| |
Anden søndag i fasten
24.2.2024 i Kbh. 25.2.2024 i Aarhus(LGJ)
Salmer: 692, Sl 130. Sl 40. 551v1-2. 295. 551v3-5
Evangelium: Markus 9,14-29
Evangeliet læses i løbet af prædikenen.
1.
Evangeliet begynder med diskussion ligesom sidste søndags. Dengang var det ved påskemåltidet. De diskuterede, hvem der var den største. Hvem kan mest? Ære og position. Og det endte med nederlag. Den stærke leder måtte vende sig til Jesus. - Nu er situationen en anden. Men det er stadig de samme kære kristne, som tænke i styrke. «Hvorfor kunne vi ikke?»
Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Skriftkloge diskuterer med disciplene. Ingen har svar. Ingen kan komme med et skriftsted, som løser problemet. Og Markus fortæller, hvad de ikke kan finde noget svar på: lidelsen, og hvordan den overvindes.
Hvad gør vi mennesker, når vi ikke forstår os på livet, lidelsen og døden? I forsøget på at finde svar, kan vi let havne i diskussion. Men løser det os fra lidelsen? Og hjælper den lidende med vores diskussion? - Men pludselig hører diskussionen op.
Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. De diskuterende blev grebet af ærefrygt. For de så Jesus. Normalt blev mennesker ikke grebet af ærefrygt for ham ved bare at se ham. Han mødte ofte ringeagt. Kun, når han greb ind eller prædikede. Men det var anderledes nu. De blev grebet af ærefrygt ved synet af ham. Han kom ned fra et bjerg sammen med tre disciple. Det havde været med ham på bjerget, og var ramt af frygt, ærefrygt. De havde set Jesu guddomsherlighed.
Og nu: alene ved synes blev hele skaren ramt af ærefrygt. Bar Jesus mon noget af guddomsherligheden med sig ned fra bjerget. Måske ligesom da Moses steg ned fra Sinai Bjerg efter at han havde talt med Herren. Hans ansigt strålede. Da Moses kom ned fra Sinajs bjerg, havde han Vidnesbyrdets to tavler i hånden, da han gik ned fra bjerget. …Det strålede fra hans ansigt, fordi Herren havde talt med ham; … Aron og alle israelitterne så, at det strålede fra hans ansigt, og de blev bange for at komme ham nær. (2 Mos 34,29-30).
Når kristne diskuterer hvor lidelsen kommer fra, og hvordan vi overvinder den, da har vi brug for at få øje på Herren. Det sker i den kristne gudstjeneste og i andagt med Guds ord og bøn. Gud Herren er her. Se Ham. Mærk i glimt hans nærhed og herlighed. Derfor går en kristne til gudstjeneste. Der er stille. Og vi beder: ”Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre …” Og præsten siger: ”Herren være med jer!” Der læses fra Skriften. Vi døber et spædbarn. Vi knæler og modtager tilgivelsens herlighed. Her ophører diskussionen og afløses af tilbedelse, bøn og tak. Det har vi brug for.
Evangeliet i dag viser os, at det ikke klares ved diskussion, men ved at se Jesus – ved tro – og ved bøn.
2.
Han spurgte dem: "Hvad er det, I diskuterer med dem?" Og nu fortæller en far om lidelsen: Og en fra skaren svarede ham: "Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, 1) kaster den ham til jorden, 2) og han fråder og 3) skærer tænder og 4) bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke." Nu beskrives lidelsen, smerten, en magt, som ingen af os kan hamle op. Alle veje er spærret. Og der er kun én vej tilbage: Bønnens vej til Herren. Den vej går drengens far.
Disciplene havde jo fået myndighed fra Jesus Jesus kaldte de tolv sammen og gav dem magt og myndighed over alle dæmoner og til at helbrede sygdomme. 2 Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige og helbrede de syge, (Lk. 9,1-2) Hvorfor kunne de da ikke? Jesus svarer: Fordi mandatet fra Gud måtte udføres i tro under bøn. ”Den slags drives kun ud ved bøn!” De spurgte: ”Hvorfor kunne vi ikke?” ”Vi”. Når vi bliver selvkørende og arbejder i tro på os selv, tørrer bønnen ud. Da visner styrken, og vi begynder at diskutere.
3.
Og hvad gør Jesus? Han taler dom over disciplene og over de skriftkloge og over hele vore slægt. Da udbrød Jesus: "Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? - Så er problemet vantro. Og vantro er ikke det samme en mangel i os, mangel på tro. Vantro er en FORKERT tro. Vantro er at vi har tabt relationen til Gud, ikke stoler på Gud, ikke råber til ham i nøden, men forsøger at tro på noget andet, en anden gud end Gud.
Jesus siger til hele vores slægt: I har jo vendt Gud ryggen. I er blevet selvkørende. I, som er skabt til at tjene hinanden i lydighed, I lever, som om I er mestre, og når I så ikke er det, diskuterer I med hinanden. Og ligesom sidste søndag, hvor Satan begærede jer for at sigte jer som hvede, sådan er han igen på spil.
Men Jesus er kommet for at ødelægge Djævelens gerninger. Markus fortæller, at det begyndte i ørkenen, vor han modstod alle fristelser (Markus 1,12-13). Og at det fortsatte, når Jesus uddrev urene ånder, dæmoner (1,23-27). - Gud fortæller os i Bibelen, at det er ånder, som Gud skabte, men som faldt fra Gud. Og deres anfører er Djævelen, Satan. Det var ham, som begærede Satan sidste søndag. Og det er ham, der går rundt som en brølende løve for at sluge os.
Hvorfor skulle Jesus da være sammen med den utro slægt, der havde givet efter for Satan og vendt ryggen til Gud? For at frelse os! Frelse os fra Guds vrede og dom over vore synder. Men også fra alle onde åndsmagter, som vil forføre os og indtage os.
4.
Nu griber Jesus ind – og han viser os her, at han er Kristus, som har fået al magt i himlen og på jorden: ”Kom herhen med ham!" Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: "Hvor længe har han haft det sådan?" Han svarede: "Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham.
Vi mærker faderens og sønnens afmagt. Det er hjerteskærende. Men også den onde ånds afmagt! Da den så Jesus, angreb den drengen igen. Men onde ånder kan kun ødelægge. De kan ikke skabe noget godt.
Vi mærker også, hvor kærligt Jesus spørger. Denne far får lejlighed til at fortælle. Han tager sig af ham. Han forbereder ham til at modtage hjælpen. Sådan gør han også med os. Det er vigtigt at blive spurgt til. Og da mærker vi, at faderen virkelig stoler på Jesus hjælp: Han havde bragt sønnen til Jesus, men fandt kun hans disciple. Han råbte senere: Jeg tror, hjælp min vantro. Og her sagde han:
Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os." "Hvis" betyder her: da, eftersom, når nu du kan, så hjælp os, idet du forbarmer dig over os. Det er en bøn, som kendes fra Salmernes Bog. I Skriften er Gud hjælperen. Salme 121. "Hvorfra kommer min hjælp? Fra Herren. himlens og jordens skaber!" Bøn til HERREN. Den bøn beder han.
Jesus sagde til ham: "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror." . Jesus siger: "Du siger til mig: Hvis du kan. Hvad er der så op til dig at gøre: At tro. Alt i dit liv afhænger af, hvad jeg gør for dig. Det, du må gør Det er en bøn, som kendes fra Salmernes Bog. Fx Salme 121. ”Hvorfra kommer min hjælp? Fra HERREN, himlens og jordens skaber”. Sådan beder han til Jesus.
Jesus sagde til ham: "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror." Nogle har opfattet det sådan, at Jesus gør det afhængigt af denne far og siger: ”Det afhænger af, dig, som er far til din søn. Det afhænger af, om du kan. Og de kan du, hvis du har en stærk tro.” Men rammer helt ved siden af. Når Jesus siger: ”Hvis du kan”, siger han til ham: ”Du siger til mig: Hvis du kan. Og det gør du ret i. For jeg kan. Stol trygt på det. Alt er muligt for den, der stoler på, at jeg kan hjælpe og virkelig vil hjælpe.
Det siger han også til os: ”Stol trygt på mig, for jeg er din Herre. Jeg bar dine synder på korset ind i døden, og jeg sejrede over din død. Og jeg sørger for dig hele livet.” Alt er muligt for den, der tror, fordi alt er muligt for Jesus, som vi stoler på. At det er sådan, det skal forstås, fremgår også af det, der nu sker:
5.
Straks råbte drengens far: "Jeg tror, hjælp min vantro!" Troen stoler ikke på sig selv, men på ham. Det er så fantastisk at lære dette af denne far. Når du mærker, at du ikke har troen, da kan du sige som faderen i bøn og råb til Jesus.
Og da gør Jesus, hvad der skal gøres i denne situation: Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: "Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!" Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: "Han er død." Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Han gør også, hvad der er nødvendigt i dit og mit liv. Han gør det virkelig.
Der er en underlig detalje, ja, forunderlig detalje i det Jesus gør og siger: nemlig, at det også skete med ham: Han råbte højt, skreg. Og han udåndede, og han var som død, ja, han var død. Det gjorde han for os. Han er vor frelser. Og han opstod 3. dag.
Her slutter teksten, og her fortsætter den, når du er kommet ud af kirkedøren og er på vej hjem: Han er din HERRE og FRELSER. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk