Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener


DK / Eng.

18

De små

22. søndag e. trinitatis, 27.10.2024.
Prædiken i
Kbh. og Aarh, LGJ
Salmer: 382, #3, 437, 399 // 493, 44

Evangelium: Matthæus 18,1-14
På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: "Hvem er den største i Himmeriget?" Han kaldte et lille barn hen til sig, stillede det midt iblandt dem og sagde: "Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget; og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald. Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Hvad mener I? Hvis en mand har hundrede får, og ét af dem farer vild, lader han så ikke de nioghalvfems blive i bjergene og går ud og leder efter det vildfarne? Og lykkes det ham at finde det, sandelig, jeg siger jer, han glæder sig mere over det end over de nioghalvfems, der ikke fór vild. Således er det jeres himmelske faders vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.

Disciplene er selv ude om det. De spørger Jesus: ”Hvem er den største i Himmeriget!” Og de får et svar, de ikke regnede med.

Spørgsmålet fortæller, hvordan de tænker, og hvad der betyder noget for dem. Ære, status, ros, have værdi, betyder noget. Og deres spørgsmål viser også noget om os – enten at vi gerne vil have ære af vore nærmeste, eller også at vi er ramt og er mindre end de små, som vi har svigtet. Det handler det om i dag.

Men det handler mest om, at Jesus viser dem og os, at vi er fortabte i sig selv, og samtidig frelser dem og os, som er dårlige kristne, dårlige venner, dårlige forældre, ja det fortabte får, som ikke selv kan finde hjem.

1.

Det begynder med, at Jesus svarer på disciplenes spørgsmål: ”Hvem er den største i himmeriget?”

Jesus kalder på et barn. ... Men vil han da ikke svare. Han stiller det foran disciplene. Det tager tid. ”Se, et barn.” ... Men hvorfor svarer han ikke? Og nu ser de barnet. Barnet er ikke sig selv nok. Barnet vender sig til mor og far, når det vågner om morgenen, og når det skal have mad. Det vender sig til dem, når det er sygt, når det er ked af det, men også når det er glad. Det er hele tiden afhængigt af mor og far. Det hører med til at være barn, at det hele tiden vender sig hele tiden til forældrene.

Og nu kommer svaret: ”Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i det.”

Hvis vi er udenfor Guds rige, er det jo ligegyldigt for, hvem der er størst i Guds rige, for vi er jo selv udenfor Guds rige. Da handler det i stedet om, hvordan vi kommer ind i Guds rige.

Og hvordan viser det sig, at vi er udenfor? Hvordan viser det sig? Jo, ved at vi ikke vender os til vor Far i himlen, men lever jeres liv uden ham.

Herude i verden kender vi godt til ønsket om at være stor, betydningsfuld, have et navn, ære, penge og føle, at man dur til nogen.

Udenfor Guds rige kan vi stå op om morgenen uden at have behov for at sige ham tak for natten. Udenfor Guds rige kan man sagtens gå på arbejde uden bøn. Her kan man styre og regere i ægteskabet, svigte, glemme, overse mennesker og leve med ryggen til Gud uden at angre og uden at bede om tilgivelse. Sådan er livet udenfor Guds rige.

Men spædbarnet vender sig til sin mor og får bryst. Når barnet skal lære at gå, kigger det på mor. Og går i tillid til, at hun griber sit barn. Barnet kan ikke bidrage til familiens økonomi, men har brug for hjælp altid. Sådan er det at leve i Guds rige. Her tager vi hele tiden imod al hjælp i al nød, og må takke Gud for alt, hvad vi får og har og er. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget.

Og Jesus føjer noget andet meget stort til. … og den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig. Han gør sig til ét med den, som tror på ham, med spædbarnet, det lille barn, de svage kristne i menigheden, de gamle og dem, som ikke har flere kræfter til at leve.

Er det så ikke en gave, når Gud ydmyger os, så vi må råbe til ham om hjælp? - Og det er lige, hvad han nu gør.

2.

Jesus beskriver, hvor slemt det går for os, når vi søger egen ære og magt i familien, i menigheden og i samværet med andre mennesker. Han siger, at vi kan være årsag til, at de små bliver svigtet og ligefrem går fortabt. Jesus siger: Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Ve verden for det, der fører til fald. Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald.

