Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

TO SØNNER

20. søndag e. trinitatis 2020 i Gratiakirken. LGJ.

Salmer (gl.dds): 686v1-2, Sl 40,2-4, 129-salmer 873, 225, 11, 286

Evangelium: Matthæus 21,28-44
Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. … Jesus sagde til dem: "Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne? Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse."

I.

”Hvad mener I?” Jesus underviste ofte med spørgsmål. Det gør han også i dag. Og derpå fortæller han to lignelser. Han spørger: Hvem af de to gjorde deres fars vilje? Han vil have os med ind i lignelsen. Og når vi er derinde i fortællingen, viser han os, at det handler om os. Det er derfor vi skal høre, hvad Gud siger i Bibelen. Han tager os med ind i fortællingerne, så vi kan opdage, at det handler om os.

Det kan være direkte uhyggeligt, som i lignelsen om vindbønderne, som slog vingårdsejerens søn ihjel. Men så mærker vi måske også, at Gud gør noget underfuldt godt for os. Det beskriver Jesus sådan i evangeliet:”Det er Herrens eget værk. Det er underfuldt for vore øjne!”

Kom med ind i lignelsen!

II.

En mand havde to sønner. Vi har en far. Og han vil noget med os. Han er vor Skaber. Og han har skabt os med et formål. Det er livets mening.

Faderen i lignelsen havde to sønner. Og han sagde til dem: ”Gå hen og arbejd i min vingård!” Det er som med mennesket i Edens have. Gud skabte mennesket og satte det i Edens have for at vogte og passe haven. Arbejde er en glæde, når det er Gud, der sætter os i gang. Det er som Paradis, når vi må arbejde for Gud. Sådan havde Gud også givet sit folk en vingård, et land. På samme måde har han også givet os livet med tusinde gaver: Forældre, søskende, arbejdskammerater, venner, mad, hus og hjem, øjne, ører, fornuft og alle sanser. Og han holder det hele i gang. Jo vi har en far. Vi skal arbejde for ham efter hans gode vilje.

Men den første søn svarede: ”Nej, jeg vil ikke!” Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: ”Ja, herre! men gik ikke derud.”

Den første søn sagde ligeud: ”Nej! Jeg gider ikke arbejde for dig. Det er da et kedeligt liv, hvis jeg ikke må bestemme selv. Jeg vil have frihed og selvstændighed. Er det ikke meningen med livet?” Men han fortrød bagefter og gik alligevel derud. Mere får vi ikke at vide.

Den anden søn var den gode og høflige dreng. Han sagde: ”Ja, Herre! Det vil jeg da gerne!” Hans far var hans herre. Sikke en høflighed. Alligevel gjorde ikke det, han lovede. Måske tænkte han ikke mere over det. Han fortrød heller ikke. Han blev bare, hvor han var.

Hvem af de to gjorde deres fars vilje?" De svarede: "Den første." Tilhørerne var ikke i tvivl. For denne første søn er nu, hvor han skal være: i vingården. Han fortrød. Den anden fortrød ikke. Han gik måske bare og var så glad og tilfreds med, at han havde sagt ”JA”. Måske han også huskede sig selv på, hvor høfligt han havde tiltalt sin far, da han kaldte ham ”herre”. Derfor var han stolt og glad over sig selv, men samtidig også doven og til ingen nytte.

Det blev mere og mere pinligt, at han havde sagt ”Ja”, når han nu ikke var der, hvor hans far ville have ham og bruge ham. Men den første søn var der.

På samme måde er det også pinligt, når vi kalder os selv for kristne, men ikke lever der, hvor Gud kalder os til at være. Pinligt.

III.

Nu fortæller Jesus, hvad han vil fortælle tilhørerne og os med lignelsen: Jesus sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Her siger Jesus, at toldere og skøger var som den første søn, der sagde NEJ, men fortrød.

Når vi er griske og lever i utugt, og når det er penge og sex, som fylder vore tanker og planer, da er vi ikke, hvor Gud vil, at vi skal være. Vi er langt borte.

Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, … og toldere og skøger troede ham. De hørte om retfærdigheden, og de troede. De vidste godt, at det, de gjorde, var forkert. Men de gjorde det alligevel. Er der så nogen mulighed for at bliver reddet? Ja! Johannes kom og lærte dem om en retfærdighed, som ændrede alt. Og sådan gjorde de Guds vilje, selv om de slet ikke tidligere havde gjort stik imod det, Gud vilje.

I Bibelen tales der om Guds vilje på to måder. Den ene måde møder vi alle de steder, hvor Gud fortæller os, at det er hans vilje, at vi holder hans gode bud og følge dem. Hans vilje er, at vi skal gøre, hvad han har åbenbaret for os i den skrevne lov. Det kalder vi også for ”Loven”.

Den anden måde, Bibelen taler om Guds vilje på, er der, hvor Gud fortæller, at Gud vil, at alle mennesker bliver frelst (1 Tim 2,4), og at han derfor har fjernet vore synder så langt fra os som øst er fra vest (Salme 103). Tænk på Johannes Døbers prædiken: ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd!” (Joh 1,29). Sådan lærte toldere og skøger Guds frelsende vilje at kende. Den handler ikke om, hvad vi gør for Gud, men hvad Gud gør for os. Johannes Døber lærte sit folk frelsen at kende ved deres synders forladelse (Lukas 1,78). Han døbte til syndernes forladelse. Den vilje hos Gud kalder vi for ”Evangeliet”. Når toldere og skøger hørte det, angrede de. De bekendte deres synder. Sådan går vi ind i Guds rige, ind i vingården, ved angeren. Sådan skete Guds vilje med dem dengang, og sådan sker Guds vilje med os i dag.

IV.

Derfor findes der egentlig også kun to grupper af mennesker i verden: Dem, som siger JA til Gud og er glade for, at de ikke lever så dårligt som andre. De er optaget af loven, men gør ikke, hvad loven kræver. Slet ikke! Den anden gruppe mennesker er dem, som har meget at angre. Først tænker de, at det ikke nytter at angre, fordi det, de har gjort, er meget grimt. Men når de hører, at Gud har vilje til at tilgive, angrer de. Anger og tro på tilgivelsen hører sammen. - Er du ikke på en måde nu kommet ind i lignelsen? Den har gjort os til en af de to sønner.

Hvis du mærker, at du er den første søn, så inviterer Jesus dig til at komme ind i vingården. Der er intet, som hindrer dig i at være hos din Far. Absolut intet. For det er hans vilje, at du skal tilgives.

Hvad gjorde toldere og skøger. De angrede og troede. Der står ikke noget om, hvad de senere udrettede. Der står heller ikke at de forbedrede sig. Kun at de fortrød. Din far står her og redder dig.

Men hvis du er inde i lignelsen og synes, at du mere ligner den anden søn, hvad så? Da inviterer Jesus til at angre og at tro. Du mærker, at du har foragtet de pengegriske og utugtige mennesker. Du har ikke meget til overs for dem. De er håbløse. Men du må også indrømme, at du sagde JA til Gud, men levede uden ham og ikke gjorde hans vilje, som han krævede af dig. Og du mærker, at du har brug for hjælp til at angre. For du synes egentlig ikke, at du er noget dårligt menneske.

Hvis du slet ikke synes, at du har nogen synd eller skyld, da læs Skriftens ord, at ”det, som er født af kød er kød og ikke kan se Guds rige” (Joh 3,6). Og se efter i aften, når du tager undertrøjen af, om du ikke er kød. Og hvis det ikke overbeviser dig, da spørg en i familien som kender dig godt, hvordan du har været. Din ægtefælle. Din søn. En god ven. Og bed vedkommende om at være ærlig. Og læs Bibelens ord, hvor der står: Ingen gør godt, ikke en eneste (Rom 3,12). Da har du måske fået gode grunde til at angre. Og da hør om den retfærdighed, Jesus har vundet til dig. Hør og hør og hør. Lad beretningerne tage dig med ind i denne tilgivelse. Det sker for dig og med dig, mens du hører det, og mens du går til skriftemål og til nadver. Gud redder dig og tilgiver dig.

Hvis du stadig synes, at du ikke er nogen synder, så her her nogle tips, som måske kan hjælpe dig til at se, hvad du bør fortryde:

  • I familien: Nød du frugten af dit arbejde for dig selv, eller levede du for dine kære? Du svigtede måske særligt på ét punkt, som kun du ved om. Her er noget at fortryde.
  • Eller i din ungdom: Da der ikke længere lå nogen bånd på dig fra dine forældre, levede du måske uden Gud nogle år. Nu fortryder du bittert.
  • Og i forholdet til andre kristne i din menighed, som stolede på dig: Du svigtede dem. Gid du kunne fortryde bagud! Men det er nok for sent nu. Din gæld er for stor.
  • Og Gud blev en tanke i din underbevidsthed, men også kun det. Han var til for dig, men du var ikke til for ham. Du brugte livet på dig selv i tankeløshed og ulydighed. Og nu ville du gerne finde ham igen? Jo, der nok at fortryde.

Men nytter det at fortryde? ”JA!” For den søn, som havde sagt ja, men ikke gik ud i vin­gården, kunne også have fortrudt. Jesus siger jo udtrykkeligt til sine tilhørere: For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham.

At tro er at tage Gud på ordet. Jeg er afsløret. Og det er manden på korset, der har afsløret mig, min frelser. Derfor er det ham, jeg vil fortryde hos. Da er alt godt. Og da er jeg jo på vej ind i vingården, hvor Gud vil bruge mig. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk