Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener - Søg en prædiken

Evangeliets mirakel i hjertet 1. søndag i advent, 1. december 2019 i Kbh og Aarhus. LGJ Salmer: 66, 93v2, Zakarias lovsang, 62,2-6, 71, 72. Evangelium: Lukas 4,16-30 Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synago­gen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: "I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyl­delse." Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: "Er det ikke Josefs søn?" Han svarede dem: "I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!" Men han sagde: "Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias' tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na'aman." Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej imellem dem og gik. I. Han kommer “efter sædvane” dengang – og i dag Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. ”Det blev aften og morgen”; ”det blev aften og morgen”; ”det blev aften og morgen”. Morgen og aften er døgnets puls. Og syv dage fik også deres puls og rytme, da Gud skabte verden. Han skabte verden på seks dage og hvilede på den syvende. Arbejde og hvile; arbejde og hvile; arbejde og hvile. Det er ugen puls. Livet får mening, når vi arbejder, hjælper og skaber, fordi der også kommer en hviledag, hvor vi kan se og nyde ugens arbejde. Modsat mister livet sin mening, hvis livet kun er arbejde, og vi aldrig hviler og nyder det, Gud har givet os. Og hvis alt er hvile, mister hvilen også sin mening, og livet bliver tomt. Evangeliet fortæller, at Jesus levede med i denne rytme, da han på sabbatten efter sædvane gik ind i synagogen. Sabbatten var hviledagen, hvor man ikke skulle arbejde, men nyde og glæde sig over det, Gud har gjort. Det var et bud i Guds folk i den gamle pagt at bruge sabbatten sådan. Og der var knyttet en del ekstra krav hertil. De gælder ikke i den nye pagt, som Jesus kom med. Men hvilen omtales tit og ofte. Og særligt, at vi behøver at hvile i Guds ord og løfter. Det gjorde de første kristne. De mødtes på Herrens dag. De holdt nadver, fordi Jesus havde givet dem dette sakra­mente og sagt: ”Gør det til min ihukommelse.” De holdt fast ved apostlenes lære, fællesskabet, brødsbrydelsen og bønnerne. Og det blev til en sædvane for dem. Sådan blev søndagen vores hvile- og helligdag. Jesus kommer også efter sædvane i kirke hos os om søndagen. Det har han jo lovet: ”Hvor to eller tre forsamles i mit navn, der vil jeg være midt iblandt dem!” (Matt 18,20). Det er den aller stærkeste motivation for, at det også er en fast del af vores uge-rytme at gå i kirke. - Og han befaler os: ”Lær de døbte at holde alt det, jeg har befalet jer!” (Matt 28,19). Det giver arbejdsdagene ikke meget plads til. Men hviledagen gør! – Og Herren lovede endda at være med os alle dage, også om søndagen. Derfor samles vi og læser Skrifterne sammen, beder og synger. En rejser sig og læser op, og andre lytter. II. Hvilen kommer fra Guds ord Man rakte ham profeten Esajas' bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet … Hvile er ikke kun et spørgsmål om, at kroppen hviler. Også sindet og sjælen behøver hvile, nemlig hvile fra bekymringer, fra alt det du skulle have gjort, men ikke fik gjort, og fra det du gjorde, men ikke burde have gjort. Du behøver hvile i den samvittighed, som kan blive så urolig, hvile, fordi du frygter for fremtiden, for familien, for dig selv, for døden. Det er det ikke nok at holde fri fra arbejde. For vore tanker går på arbejde hele tiden. De holder ikke fri, bare fordi det er søndag. Hvis tanken, sindet og samvittigheden skal befries fra bekymringer, skyld og frygt, behøver vi noget andet og mere end adspredelse, fritidsinteresser og oplevelser. Vi behøver at høre ord fra den Almægtige, Frelseren, ord fra ham, som har vort liv i sin hånd, og som er kommet til os som solopgangen fra det høje. Ingen andre end han, som blev født i Betlehem som frelser for hele folket, kan sende fred til mennesker med Guds velbehag. Vi behøver at høre Evangeliet! III. Evangeliet Prædiketeksten i Nazaret var fra Esajas 61: Herrens ånd er over mig, fordi han har salvet mig. *Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren. Evangelium betyder ”godt budskab”. Det er godt budskab til fattige, frigivelse for fanger, syn til blinde, at undertrykte skal have frihed, og at der bliver forkyndt et Nådeår fra Herren. I Gamle Testamente havde Gud fortalt om et ”jubelår”. ”I skal hellige det halvtredsinds­tyvende år og udråbe frigivelse i landet for alle dets indbyggere; det skal være et jubelår for jer. I skal hver især vende tilbage til jeres ejendom, I skal hver især vende tilbage til jeres familie. (3 Mosebog 25,10-13). Gud bestemte for sit folk, at den gæld, man skyldte hinanden, højst kunne vare i 49 år. Efter 50 år skulle al gæld eftergives. Det var årenes rytme. Efter 49 år med skyld og gæld kom et år med tTotal frigivelse. Havde man pansat sin jordlod til andre eller helt mistet den, så man måtte flytte, ville man få det hele tilbage i jubelåret og kunne vende tilbage til sin familie og ejendom. Det pegede frem på det "nådeår", profeten forudsiger. Hvem kan udråbe en sådan nåde over gælden og skylden i vore liv? Det kan kun han, som også betaler gælden, soner skylden og lover at sørge for os lidettroende, der bekymrer os og ikke kan finde hvile noget sted. Profeten Esajas beskrev i sin profetrulle, hvem han var: Han skulle fødes af en jomfru (Es 7), og på dette barns skuldre skulle herredømmet hvile (Es 9). Han skulle forkastes og dø for sit folks synder og bære deres overtrædelser (Es 53). Når vi læser Skriftens ord om Jesus i Gamle og Nye Testamente, sætter Gud vores sjæl fri fra skyld og bekymringer. IV. Ordet er gået i opfyldelse Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synago­gen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: "I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse." Udlægningen af prædiketeksten hos Esajas lød sådan: ”I dag er dette skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Jubelåret med nåde for evigt og altid begynder lige nu, når vi hører evangeliet. For Herrens Ånd er over Jesus. Jesus blev salvet i sin dåb. Han kommer nu med godt budskab til fattige: ”Salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres!” ”Salige er de, som sørger, for de skal trøstes!” Salige er de skyldige, for al deres gæld skal eftergives. Nu begynder en ny tid, hvor ingen skylder nogen noget, og hvor alle kan vende tilbage til deres ejendom. For tømrerens søn, Jesus, er Messias, Guds salvede. Han er Guds Søn og verdens frelser. Han, som blev født i Betlehem, trådte nu frem og tog alle menneskers skyld på sig og forkyndte nåde. Han har overvundet døden. Og dette nådeår vil vare ved i evighed. For profeten fortsætter: Esajas 65, 16-18: For de tidligere trængsler skal glemmes og skjules for mine øjne. Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord; det, der skete tidligere, skal ikke læn­gere huskes, og ingen skal tænke på det. Men I skal fryde jer og juble til evig tid over det, jeg skaber. Og Esajas 66,2: Min hånd har skabt alt dette, sådan blev det hele til, siger Herren. Det er den hjælpeløse, jeg ser til, den modløse og den, der skælver for mit ord. Disse profetord er Guds ord til os. Her er hvile til den trætte sjæl og til det menneske, som står i gæld til op over begge ører. Jesus er din Herre og Frelser! V. Troen på evangeliet Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: "Er det ikke Josefs søn?" De kunne lide det. Men de havde også et problem: Kunne det virkelig være sandt? Kan et menneske, vi kender, en som lever som vi, være Frelseren? Jesus kendte deres tanker og mærkede, at de ønskede, at han gjorde et mirakel i sin hjemby, ligesom han havde gjort i Kapernaum. Men de havde jo brug for det afgørende mirakel: nådens år, tilgivelse fra skylden og hjælp til at hvile fra bekymringer og frygt. Og det kan intet ydre mirakel give os. Vi behøver miraklet i hjertet: troen på evangeliet. Derfor fortalte Jesus dem om to mirakler på Elias’ og Elisas tid. Der var afgudsdyrkelse i Israel dengang. Og Gud sendte tørke over landet, for at de måtte råbe på Gud i nøden og vende om til ham. Men hvem ønskede tilgivelse? Næsten ingen. Men Herren forbarmede sig over en enke og hendes søn i Zarepta udenfor Israels land. Men ingen andre oplevede særlige mirakler, kun tørke. De måtte nøjes med profeten Elias’ prædiken. Og på Elisas tid helbredte han en syrisk hær­fører, som var spedalsk. Ingen i Israel blev helbredt for spedalskhed. - Sådan viste Jesus sine bysbørn i Nazaret, at mirakler ikke udføres på krav, men gives til dem, som har brug for barmhjertighed. Men de drev ham ud af byen og forsøgte at dræbe ham. Men han banede sig vej imellem dem og gik, for tiden til hans offerdød var endnu ikke kommet. Vi har fået hele evangeliet. Vi ved, at Jesus er verdens frelser. Han har gjort alle ting vel. Han døde for vore synder og opstod fra de døde. Når vi mærker hungersnøden i hjertet i form af ugudelige bekymringer og skyld i samvittigheden, trøster evangeliet med, at Jesus er hos os med et nåde-år på grund af sit liv, sin død og sin opstan­delse. Det er Evangeliets store gave, at vi tror på ham og kan hvile hos ham i dag og alle de kommende søndage i det kirkeår, der begynder i dag. Amen. Den evangelisk-lutherske Frikirke. post@vivit.dk