Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener

Jesus' prædiken dengang og i dag 1. advent, 3. dec. 2023 i Kbh og Aarh (LGJ) Salmer: 66 – 62 – 59 // 71 – 430 – 106 Evangelium: Lukas 4,16-30 Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: "I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse." Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: "Er det ikke Josefs søn?" Han svarede dem: "I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!" Men han sagde: "Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman." Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. 1. SÆDVANE & SABBAT Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, Jesus havde vaner, gjorde noget regelmæssigt, gentog det. Og gør man det lang tid, bliver det til en sædvane. De kan skabes i barndommen – men også senere i livet. God eller dårlige sædvaner. Vore måltider er sædvaner. Også hvad du gør om mogenen: Morgenvasken. Og det, du gør uden at tænke over det. Du gør det, fordi du plejer. Motion, indkøb. Tøjvask. På bestemte dage. Gud, som har skabt os, hjælper vil os det godt. Så godt, at han har givet os en hviledag. Ikke at arbejde, ikke slide og jage afsted. Ikke at tjene penge. Dette bud blev strengt for jøderne. Og de gjorde det endnu strengere, end Gud havde gjort det i moseloven. Så da Jesus kom, viste han os, at det er et godt bud. Når byrden er blevet alt for stor. …. Da er det godt med en sædvane, et hvilested, hvor du går hen, ligesom du har din seng, dit hvilested. Vi har ikke en synagoge, men en kirke, hvor vi må gå ind efter sædvane. At spise mad til bestemte tider, er godt for os. Derfor gør vi det. Det forstår ingen af os det som en tung byrde, men som en gave. På samme måde med samværet i den kristne menighed. Vi har brug for hinanden i det nye kirkeår – de forskellige søndage. Den sædvane, som er bygget op i den kristne kirke igennem århundreder, er en kostbar gave. Den er ved at blive nedbrudt i vores arbejds- og forbrugskultur. kultur. Vi må kæmpe for ikke at miste dette gode – den åndelige mad, væksten, og hvilen hos Gud. 2. BOGEN og OPLÆSNINGEN … og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjenerenog satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndtehan at tale til dem og sagde: Det, som nu sker, har hans disciple taget til sig og gjort uge efter uge i 2000 år. Oplæsning og prædiken. Det var hovedsagen i deres synagogegudstjeneste. Det, der skulle ske i Jerusalem, skete, fordi det stod skrevet. Det var forudsagt. Der var så nær en sammenhæng mellem hans liv og den hellige Skrifts ord, at det, der stod skrevet, blev opfyldt af ham. ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse”. Tænk også på de to Emmausdisciple havde helt mistet håbet. Og hvordan fik de det tilbage? Skete det ved, at Jesus gjorde et ydre mirakel? Nej, et indre. I deres ører. Og i deres hjerte. Han elskede os så højt, at han tog vores plads i dommen. Han gik ind i vort fængsel for at vi kunne blive frigivet, sat fri. Os, som var i fangenskab, skulle føres tilbage. Han rullede tog imod profeten Esajas bogrulle og rullede frem til det sted, hvor der stor skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Han er kommet for at hjælpe: ”Fattige” – ”Fanger” – ”Blinde” – ”Undertrykte”. Og han gør det på en underlig måde: ”Ved at bringe et budskab – udråbe frihed for fanger – udråbe/bekendtgøre et år, man er glad for.” Han udråber syn. Det gjorde Jesus jo: ”Bliv seende!” Ligesom da Gud skabte. Gud talte, og så skete det! Sådan er Gud! Og i frelsen, er det på samme måde, måske bar dobbelt så godt: Det, som den salvede, Kristus, siger, det gør han også på sig selv. Han blev selv fattig, han blev selv fanget, han blev selv undertrykt. Han blev selv forkastet og ringeagtet. Han døde og opstod. Og så taler han det ind i vores ører, så det går i opfyldelse hos os. Ind i vore hjerter og liv. Undfanget ved Helligånden. Herrens Ånd over ham. Født af en jomfru, pint, korsfæstet, død og begravet. Og alt dette skete med ham for vor skyld. Han blev som os. Han levede for os. Han døde den død, vi havde og har fortjent at dø. Han led straffen. Det er virkelig sket. Og nu fortæller han os det med Evangeliets herlige ord. Han river han os ud af fængslet, skylden, døden og fattigdommen, når han fortæller dette til os. – i dag – lige nu. Ordet går i opfyldelse i deres ører. I vore ører. Mens vi hører. Mens jeg hører om Jesus Kristus, bliver jeg rig, udfriet, seende og slipper fri for undertrykkelsen. Jeg er jo hans, tilgivet, frelst, har fremtid. Døden kan ikke skade mig. Det er jo kun en søvn. Den dag, hvor vi efter sædvane samles som kristne, vil han at vi hviler, så han kan vise os, at sådan gik det, fordi Faderen gav os sin Søn. 3. NÅDEÅRET Og udråbe et nådeår. ”Nådeåret” kendte de. De kaldte det også for ”Jubelåret”. Det var det år, hvor ejendom, man havde solgt, blev givet tilbage til de fattige. 23 Der må ikke sælges land uigenkaldeligt, for landet er mit; I er fremmede og tilflyttere hos mig. … Og det blev de mindet år en gang i deres levetid på jorden. Når det var gået 50 år. Det står i 3 Mosebog 25: 10 I skal hellige det halvtredsindstyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. 11 Det halvtredsindstyvende år skal være jubelår for jer. … 13 I et sådant jubelår skal I hver især vende tilbage til jeres ejendom. … Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, Men så spurgte de: "Er det ikke Josefs søn?" De kunne ikke få det til at hænge sammen. Og det kan vi heller ikke altid. Evangeliet og vores liv. Men hvis han nu udførte et mirakel, så ville de tro på ham. Han svarede dem: "I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!" De kræver noget af prædikanten: De har hørt om tegn og undere andre steder. Gør det også her. Det er det, vi har brug for. Befrielse – det har vi vel ikke brug for. Tilgivelse og nåde? Det må være andres behov. Nej, lad os få et mirakel. Og da er det, at Jesus fortæller fra Bibelhistorien, så de kan se, at de selv behøver hjælp og frelse. Det skal vi også høre, og måske aller mest, når vi er rige i os selv og føler os frie på grund af vores gode helbred og solide økonomi. Jesus fortalte dem at der var hungersnød på Elias’ tid. Den ramte, fordi folket dyrkede Baal og Astarte. Frugtbarhed. Nydelse. Misbrug af sex og misbrug af penge. Ramt af tørke i 3½ år. Og hvem i folket blev hjulpet? Ingen. Ingen mirakler. Kun en enke i Zidons land blev hjulpet af Guds profet Elias. Guds folk havde ikke fortjent andet end straf. Måtte de dog se det og vende sig til Gud. Og det samme på profeten Elisas tid. Der var mange spedalske på den tid i Guds folk. Men ingen af dem blev helbredt. I stedet blev en hærfører fra Syrien renset. Når vi forventer, at Gud giver os livsfor­længelse, lykke og opfylder mine hedeste ønsker, og han så ikke gør det, men lader os blive ramt af tørke og sygdom, hvad vil han da sige os? Jo, på vores hviledag må vi tåle, at Jesus Kristus viser os noget svært: at jeg har svigtet. Vanæret Gud, tænkt ondt om andre, brugt mit liv på at slæbe penge hjem og blive mægtig. Og i kølvandet på det: svigtet familie, svigtet ægtefælle. Og det fortæller han mig, for at jeg må få brug for at høre, hvad han gjorde for mig. Han har jo sat mig fri. Han har jo båret min skyld. Og da sker miraklet i øret og hjertet. Det gør Gud det i min menighed ved den tjener, som giver bogrullen til en oplæser, og ved den tjener, som forkynder det for os. Han viser os alt det dårlige hos os og alt det herlige hos ham. Og året bliver et jubelår for os. Det var prædikenen i Nazareth. Og det er prædikenen til os. Bliv ved at tale evangeliet til os, Jesus Kristus. Lad tjenerne her læse Skriften og prædike om dig. Bliv hos os. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk