Tilliden til Jesus vender tilbage
Prædiken påskedag 2018 i Aarhus. LGJ
Lukas 24,13-35 (læses i løbet af prædikenen)1. Vi følges ad på vej bort fra tro og fællesskab
Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket.
Her bliver det tydeligt, at det slet ikke nogen selvfølge, at de første kristne troede på, at Jesus var opstået. Deres tro slog revner. Og de var ved at gå i opløsning. Og det skete også senere – igen og igen. Tænk på, da Stefanus blev stenet, og der opstod en forfølgelse i Jerusalem. De kristne måtte flygte. Og da Jerusalem blev ødelagt år 70. Hvor forfærdeligt det var, da de flygtede.
Og tænk på, når du og en anden i menigheden rammes af uventet smerte og lidelse og nederlag. Da kan vi få det, som de to disciple, der gik til Emmaus. Vi ved ikke, hvorfor de skulle derhen. Men noget tyder på, at de ikke havde tænkt sig at vende tilbage sådan lige med det samme. Sådan kan vi også følges ad på vej bort fra troen og fra fællesskabet. Det kan slå revner. Og det gør det.
2. En fremmed kommer, vi kender ham ikke
Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham.
De talte om deres fælles sorg og ulykke. De delte det med hinanden. De kunne ikke lade være. Havde de ikke fået den største glæde, et menneske kunne få: havde lyttet til Jesus, havde set hans undergerninger, hans godhed mod dem og mod alle. Og nu var han død. Hvis vi tænker på at en af vore nærmeste er taget fra os på et tidspunkt, hvor forventningerne til hende / ham var meget store, i en alder af 33 år. Pludselig var hun borte. Hvem kan hjælpe?
I den situation kom en fremmed og fulgtes med dem. Sådan kan der også komme en fremmed ind i vores samtale – på vej bort fra troen og fællesskabet. Men det gør vel ingen forskel? – Men det gør en forskel!!
3. Vi fortæller om det bristede håb og om tvivlen på påskebudskabet, vi har hørt
Han spurgte dem: "Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?" De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: "Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?" "Hvad da?" spurgte han. De svarede: "Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke."
Vi ved noget, som de to disciple ikke vidste: at den fremmede var Jesus. Og er det ikke underligt, at han ikke straks sagde: ”Her er jeg!” ”Jeg er opstået!” ? Og er det ikke også underligt, at han lader dem fortælle så meget. Han spørger dem, hvordan de har det, og hvorfor de er så kede af det. Han får dem til at fortælle det hele. Men der er en mening bag. For kristen tro er ikke bare et tro på at Jesus lever og kan hjælpe os med alt muligt her i livet. Men det er nærliggende for os at tænke, at det er hovedsagen. Og når det så ikke går så godt, som vi håber, da brister troen – troen på Gud, og troen på os selv.
Når vi sådan lider nederlag og derfor er på vej bort, har vi brug for at fortælle om det og sige, som de to disciple: ”Vi havde håbet …” Og læg mærke til, at det ikke var noget dårligt håb: De havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Det håb havde de fra Skrifterne. Det havde Jesus lært dem. Men nu måtte de indse, at han ikke havde forløst Israel, men selv var gået til grunde. Ufatteligt. Sådan kan vi også ud fra Bibelens ord få forventninger, som er gode – og så går det alligevel helt anderledes. Derfor føler vi, at vi har mistet troen og håbet. Ikke fordi vi er blevet ateister eller verdslige.
De fortæller også den fremmede, at nogle kvinder havde set, at graven var tom. Og at Jesu legeme ikke var der længere. Og at engle havde sagt, at han var opstået. Men hvem kunne tro det? Det gav jo ikke mening. - Sådan får Jesus dem til at fortælle. Derfor må vi også godt. Ja, når vi har det sådan, er det Jesus selv, som måske gennem en fremmed spørger og får os til at se, hvor håbløst det er. Det hører med til at være kristen. Men det slutter ikke her. Det er bare begyndelsen på at troen fornyes og styrkes. Nu fortæller Lukas, at … den fremmede åbner Skrifterne for os og vi indser, at Kristus skulle lide dette:
4. Den fremmede åbner Skrifterne så vi indser, at Kristus SKULLE lide dette og indgå til sin herlighed
Da sagde han til dem: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.
Han siger til dem, at de er uforstandige og tungnemme. … Han havde jo selv undervist dem om det på vejen op til Jerusalem. Han havde jo sagt: ”Alt det, der står skrevet om Menneskesønnen skal opfyldes: Han skal lide meget ondt og spottes, hånes og korsfæstes, men på den tredje dag skal han opstå.” (Luk 19,31ff). Men de forstod det ikke dengang. Og heller ikke nu.
Han viste dem to ting: ”1) at Kristus SKULLE lide dette og 2) gå ind til sin herlighed”. Han viste dem det nu ud fra Gamle Testamente: * Om slangen der skulle hugge kvindens barn i hælen. Men at barnet skulle knuse slangens hoved. Lidelse og herlighed. * Om Abrahams søn Isak, som skulle blive til velsignelse for alle jordens folkeslag. Men det var også ham, som Abraham skulle ofre på Morias’ bjerg. Men blev Isak ikke reddet? Næsten ofret – og kom tilbage til livet. Jesus blev ofret – og kom tilbage til livet. * Og om påskelammet, som blev folkets redning i Egypten. Lammets blod blev smurt på dørstolpen. KRISTUS – den kommende frelser – SKULLE lide og dø. * Og han gik videre og videre og viste det i alle de 39 bøger. Også Esajas 53. Og de så tydeligere og tydeligere billedet af Jesus. De så med andre ord, at Kristus i Skrifterne var Jesus! Jesus, der blev tegnet for deres hjerter som korsfæstet. Det gav dem tillid til, at Jesus lige nøjagtigt var Kristus, deres Frelser. Så var smerten og lidelsen og døden nødvendig for ham.
Måske de også genkendte noget af deres egen vantro og skyld. De sidste dage havde disciplene jo været mest optaget af at få ære og føre sig frem, fordi de troede, at Jesus skulle slå al modstand ned og sætte sig på kongetroen i Jerusalem. Og da det ikke skete, havde de svigtet ham. … Og så var han død på korset – som deres påskelam – for deres synder. Det begyndte de at indse. Jesus er jo vores Frelser. Han er jo Kongen. - Men stadig kunne de ikke genkende ham. Lukas fortæller, at deres øjne blev holdt lukket. Senere fortæller de, hvordan de mærkede det i hjertet: De sagde til hinanden: "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?"
Når alt håb er ude, er der brug for én ting: at vi ser, hvad Kristus SKULLE og nødvendigvis måtte gøre for os. Da ser vi ham i lidelsen og håbløsheden – som vores stedfortræder. Og det baner vejen for at han er opstået. Da er opstandelsen ikke en genvej til et let liv her på jorden, men det er Frelse fra synd og død. Og selv om døden ligger foran os – da ligger den jo i virkeligheden bag os. For Jesus har lidt i vort sted.
5. Den fremmede bryder brødet, og vi ser m. hjertet
De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: "Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld." Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.
Efter bibelstudiet – hvor han tog dem med gennem Skrifterne og viste dem Kristus, så de kunne se billedet af Jesus, der var død – tager han nu brødet og gør det samme, som han havde gjort engang i ørkenen, da han sørgede for 5000 mennesker, og som han også gjorde skærtorsdag: Han tog brødet, velsignede det og brød det og gav dem det.
På samme måde, når vi beder til bords og må undres over, at Gud sørger for os. Da er han jo hos os. OG når vi går til nadver, og ordet lyder: ”Det er Jesu sande legeme!” og ”Det er Jesu sande blod!”, da er Jesus hos os. Og hvis vi et øjeblik falder tilbage i håbløsheden, fordi vi ikke kan se ham, da trøster det måske at læse, at Jesus straks blev usynlig for dem. Og at Johannes også siger i sit evangelium: ”Salige er de, som ikke har set, og dog tror.” Og at Peter siger: ”På ham tror I uden at se ham.”
Vi er ikke alene om at tro uden at se. Og hvordan kan vi det? Det kan vi, fordi vi i Skrifterne ser, at den forjættede Messias netop passer på JESUS. Så perfekt. Så enestående godt. Jesus er frelseren. Og er det ikke også en styrke at vide, at de fik troen gennem bibelstudie og nadver? Vi har de samme midler. Og dem bruger Jesus også i dag hos os. Dem, som underviser børnene ligner ikke Jesus – men de er i Jesu sted, når de beder og viser børnene Jesus ved ordet. OG præsterne ligner heller ikke Jesus – men de er i Jesu sted når de forkynder og underviser med Skrifterne. Og nu måtte de tilbage til de andre. Opdagelsen i Skriften, som havde givet dem vished om, at det nødvendigvis SKULLE gå sådan for Jesus, fik dem til at vende tilbage til fællesskabet.
6. Vi må fortælle det til de andre – og de fortæller os: ”Herren er virkelig opstanden!”
De sagde til hinanden: "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?" Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: "Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon." Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.
De havde mærket branden i hjertet – af synd og nåde – og måtte tilbage til de andre. Det fik dem tilbage til troen og til fællesskabet. Det betød ikke, at de aldrig fik nederlag og måtte kæmpe for troen. Men det betyd, at de nu vidste, at der er håb, også når alt er håbløst. For sådan gik det Jesus. Men han har sejret over døden. Han er virkelig opstået! Indeed! Sandelig. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 01.04.2018. post@vivit.dk