Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Den magtesløse tro er den kristne tro

2. s. i fasten
13. marts 2022 i Kbh. og Aarhus, LGJ

Markus 9,14-29
Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Hele skaren blev grebet af ærefrygt, straks de fik øje på Jesus, og løb hen for at hilse på ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I diskuterer med dem?" Og en fra skaren svarede ham: "Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke." Da udbrød Jesus: "Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!" Så bragte de ham hen til Jesus. Men da ånden så ham, rev og sled den straks i drengen, så han faldt om på jorden og lå og frådede og vred sig. Jesus spurgte hans far: "Hvor længe har han haft det sådan?" Han svarede: "Fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os." Jesus sagde til ham: "Hvis du kan! Alt er muligt for den, der tror." Straks råbte drengens far: "Jeg tror, hjælp min vantro!" Da Jesus så, at en skare stimlede sammen, truede han ad den urene ånd og sagde til den: "Du stumme og døve ånd, jeg befaler dig: Far ud af ham, og far aldrig mere ind i ham!" Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død, så alle sagde: "Han er død." Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op. Da Jesus var kommet inden døre og var alene med sine disciple, spurgte de ham: "Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?" Han svarede dem: "Den slags kan kun drives ud ved bøn."

Vi møder i evangeliet en far, som dristigt kommer til Jesus, men som også er usikker og bange. For hans kære søn lider forfærdeligt. Han tænkte, håbede og troede, at Jesus kunne hjælpe ham og hans søn. Men desværre var Jesus ikke der, hvor han troede, at han kunne finde ham. Han fandt kun nogle af hans disciple. Men de kunne ikke hjælpe ham. Og hvad værre var: I stedet for at tale med denne far i deres og hans magtesløshed, begyndte de at diskutere med skriftkloge. Åh hvor forfærdeligt, når vi kristne diskuterer, hvor vi burde være stille og lytte.

Den gudstjenestens første salme sang vi: Uforsagt, hvordan min lykke end i verden blive må. ”Uforsagt” betyder, at man ikke er forsagt. Dvs. at man er frygtløs og ubekymret, selv om alt mislykkes i livet. Vi synger altså her, at vi tør håbe under ringe levevilkår, når der kommer onde dage og når vi skal dø. Og det er ikke nogen let sag at være uforsagt. Ambrosiums Stub kalder det da også for et ”mesterstykke”, at han kan sige sådan. Og han føjer til, at det er det, han dagligt pønser på, dvs. tænker på og planlægger. Men hvordan opnår man det? Han svarer: Når jeg kun i nåden står, uforsagt, ihvor det går. ”Nåden” er Guds nåde. Og Guds nåde er Guds sindelag og holdning til mig, at han holder af mig, holder om mig og beskytter mig. Og det gør han uanset hvad! Uanset om jeg fortjener det eller ej. Og det ved jeg af en eneste grund, nemlig på grund af Guds nåde i Kristus Jesus, som evangeliet afslører for os i dag.

Evangeliet fortæller først: Da de kom ned til disciplene. Jesus havde været på et bjerg sammen med tre af disciplene. Her havde de set Jesus’ guddomsherlighed. De havde set Jesus sammen med to personer, som nu var hjemme i herlighed hos Gud: Moses og Elias. Peter havde foreslået, at de skulle blive på bjerget. Han ville bygge tre hytter. Men Jesus valgte at tage tilbage til lidelsens verden hos mennesker i ulykke, i onde dage, under ringe kår og med død. Det var jo derfor han lod sig undfange ved Helligånden og blev født af jomfru Maria. Det var derfor han blev født i fattigdom i Betlehem. Han blev flygtning i Egypten. Som 30-årig indledte Jesus sin særlige tjeneste og gjorde alle ting vel. Alligevel blev han forkastet af sine egne.

Vi mærker hans smerte, når han siger: "Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?” Alligevel blev han hos os og fuldførte sin tjeneste. Og tjenesten nåede sit højdepunkt, da han på korset blev straffet og fordømt for at bære vor synd og besejre døden. Det er højdepunktet i evangelierne. Det er det glædelige budskab. Når vi er døbt og har fået troen på ham, står vi i nåden! Vi er hos Jesus Kristus. Og da kan vi dagligt pønse på at sige denne glædelige sætning: Når jeg kun i nåden står, uforsagt ihvor det går!

Evangeliet fortæller derpå, hvordan drengens far pønsede på, dvs. tænkte på og planlagde, nemlig at bringe sin søn til Jesus, for at Jesus skulle befri sønnen fra alle hans lidelser. ”Mester, jeg har bragt min søn til dig; han er besat af en ånd, som gør ham stum. Hvor som helst den overvælder ham, kaster den ham til jorden, og han fråder og skærer tænder og bliver helt stiv. Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke." Men uheldigvis fandt han ikke Jesus, kun hans disciple.

Det er en ulykke, når kristne er uden deres Herre. Da kan de kun diskutere og er ikke til hjælp. Markus fortæller jo: Da de kom ned til disciplene, så de en stor skare omkring dem og nogle skriftkloge, som diskuterede med dem. Den stakkels far stod og så til. Sådan kan vi kristne svigte. Vi tror på vores egen åndelige styrke. Og hvis den ikke slår til – og det gør den ikke – da leder vi efter en forklaring i stedet for at bede til Gud. I diskussionen glemmer vi hinanden og omsorgen forsvinder.

I den situation taler Jesus hårdt, men samtidig viser stor omsorg. De hårde ord lyder sådan: ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud? Kom herhen med ham!" Sådan er vi: en slægt af skabninger, som har mistet troen på Skaberen, Faderen; derfor er døden hos os. Og vi er magtesløse. - Men samtidig spørger han drengens far: ”Hvor længe har han haft det sådan?" Ikke fordi Jesus ikke vidste det, men fordi denne far havde brug for at åbne sig, og det gjorde han. Når et menneske mærker nærhed og medlidenhed, fortæller det om sin nød og beder om hjælp.

Drengens far fortalte: "[Min søn har haft det sådan] fra han var barn. Og den har mange gange kastet ham både i ild og vand for at gøre det af med ham. Men hvis du kan gøre noget, så forbarm dig over os og hjælp os." Og Jesus svarer: ”Det er muligt for den, som stoler på Gud.” Han siger ikke, at det sker pr. automatik. Han siger heller ikke, at det afhænger af troens styrke. Han siger bare, at denne far har grund til at tro. Og faderen råber: "Jeg tror, hjælp min vantro!" Når man beder sådan, er man ikke stolt af sin tro. Man er derimod magtesløs. Og den magtesløse tro er den kristne tro. I magtesløsheden indrømmer jeg, at jeg hører til den vantro slægt! Jeg er en af dem, som det er svært at være samme med! Andre har måttet sukke på grund af mig. Jeg har gjort det uudholdeligt for nogen i min familie! Hjælp min vantro!

Her griber Jesus ind. Den onde ånd drives ud af drengen. Vor Herre Jesus Kristus har virkelig magten over alt ondt i denne verden. Han mødte den Onde i ørkenen, i Getsemane og på Korset. Og han besejrede ham ved at udholde døden og bære menneskenes skyld. Og det fik den frugt, at slægtens synd og skyld blev sonet.

Hvordan reagerede disciplene? Takkede de Jesus? Sagde de til drengen og drengens far: Til lykke? Fattede de, at den sande tro er den magtesløse tro, som råber til Gud, og at Gud svarer, når alt håb er ude? Nej, desværre fortæller evangeliet intet af dette. Derimod får vi at vide, at de spurgte: ”Hvorfor kunne du gøre det, hvis vi ikke kunne gøre det? Hvad mangler vi i at kunne præstere som du kan præstere?” Og da svarede Jesus dem: Det kan kun gøres ved bøn, altså ved at vi beder en anden om at gøre det, nemlig Gud! Ingen af os vil nogen sinde kunne hjælpe et andet menneske med noget som helst. Men bed for hinanden. Bed til Gud. Læg diskussionen til side og lyt til den ufattelige nåde, som nu kommer til dig ved Evangeliets ord. Gud har nu omfavnet dig og taget dig ind under sin beskyttelse. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk