Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
|
Kristi Himmelfartsdag 29. maj 2025
Gratiakirken ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 214, 217 // 222, 224
Markus 16,14-20
Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske." Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.
I dag handler det om vantro og hårde hjerter hos apostlene og hos os. Men også om evangeliet og dåben, som giver os troen og frelsen.
1. Hårde vantro hjerter
Evangelisten Markus fortæller: Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse.
Apostlene troede ikke på det, da kvinderne fortalte, at Jesus var opstået og levede. De troede det bare ikke! – Men måske var de lovligt undskyldt? Nej! Jesus bebrejdede dem deres vantro. Så burde de altså have troet! Jesus havde jo også fortalt dem forud både om sin død og opstandelse. Det stod også overalt hos Moses og profeterne, som Jesus havde lært dem. Men de troede ikke på ham.
Markus forklarer, at årsagen var deres hårde hjerter. Og det er bemærkelsesværdigt, at vi i evangeliet får at vide, at det også var apostlenes problem. De beskrives ikke om helte. De havde ikke uden videre troen. To disciple vandrede med Jesus til Emmaus. Også til dem sagde Jesus: ”I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt” (Luk 24,25).
De burde have troet tidligere, men gjorde det ikke. Ikke fordi deres forstand ikke kunne tro det, men fordi de havde hårde hjerter.
Så findes årsagen til al vantro i menneskehjertets hårdhed. Alle skeptiske argumenter overfor Jesus og evangeliet stammer fra et hårdt hjerte.
Det er et mysterium, hvorfor hjerter kan være hårde og uimodtagelige for de mest åbenlyse og tydelige beviser. – Vi kender det fra ægteskabet, familien og menigheden. Nogle gange er de andres ord indlysende og klare, men mit hjerte er lukket, og jeg har svært ved at give mig og tage imod. Ubøjelig. Hvad var der galt med mit hjerte?
Vi mærker det hos vore nærmeste, og de mærker det hos os.
Når det går op for os, så bliver vi bløde. Og hvad så? Er der håb om genforening? Ja, hvis den, vi lukkede hjertet for, elsker os.
Profeterne og apostlene fortæller også om, hvordan Gud løser problemet med de hårde hjerter. Han lovede simpelt hen at fjerne stenhjertet i sit folk: Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød (Ez 36,26). Og hvordan det går til, fortæller Jesus nu:
2. Kødhjerter, som tror
Så sagde han til dem: "Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. ”Den, der tror og bliver døbt” . Så er menneskers genforening med Gud og tro på ham altså ikke en umulighed. Troen er en mulighed. Når evangeliet om Jesus bliver prædiket kan Guds eget ord overvinde og overmande vantroen. Min og din. For hjerter, som hører evangeliet, kan blive forvandlet fra stenhjerter til et kødhjerter. Jesus bebrejdede dem deres vantro og gav dem samtidig tilgivelse og frelse.
Og nu var Jesus ved at fare op til Himlen for at sætte sig ved Faderens højre hånd. Og de skulle gå ud og prædike. Mon ikke de følte sig uværdige til det? De kendte jo deres egne hårde hjerter. Hvordan kunne de bruges i denne tjeneste?
Sådan kan også præster i dag tænke. Hvordan kan jeg bruges til denne tjeneste? Menigheden ved jo om mit hårde hjerte.
Ja, sådan vidste også alle kristne menigheder om apostlenes hårde hjerter, fordi det står i evangeliet. Men det skulle med. Og alligevel skulle de gå ud og prædike. – Men hvordan kunne man tro, at Gud talte gennem dem? Og hvordan kan man tro, at Gud i dag taler gennem mennesker, der ligner dem dengang?
3. Prædikenen
Da skal han og menigheden høre, hvad ordet ”prædik” betyder. At prædike betyder ganske enkelt at give det budskab videre, som man har fået af en anden. Og i dette tilfælde er det Gud, der har talt. Budskabet er ikke prædikantens. Derfor afhænger dets sandhed heller ikke af ham, der prædiker. Prædikenens sandhed og værdi bygger på ham, som sagde: ”Prædik!” Altså på JESUS.
Når præst og menighed husker på det, kommer glæden tilbage. Tænk, at han, som bebrejdede disciplene, han sagde også til dem: Prædik! For han elsker dem!
Og hvad er så evangeliet kort fortalt: Det er, hvad englen sagde på Betlehems marker: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som er for hele folket. I dag er der født jer en frelser i Davids By. Han er Kristus Herren. Og dette er tegnet, I får. I skal finde et barn svøbt og liggende i en krybbe.” Og han levede og døde for os. Han bar vore synder og opstod fra de døde og lover os evigt liv. Den, som tror på ham, og bliver døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, skal frelses. Det er evangeliet!
4. Herren virker med
Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.
Evangeliet behøver ikke hjælp fra os. Det skal ”bare” prædikes. Og Jesus Kristus gør ved sin Ånd, hvad der skal gøres: Han er der, hvor Gud, den Almægtige, udøver sit herredømme. Guds Søn, Jesus Kristus, har ikke trukket sig tilbage, men er tiltrådt sit herredømme i hele verden. Og han virker med og stadfæster ord på sin egen måde. Gennem tegn. I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske. - Men også gennem de to tegn, som altid er i den kristne kirke: Dåbens og nadverens tegn, hvor vi forenes med JESUS.
Det glæder vi os over på Kristi Himmelfarts Dag.
Lad os bede sammen om troen i hjertet og bruge evangeliet, som frelser os. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk