér kommer han. Og dér bliver han selv offer for deres synder. Han bliver taget til fange. Er det bevis for, at også han er et offer for tilfældighederne? Nej. Det er udtryk for, at han er vores Frelser. Han er sagtmodig. Sagtmodigt kommer han til vores by og tager han imod dommen. - Se, din konge kommer til dig! På korset dør han for folkets synd. Der bærer han dommen over din skyld.

Jesus bliver ikke offer for tilfældighedernes spil. Han bliver offer for vore synder. Det, vi har gjort mod Gud og mod hinanden, det rammer ham, så han lider og dør. Han dør i vort sted. Og han kommer til os med evangeliet. Det går i opfyldelse i det nye år. ”Se, din konge kommer til dig! Sagtmodig.” Han kommer og prædiker det for os – og giver os sit legeme og blod.

Og det får os til at bede og synge: ”Hosianna!” Det betyder: ”Herre, frels dog! Lad det dog lykkes!” Det lille ”-na” til sidst betyder ”dog”. Lad det ”DOG”. Vi mærker, at der bliver lagt følelser ind i bønnen. Dog. Vi har så meget brug for det. Jerusalem havde brug for det, dengang Jesus kom på æslet. Folk bad og sang ”Hosianna!” Vi beder og synger! Og Gud hører og bønhører os. For det har han lovet os i Bibelens ord. Og hvad så med detal­jerne i din hverdag, de små ting? Han er med i det alt sammen! Og ligesom han kom til Jerusalem og blev korsfæstet for deres synder, sådan har båret alle dine synder, så dit nye kirkeår ikke afhænger af dig, men af hans nåde alene. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 10.12.2016. post@vivit.dk