Hvad der hviskes jer i øret

Reformationsdagen, 31. oktober. Pastor Leif G. Jensen

Prædiketekst: Matthæus 10,26-33
Frygt derfor ikke for dem. For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene. Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve. Enhver, som kendes ved mig over for mennesker, vil jeg også kendes ved over for min fader, som er i himlene. Men den, der fornægter mig over for mennesker, vil jeg også fornægte over for min fader, som er i himlene.

I. Ikke vore tanker, men Guds ord!

Sandheden om menneskelivet er ikke noget, vi selv finder på. Det må åbenbares af Livgiveren, Skaberen, Frelseren. Og den åbenbaring kaldes for Evangelium! Glædeligt budskab. Jesus siger: ”For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt. Hvad jeg siger jer i mørket, skal I tale i lyset, og hvad der hviskes jer i øret, skal I prædike fra tagene.” Hør! Det er noget godt at sige om dette liv og denne verden, hvor døden gør det af med os alle, hvor synd og skyld, arbejde og smerte findes. Det er ikke nogen selvfølge. Det kan vi ikke sige os selv.

Det, mennesker siger sig selv er både usikkert og ustabilt. Jo, vore tanker er ustabile. Nogle gange tænker vi ”katastrofetanker og undergang”. Vi tænker ”håbløshed og mørke”. Det gør vi, når vi erkender vor egen svaghed, eller nå vi får lidelse og død ind på livet personligt. Eller når krig og forurening overmander os. Andre gange tænker vi optimistisk og har positive tanker. Det gør vi, når vi tør tro, at vort arbejde og vor indsats kan give os en god tilværelse og bidrage til en bedre verden. Hvis vi anstrenger os, vil det lykkes! Men det er jo alt sammen usikkert og afhængigt af, hvordan vi har det i nuet. Eller vi mennesker tænker, at vi med vor fromhed og religion kan påvirke det guddommelige eller skæbnen, så han / den belønner os med et godt liv på jorden og lykke efter døden. Men det bygger jo på usikre forestillinger og fornemmelser. Eller vi tænker, at der ikke findes nogen gud eller guddommelig styring, så vi selv skal opfinde meningen med livet. Det fører ud i alle mulige eksperimenter, som igennem historien og også i vores tid viser sig at ødelægge forholdet mellem mand og kvinde i ægteskabet til skade for den slægt, der vokser op. Enhver bliver sin egen lykkes smed. Disse mange forskellige forsøg på at nå frem til en sandhed, ser både usikre, ustabile og usande.

Jesus hviskede sine disciple noget i øret og fortalte dem noget i mørket, som er så helt anderledes. Og det har Gud gennem dem givet os i Evangeliet. Så nu hvisker Gud til os: "Jeg bliver menneske; jeg bliver en af jer! Jeg, som er evig og almægtig, jeg bliver et barn og ligger i en krybbe. Jeg bor i Galilæa og går med sandaler. Mit navn er Vældig Gud – Immanuel - Jesus!" Jesus er Guds Søn og Marias søn. Han græd, da hans ven Lazarus døde. Jo, han græd. Men han talte også med magt ind i vennens grav og kaldte ham tilbage til livet. Jesus er opstandelsen og livet. Jesus blev grebet af angst i Getsemane, natten før han døde på korset. Men han stillede også stormen på søen, dengang disciplene skreg af frygt. Han er Guds søn, som blev pint, korsfæstet og døde for vore synder. Og han opstod fra graven.

Jesus Kristus giver os et godt håb ved sit nærvær i gudstjenesten. Han er os nær, når der læses op af De hellige Skrifter. Og i prædikenen. Og undervisningen. Og i Dåbens bad og Nadverens sakramente. Det hviskede Jesus disciplene i øret, for at de skulle prædike det fra tagene. Han sagde det til dem i mørket, så de kunne tale om det i lyset. Og de fortalte det videre til andre. Sådan skabte han sin kirke og menighed. Det er den største gave, at også vi er med i hans kirke. Han er hos med håb og tilgivelse, når vi holder gudstjeneste. Han tjener os og barmhjertig mod os, så vi kan tjene andre med hans barmhjertighed. Det kan vi ikke sige os selv, det kan vi tage af os selv, og det kan vi ikke skabe selv. Men det gør Gud for os, når han hvisker os Evangeliet i øret!

Men mørket har sænket sig over Guds kirke igen og igen. I Gamle Testamente faldt Israelitterne fra Gud. De vendte sig til afguderne. Folkestemningen og tidsånden greb dem. Også i middelalderen skete det. Det glædelige budskab blev fordrejet og forfalsket og fortiet. Mennesker frygtede, at de ikke havde gjort det godt nok. Og det havde de jo heller ikke. Og præsterne kendte ikke Evangeliet. Ikke ret mange fik hvisket evangeliet ind i den forskrækkede samvittighed. Derfor kunne de ikke tro på Kristus. I stedet var man bange for Kristus og råbte til hans mor Maria og til forskellige helgener om hjælp. Forkert! Men hvorfor troede de ikke evangeliet? Enten fordi de ikke hørte det. Eller også fordi evangeliet blev blandet med påstanden, at det ikke er nok at stole på Gud, og at det er nødvendigt, at man forbedre sig, for at man kan blive salig. - Vi har hårdt brug for, at Evangeliet hviskes og prædikes: at Gud blev menneske, og at han frelser os gratis og ufortjent på grund af Jesus Kristus. Også i vores tid kan vi gribes af tidsånden og verdslighed. Det sniger sig ind, så vi bliver døve for Guds ord og ikke lytter til hans Lov og hans Frelsende Evangelium.

Men så hviskede Gud evangeliet. Han hviskede det ind i Johan Hus’ øre og fortalte ham noget i mørket. Og han fortalte det fra tagene. Men de brændte ham på bål. Det var i 1400-tallet i Prag. Hundrede år senere hviskede Jesus igen i Martin Luthers øre. Og han slog Evangeliets ord op på en kirkedør 31. okt. 1517. Og det blev prædiket fra tagene. Det er det første! Og det fortæller os, at vi må bede Gud om at åbenbare sig. Vi skal bruge hans ord. Høre det. Og når vi har hørt det, skal vi også forkynde det som menighed. Ja, vi kan ikke lade være. Vi gør det i gudstjenesten, i nabomission, i bymission, i diakoni og i kærlighed til andre!

2. Ikke vor magt, men Guds almagt!

Det andet er, at en Jesu discipel ikke skal frygte for noget som helst. Intet tab, ingen situation i livet, intet menneskelig magt, heller ikke Djævelens magt. Intet kan ændre ved den store sandhed: at Gud er Gud! Og at han er din Far på grund af Jesus Kristus ved Dåb, Evangelium og Kristi legeme og blod, som du får i den hellige nadver. Og her hører du Jesus sige hviskende, så vi bliver glade: ” Frygt ikke for dem … Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.”

”Frygt ikke for dem”. Hvem er det, vi ikke sk al frygte for? Jesus forklarer: ”Dem, som slår legemet ihjel.” Det var der nogen, der havde planer om, når disciplene gik og prædikede evangeliet! De slog Jesus ihjel. Og hans apostle blev alle med én undtagelse slået ihjel. Titus blev halshugget på Kreta i en alder af 95 år sammen med 9 andre ældste i menigheden. Men de frygtede ikke for dem. For Jesus havde hvisket sit ”Frygt ikke for dem …” i deres ører. - Jesus hviskede det også i Johan Hus’ øre. Fjenderne brændte hans legeme, men sjælen kom frelst hjem til Herren. Luther levede også af dette evangelium. 100 år efter Johan Hus skrev salmen ”Vor Gud han er så fast en borg! … Og tager de vort liv, … lad fare i Guds navn, Guds rige vi beholder!” Derfor lod han sig ikke true til tavshed. Nogle af hans nære venner og medarbejdere blev brændt på bålet.

Evangeliet indeholder denne store trøst: at Gud er hos dig! Du er hos Gud. Han gemmer dig hos sig. Og på jer er alle hovedhår talt. Sådan sørger han for dig – helt ned i detaljen, også der, hvor du ikke engang selv synes, at det har betydning: dine hovedhår! Men er det ikke da ikke forfærdeligt at blive dræbt? Da ophører livet jo. Da er det slut med alle fornøjelser! Og da kan du ikke mere sørge for dine kære. Jo, Gud bevarer os i døden hos sig. Han tager sjælen hjem til sig – som røveren, der døde sammen med Jesus og kom med i Paradis. Og Jesus siger: ”Salige er de, som forfølges for mit navns skyld. Fryd jer og glæd jer, jeres løn er stor i himlen.” Nådens løn, som Jesus har vundet til os er en evig herlighed hos Gud. Hvilken trøst! Derfor holder Jesus fast og gentager: Frygt ikke for dem!

Findes der da andre, vi skal frygte? Jesus svarer: ”Frygt derimod for ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i helvede!” Det er Gud, den Almægtige. Vi har fortjent denne straf for vore synder. Men Jesus har båret alle vore synder! Derfor frygter vi ham – og alligevel frygter vi ikke, fordi netop han siger: Frygt ikke. Jesus er vores Frelser. Og vi er ved dåben renset og er blevet Guds kære børn! - Reformationens budskab var dengang og er i dag: Gud er Gud. Vore gerninger kan ikke frelse os. OG heller ikke beskytte os. Uanset hvordan det end går i livet, så er Jesus Kristus sin Herre og Frelser.

Jesus sammenfatter og siger: Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Men på jer er selv alle hovedhår talt. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve. - To spurve regnes ikke for meget af mennesker. Men ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Sådan er det bare. Det kunne vi ikke sige os selv. Men Jesus siger det, han, som er Sandheden og Livet. Og: I er mere værd end mange spurve! Guds forsyn og almagt og alvidenhed beskytter dig. Alt ligger i hans hænder. Og der ligger det Godt! Det tror vi på, fordi Jesus har hvisket det i vort øre lige nu. Amen.

Evangelisk Luthersk Frikirke, post@vivit.dk