Forside www.vivit.dk
Oversigt Søgemaskine

Håb til os

16. søndag e. trinitatis, 1.10.2017, LGJ’
Salmer: 698, Ef 3,20-21, 131, 628, Guds glæde vær’ med alle

Evangelium: Lukas 7,11-17
Derefter gik Jesus til en by, som hedder Nain, og hans disciple og en stor skare gik sammen med ham. Men da han nærmede sig byporten, se, da blev der båret en død ud, som var sin mors eneste søn, og hun var enke; og en stor skare fra byen fulgte med hende. Da Herren så hende, ynkedes han over hende og sagde: "Græd ikke!" Og han gik hen og rørte ved båren. Bærerne stod stille, og han sagde: "Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!" Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor. Alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: "En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk." Og det ord om ham nåede ud over hele Judæa og i hele omegnen.

Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og fra Jesus, vor Frelser og Herre! Amen.

Det er HÅBETS søndag. Der er håb, hvor ingen tænke det muligt. Det kommer til os i Gamle Testamente, i Evangeliet, og i apostlens brev. På tre underlige måder! DE TRE HISTORIER handler alle om tab, lidelse og død. Men også om HÅB. Meningen er, at vi skal se vores situation og liv i lyset af Guds ord, så også vi får HÅB i håbløsheden.

 

I. JOBS HÅB I LIDELSEN

FØRSTE historie om håb handler om Job, som var en af de mest velhavende i sin samtid. En Bill Gates. En Maersk. En direktør for Grundfos eller Lego. Kendt og agtet. Men en dag mistede han alt, hvad han ejede. Og ikke længe efter omkom hans voksne børn på én og samme dag, hvor de var sammen. Og senere blev han så syg, så syg. Hans kone havde fået nok både af sin mand og af Gud og foreslog ham: Forband Gud og dø. Job selv forstod ikke noget af det hele. Men han blev ved at tro på Gud. Ja, han ønskede også, at han aldrig var blevet født: Hvorfor døde jeg ikke ved fødslen, hvorfor udåndede jeg ikke fra moders liv? Hvorfor var der knæ, der tog imod mig, og bryster, jeg kunne die? … Hvorfor var jeg ikke som et dødfødt barn, der bliver gravet ned, som børn, der aldrig ser dagens lys? (Job kap. 3)Men samtidig sagde han: Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem på jorden. Når min hud er skrællet af, når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se. Mit indre fortæres af længsel. (Job kap. 19). - Hvordan kan så modsatte følelser findes i et menneske? Fordi vi lever i dødens verden, som kan være uudholdelig – og fordi vi lever hos Gud, som giver os håb i håbløsheden. Håbet har vi i JESUS KRISTUS, vores genløser, forløser, ham, der har løskøbt os fra den onde verden med sit blod og har overvundet døden.

 

II. PAULUS' OPMUNTRING FRA FÆNGSLET

ANDEN beretning er apostlens brev, Efeserbrevet. Han er i fængsel og ved ikke, hvordan det vil gå. Fængslet på grund at troen på Jesus. Og menigheden i Efesus forstod det ikke. De var ved at miste troen. Da skrev Paulus til dem om alt det, de og vi har fået i Jesus Kristus! Om Frelsen. Om Frelseren. Om håbet i evigheden. Og om livet, som vi er kaldet til at leve her på jorden. OG i fængslet bøjer han sine knæ og beder om, at de ikke taber modet over hans trængsler. Han beder om, at de må styrkes i deres indre menneske, og at Kristus ved troen må bo i deres hjerter. OG han slutter med lovsangen: Men ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår, ham være ære i kirken og i Kristus Jesus i alle slægtled i evighedernes evighed. – Han har ikke givet op, selv om det ser håbløst ud. For han ved, at Kristus virker – også gennem lidelser og trængsler. Det er også ord til os: Giv ikke op. Men find styrken ved Kristus. Som han har skrevet lidt tidligere i samme brev: Af den nåde er I frelst ved tro. Det skyldes ikke jer selv. Gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i (Ef 2,8-10).

Først kom håbet fra Job, der var hårdt plaget. Dernæst kom det fra Paulus, som var fængslet for troens skyld. Så kan vi i den grad sige, at det er ”håbets søndag”.

 

III. HÅB TIL ENKEN I NAIN OG SYDSUDAN - OG TIL OS

Og nu kommer for TREDJE gang håbet til os i evangeliet. Her møder vi en enke, som har mistet sin søn. Måske han var 10 år? Måske 16? Hun havde kun ham. Ingen andre. Og manden var død tidligere. For hun var enke. Evangeliet tager os med ind i krisen. Men heldigvis for hende, var der mennesker i byen, som fulgte med ud til kirke­gården. Lukas fortæller: og en stor skare fra byen fulgte med hende. De er med til begravel­sen. Det kunne de – og det kan vi også. Gå stille med. Men hvem af os kan sige: ”Græd ikke!” For vi kan ikke gøre det, Jesus gjorde. Vi kun slutte os til sorgen og græde med – og holde sammen. Og det er godt sådan. Og da kommer tankerne: Hvorfor skulle barnet dog dø? Hvor urimeligt og uretfærdigt. Hvordan skal denne stakkels enke klare sig.

Men denne flok mennesker møder Jesus, som også er på vej til begravelse: Han var jo på vej til Jerusalem, hvor han skulle dø. Hvorfor dog? Jo, så vores død kunne blive overvundet af ham. Dø for vore synder! Blive begravet og lagt i jorden, så vi ikke skal ligge der alene i håbløshed. OG opstod fra graven. OG han lovede, at den, som lever og tror på mig, skal leve, selv om han dør. OG at den, som lever og tror på ham, aldrig virkelig skal dø, men er gået over fra døden til livet! Døden er blevet et sovekammer, en kort søvn, som han vil vække os fra. - Da gør det jo ikke så meget, hvornår vi dør – om vi er 7 eller 21 eller 49 år eller 98 år. Vi er jo i hans varetægt. OG han vil bruge os så længe vi lever. Og vil han tage os hjem i herlighed, da er det jo langt, langt bedre! Men samtidig med at Jesus redder os fra døden, vil han også hjælpe os i dette liv før døden. Vi hører jo, at han hjælper Enken og giver hende sønnen tilbage. Nok mest for Enkens skyld. Fjerner hendes sorg. Giver hende sønnen tilbage, så hun har en forsørger. En at græde hos – og få hjælp fra. En voksen søn! Den eneste. Mon ikke han tog sig af sin mor. Jo.

Det er et vedblivende kald og opgave i den kristne menighed: Tag jer af den faderløse, enken og den fremmede. Tag jer af dem! Jesu bror, Jakob, skriver i sit brev: En ren og ægte gudsdyrkelse er, for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden (Jak 1,27). Og Jesus siger selv: ”Den, der giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi de ter en discipel, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke gå glip af sin løn.” (Matt 10,42). Og han føjer til: ”Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig … Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,35-36 og 40). Han siger ikke, at vi skal opvække døde, men bare gøre det, vi kan – i tro og kærlighed. - Og når nøden rammer os selv, da må vi sætte vort håb til Gud, som om sig selv siger, at han er ”enkers beskytter” og ”faderløses fader”. Hvis du ikke har andre i hele verden end Gud, da stol på ham, og tag imod døden som en søvn, når han lader den komme.

På forsiden af kirkefolderen for okt. og nov. er to billeder: det ene er enken i Nain år 30; det andet er Elisabeths, en sort kvinde, som er flygtning i Sydsudan. Det er fra Røde Kors’ seneste nyhedsbrev oktober 2017. Krigen kom til den landsby, hvor hun og hendes mand boede og dyrkede majs. Manden blev dræbt. Og hun måtte flygte med sønnen på 7 og 3 døtre på 5, 4 og 2 år. Hun bor i en fugtig og utæt lerhytte og alt er usikkert. Hun mangler frø at så med, og hendes eneste mulighed er at få nogle bønner af den nabo, når hun henter vand for hende i den nærliggende brønd. Enke på 30 år og mor til 4 børn, som sidder bange og lytter til det, hun fortæller journalisten. Elisabeth er et kristent navn. Hun er nok døbt og sætter sit håb bil Gud. Hvorfor giver hun så ikke op? Fordi Livet er givet hende fra Gud. Fordi hun skal være mor for sine 4 børn. Og hvad skal vi, som læser sådan en artikel? Være med til at betale for den mad, som Røde Kors flyver ind i Sydsudan – måske? Og med hende stole på Ham, som har overvundet døden – vores død. Og leve i kamp mod død, sygdom og al lidelse. Være hos den ensomme, stå sammen med den lidende, give tøj til den nøgne og mad til den sultne. Jesus har selv sagt, at Gud vil bruge os, så længe vi lever og kan folde hænder. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 01.10.2017. post@vivit.dk