Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

JESUS’ fødsel og vores

Prædiken 3. januar 2021 i Martinskirken (LGJ)

Salmer: 113, Salme 8, 221, 314, 349

Evangelium: Matthæus 2,1-12
Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: "Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham:

"I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel."

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: "Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det." Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

I. Jesus' fødsel

Evangeliet fortæller, at de fandt banet og dets mor og tilbad barnet. Kloge mænd tilbeder et barn, som man tilbeder Gud. De ofrer til ham. Og en rasende konge vil slå ham ihjel. Hvem er barnet Jesus, der blev født i Kong Herodes’ dage?

a) Svaret har vi i stjernen. De kloge videnskabsmænd fra Østen siger jo: ”Vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham." En stjerne går op og tjener ham. Den undrer forskerne. De fornemmer, at stjernen er ”hans”, ”hans stjerne”. Og den viser dem vej. De har en anelse om, at Universets Herre, Kongernes Konge, Verdens Frelser, er født. Derfor drager de af sted.

Apostlene bekræfter det. Hør Paulus’ ord i Kolossenserbrevet: I ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige, troner og herskere, magter og myndigheder. Ved ham og til ham er alting skabt. Han er forud for alt, og alt består ved ham (Kol 1,16-17). Universet har sit udspring i Jesus. Det eksisterer ved ham, som blev født i Judæa i kong Herodes’ dage. Jesushar givet stjernerne og planeterne deres indbyrdes afstande og perfekte baner. Det var derfor Vismændene drog til Judæa, da de så stjernen. De måtte tilbede det barn.

Kan stjernerne også drage os til Kristus? Hvorfor ikke? Abraham blev jo opfordret til at tælle stjernerne. Og han blev lille. Og Gud blev stor. Det er godt at se Guds storhed i universet, i naturen, og at vide, at alt er skabt ved Kristus og til Kristus! Når jeg se din himmel, dine /fingres værk,* Månen og stjernerne, som du / satte der, hvad er da et menneske, at du hus- / ker på ham*, et menneskebarn, at du ta’r /dig af ham? (Sl 8).

b) Svaret får vi i Skriften: De kloge astronomer fra Østen er nu kommet til Judæa, men kan ikke finde barnet. I hovedstaden spørger de den gamle konge, men her er kongesønnen ikke.

(Hvorfor tænker de da, at han skulle være født i Judæa? Fordi indbyggerne fra Judæa ca. 580 år tidligere var ført som fanger til Babylon. Midt i fangenskab og fornedrelse læste de Moses og profeterne. Her fandt de håb og fik fremtid. For her stod bl.a.: Jeg ser ham, dog ikke nu, skimter ham, men ikke nær. En stjerne træder frem fra Jakob, en herskerstav rejser sig fra Israel. ( 4 Mos 24,17). De vise mænd forbandt tegnet på himlen med den konge, som de vidste skulle fødes i Judæa.)

Da tilkalder den gamle tyran sine skriftkloge. Og de giver Skriftens svar: I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten: Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel."

Skriften fortæller os noget, som Stjernen ikke fortalte: at kongesønnen ”skal vogte sit folk”. Ordet ”vogte” fortæller, at han vil være hyrde. Vogte som en hyrde. Altså sørge for fårene. Han kender dem, og de kender ham. Han leder dem ad rette veje. Og han følger dem gennem dødens dal. Han går der selv. Han er ”den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene” (Joh 10). Han er ikke tyran, men en barmhjertig og nådig Herre. Når vi hører om ham, ser vi en hyrde, der sørger for fårene. Og troen opstår i vore hjerter som en stjerne. Før var mørke pga tvivl og uvidenhed. Håbet kommer til os, som så nogen fremtid og levede i håbløshed. Vi, at Gud elsker os meget højt. For Gud træder selv ind i vores tilværelse. Evigheden møder tiden. Gud bliver menneske. Han er med sit legeme og blod lige her i vores landsby, i vores hverdag, i vores kirke, ved vores gudstjeneste og på vores alterbord. Og han frelser os. Han gør det bare, selv om vi ikke tror. Og når vi hører det, da er evangeliet vores stjerne, som drager os ind til ham.

Profeten Mika føjer til: ” Hans udspring er i fortiden, i ældgamle dage” (Mika 5,1). Kongesønnen kommer fra fortiden, fra ældgamle dage. Han var til, før han lod sig føde. Ordret står der ”fra Evigheden”. ”Olam”. Barnet er fra evighedens dage og vil være konge i evighed.

Det præger vore faste bønner i kirken: ”Én sand Gud fra evighed til evighed.” Denne éne sande Gud er Faderen, som lever med Sønnen i Helligåndens enhed fra evighed til evighed.

Og der er mange vidnebyd om, at Jesus er fra evighed til evighed: «Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste 18 og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder (Åb 1,17-18). Se også Åb 5,13-14.

Det var ham, vismændene fandt i Betlehem. Matthæus fortæller: Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra .

På samme måde med os. Når du går i kirke og knæler ved nadverbordet, da og tilbeder du Jesus, som er hos dig i brød og vin. Her åbenbarer Gud sig for os som vores Frelser. Universets skaber og herre fødes i fattigdom i en verden med død og ringhed og forfølgelse og iblandt mennesker som os, hvor der er håbløshed, mangel på kærlighed. Men alt bliver nyt, når Gud lader sig føde og føder troen i os.

II. Vores fødsel

Se, hvad Guds gjorde for de vise mænd. Og tænk på, hvad han gjorde for hyrderne. Og for Simeon og Anna. Tænk, hvis han gjorde noget lignende med os? Med det gør han. Og det står i søndagens brevlæsning fra Titus-brevet kap. 3. Men da Guds, vor frelsers, godhed og kærlighed til mennesker blev åbenbaret, frelste han os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig; (v4-5)

”Ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger” Hør Paulus’ uddybning i vers 3: Vi var jo også selv engang uforstandige, ulydige og på afveje, vi lå under for alle mulige tilbøjeligheder og lyster; vi levede i ondskab og misundelse, vi var forhadt og hadede hinanden. Lad det stå et øjeblik. Det er her, vi kommer fra. Det er sådan vi var.

Men Gud åbenbarede sin godhed mod os, da han frelste os, ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig (v5). Han FRELSTE OS. Det gjorde han. Men Underligt nok nævner Paulus ikke det, der skete, da Jesus frelste os på korset og påskemorgen. Han nævner noget andet, noget, Gud gjorde personligt med os for ikke så længe siden. Paulus uddyber: Det gjorde han ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som han i rigt mål udgød over os ved Jesus Kristus, vor frelser, for at vi, gjort retfærdige ved hans nåde, i håbet skulle blive arvinger til evigt liv (v5-7). Gud frelste os, da vi blev født igen, igenfødt og fornyet ved dåben. Og det har Jesus jo selv lært os: ”I må fødes på ny!” ”Hvad der er født af kød er kød og kan ikke se Guds rige. I må fødes på ny” (Joh 3). Det er ikke nok at være født. Vi bærer synd og død i os fra vores fødsel. Vi skal fødes igen, hvis vi skal være Guds børn. Gud genføder ved et bad. I dåben blev vi arvinger til evigt liv.

Først lader Gud sig føde og bliver menneske. Og derpå føder han os ved vand og Ånd. På den måde er Frelseren rykket helt ind på livet af os. Gud frelste os ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden, som Gud i rigt mål udgød over os ved Helligånden.

Du er kristen, fordi Gud har frelst dig ved det bad, der genføder og fornyer ved Helligånden. Nu deler vi skæbne med kloge mænd fra Østerland, med hyrder fra Betlehems marker og med alle andre mennesker, som Gud har frelst ved tro og dåb. Nu må vi også rejse afsted med kostbare gaver for at tilbede barnet. Det er vores gudstjeneste her i verden, at tilbede og ofre i tak.. Paulus siger det i vers 8: -- troværdigt er det ord! Og det vil jeg, at du skal indprente, så de, der er kommet til tro på Gud, lægger vægt på at handle godt og rigtigt; det er godt og gavnligt for mennesker.

Afslutningen
”Happy End”, den lykkelige afslutning, ville vel være, at kong Herodes også kom og tilbad barnet og at vismændene blev æret fordi de havde vist vejen. Men i stedet advarer Gud de kloge mænd mod den fare, der lurer i Jerusalem. Kong Herodes vil myrde barnet og alle, som tilbeder det barn.

Vismændenes store glæde over at finde barnet og få lov at tilbede det og give guld, røgelse og myrra slutter brat. Også Josef flygter med barnet. Sådan er troens liv også. Stor glæde, men også trængsel. Et liv i tro. Det oplever kristne overalt på jord denne jul. Og vi oplever det på vores måde. Men var har Skriftens ord og den hellige dåb. Derfor kan vi virkelig være glade og trygge, også selv om vi må flygte for troens skyld og lide ondt. Vor Herre vogter os! AMEN.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk