Tilbage til prædiken-oversigtKomme med, komme afsides og høre

Prædiken på 12. søndag e. trinitatis, 23. august 2015 LGJ
Læsninger: Esajas 29,17-24 eller Salme 115,1-9, 2 Korintherbrev 3,4-11. Markus 7,31-37
Salmer: 681, Bibelkor: Vær stille hos Gud, 60v1-4, 141, // Den første gang han skabte, 430, 30v1-3.

Markus 7,31-37
Jesus drog igen bort fra egnen ved Tyrus og kom over Sidon til Galilæas Sø midt igennem Dekapolis. Og folk kom til ham med en, der var døv og havde svært ved at tale, og de bad ham om at lægge hånden på ham. Jesus tog ham afsides, væk fra skaren, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge; og han så op mod himlen, sukkede og sagde til ham: "Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!" Og straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, jo ivrigere fortalte de om det. Og de var overvældede af forundring og sagde: "Han har gjort alting vel. Han får både de døve til at høre og de stumme til at tale."

Igen i dag møder Jesus os gennem sit ord. Han vil gøre noget med os, som svarer til det, han gjorde med en døvstum i evangeliet.

1.

Folk kom til Jesus med en mand. Og Jesus tog ham afsides. Det er det første under og indledningen til de undere, som fulgte efter. Det var jo et under for manden, at nogen tog ham med hen til Jesus. Han havde ikke planlagt det selv. På samme måde er det en gave, ja, et under, når nogen tager os med til Guds hus, hvor Jesus åbenbarer sig for os. Og når vi er i kirke, er det også et under, hvis Gud ved sin Ånd og sit Ord tager os afsides, så vi mærker, at det handler om Jesus Kristus og os, og at det er mig, han tager sig af. For selv om vi alle kan både høre med ørerne og tale med tungen, så er det jo ikke i sig selv noget værd, hvis ingen taler til os, eller hvis vi selv bruger vores tunge forkert. Det er et under, at vi er her menigheden til gudstjeneste, og at Jesus Kristus er her og vil røre ved vores ører og vores tunge.

Jesus stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge. Gennem denne berøring fortalte han manden: Her er din nød. Og jeg vil ind i din nød. Jeg vil ind igennem din golde øregang. Jeg vil i kontakt med dig, helt ind i din sjæl. Et stort under er ved at ske. Nu var Jesu fingre i de ører, som blot var tomme huller, som vinden kunne suse i, helt uden evne til at tage imod tanker, beskeder, opmuntringer og advarsler fra andre.

Og han rørte ved hans tunge. Manden mærkede det. Den tunge, som ellers var som et stykke ubrugeligt læder, rørte Jesus ved. Hidtil havde han kun kunnet mumle, uden han vidste, om hans ord betød noget for andre.

Jesus så op mod himlen og sukkede. "Sukkede" er et andet ord for, at han bad. Han lagde al denne elendighed frem for Skaberen, for Jesu Far og for vores Far. Nu var der kontakt mellem ører, mund og himmel gennem Jesus. Jesus tog mandens ører og mund ind i himlen, ind for Guds ansigt. Nu skulle det under ske, som hele tiden har været aktivt hos dig, at du kan høre, og at du kan tale.

Når Jesus gør så meget ud af ører og tunge, og når vi får disse detaljer, er grunden nok den, at vi skal vide, at ører og tunge er noget særligt, og at de har en afgørende betydning for vores forhold til hinanden og til Gud. Her er de gaver og midler, som kan give os mennesker kontakt med hinanden og med Gud. Derfor er underet også absolut nødvendigt i vore liv. Derfor skal der røres ved vores øregang og ved vores tunge i dag. Og det fører os til to spørgsmål:

2.

Første spørgsmål: Hvordan er det med dine øregange? Hvad lader du at komme ind i dine tanker og i dit sind? Hvilke slags ord? Hører du evangeliet? Eller er du blevet tunghør for det? Er det tungt og vanskeligt for dig at høre Guds ord? Hører du det ofte eller sjældent?

Måske er der ord, som har lukket dine ører til. Din læge har måske fortalt dig om en sygdom, og du orker ikke at høre mere om den? Eller du er blevet meget skuffet på grund af noget, en af dine venner sagde? Måske du er blevet bedøvet af skam og skyldfølelse? Eller du har længe ikke fået noget ud af at høre præstens prædiken i kirken? Og det er det samme hjemme i stuen eller ved køkkenbordet, eller hvor du ellers gerne vil læse i Bibelen og bede. Det virker formålløst at bruge bibelen. Profeten Esajas beskriver det i søndagens læsning fra Gamle Testamente. Han taler om ”spotteren” og dem, der ”erklærede mennesker skyldige med deres ord og lagde fælder for den, der skulle dømme i porten; de afviste den uskyldige med tomme ord.” (Esajas 29). Har passer sangen: "Den første gang han skabte", hvor der står i vers 2: Synden havde kvalt vor latter, der var mørke overalt! Da er det godt, at profeten lover os, at det kun varer en kort tid. Han fortsætter jo og siger: ”Det varer kun kort tid, så bliver Libanon igen en frugthave, og Karmel regnes for skov. På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm og mørke. De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren, de fattige skal juble over Israels Hellige.”

Derfor er der håb for os. Der er håb, også selv om vi føler, at vi er blevet døve for Guds ord. For da kommer der måske en kristen tager os med i kirke. Da opfordrer en af dine venner i menigheden: "Lad os holde andagt sammen en gang om ugen!" Og præsten forbereder igen en udlægning af evangeliet for dig til på søndag. Han kender jo også selv til problemet. Vi er fælles om det. Og ordet får igen betydning i vore ører.

3.

Andet spørgsmål er: Hvordan med din tunge? Vi tænker ikke til hverdag over, hvilket under det er, at vi kan tale. Vi taler bare. Og vi tænker nok også alt for lidt over, om vi bruger vores mund på tom snak. Hvis tomme og dårlige ord satte sig som en belægning på tungen, skulle der måske en stor brødkniv til for at få den skrabet ren. Og der kunne også spørges til vores bøn eller mangel på bøn. Hvor bliver bønnen af? Er du blevet døvstum?

Da er det godt at læse, at Jesus rørte mandens tunge. Han står også her hos os og er ved at få fat om vor læderagtige og belagte tung. Profeten taler om, at det vil være kendetegnende for Messiastiden. Da vil Gud tale til sit døvstumme folk. ”På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm og mørke. De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren, de fattige skal juble over Israels Hellige” (Es 29,18-19). Guds søn blev menneske. Han er trådt os så nær, at vi har al mulig grund til at tro, at han vil hjælpe os. Han er os nærmere, end når nogen stikker fingrene ind i vores mund og holder os om tungen. Det giver os mod til at sige: “Hjælp mig, Gud!” Derfor synger vi i samme sang: ”Vore synder er som purpur - de blir hvidere end sne, og muren mellem os og Gud har Jesus revet ned.” Jesus, som blev straffet for vore synder og ramt af døden i vort sted, er nu hos os. Dermed giver han os helt nye ord på vores tunge, så vi siger Undskyld! Tilgiv mig! Og tak for din nåde!

4.

Og Jesus sagde til ham: "Effatha!" - det betyder: "Luk dig op!" Og evangelisten fortæller, hvad der da skete: Straks lukkede hans ører sig op, og det bånd, der bandt hans tunge, blev løst, og han kunne tale rigtigt. - Vi, som hverken er døve eller stumme, kender godt til skyldens bånd, skammens bånd, frygtens bånd og håbløshedens bånd. Din mund var som tapet til med skam og skyld og ensomhed. Du tænkte, at det jo alligevel ikke nytter at sige noget til andre. Og heller ikke til Gud. Og hvis du siger det, som er sandt om dig, til andre mennesker, da bliver du mødt med foragt, så du får det endnu værre. Men sådan er Jesus ikke! Sådan er det heller ikke i det fællesskab, hvor tilgivelsen har magten. Dér lukkes op for sandheden. Dér overvindes døvheden. Dér kommer skylden kommer frem. Og dér tager tilgivelsen fat om os.

Her i vores menighed betyder ordet ALT, Gud ord, Evangeliets ord. Vi har samme gave som den mand, der blev helbredt. Vi kan høre. Og vi kan tale. Lad os bruge gaven til at lytte til Guds ord, både hjemme, hvor vi bor, og om søndagen, når vi er sammen til gudstjeneste her i menigheden. - I den omtalte sang synges det sådan: ”Vi vil lytte til hans stemme, når han taler i sit ord.” Jo, det vil vi. Og sangen fortsætter: "Herrens børn må aldrig glemme at ta plads ved nådens bord!" Nådens bord er jo netop her, hvor du lytter og bliver berørt med nådens ord, og hvor du knæler og modtager brød og vin, som virkelig er Jesu legeme og blod. Du får ham i munden. Han rører ved din tunge og kommer ind i dit liv og ind i din sjæl.

Den døve mand kom til Jesus og kom afsides med Jesus. Og Jesu ord åbnede hans ører og helbredte hans tunge. Hvilken glæde for denne mand! Det sker også med os lige nu, mens Jesus taler til os i evangeliet. Han løser vores tunge, så vi simpelt hen må synge for ham i tak og lov og pris. Hør igen til sidst profeten Esajas’ ord: "Det varer kun kort tid, så bliver Libanon igen en frugthave, og Karmel regnes for skov. På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm og mørke. De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren, de fattige skal juble over Israels Hellige." Den tid er kommet. For Jesus er kommet! Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 23.08.2015. post@vivit.dk