Dom og frelse – for alvor

Salmer: 690 - 439 – Bibelkor Mika 7 - 148 - Nadversalme – 430 - 650 - 40v5

Evangelium: Matthæus 11,16-24
Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dan­sede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke. For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat. Og Men­neskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere!" Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.
Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: "Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer. Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I [helvedet] skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.

Indledning: Det er det fantastiske ved ordet. Det kan skabe fællesskab mellem mennesker. Ord fra den ene person til den anden, ord, som bliver talt af hjertet, lyttet til og taget imod, ord, som advarer, og ord, som trøster. Ord kan beskrive virkeligheden og bringe den ind i vores liv. En artikel i avisen kan beskrive krigens rædsler og få os til at handle – give nødhjælp – bede til Gud. Ord, som er nærværende og sande, kan bore dybt ind i vores hjerter og få os til at se noget vigtigt hos os selv, så vi går i os selv og omvender os.

Guds ord, som Jesus forkynder for os, gør Gud levende for os, så vi kan tro ham og få håb og kraft. Jesus siger i søndagens evangelium fra Lukas 19: ”Vidste du dog blot, hvad der tjener til din fred.” Han græder og beskriver dommen for dem og for os. Jerusalems ødelæggelse år 70 fandt virkelig sted. Og den peger frem på dommens dag, når Jesus kommer igen 2. gang.

I prædiketeksten spørger Jesus: Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Johannes Døber blev sendt til som forløber. Han prædike­de omvendelse og døbte. Men han blev halshugget, fordi en konge ikke kunne holde ud at høre på ham. Og Jesus? Han blev korsfæstet af dem, han prædikede for. Hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Spørger han. Og så sammenligner han den med legende børn, som er utilfredse med andre børn. Denne slægt ligner børn, som klager, når de ikke får, hvad de kræver af de andre. Det er jo helt som det skal være, når det er børn, der leger og er utilfredse med hinanden. Men hvis voksne kun vil leve for sjov og opføre sig som legende børn, da er det ikke sjovt. Det er ikke sjovt at være barn, ægtefælle, arbejdsgiver eller ven, hvis en far, mor, mand eller kvinde opfører sig som et legebarn. Og det er heller ikke sjovt at være den voksne, som bare vil lege. For voksenlivet er jo ikke en leg. Og der kommer en regnskabsdag!

1. Først krævede slægten af Johannes Døber, at han skulle ændre på sin forkyndelse. I begyndelsen var de fleste positive. De ville godt lege med ham. Det var spændende, hvad han sagde. Men da Johannes kaldte til omvendelse, indrømmelse og selverkendelse, da vendte stemningen sig imod ham. Man sagde: ”Han er besat.”

I dag ville man måske have sagt: Er der nogen grund til at være så ”firkantet”? Johannes satte kong Herodes i rette og sagde, at han ikke havde ret til at tage sin brors kone og gøre hende til sin. Og det kostede Johannes livet. Kunne han ikke have bøjet lidt af. Ville det ikke have været rimeligt, trods alt. Så kunne Herodes have fornøjet sig med sin brors kone i stedet for at have dårlig samvittighed.

Hvor firkantede skal vi være? Dyrkelse af sex udenfor ægteskabet, der det ikke i orden? Via internet, film, eller løse forbindelser? Vi siger nej til at bryde ægteskabet. Vi er firkantede, ligesom Johannes Døber. Men siger du også nej til at bedrive hor på den ”finere” måde? - Eller vi kan tage det 7. bud: Du må ikke stjæle! Det betyder, at vi ikke må tage det, som tilhører andre. Og nu siger Gud, at vi tilhører ham med hud og hår. Det gør vi! Hvordan kan et menneske da mene, at det har ret til at bruge sin overflod på sig selv? Hvor alvorligt skal vi tage det, at Gud siger, at vi tilhører ham? - Det skal tages alvorligt. Det giver livet mening! Kærligheden er meningen med livet, og vel at mærke den kærlighed, der giver sig hen og tjener andre. Det er den eneste kærlighed, der giver mening. Og den svarer fuldkomment til de 10 bud.

Men denne slægt vil ikke høre for alvor, men kun for sjov. De vil lege. Derfor beder den om snacks – ”snacks-kristendom”. Derfor kommer dommen! Johannes prædikede den. Og Jesus gør det i dag i evangeliet.

Udfordringen til os er, at vi i dette efterår lytter til det hjerte, som taler til os i Skriften, Guds hjerte. Vi kan gøre det i vores bibellæsning, i gudstjenesten og i bibelkreds og bibelstudie i menigheden. Vi skal lade lader ordet fra Gud beskrive vores liv, så vi må indse og indrømme, at vi er syndere. Der kommer en dom! Jesus kommer igen og dømmer levende og døde. Og vores dødsdag er afslutningen på nådetiden. Sådan er det bare.

2. Det andet, Jesus nævner er, at Menneskesønnen kom og spiste og drak, og man sagde: ”Hvilken frådser og dranker, ven med toldere og syndere.” - Jesus var virkelig ven med toldere og syndere. Det var Johannes Døber for øvrigt også. Han havde gode råd til toldere og soldater. Han døbte dem til syndernes forladelse. Alt blev renset bort ved tilgivelsen. Han viste dem ”Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). - Men det blev endnu tydeligere, da Jesus kom. Og tydeligst, da han døde på korset.

Jesus var sammen med dem, som ikke havde levet anstændigt: med skøger, med dem, som var taget på fersk gerning i hor. Og med dem, der havde opkrævet for meget i skat og told til besættelsesmagten. Dem, var Jesus sammen med. Og han tilgav dem.

For farisæere og skriftkloge var det for meget af det gode. Sådan kan Gud ikke være, tænkte de. Vi sang klagesange, og I sørgede ikke. Denne slægt råbte til Jesus: lad os lege begravelse. De var moralsk forargede – ikke over sig selv, men over andre. Og Jesu forkyndelse åbnede sig for syndere og satte dem fri fra al skyld. - Når Jesus tog synden alvorligt i andre menneskers liv og tilgav dem det hele – og festede med dem – så fik han kritik for det. Derfor henrettede de ham! De kunne ikke have sådan en mand gående løs omkring, når han bare tilgav mennesker al deres skyld. Det ville føre folk i fordærv. For man kan ikke være ugudelig og frelst på samme tid.

Men kan man ikke det? – Ja. For i Bibelen står, at Gud gør de ugudelige retfærdige (Rom 4 og 5). I Bibelen står, at Gud elskede verden sådan, at han gav sin eneste søn til os (Joh 3,16). I Bibelen står, at alle har syndet og bliver frelst ufortjent af Guds nåde i Jesus Kristus (Rom 3). Kan vi så være dødsdømte og salige på samme tid? Ja! Lige netop! Ligesom røveren på korset. Det kan vi, fordi Jesus er vores stedfortræder.

Men er det ikke farligt at prædike sådan? Gør det ikke mennesker ligeglade med umoral? Nej, tværtimod. Det er vores eneste redning fra al umoral. Frelsen i Jesus Kristus. Når vi kender Jesus, som den, der blev korsfæstet for os, og når vi tager imod hans tilgivelse, ved vi, at det ikke tilgivelse for sjov. Det er ikke for sjov, at han bærer vore synder. Det er for alvor. Derfor er det tilgivelsen for alvor. Og det er den store glæde. Tilgivelse, som koster ham selv det hele.

Her møder vi livets mening – kærligheden i egen person – livet i egen person – sandheden i egen person: i Menneskesønnens person – i Jesus Kristus. Salighed og evigt liv, redning fra den yderste dom, fra ragnarok og undergang. Djævelen, ondskabens magter, skal ikke få magt over dig. Døden er overvundet. Det kan være nok så slemt med dig som det være vil, der er frelse.

Det skal gå Sodoma tåleligere på dommens dag end dem, som ikke vil høre på Jesus! Det er budskabet. Det er alvoren i dag! Vi skal høre på Jesus, lytte til ham. Evangeliet tilgiver os for alvor. Hvilken nåde det er at få lov at være kristne hos Gud og for alvor at være menighed i glæde – med ægte skyld – og med ægte tilgivelse. Det er den sande kristendom. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 24.08.2014 post@vivit.dk