Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Hvem er en kristen? Og hvordan skal vi leve som kristne?

17. søndag e. trinitatis (II) d. 22. september 2024 i Aarhus og København (LGJ)
Læsninger: Salme 40,2-6; Judasbrevet 20-25. Evangelium: Markus 2,14-22
Salmer: 277, "Alt mit håb satte jeg til dig" (Sl. 40), 454 // 176, 461. Udgangsvers SOS 306v1

Markus 2,14-22
Da han gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: "Følg mig!" Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: "Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?" Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere."

Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: "Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?" Jesus svarede dem: "Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!"

Hvad vil det sige at være en kristen? - Og hvordan leve som en kristen? Vi får svaret, når vi lytter til Jesus.

Nogle spurgte ham, hvorfor hans disciple ikke fulgte de regler, som troende og fromme mennesker ellers fulgte. ”Hvorfor faster dine disciple ikke ligesom andre gør?” Og han mødte en tolder, som levede af andres ulykke. Jesus kaldte på ham og festede derefter sammen med både ham og andre syndere. Hvorfor? Når vi lytter til, hvad Jesus svarer, finder vi ud af, hvad det vil sige at være kristen, og hvordan en kristen lever.

Det første spørgsmål: ”Hvorfor faster dine disciple ikke, ligesom andre gør?” Farisæerne fastede to gange i ugen for at understrege deres fromhed. Det ved vi fra Jesu fortælling om en tolder og en farisæer, som bad i templet. Farisæeren bad og sagde ved sig selv: ”Jeg faster 2 gange om ugen” (Luk 18,12). Hvad fik han ud af det? Intet! Jesus sagde jo, at han ”ikke gik hjem som retfærdig” (Luk 18,14). Det frelste ham ikke. Jesus advarer og siger i Mattæus 6,16: Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster. Sandelig siger jeg jer: Det har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader, som er i det skjulte.”

Vi lægger mærke til, at Jesus ikke advarer mod faste , men mod at tænke, at faste gør os bedre end andre. For det gør os ikke bedre! - Johannes Døbers kald til omvendelse indeholdt også faste. Jesus var heller ikke selv imod faste. Han siger jo i evangeliet, at der vil komme dage, da hans disciple vil faste. For ham var det en del af livet som Guds barn at give afkald og at faste. Men faste gør os ikke til bedre kristne. Faste skal have mening for hjertet, og ikke kun være noget, man gør for andres skyld, eller for at blive noget i Guds øjne.

Jesus siger: "Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste.” Lige nu har disciplene Jesus hos sig, og de er glade. Hvorfor skal de så faste? Men der kommer en dag, hvor de er ramt af noget svært, og da skal de faste. Det, som blev ufatteligt vanskeligt for disciplene, var, at deres Mester blev taget fra dem. Brudgommen blev taget fra brudesvendene. Det var skærtorsdag aften, da han blev fanget i Getsemane have, og langfredag, da han blev henrettet på et kors, og lørdag, hvor han lå i graven. På den dag fastede de.

Jesus taler ikke om faste som en regel, der skal overholdes på visse dage, men som noget, der rammer en kristen, når vi rammes af synd og skyld, og hvor vi ser Jesus på korset. Derfor fastede de første kristne langfredag. Og kristne mindedes årligt i den kristne kirke, at Jesus led og døde for dem i den såkaldte ”fastetid”. Og fastetiden har vi stadig. Det er 40 dage fra februar til hen i slutningen af marts, når vi fejrer Jesu opstandelse fra de døde. Det er en tid, hvor vi særligt mindes hans lidelse og død for os, og at vi er de syndere, som han elsker os og døde for. I fastetiden giver vi afkald på luksus og overvejer både vore synder, og hvad Jesus har gjort for os.

Det er individuelt, hvad kristne giver afkald på i fastetiden. Det kan være en eller anden form for underholdning og særlig luksus. Det kan også være, at vi nøjes med simple måltider og føres tilbage til det basale. Det kan også være, at man spiser godt om morgenen, men undlader måltid middag og aften. Det kan endda være sundt til tider at holde en fastedag. Og vi kan se os nøgne overfor vor Skaber. Samtidig kan den luksus, vi afstår fra, samles sammen som gave til mennesker, som har brug for mad og tøj og for at høre evangeliet.

Den måde at faste på er noget helt andet end den måde, farisæerne fastede på. Fasten kan være nyttig, som Luther også siger i forklaringen til Herrens nadver i Lille Katekismus. Men det afgørende er troen på syndernes forladelse. Og når vi giver afkald på overflod og luksus, kan der blive bedre plads til bøn, anger og tjeneste for andre.

Dagens ord til farisæere dengang og i dag er derfor: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere" (Markus 2,17). Gud bekræfter det hos profeterne: ”I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig. ... For bjergene kan rokkes og højene vakle, men min troskab mod dig rokkes ikke, og min fredspagt vakler ikke, siger Herren, der viser dig barmhjertighed.” Es 54,8-10. Og i Matt 9,13 siger vor Herre: "Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere." Vi skal lære det af Gud! Barmhjertighed!

At være kristen er at leve af barmhjertighed, af Guds barmhjertighed. Og at være kristen er at vise barmhjertighed, den barmhjertighed, som Gud har vist os i Jesus Kristus.

Svaret uddybes, når vi møder tolderen Levi og ser Jesus sammen med toldere og syndere. Hvorfor er han sammen med dem? Det var jo ikke mennesker som havde levet anstændigt. - Det var dem, der brugte selviskheden for at få noget ud af livet, sådan som vi også kender til det fra os selv. Vi kender jo begæret i hjertet til at følge vore egne egoistiske lyster, uanset om det, vi har lyst til, er rigtigt eller forkert. Bare følge lysten.

For har man ikke lov til at have det godt? Og hvis Guds bud gør livet svært for os, kan det så være meningen, at vi skal følge Guds vilje? Er han ikke kærlighed? Og fristelsen er så, at vi gør vores følelser om kærlighed til det samme som Guds kærlighed.

Men ifølge Bibelen er kærlighed ikke, at vi syndere får opfyldt vore længsler og behov for at opleve og udleve vore lyster. Nogle kalder det kærlighed. Men Gud kalder det ”synd”, hvor vi derved overtræder hans klare bud og vilje, som han har givet os i De 10 bud. Bibelens stærke definition på kærlighed har vi i Første Johannes’ brev 4: Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vore synder. Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden (v9-11). Derfor er det forkert at kalde det, mennesker har lyst til i seksualitetens navn eller i egoismens og selvtilfredsstillens navn, for guddommeligt.

Mange jøder og mange toldere og syndere på Jesu tid levede i strid med skaberens vilje, fordi de tænkte, at det kunne give dem et bedre liv. Og mange kristne i dag tager ikke Guds lov alvorligt. Gud mener det vel ikke så strengt. Og mon der kommer en dom?

Og tænk, her siger Jesus til os i denne søndags evangelium: "De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere." Og til Levi, Alfæus’ søn, siger han: ”Følg mig!” Forlad det gamle hverv, hvor du levede af andres ulykke for at nyde dig selv, og hvor ulydigheden ikke betød noget for dig mere. Du er syg og har brug for læge. Du er en synder, som jeg kalder på og vil tilgive.

Her mærker vi, at Jesus er en Frelser og Befrier. Han styrer IKKE sine disciple med regler om faste og ydre bud, men med tilgivelse. Han lægger ikke en kæde om din hals, men han har en arm om din skulder. Han er kommet for at være læge for de syge. Og det er os, der er de syge. Følg Jesus!

Jesus fortæller om vin og vinsække. Og han siger, at man ikke kommer ny vin på gamle sække. Hans budskab passede ikke ind i den tids fromhedsregler og lovforståelse. På samme måde kan budskabet om Guds barmhjertighed ikke forenes med den tanke, at vi frelses ved vor egen åndelighed og kristelighed og ved vore oplevelser og godhed. Nej. Jesus er Frelseren. Jesus ser, at vi alle er syndere. Det står overalt i Den hellige Skrift. Fx i Salme 51: Se, jeg er født i misgerning, min moder undfangede mig i synd (v7).

Og hvad gør Jesus ved det? Han siger: Jeg er din læge (2 Mos 15,26). Jesu bestilling var og er kun at tage sig af syge, svage, uretfærdige, for at give dem den sande retfærdighed. Nemlig tilgivelsen, fordi han døde og opstod for os.

At være kristen er at stå op og følge Jesus, når han siger: ”Følg mig!” At være kristen er at bede ham om tilgivelsen, når vi er faldet for bedraget, at vi skulle følge vor egen lyst i stedet for hans ord. At være kristen er at leve af Jesu tilgivelse – ustandseligt. Amen.

BØN: Himmelske Far! Giv mig et hjerte, så jeg både kan indse det, jeg gør forkert, og kan bede om tilgivelse i tillid til din store kærlighed. Tak for din store kærlighed til mig i det din Søn, Jesus, har gjort for mig. Lad mig altid følge ham. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk