Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Undervisning, røveri og tro trods svigt

23. søndag e. trinitatis 2020 i Aarhus. LGJ.
Salmer: 366, 745, 44, 5, 430, 280v3 og 7

Markus 12,38-44
I sin undervisning sagde Jesus: «Tag jer i agt for de skriftkloge, som gerne vil gå omkring i lange gevandter og lade sig hilse på torvet og sidde øverst i synagogen og til højbords ved fester. De æder enker ud af huset og beder længe for et syns skyld. De skal dømmes så meget hårdere.» Jesus satte sig over for tempelblok­ken og så på, hvor­dan folkeskaren lagde penge i blokken. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."

I. JESUS UNDERVISTE

”I sin undervisning …” Vi får et eksempel på Jesu undervisning. Han underviste om at ydre fromhed ikke dur til noget, når man samtidig er ubarmhjertig mod andre og æder enker ud af huset. Og før vi går ind i hans undervisning i dag, vil vi særligt lægge mærke til, at Jesus underviste. Det var en helt afgørende del af hans tjeneste. Her er nogle vidnesbyrd: Markus 1: Så kom de til Kapernaum. Da det blev sabbat, gik han straks ind i synagogen og underviste. 22 Og de blev slået af forundring over hans lære; for han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som de skriftkloge. Markus 2: Jesus gik atter ud langs søen, og hele skaren kom til ham, og han underviste dem. Markus 4: Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: 3”Hør her! En sædemand gik ud for at så. 4 Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Jesus underviste ikke kun sine disciple, men også større grupper af mennesker. Lærte dem – så de kunne huske – bruge det – stole på det- ikke glemme det.

II. JESUS UNDERVISTE TIL TRO

Markus 6: Og han undrede sig over deres vantro. Så gik han omkring i de omliggende landsbyer og underviste. Undervisningen var ikke kun formidling af viden til forstanden, men til troen. Kristen undervisning har som formål, at vi skal vide, så vi kan tro. Vide, hvem Jesus er, hvad han har gjort for os. Vide, hvordan vi skal leve, for at vi skal handle efter det. Og gøre det – og så indse, at det er godt – men også at vi ikke er gode. Vi skal kende de 10 bud, Troen, Fadervor.

Markus 9: 31 Han underviste sine disciple og sagde til dem: «Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.» 32 Men de forstod ikke, hvad han sagde, og de var bange for at spørge ham. 33 Så kom de til Kapernaum. Og da han var kommet inden døre, spurgte han dem: «Hvad var det, I talte om på vejen?» 34 Men de sagde ikke noget, for på vejen havde de talt med hinanden om, hvem der var den største. 35 Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: «Hvis nogen vil være den første, skal han … Her får vi at vide, at de ikke forstod hans undervisning. De var optaget af noget helt andet. Hvem der var den største. Og hvad gjorde Jesus så? Han satte sig ned og forklarede dem, hvordan man bliver den første og største: Ved tjeneste, som man slet ikke fortjener noget af, men som bare gavner andre. … Og senere underviste han om det, de ikke forstod: om hans lidelse.

Markus 10: Så brød Jesus op og drog til Judæa og landet øst for Jordan; atter samlede der sig folkeskarer hos ham, og han underviste dem igen, som han plejede. Markus 12: 35 Mens Jesus underviste på tempel­pladsen, tog han til orde og sagde: «Hvordan kan de skriftkloge sige, at Kristus er Davids søn? Jesus underviste om Kristus i Skriften.

III. JESUS UNDERVISER I DAG

Jesus underviste som ingen anden skriftklog dengang kunne. Og præster i dag når ham heller ikke til sokkeholderne. Derfor kunne vi måske drage den slutning, at Jesus ikke underviser i kirken i dag. Vi vil læse bibelen selv, men ikke modtage under­visning. Præster er jo ikke kompetente, som Jesus var. De skal bare læse teksterne op og overlade det til den enkelte kristne at forstå det. Er det rigtigt?

Paulus vejleder i 1 Timotheusbrev: Indtil jeg kommer, skal du tage vare på skriftlæsningen, formaningen og undervisningen. … Giv agt på dig selv og på den undervisning, du giver, hold fast ved det; for når du gør det, bliver du til frelse både for dig selv og for dem, der hører på dig. (1 Tim. 4:13 og 16). - Her er tre ting, som man skal tage vare på i menigheden, og som særligt præster skal: Læse Skriften op, formane og undervise. OG hvorfor? Fordi man bliver frelst, når man holder fast ved undervisningen.

Paulus forklarer videre, at der i menigheden er mænd, som har denne særlige opgave med undervisning: 17 Ældste, som er gode forstandere, fortjener dobbelt agtelse, særlig de, der slider med forkyndelse og undervisning. (1 Tim. 5:17)

Igen nævnes forkyndelsen og undervisningen sammen. Du hører en prædiken og du modtager undervisning. Begge dele hører til i menighedens liv og er nødvendige for os. Og begge dele er et slid. Derfor skal kristne også slide med at lytte og lære. Det er et arbejde at deltage i menighedens tros-undervisning og gudstjeneste. Et nødvendigt arbejde for enhver kristen, for at vi kan vokse i troen (se 2 Tim 3,16-17).

