Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Når vi hører, at Kristus er opstået fra de døde, men går videre i håbløshed, da …Påskedag og 2. påskedag i København og Aarhus 9.-10. april 2023 (LGJ) Lukas 24,13-35 1. Rygtet om opstandelsen gør det kun værre To disciple på vandring påskedag. De har oplevet, at Jesus blev taget til fange. De hørte for folk råbe: ”Korsfæst ham!” De hørte dødsdommen, som Pilatus fældede. Og de vidste, at han led den mest æreløse død: han blev korsfæstet mellem forbrydere. Alle i Jerusalem vidste, at Kongen, som de havde taget imod med Hosianna-råb i søndags, var død. Og oven i alt dette frygtelige kom, at kom, at det nu var den tredje dag, siden det skete. Og at nogle af kvinderne iblandt disciplene havde forfærdet dem, da de fortalte, at hans legeme var borte, og at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Rygtet om opstandelsen gjorde kun det hele værre. - Det var optaget af en ting: Deres store tab. Vi kender også Jesu lidelseshistorie. Måske næsten ud og ind. Og vi har også hørt om opstandelsen. Alligevel kan vi også vi vandre med usikkerhed og frygt og tale om, hvor svært det dog er at være menneske og at være kristen. Vi kan ramt af vores situation og det, vi har mistet. Små tab i hverdagen. Store tab i familien. Personlige tab. Dårligt helbred. Frygt for, hvad der sker i samfundet og med verden. Og frygt for, hvad der vil ske med Kristi menighed, når den er så svag og elendig. Vi hører om opstandelsen, men det hjælper os ikke rigtigt. Det skærper snarere modsætningen til, hvordan vi har det. Hvorfor er vi ikke bare jublende glade?
2. Modløse og tungnemme Da går vi i kirke og følges måske med en anden. Vi taler sammen lidt på samme måde som de to disciple på vej til Emmaus. Men her i kirken er der også andre. Og en af dem, som nu følges med os, gør noget, som vi kender så godt. Læser op af Skriften. Viser os stederne om Kristi lidelse. Vi lytter til frelses-historien, ligesom de to disciple på vandring lyttede til en fremmed, som fortalte dem om, hvordan Moses og Profeterne beskrev Kristi lidelse. Men det bider ikke rigtigt på os. Vi går 1 km. Vi har lyttet i fastetiden; og vi har lytte skærtorsdag og langfredag. Men vi mærker stadig vores egen modløshed og usikkerhed, som ofte stikker hovedet frem. Og da er det, at vi genkender hos os selv i det, Jesus siger til de to vandrere: ”Åh hvor er I tungnemme til at forstå alt det, Gud har fortalt jer ved profeterne. Burde Kristus ikke lide alt dette, før han gik ind til sin herlighed?” Tungnemhed vil sige, at vi er langsomme til at fatte. Og det værste vi kan gøre er, at vi derfor holder op med at lytte til Kristus og hans ord. Det gjorde de to disciple nemlig ikke. Og det var nok det bedste, de udrettede den dag: at de talte med hinanden og lyttede til den fremmede. Det skal vi også gøre. Tale med hinanden. Og lytte til en tredje, og gerne til en kristen præst, som tager os med ind i Skriftens beretninger om Jesus. Jo, kristne præster er ikke Jesus og kan gøre evangeliet indviklet og besværligt med egne tanker og påfund. Det skal de ikke. De skal gøre, som den fremmede mand på vej til Emmaus.
3. Jesus gør to ting for dem og os Jesus gør to ting for Emmaus-disciplene: Han gennemgår Skrifterne for dem og viser dem ud fra Gamle Testamente, at Kristus måtte lide alt dette. Og han holder nadver med dem, bryder brødet for dem. Sådan får de håbet tilbage. Sådan får vi håbet tilbage. a) Der er 15-20 km fra Jerusalem og Emmaus. En vandretur på 3-4 timer eller lidt mere. Her blev fortalt og lyttet. Først var deres hjerter fyldt med angst, fortvivlelse og tomhed. Dernæst gik hjerterne næsten i stå, da de blev bebrejdet for deres tungnemhed. Og fra da af kom varmen, som ikke kun var hyggelig varme, men nærmest blev til en brand. ”Brændte vore hjerter ikke i os, da han talte til os på vejen!” sagde de jo senere. Det brændte i dem, fordi de mærkede, at det var nødvendigt, at Kristus led. Deres konge MÅTTE dø. Dø for dem. Og derpå opstå og komme tilbage. De så i hans udlægning af Skrifterne Guds folks skyld og afgudsdyrkelse i sig, at Messias måtte sone folkets synder for at de kunne blive reddet. De mærkede også egen synd og skyld. Og de så den korsfæstede midt i denne lidelse. Han var jo deres redningsmand. Han var Messias. Kristus. b) Og da de nåede til Emmaus bød de den fremmede indenfor. Solen var jo ved at gå ned. ”Bliv hos os, mester, dagen hælder.” Og da holdt de måltid. Og idet han brød brødet genkendte de ham. Og derpå blev han usynlig for dem. Det var det andet, han gjorde for dem og gav dem. Her lærte de, hvordan han ville være hos dem frem over. Nærværende i evangeliet og i nadveren. Frem til himmelfarten åbenbarede han sig legemligt for dem mange dage både i Jerusalem og i Galilæa indtil himmelfarten fra Oliebjerget ved Jerusalem. Nu vidste de, at han frem til genkomsten på dommens dag ville være i sin kirke og menighed ved Evangeliet og i Sakramentet. Og sådan har det været siden i den kristne kirke. Sådan var Jesus sammen med martyrerne, som gik i døden i troen på at han var hos dem. Sådan er han også i dag i sin forfulgte kirke. Og sådan er han hos os i et samfund, som bliver mere og mere fjendtligt overfor ham.
4. Derfor holder kristne fast ved Skrifterne og Sakramentet Her er forklaringen på, at Kristne overalt i verden holder fast ved disse to ting: De hellige Skrifter. Og de hellige Sakramenter. a) Ved De hellige Skrifter. De kristne er Bogens folk, Bibelens folk. Skrifterne bliver læst op. Og udlagt. Vi har bibelen med os. Vi ser Kristus i Skrifterne. Vi samles om Guds ord. Vi hører om ”nødvendigheden”. - Er det da nødvendigt, at han skulle lide? Mange bøger i verden siger, at lidelsen er unødvendig og at mennesket slet ikke behøver en Frelser, der bærer deres synder. Men de hellige Skrifter fortæller, at vi er syndere. Og ja, det står også skrevet i vore hjerter og liv at vi er syndere. Andre kan se det. Jeg er selv dårlig til det. Derfor behøver jeg fællesskab med andre kristne, så de kan fortælle mig det. Og en hyrde, som kan sige det til mig, selv om han slet ikke bryder sig om det. Man han skal! Og jeg mærker det nogle gange som en brand. Men da hører jeg også, at Kristus måtte lide. Han måtte. Han kom lige ind i lidelsen for mig skyld. Døde for mig. Døde for dig. b) Det andet, som kristne overalt i verden holder fast ved, er fællesskabet med ham og hinanden i den hellige nadver. Når vi deler brød og vin i nadveren, siger vor Herre Kristus: «Det er mit legeme … Det er mit blod.» Når vi gør det, husker han på os, og vi husker på ham. Og hvor er han så? Han er her – usynligt til stede i brødet, men brødet, under brødet. I vinen, med vinen, under vinen. Det er hans legeme og blod. Og i indstiftelsesordene og i prædikenen over evangeliet bliver Kristus bliver malet på korset for vore øjne. Derfor tror vi. Nu kan vi ikke længere fortsætte i vor egen private religion med filosofiske tanker, som jo ender i håbløshed og tomhed. Vi må ligesom de to disciple i Emmaus tilbage til menigheden. Evangeliet fortæller jo: Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: "Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon." Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet. Derfor måtte vi i kirke i dag og lytte til Skriften sammen med de andre og holde Herrens nadver med ham og med hinanden. Glædelig påske! Amen.
|
