Vores favn og Jesus' favn

Prædiken 1. søndag e. hellig 3 kongers dag 7. jan. 2024 i Kbh og Aarh. (LGJ).

Salmer: #3. #1 397, 405, 3v1-7, 430, 3v8-10

Evangelium: Markus 10,13-16
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

1. Ikke plads i favnen - disciplenes og vores

Disciplene blev vrede på nogle forældre, som bar deres børn til Jesus. Ikke længe forinden havde de og Jesus været på vandring sammen. De 12 havde samtalt intenst om et emne. Og Jesus havde han spurgt: ”Hvad talte I om?” Men de svarede ikke. – Jesus vidste hvad det var. Derpå satte Jesus sig ned og kaldte de 12 til sig. Og Jesus tog et barn, stillede det iblandt dem og tog det i favn (9,36) og sagde: Den, som tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig (9,37). Samme ord som i vor tekst: Han tog dem i favn. Og han sagde til dem – som advarsel: ”Den, der bringer en af disse små, som tror på mig, til fald, var bedre tjent med at have en møllesten hængt om halsen og være kastet i havet” (9,42). Jesus havde tale om at tage imod de små. Og om de smås tro på ham.

Hvordan kunne de 12 apostle da true forældre, som bar deres børn til Jesus? Måske fordi de havde glemt. Og noget andet var blevet vigtigere end at tage imod – og selv blive som børn. Og det, som var blevet vigtigere, kunne måske være det, Jesus havde været i gang med at undervise folkeskarerne nede i Judæa, om som kommer lige før vort evangelium: Undervisning om ægteskabet. Farisæere havde spurgt, om det var tilladt for en mand t skille sig fra sin hustru (Mark 10,2). Og Jesus havde vist dem ud fra skabelsen, at en mand og kvinde bliver ét kød i ægteskabet og ikke må lade sig skille. Det var vel ikke lige nu, at de skulle forstyrres af børn.

Sådan kan vi også blive optaget af vigtige spørgsmål, som vedgår os voksne. Måske det ikke engang er noget med troen, du er i gang med. Måske dit arbejde. Måske din træning, din økonomi eller en bog, du bare må læse eller en serie, du bare må se. Og så kommer der nogle og beder dig om at være med på en børnelejr. Eller det er dine egne børn, som tavs råber på at der bliver bedt bordbøn, aftenbøn og læst bibelhistorie og være i din favn. Men der er måske noget, der er vigtigere. Du giver dem venstre hånd, men ikke din favn.

Når vi sådan bliver afsløret, kan det være en hjælp at de 12 apostle også blev afsløret. De var ikke bedre end os. Og vi er ikke bedre end dem. Og ligesom Jesus tålmodigt arbejdede med dem, sådan må han også arbejde tålmodigt med os. Og det er så vigtigt, at vi lytter til ham. Vandrer med ham. Lader os sætte i rette af ham.

Jeg nævnte, at emnet før vor tekst med børnene var farisæernes spørgsmål om skilsmisse. Farisæere var meget optaget af, hvilke muligheder de havde for at gå fra en kvinde, de ikke syntes om mere, til en anden kvinde, de var mere tiltrukket af. Emnet var ægteskab og samliv, og at blive ét kød, hvad er så mere naturligt, end at der dukker børn op? Og her siger Jesus: Hold sammen i ægteskabet. Hold sammen – ikke kun for at få tilfredsstillelse og nydelse, men gør det også for at ære og elske den, du er gift med. Og gør det for jeres børns skyld. Hvis I ikke favner hinanden og favner dem sammen, hvordan skal børnene da vide sig rigtigt trygge?

Og da sker det, som ikke må ske: De 12 apostle vil skille børnene fra Jesus. Få dem væk! Få dem væk! Det er ikke nu. Jesus blev vred. Så fattede hans udvalgte apostle ikke, at Jesus ville tage imod de små børn. Så fattede de måske heller ikke, at ægteskabet er tæt forbundet med at tage imod små børn. Når Gud giver ægtefolk frugtbarhed og et lille barn bliver undfanget, da tag imod det. - Lukas fortæller det samme som Markus og bruger det ord om børnene, som betyder et spædbarn og foster.

Så underviser Jesus os altså om to ting:
* At børn er en gave, som vi må tage imod i ægteskabet og i familien. Den favn, som de blev til i, da mor og far lå i hinandens favn, den favn behøves gennem hele livet. De, som har fået børn, ved, hvor skønt det er at tage sit barn i favn. Men også, hvor svært det kan være at blive ved livet igennem. Bliv ved!
* Men også at børn er en gave i Guds familie, i den kristne kirke, i vores menighed. Og når nogen bringer små børn til Jesus i menigheden, skal de tages i favn af ham – og af hans kirke og menighed.

2. Plads i Jesu favn

Og nu er der dynget en hel del skyld på os. Med rette. For vi kender til at have lukket os til i ægteskabet og i forhold til forældre og børn. Og når mor og far lukker favnen i for hinanden, mon så ikke børnene mærker det? Kan de da vide sig trygge i mors og fars favn? Vi har måske også konkret irriteret os over børn, der forstyrrer i gudstjenesten. Forældre får ikke det ud af det, som de gerne vil. Andre bliver også forstyrret. Da er det vores hjælp, at Jesus bliver vred og åbner sin favn og velsigner de små.

Det en gave netop til os, at Jesus tog imod sine uduelige apostle og blev ved med dem. Og han tager også imod os uduelige kristne og tager os i favn. Han siger jo: ”Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer tunge byrder!" Matt 11. Han giver os sit ord, så vi kan sige med David: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, hvad er da et menneske, at du tager dig af ham.!" Sl 8. Vi mærker Guds favn. Han tager sig af os.

Vi må godt forstyrre Gud med vore synder, vore klager, vore smerter, vores uforløste ægteskab, vore skænderier. Der er nok af bønner i Salmernes Bog, som vi får lov at bede. Ligesom Jesus tog de små i favn, sådan tager Gud os i favn.

Og for at det ikke skal afhænge af vore følelser og fornemmelser, har han givet os skriftemålet, hvor vi kan bekende det hele for ham – og modtage tilgivelsen. Og så er vi tilgivet. For han har gjort det ved sit ord og ved sin tjener som sagde: ”Dine synder tilgives dig.”

Nu er spørgsmålet, om børn også har brug for tro og tilgivelse, og om de skal døbes? Det er der ført lange teoretiske diskussioner om, selv om sagen er klar ifølge Bibelen vidnesbyrd. Gud siger jo her, at alle mennesker er syndere helt fra fødslen, og at Gud genføder og frelser os i dåbens sakramente. Men i en prædiken skal der ikke diskuteres. Det nytter nok heller ikke at diskutere. Jeg tror, at vi først rigtigt kan høre Guds svar, når han viser os vore egne synder og lærer os at bede David lærte i Salme 51: I skyld har jeg været, fra jeg blev født, i synd, fra min mor undfangede mig. v7. Her erkender David, at han havde brug for Guds frelse helt fra sin undfangelse. Og det er ikke kun en teoretisk viden, men en personlig erkendelse.

Havde jeg så brug for Guds frelse, da jeg var et foster og da jeg blev født? Ja. Og det har jeg stadig. Så er det i hvert fald afgjort. Og da rejser spørgsmålet sig:

Hvordan kan jeg blive omfavnet af Jesus Kristus? Hvordan kan spædbørn, store børn, unge og ældre bliver omfavnet af Gud? Vore hænder og arme er jo ikke Jesus’ hænder og arme. Og vi kan jo spørge ham selv: ”Jesus, hvad har du givet os, så vi kan være visse på, at vi bliver taget imod af Gud, får tilgivelse, bliver genfødt og bliver forenet med dig?”

Vi leder forgæves i Apostlenes Gerninger efter eksempler på, at apostlene tog børnene i favn og velsignede dem. Derimod hører vi, at de gjorde, hvad Jesus havde befalet dem: De døbte og de lærte mennesker, hvad Jesus havde lært dem, og de sagde: For løftet gælder jer og jeres børn (ApG 2). Og Jesus sagde selv: Den, som tror og bliver døbt, skal frelses (Mark 16,16).

Apostlene bevidner i deres breve, at dåben er genfødslens bad (Tit 3), at dåben frelser (1 Pet 3), at dåben kaldes omskærelsen til Kristus (Kol 2). Ligesom man omskar drengebørn på 8. dagen, sådan blev hele familier døbt af apostlene. Igen og igen fortælles, at hele hans hus/husstand kom til troen og blev døbt. Og vi ved fra det græske sprog, at hus / husstand inkluderede mand og hustru og alle børn. (Et godt eksempel er Joh 4,53, hvor barnet særligt nævnes.)

Når nogle kristne siger, at de ikke vil døbe, men gøre, som Jesus gjorde, tage børnene i favn og velsigne, hvad siger vi så? Jo, da siger vi: Hvor er det godt at præsten og andre i menigheden tager børnene i favn og velsigner dem. Det skal vi gøre. Men er du vis på, at din favn er lige så god som Jesus’ favn?

Derfor siger vi også, at vi først og fremmest må bruge det nådemiddel, Jesus gav sine disciple: Den hellige dåb i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og oplæring, undervisning i det, Jesus har lært os. Vi ved at Gud frelser, genføder og renser os i det bad ved Ordet.

Her giver Gud os voksne hvile: At Kristus opstod fra de døde, og at vi blev forenet med ham i dåben. Og her finder spædbørn hvile i Frelserens favn. I dåben med vand i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Her er Jesus med sin favn. Og han skiller sig ikke fra os, men holder os fast. Amen.

Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk