www.vivit.dk .. Medie-oversigt .. Medie-browser .. Hør prædikenen

"Jeg har noget at sige dig!"

11. e. trinitatis. LGJ.
Salmer: 690 v1+4-5, Gideon-sangen, Ren og Retfærdig, 131, Fra Herrens egen mund, 365, 430, 650 v4-9, 40v5

Evangelium: Lukas 7,36-50  
En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv: "Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd." Jesus sagde da til ham: "Simon, jeg har noget at sige dig." Han svarede: "Sig det, Mester!" "En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?" Simon svarede: "Den, han eftergav mest, vil jeg tro." Jesus sagde: "Det har du ret i." Og vendt mod kvinden sagde han til Simon: "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." Og han sagde til hende: "Dine synder er tilgivet." De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: "Hvem er han, som endog tilgiver synder?" Men han sagde til kvinden: "Din tro har frelst dig.   Gå bort med fred."

1.”Simon, jeg har noget at sige dig!” Sådan siger Jesus i dag til Simon. Og han svarer: ”Sig det, Mester!” Det er en god bøn. Sådan bad vi også ved gudstjenestens begyndelse i dag. ”Sig det, Herre.” ”Jeg er jo kommet ind i dit hus for at høre og lære om synd og tilgivelse. Sig det, Mester!” Det er jo, hvad alle vi kristne higer efter, at der her i kirkens gudstjeneste og hjemme i andagten lyder et ord fra Gud, som betyder noget for os. Et ord med frelse og håb, et ord som korrigerer og vejleder, et ord, som gør frelse og fred nærværende hos os. Men hvordan? Når vi læser en bibelsk tekst, som jo er Guds ord, hvorfor virker den så ikke altid? Hvorfor virker den mange gange bare som en tekst fra en anden tid, et ord, som vi tror er Guds ord, men som vi alligevel har vanskeligt ved at høre som et ord til os. Sådan havde Simon i evangeliet også vanskeligt ved at erkende, at Jesus var en profet, der havde noget at sige til ham.

2. Prædiketeksten i Simons hus var denne korte lignelse: "En penge­udlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?" I dette tilfælde var sammenhængen helt afgørende for, om Simon kunne forstå ordet. Prøv nemlig at forestille dig, at kvinden ikke var kommet på besøg, ikke havde gjort, hvad hun gjorde, og at Simon ikke havde tænkt, hvad han tænkte om kvinden og om Jesus. Da var Jesus måske aldrig nået derhen, hvor han nåede med Simon. Da havde Jesus måske heller ikke valgt netop denne lignelse. For baggrunden for at forstå den som et personligt ord, havde manglet! Da var mødet mellem Jesus og Simon kun blevet til et ”høflighedsvisit” uden nogen dybere betydning.

3. Sådan kan vi opleve vores andagt og gudstjeneste som et ”høflighedsvisit” hos Gud. Måske interessant og oplysende, men ikke personligt vigtigt og nødvendigt. Og er det mon ikke derfor vi kristne nogle gange kan høre den overvejelse hos sig selv, om vi skal gå i kirke på søndag eller ej? For mon Gud har noget at sige mig?

4. Men første forudsætning er jo, at Gud er dér , hvor du holder andagt, og hvor I samles til gudstjeneste. Ellers er det ikke engang et ”høflig­heds­visit”, men kun jer selv, der forsøger at blide jer selv og hinanden noget ind om Gud. Men Jesus har virkelig lovet dig to ting: 1) At Gud ser dig, når du lukker din dør og beder til Gud i det skjulte. For Gud ser dig i det skjulte og hører din bøn (Matt 6). Og 2): Han har lovet, at han selv vil komme, når I er to eller tre, der samles i hans navn. Det står i Matthæus 18, hvor Jesus taler om menighedens omsorg for de små og om bøn og tilgivelse på Guds vegne til den, der erkender sin synd. Og Jesus har oven i det givet os nadveren som frelses- og fællesskabsmåltid og lovet, at vi dér får hans legeme og blod i gudstjenesten med personlig tilgivelse. Så opfylder han altså selv forudsætningen ved at komme! Derfor skal du også holde andagt i dit lønkammer – privat. Gud ser dig og er hos dig! Og du skal gå til gudstjeneste! Den helt nødvendige baggrund for at vi kan høre Guds ord, som Simon hørte det, er, at vi – ligesom Simon – indbyder Jesus – og siger: ”Tal til os, Mester!”

5. Den anden forudsætning for, at vi bliver ramt, er, at Guds ord lyder lige ind i vores situation og virkelighed. I Simons tilfælde kom en kvinde uventet ind i hans hus. Og det passede slet ikke Simon. En synderinde i byen stillede sig grædende bag Jesus ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. Men da hun nu var der, brugte Simon hende så godt han kunne, nemlig til at teste Jesus. Og han kom frem til, at Jesus ikke kunne være en profet.. For da ville han ikke have ladet hende kysse hans fødder. – Og netop da var det, at Jesus sagde: ”Simon, jeg har noget at sige dig!” Hun skabte den virkelighed, som Simon behøvede, for at lytte og forstå.

6. Sådan en situation kan ingen præst eller menighed selv frembringe eller skabe. Men vi kan måske forhindre, at situationen opstår ved, at vi forsøger at gøre alle i menigheden ens - socialt, kulturelt, race­mæssigt eller aldersmæssigt. Og at ingen forstyrrer os i vores selvsikkerhed. Vi kan udelukke tanken om vores hverdagsliv og betragte andagten som ren høflighed eller isoleret åndelighed. Så det skal vi derfor ikke gøre! Vi må derimod bede Gud om at vise os virkeligheden. Og vi må bede Gud om, at en af os – eller en uventet gæst – kan få lov at betyde det samme, som kvinden kom til at betyde for Simon. Eller at sådan en situation kan skabes i prædikenen ved Helligåndens vejledning!

7. Simon, jeg har noget at sige dig: Der var to skyldnere – de skyldte ikke det samme, men de var begge skyldnere. Og ingen af dem havde noget at betale med. Og penge­udlåneren eftergav begge deres gæld! Simon kommer på niveau med den kvinde, som han anså for at ligge langt under sig rent moralsk. Hør bare: Simon og synderinden i byen er i samme situation. De har begge en gæld. Og ingen af dem kan betale. Og Gud eftergiver dem begge gælden! Men Simon kan ikke se det - endnu.

8. Sådan også med os. Vi er tilbøjelige at se, at vi er enten bedre eller dårligere end andre. Men det er vanskeligt at se, at vi sammen er fælles om at have gæld overfor Gud, vores Skaber og Herre. Kun i mødet med Jesus kan det rigtigt gå op for mig, at både jeg selv og mit medmenneske har en gæld hos Gud. Gud har jo lånt mig og andre mennesker livet som gave og betroet os helbred, tid og evner og glæde og kærlighed. Og han har også ved Jesus eftergivet både mig og andre hele gælden! Hvad nytte er det da til, at jeg er så optaget af, at jeg måske er dårlige end andre, eller at jeg måske er lidt bedre end dem? Da forsvinder jo vores Far og Frelser ud af billedet. Det handler derimod om, at vi vedgår vores gæld og tror på, at den er eftergivet og betalt! Og vi skal gøre det sammen. Og har brug for hinanden, ligesom Simon havde brug for kvinden. Det er den sande kristendom.

9. Jesus bruger kvindens situation og tro og fortæller Simon noget om Simons tro og kærlighed. "Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie.” Jesus spørger med andre ord: Simon: Hvor er din tro og kærlighed? Hende, som du mener, rangerer langt under dig rent moralsk, står hun ikke langt over dig mht. tro og kærlighed? Du har jo ret i, at hun har gjort ting, du aldrig kunne finde på andet end i din vilde fantasi. Men det er også sandt, at hun har gjort ting, du aldrig kunne finde på, fordi hun - i modsætning til dig - har set sin gæld og har taget imod tilgivelsen og nu er gældfri! ”Jeg siger dig: Hendes mange synder er hende tilgivet, siden hun har elsket meget!”

10. Budskabet rammer hårdt, barmhjertigt hårdt! Hårdt, fordi Simon nu får mulighed for at se, hvilken stor gæld, han har. Han har levet moralsk. Men han har ikke vist kærlighed. Han har ikke takket Gud. Han har ikke brugt det liv, Gud har givet ham som et lån, i tak og tro, men i selvretfærdighed. Er det dig? Jesus spørger dig! Det er dagens spørgsmål. Det er hårdt. Men det er samtidig barmhjertigt. For mon Simon kunne være i tvivl om der var tilgivelse? Jesus tilgav kvinden hendes synder, så alle kunne høre det! Og han sagde til Simon, at pengeudlåneren eftergav dem begge deres gæld, både den, der gæld, som så lille ud, og den, der så stor ud.

11. Det har Jesus at sige dig i dag: Din gæld er eftergivet! Og til kvinden og alle andre, som stoler på, at Jesus har båret vore synder stedfortrædende siger han til sidst: ”Din tro har frelst dig! Gå bort med fred!” Og så kan vi gå bort med virkelig fred. Amen.

Lagt på www.vivit.dk 31.08.2014. Læst ved gudstjeneste i Aarhus 7.8.2016 post@vivit.dk