Og Paulus forklarer også, at der vil komme tider i den kristne menighed, hvor man ikke vil lytte til prædiken og undervisning, men synes, at man kan klare sig selv, eller at man lige så godt kan lytte til alt muligt andet, mytologi, verdslig litteratur, menneskelig visdom om psykologi og videnskab: Prædik ordet, stå frem i tide og utide, overbevis, irettesæt, forman, tålmodigt og med stadig undervisning! For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. (2 Tim. 4:2-4)

IV. JESUS UNDERVISER OM RØVERI

I sin undervisning sagde Jesus: ”Tag jer i agt for de skriftkloge, … som beder længe for et syns skyld … og æder enker ud af huset” (v38-40). I undervisningen i dag underviser Jesus, at ydre fromhed ikke dur til noget, når man samtidig er ubarmhjertig mod andre og æder enker ud af huset. Den undervisning skrev Markus ned. Det blev læst op i gudstjenesten. Også hos os. Vi skal vide, at det ikke gælder om ydre gerninger, men om tro på Gud.

Ydre fromhed, hvor vi gør noget for at andre kan se os, gør os ikke til kristne. Det frelser ingen. Det er tomhed. Jesus advarer imod det. Han advarer imod dem, som hævder at de kender skrifterne, men ikke kender troen på Gud, ikke har den selv og derfor underviser i lovgerninger, ydre fromhed, men uden at mennesker får hjælp. Og selv hjalp de ingen. Tværtimod åd de enkers huse.

Det er jo en ordentlig mundfuld at æde en enkes hus. Hvad mener han mon? Jo, enkens mand er måske ikke kun død bort fra sine kære kone og hustru, men også fra en gæld. Måske skyldte han meget. Måske så meget, at enken ikke kunne blive boende i huset. Hvad gjorde så de skriftkloge? De krævede pengene på stedet. Og sådan åd de enkers huse. Hvad sagde Gud om dette i Skrifterne? Han sagde: Tag jer af enken, den faderløse og den frem­mede! Det bliver sagt igen og igen. Men det overså de. De sørgede for at inddrive al gæld til sig selv.

Denne undervisning er nødvendig for os. For griskhed og grådighed er ikke kun noget, der florerer hos uvidende mennesker. Det findes også hos skriftkloge. Vi kan læse Skriften – og samtidig overse barmhjertighedens kald. Jesus må under­vise os om vore fejl og skyld, så vi ikke skal æde andre op. Paulus siger et sted: 15 Men hvis I bider og slider i hinanden, så pas på, at I ikke æder hinanden helt! 16 Hvad jeg mener, er: I skal leve i Ånden og ikke følge kødets lyst. (Gal. 5:15-16)

V. JESUS UNDERVISER OM TRO TRODS SVIGT

Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: "Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af."

Jesus fortsætter sin undervisning ved at fortælle om en af de enker, som var blevet svigtet og ædt ud af sit hus. For vi ved jo, at hun ikke ejede noget som helst. Med mandens død, havde hun mistet sit hus og ejendom. Og hvad skulle hun så leve af? Var det så mærkeligt, hvis hun blev bitter: Bitter på de skriftkloge, som havde ædt hendes hus. Og måske også bitter på Gud, som havde ladet det ske: først at hun mistede sin mand, og så at andre fromme jøder, der bad så fromt og foregav at de levede Gud nær, var grådige ulve. Hvis hun var holdt op med at komme i templet, kunne man godt for stå det. Og nu kommer undervisningen om troen: Hun kom i templet. Hun gav i tak og tro til Gud. Hun lod sig ikke kue bort fra Gud pga. falske jøder.

Også vi ved om menneskelige svigt i kirken. Hvordan kan vi da tro på den kristne kirke og lægge gaver i den fælles kirkekasse? Det virker ufornuftigt og urimeligt. Og hvis vi hertil overvejer vore egne svigt, kan vi ligefrem komme i tvivl, om vi selv hører med til Guds kirke. Derfor har vi i den grad brug for at høre, hvad Gud har gjort både for os og for alle andre i hans kirke.

Sådan siger apostlen Paulus i Apostlenes Gerninger: ”Gud købte kirken med sit eget blod.” (ApG 20,28). Og Paulus skriver i 1. Kor 6: ”I er købt og prisen er betalt.” Det giver os værdi. Uendelig stor værdi. Og det kan vore synder og andres synder ikke ændre ved. Tænk at vide dette og at tro på dette. Paulus skriver sådan til menigheden i Efesus: ”Kristus elskede kirken og gav sig hen for den for at hellige den ved at rense den i badet med vand ved ordet” (Ef 5,25-26). Enken havde en sådan tro på Guds godhed og frelse. Ellers var hun blevet hjemme. Hun kom trods svigt og vantro. Hun vidste, at Gud var i sit hellige tempel og ville sørge for hende og andre. Derfor gav hun.

Vi tror af samme grund: Vi tror vi "på Helligånden, en hellig almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, …” Vi tror på én hellig kristen kirke, fordi vi tror på syndernes forladelse. Vi tror, at vi også selv er en del af den på grund Kristi død i vort sted og på grund af dåbens bad, hvor han rensede os. Vi tror på Kristus på trods af små og store svigt. Vi kan hverken undvære ham eller hans kirke, som han elsker. Lige nu rækker han ind i vore liv med trøst og håb. Og han har et sakramente til os i sin kirke, som bringer ham nær til os og os nær til ham: Nadveren. Det er vor hjælp midt alle svigt - ikke mindst egne svigt. Gud er din forsørger og frelser. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk