Forside www.vivit.dk
Oversigt Søgemaskine

Den gode gentagelse

11. søndag e. trinitatis, 12. august 2018 i Kbh og Aarhus, Leif G. Jensen
690v1-3, 258v1, Abraham fik klar besked, 131, 449, 430, 167v3-6

Evangelium: Lukas 7,36-50
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: "Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd." Jesus sagde da til ham: "Simon, jeg har noget at sige dig." Han svarede: "Sig det, Mester!" "En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?" Simon svarede: "Den, han eftergav mest, vil jeg tro." Jesus sagde: "Det har du ret i." Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." Og han sagde til hende: "Dine synder er tilgivet." De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: "Hvem er han, som endog tilgiver synder?" Men han sagde til kvinden: "Din tro har frelst dig. Gå bort med fred."

1.

Var kvinden tilgivet, før hun kom? Eller blev hun det først, da hun gik? - Noget tyder på, at hun først blev tilgivet, da hun gik. For det var til sidst at Jesus sagde: ”Dine synder er tilgivet!”

Men meget andet i teksten peget i modsat retning: nemlig at hun allerede var tilgivet, da hun kom, og at hun kom, fordi hun var tilgivet, og gjorde, hvad hun gjorde i taknemmelighed og kærlighed til ham, der allerede havde tilgivet hende!
* Tænk på lignelsen, Jesus fortæller: Der var en pengeudlåner, som havde to skyldnere. Denne ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, tilgav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil nu elske ham mest?
* Og derpå viser Jesus Simon, at kvinden vaskede hans fødder med sine tårer, brugte sit hår som håndklæde, og brugte olien på Jesus i stedet for på sin forretning som prostitueret. Hun har fået meget tilgivet, fordi det er tydeligt, at hun elsker Jesus meget. Og den, som kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.

Derfor var kvinden tilgivet, før hun kom. Der var sket en forandring i hendes liv, som Jesus vidste om og forstod. Hun brugte ikke alabastkrukken med olie til sig selv som prostitueret, men brugte den på Jesus i kærlighed. Simon anså det for rædselsfuldt. Men Jesus vidste, hvad det handlede om. Hun var blevet tilgivet.

2.

Men hvorfor siger Jesus da til hende: ”Dine synder er tilgivet!”? Er det nødvendigt, hvis hun allerede er tilgivet?

På samme måde kan vi spørge, om der brug for at bede Gud om tilgivelse, hvis vore synder er tilgivet? Hvis vi i vores dåb blev tilgivet og renset af for resten af livet, hvorfor så bruge tid på at tale om synden? Skulle vi så ikke hellere bare leve livet ubekymret. Og behøver vi da skriftemål og personlig tilsigelse af syndernes forladelse? Logisk set behøver vi vel kun tilgivelse en enkelt gang i livet, hvis den gælder hele livet, og hvis Jesus er død for alle vore synder én gang for alle.

Hvad skal man sige til det?

Tag Fadervor: Her lærer Jesus sine disciple, at de skal bede Gud om alt. Og begrundelsen er, at Gud er deres far, som klæder blomsterne og giver føde til fuglene. Skulle han så ikke sørge for jer, I lidet troende?” Og at ”Gud ved, hvad vi trænger til, før vi beder ham derom.”

To af bønnerne lyder sådan: ”Giv os i dag vort daglige brød.” Hver dag må vi bede vores Gud og Fader om brød og alt, hvad vi behøver for at kunne leve: mad, tøj, arbejde, venner, familie, god øvrighed, godt vejr - også selv om han har lovet os, at han vil sørge for os. Men hvorfor så bede? Fordi forholdet mellem et barn og dets far ikke drives af tom logik, men af kærlighedens og tillidens logik. Faderens godhed og løfter får barnet til at betro sig og bede. Troens logik indvender ikke, at vi ikke behøver at bede, fordi Gud jo har lovet at sørge for os. Tværtimod argumenterer den sådan: Lad os bede så meget mere til Gud, netop fordi han har lovet at give os det, vi beder om. Jo mere mit hjerte fyldes af glæde over Guds løfter om at sørge for mig, desto mere beder jeg til ham. Det er troens logik.

