Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Guds tilgivelse: Nødvendig? Mulig? 19. e. trinitatis 15. okt. 2023 i Aarhus (LGJ) Markus 2,1-12* Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: "Søn, dine synder tilgives dig." Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: "Hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?" Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem: "Hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? Hvad er det letteste: at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menne­ske­sønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden" - siger han til den lamme: "Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!" Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: "Aldrig har vi set noget lignende!" ER TILGIVELSE NØDVENDIG? Vi lever i en ateistisk og verdslig kultur, hvor Guds tilgivelse for de fleste er uvirkelig eller ligegyldig, ja, anses som et levn fra en gammel tid, hvor man forestillede sig, at man skulle stå til regnskab for en Gud. I vores kultur anser mennesket sig selv som det højeste væsen. Der står vel ingen over mennesket? Og derfor behøver vi vel heller ingen tilgivelse fra højeste sted. Det højeste væsen, som man tidligere forestillede sig som Gud, findes jo ikke. Hvis man i dag skal tilgive eller blive tilgivet vil de fleste nævne to måder: at mennesker tilgiver hinanden, eller at man tilgiver sig selv. Altså at det menneske, du har gjort ondt til, tilgiver dig, og at du tilgiver den, som du er blevet svigtet af. Og det mærker vi jo er nødvendigt, uanset om vi tror på Guds eksistens eller ej. Eller at man tilgiver sig selv, dvs bearbejder sin skyld, som jo kan give dårlige følelser, det, man kalder ”dårlig samvittighed” eller ”skyldfølelse”. Men at det skulle være skyld overfor en Almægtig Gud, som vi aflægge regnskab hos, er der ikke mange, som tror. Men en del af os kender til frygt og skyld, som vi ikke kan komme af med. Og hvem af os vil påstå, at skyld kun er en følelse? Er det ikke også en virkelighed. Er det, vi gjorde, men ikke burde have gjort, ikke en virkelighed, så vores skyld er reel. Hvordan kan vi da påstå, at det kun er en følelse? Og hvad er egentlig det gode argument for, at vi ikke skal dømmes og stå til regnskab for vore onde hjerter og mange synder? JA, DEN ER NØDVENDIG I dagens evangelie-tekst er Jesus i et hus. Folk flokkes om ham for at høre ham. Her forstyrrer 4 mænd og deres lamme ven. De kan ikke komme ind med båren. Derfor bærer de ham op på taget, åbner taget og sænker ham ned foran Jesus. Dramatisk! Og evangelisten fortæller: Da Jesus så deres tro … De havde måske været med Jesus på bjerget, hvor han havde prædiket for folkeskarerne nogle uger forinden. De havde hørt, at Himmeriget var kommet nær. De havde hørt hans dom og hans trøst. De havde lært Frelsen at kende ved deres synders forladelse. De havde nok også hørt hans fantastiske invitation til bøn: ”Når I beder, skal I sige sådan: ”Fadervor, du, som er i himlene, helliget blive dit navn. Komme dit rige. Ske din vilje. Giv os i dag vort daglige brød. Forlad os vor skyld. Led os ikke i fristelse. Fri os fra det onde.” Derfor kom de med deres lamme ven. Jesus så deres tro. Han ser ind i hjertets inderste mørke afkrog. Også den tro, som han har givet os. Den er jo hans gave. Fra ham. Han kender den og ser den. Han så, at fire mænd og deres ven på båren måtte hen til ham. Ser også vores nød og din påtrængenhed, selv om andre måske ikke ved om det. Han ved, hvor­for dine forældre måtte bære dig til dåben, så du kunne blive genfødt og blive Guds barn. Han ved, hvorfor du måtte i kirke i dag. Han ser også noget andet: nemlig, hvad vi først og fremmest har brug for, nemlig Guds tilgivelse. Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme: "Søn, dine synder tilgives dig." Nogle skriftkloge, som sad der, tænkte: ”Han spotter Gud! For kun Gud kan tilgive.” - I dag ville man nok snarere sige: Det er jo at ringeagte manden ***bare at tale om hans , når man taler om hans synder, når nu det er åbenlyst, at han har brug for styrke i sine lamme ben. Men Jesus ser skylden. Mandens skyld. Min skyld. Din skyld. Han ser det, der lammer os og gør os skyldige overfor hinanden og overfor vores Skaber. Og Jesus er sendt af Gud fader til denne jord for at frelse sit folk fra deres synder (Matt 1,21). Alle, som dengang blev helbredt dengang af Jesus, døde senere. Det, der frelste dem, var ikke en helbredelse, men at Jesus havde tilgivet dem deres synd og givet dem troen i hjertet. Sådan er det også med os. Et godt helbred og andre menneskers ære og agtelse frelser os ikke. Det fjerner ikke vore synder overfor Gud. Og det redder os ikke fra døden og dommen. Frelst bliver vi først, når Gud tilgiver os løskøber fra syndens og dødens magt. Men hvordan kan han tilgive? Er tilgivelsen virkelig mulig? JA, DEN ER IKKE KUN MULIG, MEN DEN ER VIRKELIGHEDEN Jesus tilgav. Og han viser os i evangeliet, at tilgivelsen er en virke­lighed større end alt andet. Han sagde: "Hvad er det letteste: at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? Men for at I kan vide, at Menne­ske­sønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden" - siger han til den lamme: "Jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!" Og han rejste sig, tog straks båren. Her ser vi, at ham, som giver livet og kan helbrede har magt til at gøre det, der er endnu større: nemlig tilgive, så vi bliver frelst, reddet fra skyld og dom. Og hvordan? Det står i Markus 10: For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.» (Mark 10,45) Læsningerne fra profeten Esajas og brevet til menigheden Efesus forkynder det samme for os: Profeten sagde til Guds folk dengang – og det er også til os: Jeg udsletter dine overtræ­delser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig. Begrundelsen for at Gud udsletter overtrædelser og synder som et skylag er, ”Jeg har løskøbt dig!” Jesus Kristus er virkelig død for vore synder. Han har båret vor straf og betalt vor gæld. Du er i ham løskøbt. Derfor: vendt tilbage til ham! Og apostlen Paulus siger: Læg derfor løgnen bort og tal sandhed med hinanden, for vi er hinandens lemmer. Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen. Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal tværtimod slide i det og selv frembringe noget godt med sine hænder, så han har noget at give af til den, der har behov for det. Synd og skyld er ikke kun en følelse i os, som har syndet. Synd er konkret. Virkelig. Det handler om tyveri. Det handler kun arbejder for sig selv og ikke deler med andre i nød. Det er vrede ord, som har skadet. På samme måde er tilgivelsen ikke kun en følelse i os. Den er konkret og virkelig, når det bliver sagt til dig: ”Dine synder tilgives dig!” For Jesus er død for dine synder og oprejst fra graven som din Frelser. Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtræ­delser, levende med Kristus (Ef 2,4-5). UNDREN OG TAK JO: Guds tilgivelse er ikke kun mulig, men den er virkeligheden. Og er gives til os gennem dem, Gud kalder til at tilgive i Jesu navn: Det ved vi fra Jesus selv. Han sagde til sine apostle påskedags aften: «Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.» Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: «Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.» (Joh 20,21-23). Det siger han til enhver præst ved kaldelsen og ordinationen. Da kan vi kun med skaren dengang undres over, at sådan en magt er givet til os, og at vi får tilgivelsen i det ord, som Gud har kaldet os til at forkynde og hjælpe hinanden med. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk