Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Det, vi ved inderst inde, og det, vi dybest set ikke ved noget om 13. søndag e. trinitatis (II), LGJ Salmer: 382: Sin menighed har Kristus kær Galaterbrevet 2,21: Med Kristus er jeg korsfæstet 323: Guds kærlighed ej grænse ved ---- 451: Min frelser mig af døden drog 574: Du ved det godt, mit hjerte Læsninger: Mika 6,6-8; 1 Timotheusbrev 1,5-17; Matthæus 20,20-28 Mika 6,6-8: "Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?" Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig: Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud. Matthæus 20,20-28: Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: "Hvad vil du?" Hun sagde til ham: "Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd." Jesus svarede: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?" "Ja, det kan vi," svarede de. Han sagde til dem: "Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for." Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." En kristen prædiken handler på en måde altid om det, vi inderst inde godt ved, og det, vi dybest set ikke ved noget om. De to ting tales der direkte om i søndagens læsning fra profeterne og fra evangelierne. HERREN siger ved profeten Mika: ”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig.” Og HERREN siger i evangeliet: ”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Først: Det, vi inderst inde godt ved ”Menneske, du ved, hvad Herren kræver af dig ...” Du ved godt, hvad Gud kræver af dig! Det står skrevet i din samvittighed. Du ved, at du ikke selv er Gud. Du ved det inderst inde. Og du ved, at du bør kalde på Gud i din nød, og at du skal takke ham for alle velsignelser i dit liv. Du ved, at du skal holde hviledagen hellig. Du ved også, at du skal ære din mor og far, at du ikke må slå ihjel og ikke skal bedrive hor. Menneske, det har du fået at vide. Du genkender det i din samvittighed, når du hører det. Du ved det godt. Hvorfor er det da nødvendigt at høre om det i gudstjenesten? Fordi det går os, som det gik Guds folk på Mikas tid: Dengang sagde de: "Hvordan skal jeg træde frem for Herren og bøje mig for Gud i det høje? Skal jeg træde frem for ham med brændofre, med årgamle kalve? Tager Herren imod væddere i tusindtal, imod oliestrømme i titusindtal? Skal jeg give min førstefødte for min overtrædelse, min livsfrugt for min synd?" - Læg mærke til, hvordan der overdrives: ”Skal jeg give Herren tusindvis af væddere og titusinder af oliestrømme? Skal jeg måske ofre mine børn til Gud? Er det sådan, han vil have det?” Vi kender også selv til at overdrive, når der er noget, vi skal, men ikke bryder os om at gøre: ”Skal jeg måske gøre hele huset rent?” ”Vil du have, at jeg vasker alle tallerkener og kopper og teskeer op?” ” Bliver du da aldrig tilfreds med mig?” Vi overdriver og skyder på den måde ansvaret og opgaven fra os. Vi orker ikke at høre mere. Derfor fremstiller vi opgaven som urimelig. - Vi kender også teknikken, når vi vil vinde en diskussion: Først gengiver vi, hvad den anden har sagt, men vi gør det med overdrivelser og på en grov måde. Derefter kommer vi med vor egne "afbalancerede" og "rimelige" argumenter. Og dermed er vi færdige og ønsker ikke mere at lytte til den anden, men går vor vej. Vi har vundet diskussionen. Men nej: Vi har tabt! Vi har mistet det andet menneske, tabt fællesskabet og kasseret sandheden. Profeten siger: ”Menneske! Du ved det godt!” Du ved inderst inde godt, hvad du skal. ”Du har fået at vide, hvad Herren kræver af dig!” Gud kalder os tilbage til virkelighedens liv, til at lægge undskyldningerne til side og til at give afkald på overdrivelserne, de urimelige overdrivelser overfor Gud og overfor hinanden. ”Menneske! Du ved det godt!” Og hvis du alligevel ikke skulle vide det, så nævner HERREN disse tre ting for os: 1) ”Du skal handle retfærdigt”, dvs. i overensstemmelse med de 10 bud. Helt enkelt! 2) Det skal ske i ”trofast kærlighed!” Trofast! dvs. bliv ved! Når du har gjort det, du skulle, kan du spørge: Er der andet, jeg kan gøre? Kærlighed indebærer, at du ofrer dig og giver dig hen, indtil du er brugt helt op. 3) ”Du skal vandre årvågent med din Gud!” Vandre med din Herre Jesus, med ham, som elsker både dig, din ven, din familie, din menighed og din arbejdskammerat. Vandre årvågent med din Gud! Da sker det, at du bliver nødt til at vende tilbage meget snart for at sige undskyld og søge forlig og om muligt give hånd. ”Menneske! Du ved jo godt, hvad Herren kræver af dig.” Vi i kirke: for at blive kaldt på af Gud, så vi kan blive udfordret af det, vi inderst inde godt ved, nemlig at vi har ansvar, at vi er forpligtede på trofast kærlighed for Guds ansigt.   Og så det andet: Det, vi dybest set ikke ved noget om! Jesus siger til Zebedæus-sønnerne: "I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?" og: "Menneskesønnen er kommet for at give sit liv som løsesum for mange." Evangeliet fortæller om Zebedæussønnernes mor. Hun kommer og beder til Jesus for sine voksne sønner. De står bag hende. De beder om ære og belønning. De mente, at de havde fortjent lidt bedre og lidt mere end de andre disciple. De havde jo forladt alle ting for at følge Jesus. Og de havde mærket, at Jesus brugte dem på en særlig måde. Var det ikke dem, han udvalgte til at være med på forklarelsens bjerg (sammen med apostlen Peter)? Sådan var der en del, som tydede på, at de kunne vente at blive æret på en særlig måde, når Jesus skulle tiltræde sit kongedømme i Jerusalem. Men Jesus svarede dem: ”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” I ved intet om det bæger, jeg skal drikke. I ved ikke, at det, som nu skal ske i Jerusalem, ikke er udbetaling af løn til jer, men til mig. Jeg skal modtage lønnen for jeres synder og for verdens synder. Han spørger derfor: ”Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?” Det er et udtryk fra Gamle Testamente. Det handler om at udstå en straf, at drikke et bæger fyldt med vrede. Det skulle Jesus. Vi hører ham også nævne det i sin bøn i Getsemane: ”Fader, tag denne kalk (bæger) fra mig, om det er muligt.” Nej, de vidste ikke, hvad de bad om, når de bad om at regere sammen med ham i Jerusalem. For Jesus skulle regere fra korset med sin lidelse og død; dér bad han for sine fjender; dér udstod han straffen og døde for deres skyld. Jesus spurgte: "Kan I mon det?" "Ja, vi kan," sagde de uden tøven. De var ikke det mindste i tvivl. De havde jo kunnet så meget andet. Hvorfor skulle de så ikke også kunne tage det sidste lille nap med? De ligner os, når vi hurtigt har overstået det med vores synd og skyld og derefter forestiller os, at vi nu må have fortjent lidt ekstra lykke her på jorden. Og vi tænker, at Gud er underlig, hvis han ikke sørger for, at vi kan føle os lykkelige og altid have det rart. Da er det, at Jesus åbenbarer for dem og os, hvad der skal ske i Jerusalem. Og det er det, vi dybest set ikke ved noget om, med mindre Gud taler det ind i vores hjerter: "Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange." Den belønning, de to disciple behøvede, var løsesummen, så de kunne blive købt fri, fri fra døden, fri fra dommen og fri fra skylden. Deres og vores skyld var og er så konkret og så stor, at der kun er ét betalingsmiddel, som strækker til: Jesus Kristus og hans offer for os på korset. Jesus afviser disciplenes forkerte ønske om ære og belønning! Men han gør det med mildhed. Han peger på, hvad der er problemet, nemlig at de - og vi - gerne vil kunne kontrollere, styre og have magt i vores tilværelse. Men kristenlivet her i tiden handler om præcis det modsatte. Det gælder om at blive købt fri fra vor store gæld og at få Jesus som vores Herre. Og det største, vi kan opnå her i tiden, er at tjene vore nærmeste, vore forældre, søskende, vor næste og vores menighed. Jesus siger: ”Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” Han prædiker løsesummen ind i vore hjerter! Det er det andet, vi går i kirke for: For at høre det, vi dybest set ikke ved noget om og aldrig fatter til bunds. Evangeliet! Nåden i Kristus! Det må åbenbares for os igen og igen! Budskabet om, at Jesus er kommet! Han er virkelig kommet og har givet sit liv som løsesum for os. Og han kommer, når vi samles og hører evangeliet. Han kommer med løsesummen, den løsesum, som gør, at vi får noget nyt at bede om: "Herre! Lad os være tjenere i det små! Og tilgiv os!" Amen. www.vivit.dk/praediken. post@vivit.dk