Og i Fadervor binder Jesus bønnen om dagligt brød sammen med bønnen om tilgivelse: ”Og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere!” Den tomme logik vil måske påstå, at det slet ikke er nødvendigt. Men troens logik er modsat. Du mærker dine synder, du kæmper – ligesom kvinden i evangeliet – med din skyld. Hun kæmpede med en ødelæggende livsstil: prostitution. Og du har også dit at kæmpe med, små og store synder, tanker, ord og gerninger, som du hader. Og så gentager Jesus: ”Dine synder er tilgivet!” Og du får nye kræfter.

3.

Havde kvinden da brug for at høre det igen? Ja. For der var grunde nok til, at hun faldt tilbage fornedrelsen, hvor hun solgte sig selv og sit liv til tilfældige mænd. Simon gjorde sit til at hun faldt tilbage. Han foragtede hende. Han aner­kendte ikke hendes kærlighed til Jesus.

Sådan kan vi kristne, som har vores på det tørre og føler os bedre end de fleste andre, have vanskeligt ved at erkende troen og kærligheden hos andre.

Hvis kvinden fra byen i den situation mødte foragt, ville hun måske give op og falde tilbage i håbløshed og prostitution. Sådan har du også brug for hjælp, når du kæmper mod utugt, griskhed, sladder, egoisme, gudløshed, ondt begær og troløshed. Du har virkelig brug for hjælp! Men hvem hjælper dig? Hvor skal du få hjælp? I den kristne menighed? Kan man tale om de onde i hjertet? Er der nogen, som står klar med tilgivelsens gode gentagelse? Hvad gør din præst? Hvad gør de andre i bibelkredsen? - Gør din præst tilgivelsen til en almen sandhed, som han gentager og gentager, samtidig med, at han ikke ser nogen nytte i at sige det til dig – på Guds vegne? Det er jo ellers, hvad Jesus sagde til apostlene, at de kunne og skulle.

Det er så vigtigt, at vi ikke møder hinanden med overfladisk sandheder, som jo let bliver til ligegyldigheder. Men heller ikke med forargelse, når det gælder skyld og skam. Vi skal i stedet øse af evangeliet. Og vi behøver den gode gentagelse: Dine synder forlades dig! Her er kilden til glæde. Her er kraft til at kæmpe mod både prostitution og griskhed.

4.

Det var, hvad Jesus gjorde under middagen hos Simon. Og det gør han også i dag, når vi hører lignelsen om de to skyldnere. De havde ikke samme gæld. En skyldte meget – en anden skyldte mindre. Men de havde dette til fælles, at ingen af dem kunne betale gælden. Det har vi til fælles her i menigheden. Og det har vi til fælles med mennesker, som kommer her i kirken og som drages mod Jesus. Fælles om skylden. Men vi har den ene og samme Gud, som eftergav dem begge gælden.

Det er den ufatteligt store gave, at Gud har eftergivet os og tilgivet al synd. Det er allerede sket på Golgata. Og det sker igen og igen, som det gjorde for kvinden. Hun havde mødt det hos Jesus. Og det blev til et opgør med hendes fortid. Og hun opsøgte Jesus i kærlighedens tak.

Og hvad gjorde Simon? Han foragtede hende. Men Jesus sagde til ham, mens hun hørte på: ”Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget!” (Tilgivelsen – som hun havde mødt hos Jesus, før hun kom ind i Simons hus, havde givet hende grund til at elske Jesus – og hun gjorde det!) Og han sagde direkte til hende, mens han hørte på: ”Din synd er tilgivet. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!” Jesus tilgav han hende igen, så hun med stor vished kunne hun gå hjem - med fred. Den fred ville bevare hende hos Gud, og den fred havde allerede forandret hendes liv.

Når vi gentager Fadervor og beder ”giv os vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”, og når vi går til skriftemål og nadver og bliver tilgivet igen og igen og tilgiver hinanden igen og igen, da lever vi i og af den gode gentagelse. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 12.08.2018. post@vivit.dk