Hvad sker der, når vi er kristne, går i kirke, læser i bibelen og beder til Gud, men samtidig svigter et barn, som tror på Jesus, eller vores ægtefælle, som tror på Jesus, eller en syg og ensom kristen, som troede, at vi ville vise omsorg?

Den lille kristne bliver ramt på tilliden til Gud, fordi du var sendt af Gud til at hjælpe, men svigtede. Paulus siger i Romerbrevet: Ingen må bringe sin broder til at snuble eller falde. … Vi, som er stærke, skylder at bære de svages svagheder og ikke tænke på os selv. Vi skal hver især tænke på vor næstes gavn og opbyggelse. For heller ikke Kristus tænkte på sig selv (Rom. 14,13 og 15,1-3)

Hvor slemt er det? Jesus svarer: Men den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb. Hvad er løsningen på det problem? Jesus nævner to løsninger.

Den første er umulig, fordi det er os, der står for den. Den anden løsning står han selv for.

Det, vi selv kan gøre nævner Jesus sådan: Hvis din hånd eller fod bringer dig til fald, så hug den af og kast den fra dig; du er bedre tjent med at gå lemlæstet eller vanfør ind til livet end med begge hænder eller fødder i behold at kastes i den evige ild. Og hvis dit øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; du er bedre tjent med at gå ind til livet med ét øje end med begge øjne i behold at kastes i Helvedes ild. Se til, at I ikke ringeagter en af disse små.

Mener han det virkelig? Ja. Og forsøger vi så ad den vej at redde os selv, da står vi tilbage uden arme og fødder og med kun ét øje. Og også det øje kan se skævt til andre. Og så må også det fjernes. Vi er blinde og døende. Og stadig skyldige.

Jesus viser os med disse ord, at vi ikke kan frelse os selv. At det fører til død og undergang, hvis synden skal udryddes i vore liv.

3.

Og derpå giver Jesus disciplene og os en stor trøst, som gælder både de små og os selv:

Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt. For Menne-skesønnen er kommet for at frelse det fortabte.

Dobbelt trøst. Først angående børnene, de små mennesker. ”Deres engle ser altid min himmelske faders ansigt.” Jesus fortæller, at englene træder til. De lever i Guds rige. De Gud faders ansigt og ser i hans ansigt, hvad de skal: nemlig hjælpe. Og de bliver sendt ud og hjælper. Vi skulle hjælpe, men så væk fra Guds vilje. Og svigtede. Men englene ser altid Guds ansigt, dvs. Guds vilje. De er tjenende ånder som udsendes til hjælp for dem, som skal arve frelse (Hebr 1).

Men der også hjælp til os fortabte, os, som svigtede og har fortjent straffen derfor. Og vores hjælper og frelser er Menneskesønnen. Hvordan? Fordi han er kommet. Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte. Han frelser det fortabte. Altså dig. Og mig.

Hvor skal vi da vende os hen? Til Gud i Jesu navn. Vi må påkalde ham i al nød og takke. For han er ude efter os, ligesom hyrden er ude efter sit fortabte får. Og han har jo fundet os, siden vi kan høre hans stemme. Og han satte sit liv til for os. Han blev lemlæstet og døde i vort sted. Det, som skete med ham, det skete, for at det ikke skal ske med os.

Han kommer til sin menighed. I versene lige efter siger Jesus: For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.» Og han siger: Sandelig siger jeg jer: Hvad I binder på jorden, skal være bundet i himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i himlen.

Det betyder, at han løser os fra vore synder i den kristne menighed, også den synd, som ellers ville føre mig til dom og straf, ja, lige netop dén synd. Her ender evangeliet i dag: med din frelse. Og derfor kan vi gå fra kirke som de fortabte, han har fundet, og som børn, der beder til vor Fader om at hans rige må komme, hans vilje vil ske – hans vilje som er at frelse os og alle de andre små. Tænk på det, hver gang du beder Fadervor: Du er det lille barn. Og Gud Fader er Jesu Kristi far og din far. Jeres! Du er ved tro og dåb blev hans kære barn. Amen

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk