Brug for en favn

Prædiken på 1. søndag e. hellig tre kongers dag 11. januar 2004 i Løsning og Århus menigheder ved pastor Leif G. Jensen
Salmer: 113, Vi er småfolk i Guds højhed, 398, 3, 403.
Læsninger: Salme 8, Efeserbrevet 6,1-4 og Markus 10,13-16.

Efeserbrevet 6,1-4 og Markusevangeliet 10,13-16

Børn, adlyd jeres forældre i Herren; for det er ret og rigtigt. "Ær din far og din mor!" Det er det første bud, der er knyttet et løfte til: "for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden." Og fædre, gør ikke jeres børn vrede, men opdrag dem med Herrens tugt og formaning.

Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det." Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

De bar nogle børn

Det er godt, når børn har nogen til at bære sig. Godt, når voksne påtager sig ansvaret for børnene. Sådan skal det være. Man skal ikke have børn for at stive sig af. De skal ikke bære forældrene, ligesom børn heller ikke skal bære sig selv. Børn skal bæres. De skal bæres som spæde; men også senere op gennem barndommen, når de selv kan gå, skal de følges og hjælpes for ikke at gå forkert. Børn skal støttes og holdes fast i det, de skal og ikke skal. For de er børn. Ellers kommer de på gale veje, får et knæk eller bliver barnagtige, fordi de tror, at de bestemmer over både sig selv og over voksne mennesker. De bliver umulige i skolen, får vanskeligheder med at tilpasse sig og underordne sig og indordne sig. Børn skal have lov at være børn, når de er børn. Det står fast, at de har brug for hjælp - og opdragelse.

Adlyd i Herren!

Men nu er der jo mange holdninger til hvordan. Og prædikestolen er ikke et sted for præsters private synspunkter derom. Men når Gud taler til os om forholdet mellem børn og forældre i det 4. bud, og når apostelen i søndagens brev-læsning (Ef 6) udlægger budet, så skal det prædikes i menigheden og tages med hjem fra kirke. "Ær din far og mor!" Og apostelen forklarer: Adlyd! Adlyd jeres forældre i Herren.

Når vi hører det i et menighedsbrev, viser Gud os dermed, at børn hører med til menigheden og skal være med i gudstjenesten, hvor den slags breve bliver læst op. De blev talt til og talt med. Menighed og gudstjeneste for børn. Ikke som en særforanstaltning, ikke opdeling mellem voksne og børn.

Gudstjenesten var ikke og er ikke et sted, hvor man beskæftiger sig med så høje ting, at børn ikke har noget at gøre der. - Apostelen siger ikke: Præster og forældre: Husk at sige det til børnemødet. Der tales direkte til jer børn, samtidig med, at de voksne kristne lytter med. I børn, vær lydige i Herren. Herren står over jeres mor og far. Og de har deres autoritet fra Herren. Og Herren vil sørge for jer. Adlyd dem. Jeres kære Herre, Jesus, vil hjælpe jer.

Opdrag i Herren!

Og derefter taler apostelen til dem, der har taget deres børn med til gudstjeneste. Ikke til præsten og menigheden som helhed, men til den voksne, som sagde i morges: Nu skal vi i kirke. Paulus har tidligere i samme menighedsbrev talt om hyrder og lærere i menigheden. De skal undervise gennem prædiken og oplæring. Men børnenes opdragelse er ikke menighedens eller præstens, men forældrenes særlige opgave.

Her gælder igen det samme som før. Præsten skal ikke komme med sin private mening om opdragelse og hvem, der skal gøre det i hjemmet. Men vi skal lytte til apostelen, som siger: "I fædre!" Det betyder ikke, at kvinderne er undtaget, men det fortæller, at fædrene får pålagt ansvaret. Vel først og fremmest fordi det er deres. Og dernæst, fordi fædre måske er mest tilbøjelige til ikke at bære det og i stedet ordne børneopdragelsen med venstre hånd og i en håndevending. "Nå, har du opført dig ordentligt i skolen og lavet dine lektier?" Men I fædre, I kan ikke nøjes med én hånd. I skal bruge to. Opdrag dem i Herrens tugt og formaning. Og gør dem ikke vrede. Tag jeres børn i favn! En favn består af to hænder. En hånd, som holder fast, viser at det er alvor, det og det må du ikke, og det her skal du. Og en hånd som trøster og opmuntrer. Først da er der en favn.

Kirkegang - for hele familien

Det bringer os hen til evangeliet, som fortæller, at man bar nogle børn til Jesus, men at hans disciple truede ad dem. De ville skåne Jesus for børnene. Discipelskab og menighed er vel mest for mænd. Måske også lidt for kvinder. Men ikke for børn. Discipelskab og tro kommer først med alderen. Hvad skal de dog i kirke for? Skån dog præsten og menigheden for deres uro, og lad dem sove længe søndag morgen. Men kirkegang er for hele familien. Det tredje bud siger, at det skal være den dag, som er bestemt til det. Der skal være regelmæssighed over bibelhistorie i hjemmet. Det har stor, stor betydning, ligesom regelmæssig kost, faste venner, stabil skolegang og et trygt sted at bo har afgørende betydning for et barns udvikling og vækst.

Tænk også på, hvad Paulus siger et sted: "Du kender fra barnsben de hellige skrifter, og du ved, hvem du har lært det af ..." (2 Tim 3). I et andet brev til Timoteus læser vi, at det var hans mor og mormor, som havde lært ham det. For hans far var græker og ikke jøde - ikke troende - ikke med i Guds folk. - Det fik stor betydning for Timoteus og hans liv som voksen, at han havde lært om Gud fra lille af.

Vi har også Jesus selv som forbillede. Han var oplært og underviste som 12-årig i templet. Og han fulgte med sine forældre hjem, var lydig mod dem og voksede i visdom. Både I børn og I voksne har gode og herlige ting at lære og vokse i. Og det er en særlig gave at have børn, som skal lære det. Det er en gave til jer, som er forældre, og til jer, som har påtaget jer ansvar som faddere og som menighed. Gud vil lade menigheden være en favn for børnene.

Børn behøver det!

De bar børn til Jesus - små børn. Helt fra de var spæde, kom de til Jesus. Og Jesus bekræfter, at sådan skal de være. For "Guds rige hører sådanne til" (1948-oversættelsen). "Guds rige er deres." (1992-oversættelsen). Jesus siger ikke dermed, at Guds rige er børnenes på forhånd og uden videre. Da var det jo ikke nødvendigt at komme med dem til Jesus. Det, han siger, er, at når de kommer til ham, da kommer de det rette sted hen. Netop fordi Guds rige er deres, altså er for dem, skal de også have del i det. Og det får de, når de bliver båret hen til Jesus. Disciplene ville hindre børnene, og Jesus blev vred. En understregning af, at alt afhænger af, om børnene også kommer til Jesus.

Men hvem er de små da? De små er skabt af Gud, ... men de er også "kød af kød og kan ikke se Guds rige, hvis ikke de bliver født på ny!" (Joh 3). På grund af arvesynden er de vredens børn, ligesom vi andre var det - og er det, hvis vi ikke tror på Jesus. De kan dø. Og døden er ifølge bibelen syndens løn. Derfor er børnene syndere. Vi kan ikke altid aflæse det i børnene, men vi kan læse om det i Skriften. De små er skabt af Gud og dog syndere fra undfangelsen af (Sl 51,7).

Her er Jesu favn

Børnene behøver intet mindre end genfødsel og frelse fra synden og døden. Derfor må og skal vi vide, hvordan vi bringer dem til Jesus, og hvor hans hænder og favn er i dag. Hvad med at præsten sætter sig midt i menigheden og efterligner Jesus i søndagens tekst. Er det Jesu vilje, at vi indfører en slags "børne-velsignelse". Kan vi regne med, at Jesus vil bruge præstens hænder og arme som sine? Vi ved det ikke. Derfor tør vi heller ikke stole på det. Men vi ved, hvordan Jesus har sagt, at vi skal gøre alle folkeslag til hans disciple. "Døb dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Og lær dem at holde alt det, han har befalet os. Og se, jeg er med jer alle dage." Derfor døber og lærer vi børn, unge og voksne. For han har befalet os at gøre det. Og han har lovet og sagt, at dåben er genfødslens bad (Tit 3,5). I dåben renser Gud os og forener os med Kristus (Ef 5,26). Her begraves vi med ham og opstår med ham (Rom 6,3). Her bliver små og store iklædt Kristus (Gal 3,27). Derfor tror vi, at Gud favner os og gør os til sine børn netop i dåbens sakramente.

Dåben er altid "barne-dåb"

Nogle mener, at dåben skal vente, til man er blevet mere voksen i det, og at dåben i hvert fald ikke er beregnet for de små og spæde børn. Overfor denne indvending siger Jesus: "Hvis I ikke bliver som børn, kan I slet ikke blive kristne!" Ikke fordi børnene er syndfrie, men fordi de ikke har det ekstra, som de voksne har: den udviklede forstand, indvendingerne, selvbevidstheden. Derfor må I blive som børn, blive magtesløse og hjælpeløse og se, at det, I har brug for, er en far og en frelser. Det svarer til, at Jesus et andet sted siger: "Hvor er det vanskeligt for en rig at komme ind i Guds rige." Ikke sådan at forstå, at fattige automatisk bliver frelst, eller at fattige er mindre syndere, men fordi de fattige i det mindste ikke også har rigdommens bedrag at slås med. - Fornuft og menneskelig klogskab kan virke på samme måde som rigdom. Det kan blive meget svært for en voksen at komme ind i Guds rige. Ja, Jesus siger, at det er umuligt.

Sådan fører Jesus os tilbage til vores barndom og til vores dåb og siger: Det er stadig sådan, I bliver frelst. Ved genfødsel, af nåde, ved den nøgne tillid til frelsen i Jesus Kristus. Ja, vi kan faktisk ud fra Jesu ord sige, at kristen dåb altid er "barnedåb". For ingen kommer ind i Guds rige, uden at han bliver som dette spædbarn (Luk 18,15-17). Jo mere magtesløs, desto bedre. Da understreges Nåden. Dåben er for dem, som tror på Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd. For det spæde barn, som Jesus tager mod og giver troen i vandbadet ved ordet. Og for den voksne, som Gud gør til sit barn og giver troen gennem vandbadet ved ordet. Sådan er evangeliet. Det forkynder, at frelsen er for syndere. Hvor synden blev større, der blev nåden endnu mere overstrømmende rig.

Derfor står vi tilbage med forundring og forbavselse. Og da er det jo dejligt, at Gud har givet os søndagens Salme 8, så vi kan sige: "Når jeg ser din himmel - dine fingres værk - hvad er da et menneske, at du husker på det." Tænk, Gud sluttede pagt med mig. Tak Gud. Tak, at du holder fast ved dåbens pagt og at den også gælder i dag. Amen.