Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

I den fjerde nattevagt 4. søndag e. hellig tre konger, 29. og 3o. januar 2022 i Kbh og Aarhus. LGJ Salmer: 682, 46v1-2, Garnet var ved at briste, 437, 430, 46v3-6 Matthæus 14,22-33 Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: "Det er et spøgelse," og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!" Men Peter sagde til ham: "Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet." Han sagde: "Kom!" Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: "Herre, frels mig!" Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: "Sandelig, du er Guds søn."   Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus Kristus, vor frelser! Amen. Lad os vandre gennem teksten sammen. 1. Nødt til at gå i båden Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne bort. Disciplene ønskede ikke at sejle tilbage alene. For i Nazaret havde man afvist Jesus og truet ham. Disciplene mærkede, at de var i fare. Det knyttede dem endnu mere til Jesus. Desuden var Johannes Døber var netop blevet halshugget af landsfyrsten Herodes. Det så ikke lyst ud for Jesus og hans disciple. Alligevel så det jo godt ud. For dér i ødemar­ken, hvor de havde været samme nogle dage langt borte fra fjendskabet i Nazaret og fra landsfyrsten Herodes, dér havde Jesus gjort det under, man krævede af ham i Nazaret. Han havde bespist 5000 med fem brød og to fisk. Derfor var det ikke håbløst, selv om det så håb­løst ud. Når de var hos deres Herre, var alt vel. - Derfor ville de ikke sejle hjem alene. Men det ville Jesus, at de gjorde. De havde brug for det. Det var nødvendigt. Han nødte dem til at gå om bord i båden og ”tage i forvejen”. - Når man tager i forvejen, betyder det, at nogen kom­mer bagefter. Men hvad nu, hvis der skete noget, så Jesus ikke kom. De ville helst blive. Men afsted måtte de, fordi deres Herre sagde det. Sådan er der også i vores liv tider, hvor vi er nødt til at gøre ting, som er vanskelige, svære, tunge, ubehagelige. Vi kan forudse, at det bliver vanskeligt. Men vi er nødt til at gøre det, fordi der er et behov, der er et ”SKAL”, der er en nødvendighed. Når vi mærker en sådan nødvendighed, kommer det som regel fra nogen, vi har ansvar for, noget, som vi har lovet, noget, som vi er nødt til. Og vi gør det måske med frygt og bæven. … Missionærer, som kaldes af en menighed til at rejse et sted han … Eller der sker noget i dit ægteskab og familie eller vennekreds, hvor du ikke kan slippe uden om. Du mærker, at her må du være trofast. Da gå i båden og sejl trygt ud på det farefulde hav. For det er din Herre, der har nødt dig til det. Det er dit kald som far, mor, ægtefælle, ven, menighedsmedlem, samfundsborger. 2. Jesus skulle bede Hvorfor tog Jesus ikke med? Matthæus fortæller: Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Han skulle bede, være alene med sin Far. Det behov havde Jesus! Ellers kunne han ikke klare sit liv. For han var menneske, som behøvede livsforbindelsen til Faderen. Vi hører ofte, at Jesus trak sig tilbage og bad. Nogle gange var disciplene hos ham, mens han bad. I Getsemane. På korset. Og han lærte disciplene at bede. De bad ham selv om at lære dem det. Det var ikke noget, de bare kunne. For de vidste, at han kunne bede. De vidste om hans nære forhold til sin Fader. Sådan lærer også I forældre jeres børn at bede, ved selv at leve i bøn til Gud, ved at jeres børn mærker, at I beder og tager jeres børn med ind i bønnen. Jesus skulle bede. Disse alenetider er nødvendige for enhver af os. Sæt tid af til det. I stedet for en filmaften eller aften i byen, så tag en aften på bjerget i bøn. 3. En nødvendig erfaring – og Jesu forbøn Den anden grund til, at Jesus ikke tog med var, at disciplene skulle erfare, at de kun var mennesker, og at Jesus var både menneske og Guds søn, som kunne gå på havet og stille stormen. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. At de kun var mennesker, erfarede de nu på søen. Genesaret sø er en stor sø. Liges så lang, som Storebælt er bred. Og lige så dyb, som Storebælt er på sit dybeste sted – ca. 60 m. døb og 25 km. lang. Et lille hav, hvor bølger kunne tårne sig op. Her kunne man erfare naturens magt. Her kunne man drukne. Den aften var det dog ikke søen, som gav dem den største frygt. Det var Jesus selv, da han kom vandrende på søen i den fjerde nattevagt. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Natten inddelte man i 4 vagter. Første fra 18 aften til 21. Anden fra 21 til midnat. Tredje fra midnat til kl. 3. Og fjerde fra 3 til 6. Jesus havde bedt i de første tre nattevagter, i ni timer. Nu kom han til sine disciple. Sådan kommer han også til dig, når han er færdig med at bede for dig. Han går i forbøn for os hos Faderen. Hør Rom 8,34: ”Kristus er død, ja, endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os.” Og 1 Joh 2,1: ”Men hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige, han er en soning for vore synder. Og Hebr 7,25: Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og vil gå i forbøn for dem. Sådan ypperstepræst trængte vi til. 4. Set i bakspejlet varer det kun et øjeblik Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: "Det er et spøgelse," og de skreg af frygt. Jesus møder dem som Guds søn, og de bliver rædselsslagne. - Ligesom hyrderne på Betlehems marker, da Jesus blev født. De blev grebet af stor frygt, da Herrens herlighed strålede om dem. Den erfaring drev Jesus disciplene ud i på søen. Og han gav os lignende erfaringer og vil også gøre det frem over. Det har vi brug for, erfarin­ger af Guds hellighed, almagt og herlighed. Og erfaring af, at vi er syndere, skabninger og magtesløse. Men det varer kun et øjeblik. For Matthæus fortæller: Og straks talte Jesus til dem og sagde: "Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!" ”Straks!” Sådan er Gud. Han lader os et øjeblik erfare sin Hellighed og Vrede over vore synder. Men straks derefter viser han os sin nåde. Som der står i en salme: Et øjeblik … For hans vrede varer et øjeblik, hans nåde hele livet; om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel. 7 Jeg sagde i min tryghed: Jeg skal aldrig vakle. 8 Herre, i din nåde gjorde du mit bjerg til en fæstning; men du skjulte dit ansigt, og jeg blev grebet af rædsel. 9 Til dig, Herre, råbte jeg, jeg bad Herren om nåde (Sl 30,6-9). Når Gud giver os disse erfaringer, er han helt nær og siger: ”Det er mig, frygt ikke!” Peters reaktion var: "Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet." Han sagde: "Kom!" Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Sådan drog Jesus Peter. Og han drager os. 5. Ikke troen, men Jesus frelser. Det er vor tro! Men da får Peter en ny erfaring. Nemlig at hans tro ikke kan bære ham. Han tvivler. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: "Herre, frels mig!" Her lærer Jesus ham og os om troens magtes­løshed. Troen kan ikke bære dig. Det kan kun Jesus! Og gør han det? Ja. Men først lader han dig synke, så du råber: ”Herre, frels mig!” Den bøn beder vi ikke, så længe vi stoler på vores egen tro og kraft og åndelighed. Den beder vi kun, når vi er ved at gå under. Og mon Jesus så svarer: Ja, hvis du tror mere end før!? Nej. Jesus reagerer øjeblikkeligt på Peters nødråb uden tøven. Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?" Det er ikke troen i sig selv, der frelser, men ham vi råber til, Jesus! Peter råbte om hjælp! Blandet med tvivl og usikkerhed, sådan som vores også er. Men vi råber. Og igen står der, at Jesus ”straks” rækker ud efter Peter. Jesu arme var Guds arme, Sønnens, Frelserens, Den gode Hyrdes arme, ham som er givet AL magt. Hvor er Herrens arme i mit liv – og i dit? I de to sakramenter: Ligesom Peter sank i havet og blev trukket op af Jesus, sådan druknes vi i dåben og bliver draget op af døden til at leve med Jesus Kristus – for evigt. Han renser os for alle vore synder. Nadveren er også Guds arm. Her rækker han dig sit legeme og blod. Herren griber dig. Du er i hans hænder, når han tager fat om dig i Sakramenterne. Og det bliver stille. Havet. Alt ondt. Herren Jesus er med dig i skibet. Han frelser dig. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk