Forside www.vivit.dk

Sådan bliver det påske hos os

Prædiken-oversigt
Søg prædiken

Påskedag, 16. april 2017 i Aarhus og København, LGJ.
Salmer: 190, Sl 139v5, 202, 193 // 199, 430, 198v6-8

Markus 16,1-8
Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: "Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?" Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: "Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!” ”Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det." Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

1.

”Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?” Sådan spurgte tre kvinder på vej ud til graven. De overvejede ikke engang, om Jesus var opstået. De havde været ved korset. De havde hørt ham bede. De havde hørt ham råbe. De havde set soldaten stikke spyddet i hans side. De havde været med da Nikodemus og Josef tog ham ned og lagde ham i klippehulen. De havde set stenen blive rullet for. Og nu var der gået tre dage. Han var død. Stensikkert lå hans legeme i graven. De havde ellers alle gode grunde til at tro, at Jesus ville opstå den tredje dag. De havde han jo selv sagt – forklaret – og gentaget. Han havde kaldt Lazarus frem fra graven 4 dage efter begravelsen. Hvorfor kunne de så ikke tro på Jesus? Men nej. De spurgte kun om, hvem der kunne vælte stenen fra indgangen.

Vi ligner dem. For vi har også fået det fortalt . Vi har lyttet til evangeliet. Vi kender Jesu ord og ved, at han opstod. Alligevel kan vi tale om livet og være håbløse, som om Jesus ikke fandtes, eller som om han var død og borte fra os. Derfor håber jeg så meget, at det bliver påske her i menigheden hos os i dag. Det er vigtigt, at vi synger nogle gode salmer, og at det er sådan nogle, som alle kan synge med på, så kirken bliver fuld af påsketro. Og jeg må holde en overbevisende påske­præ­diken, som går jer til hjertet, en prædiken, som tager de stærkeste beviser frem.

Men hvad så, hvis der kun kommer tre kvinder i kirke i dag, ligesom der kun kom tre kvinder ud til graven? Nogle steder aflyser man gudstjenesten, hvis der kun er præsten, kordegnen og organisten. Men er Jesus ikke opstået, hvis der kun er tre i kirke, og hvis du sidder alene på dit værelse? Er det ikke påske, hvis vi er dårlige til at synge og dårlige til at tro? Er Jesus ikke opstået, hvis præstens prædiken er svag mest ligner en genfortælling af det, der skete?

Lad os gå tilbage til påskeevangeliet. Det fortæller: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. - De gjorde, ligesom vi, når vi skal til begravelse. Tager det mørke tøj på. Den hvide skjorte. Pudser de matte sorte sko. Lægger salme­bogen i lommen. Bestiller blomster og henter dem – og kommer ud til kirkegården.- Men hvem kan hjælpe, når det kommer til stykket? Hvem kan hjælpe, når det er en mand på 33 år, der er død. Hvem kan trøste hans mor? Og hvem skal hjælpe hans venner, som holdt så meget af ham? Hvem kan trøste dem? Og hvem kan trøste dig? – Selv om Jesus lever, kan vi have de præcis som disse kvinder.

2.

Og vi kan også tænke på mændene, som nævnes sidst i påskeevangeliet. Hvorfor var det ikke dem, som kom ud til graven med salve og blomster? Er det mon, fordi mænd helst vil gøre noget, som virkelig flytter noget? Men hvorfor gik de da ikke med for at flytte den store sten? Måske fordi de var endnu hårdere ramt end kvinderne.De havde forsøgt sig som mænd. Men de havde indset, at mænd ikke kan udrette noget, når det kommer til stykket. En havde taget sit eget liv, Judas Iskariot. En anden holdt sig for sig selv, Thomas. En tredje havde lidt det største nederlag i sit liv, Peter. Alligevel blev han sammen med de andre. Det er stærkt at kunne være samme med andre, når man skammer sig. Og de andre havde heller ikke noget at prale af. - Det var ikke sådan, de havde ønsket at være mænd. Men det var den slags mænd, de viste sig at være. Og det er måske også sådan, vi er? Man har godt nok mistet sin betydning, når det eneste man kan udrette er at rejse sig og tage fat i et af de seks håndtag, bære kisten til graven og fire den ned.

3.

Men begynder det at blive påske for kvinderne: Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. - Påske er noget, det bliver. Det bliver påske, fordi stenen er væltet fra. Fordi der er åbent ind til graven. Guds engel har gjort det. Gud oprejste sin Søn fra de døde. Kvinderne arrangerede det ikke. De første kristne menigheder arrangerede det ikke. Og vi kan ikke arrangere påsketro hos os. Ikke ved at samle tusind mennesker, eller stable det flotteste kor på benene. Vi kan begrave og købe blomster. Men det er Gud, der opvækker og giver liv. Han alene. Kun Gud kan. Vi kan løfte kisten med vore stærke armkræfter, men vi kan ikke løfte mennesket op til Gud, men kun ned i jorden. Men ved Jesu opstandelseskraft bliver det påske på den yderste dag. Og ved Jesu Ånd og ved hans ord bliver det påske hos os og i vore hjertet.

4.

For det er det næste, vi hører i evangeliet: Englen sagde! Englen talte! Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Graven er tom. Det er den. Det er helt sikkert. Hans legeme er der ikke mere. Men hvad betyder det? Er de gået forkert? Har nogen stjålet liget? Var han mon alligevel ikke død? Var det bare en ond drøm? - Sådan kan vi også komme i tvivl om så meget. Tolker vi det, vi ser, på den rette måde? Eller misforstår vi det? - Når vi holder begravelse, forestiller vi os, at Gud vil opvække den døde fra graven en dag. Men er det bare noget, vi bilder os ind? Er vore fremtidshåb selvskabte tanker og forestillinger? Er det noget, kirken har fundet på?

Nej, Jesu opstandelse var ikke kvindernes egen tolkning af den tomme grav. Det var heller ikke disciplenes tolkning. De havde jo givet op. Evangelis­terne er skånselsløse i deres beskrivelse af disciplene. Hvis opstandelsen var en tanke, de selv havde skabt, mon så ikke også de ville have forskønnet deres egen rolle? I stedet fortæller de om kvindernes tomhed og deres egen sløvhed og vantro. Og det rammer os. For vi kan ikke forestille os andet end død og undergang. Derfor er påske og opstandelsestro ikke noget, vi driver frem, hverken enkeltvis eller ved at opstemme hinanden.

5.

Det sker ved at Englen fortolker og forkynder for os. Med enkle ord. Han bekræfter: Ja, Jesus blev korsfæstet. ”I leder efter den korsfæstede.” Det var lige så frygteligt, som I oplevede det. - Sådan også med vores død og skyld. Det er forfærdeligt. Der er ingen udvej. Hverken unge kvinder eller mænd i deres bedste alder kan gøre fra eller til. Intet kirke-kor. Ingen ung og uerfaren præst – eller gammel og erfaren præst. Ingen. Men Guds ord til kvinderne kunne: ”Vær ikke forfærdede! Den korsfæstede er opstået.”

I fredags prædikede Esajas for os, at Jesus Kristus led i vort sted: Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar;og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud. - Men han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt. - Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej; men Herren lod al vor skyld ramme ham. Prædikenen fortæller skiftevis, hvad han gjorde for os, og hvordan vi forholdt os til ham. Som store modsætninger. Derfor gjorde han det. Han gjorde det helt alene. Ellers var det aldrig blevet gjort. Og Esajas fortæller om opstandelsen: Efter sin lidelse ser han lys, han mættes ved sin indsigt.Min tjener bringer retfærdighed til de mange, og han bærer på deres synder (Esajas 53).

Nu bliver de påske. Mens jer hører det, lyser det ind i mit hjerte. Nu er der håb. Nu kommer den korsfæstede ind i til os som vores levende Herre. Den levende Jesus er vores stedfortræder. Vores frelser. Det er han virkelig. Det er derfor, vi ikke skal være bange. Sådan bor Kristus ved troen må bo i jeres hjerter, … så at I sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse, så I fyldes, til hele Guds fylde nås. Han bor ved troen i vore hjerter. Han opstod. Derfor kan han også leve i vore hjerter. Være os nær. Være hos os, og vi være hos ham.

6.

”Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det." - Kvinderne får en opgave, noget, de kan gøre. De skal fortælle det til disciplene – og til Peter. Fortæl det i din menighed, der, hvor der er slukket og lukket. Sørg særligt for den ringeste af disciplene, ham, som tænkte højest om sig selv, men nu er faldet dybt. Sig det til dem, og til ham. Vi vælger ikke selv dem, vi skal sige det til. Vi skal sige det til dem, vi hører sammen med – i menigheden.

Og sig en ting mere til dem: At Herren Jesus vil gå foran jer til Galilæa. Der skal I se ham, som han har sagt. Han ville møde dem i Galilæa. Det var der, han gav dem missionsbefa­lingen og lovede dem og os: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Så var der også en opgave til disciplene. Og til os. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 16.04.2017. post@vivit.dk