Tilbage til prædiken-oversigtPåsketro i håbløsheden

Påskedag 5. april 2015 i København og Aarhus - 2. påskedag 6. april i Løsning. LGJ
Salmer
198,1-3; 164,3-4; 198 v5-7; Dig være ære; 199; 430; 202  

Lukasevangeliet 24,13-35
Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusalem og hedder Emmaus; de talte med hinanden om alt det, som var sket. Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?" De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: "Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?" "Hvad da?" spurgte han. De svarede: "Det med Jesus fra Nazaret, som var en profet, mægtig i gerning og ord over for Gud og hele folket - hvordan vore ypperstepræster og rådsherrer har udleveret ham til dødsstraf og korsfæstet ham. Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel. Men til alt dette kommer, at det i dag er tredje dag, siden det skete. Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os; de var tidligt i morges ude ved graven, men fandt ikke hans legeme og kom tilbage og fortalte, at de i et syn havde set engle, som sagde, at han lever. Nogle af dem, der er sammen med os, gik så ud til graven og fandt det sådan, som kvinderne havde sagt, men ham selv så de ikke."
Da sagde han til dem: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. De var næsten fremme ved den landsby, de var på vej til, og Jesus lod, som om han ville gå videre. Men de holdt ham tilbage og sagde: "Bliv hos os! Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld." Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem. De sagde til hinanden: "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?" Og de brød op med det samme og vendte tilbage til Jerusalem, hvor de fandt de elleve og alle de andre forsamlet, som sagde: "Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon." Selv fortalte de, hvad der var sket på vejen, og hvordan de havde genkendt ham, da han brød brødet.

 I. TO DISCIPLE

Men samme dag var to af disciplene på vej til en landsby, som ligger tres stadier fra Jerusa­lem og hed­der Emmaus; de talte med hinan­den om alt det, som var sket. Det er jo det, der var problemet. Det var sket samme dag: Jesus var opstået. De havde hørt det. Og alligevel gav det dem ikke noget håb. De var jo overvældet af det, der var sket. Deres håb var knust, da Jesus blev fanget, pisket, korsfæstet, døde og blev begravet.

Sådan kan vi også have det og har det måske denne påske: Jesus er opstået, og alligevel holder vi påske uden at mærke glæde og håb. - Da er det godt i det mindste at have en at dele håbløsheden med. Og det har du. For du er ikke den eneste, som kan opleve modløshed. Hvor er det godt at kunne dele følelser og frustrationer med hinanden. To kristne på vej en påskedag ved middagstid – med denne fælles smerte. Det er godt at de kan dele den sammen. Og alligevel er det ikke godt nok. For vi får ikke håb af at dele håbløsheden med hinanden, selvom det er vigtigt at have nogen at dele den med. Hvis vi nemlig kun har hinanden og hinandens menne­skelige håb og tanker, vil vi nok fortsætte videre ud i verden, når vi har drøftet og overvejet det håbløse i kristendommen. Da vil vi rejse videre, når vi kommer til Emmaus og videre væk fra den kristne menighed. For hvem kan holde ud at leve med et meningsløst budskab om en korsfæstet mand, og at vi er syndere – hvis det ender der?

Hvad kan en præst sige hertil? Jeg har jo også de samme følelser og erfaringer, som I har. Men jeg kan - og skal - fortælle, hvordan det gik på vej til Emmaus – og hvordan det også er gået mig – og mange i menighederne i årenes løb, nemlig dette:

II. JESUS KOM TIL DEM OG SPURGTE

Og det skete, mens de gik og talte sammen og drøftede det indbyrdes, kom Jesus selv og slog følge med dem. Men deres øjne holdtes til, så de ikke genkendte ham. Han spurgte dem: "Hvad er det, I går og drøfter med hinanden?" De standsede og så bedrøvede ud, og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede: "Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved, hvad der er sket i byen i disse dage?" "Hvad da?" spurgte han.

Jesus kom og fulgtes med de to mænd, og han er kommet til sin kirke søndag efter søndag lige siden, også til to i vores menighed, ja, overalt, hvor to eller tre er sammen og taler om alt dette vanskelige i hans navn – dvs. når de åbner Skrifterne og lytter i deres håbløshed. Og læg mærke til, hvordan han kommer, og hvad han gør: Han overdøver ikke deres sorg og nederlag med sin tilstedeværelse. Nej, han spørger, hvordan de har det og taler derefter stille med dem. For han vil, at det virker i deres hjerter, og at opstandelsen slår rod i deres liv, eller som det siges, "brænder sig ind i deres hjerter." Derfor indbyder han dem til at fortælle, hvad de tænker, og hvad der er svært. "Hvad da?"

Sådan er du også nogle gange blevet spurgt. Men svarede du? Fortalte du, hvad du var bedrøvet over? Og gav den navnløse kristne dig lov? Eller begyndte han at prædike, længe før han havde hørt, hvilke byrder du går rundt med? - Er det mon et af problemerne hos os og i andre menigheder, at der er en del, der vil prædike, for­klare og gøre sig kloge på tro og kristendom, men at ikke ret mange har tid til at følges med og lytte? Jesus havde tid til at lytte til - og gjorde det. Og han kalder også os til at lytte til hinanden. Det gælder også præster.

III. TIL TRO via Skriften og Korset

Da de var færdige med at fortælle, sagde han: "I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne.”

Vi kan godt undres over , at han ikke bare sagde: ”Men jeg lever og er hos jer, og alt bliver godt,” og viste dem sin herlighed og magt. For ville de da ikke straks været nået frem til den lykke, de og vi alle ønsker? Hvorfor begynde med Moses og profeterne? Hvorfor først vise dem, at Kristus måtte lide alt dette? Hvorfor denne mellemregning – denne omvej – al den bibelundervisning midt i deres håbløshed? Er der ikke en lettere og mere direkte vej til glæde og frelse end gennem udlægning af Skrifterne? Er der ikke en lettere vej end gennem forkyndelsen af Kristi lidelse og død? - Men det er der åbenbart ikke.

For hvis vi ikke mærker herinde i hjertet, hvorfor han måtte dø – nemlig for vore synder – da bliver hans opstandelse dybest set ligegyldig. (Sådan som en præst i et sogn i København, har fortalt, den er blevet for ham. Man har diskuteret, om Kristus virkelig opstod. – Præsten tror det ikke). - Hvis Jesu død på korset ikke skete med nødven­dighed, fortaber opstandelsen sig som et eventyr eller en myte. Ja, uden Jesu nødvendige død på korset, er der ganske enkelt ingen kristentro. De, som kalder sig kristne, men ser bort fra Jesu død for vore synder, deler sig i tro grupper:

Men ingen af dem kender Kristus. Det gør kun det menneske, som tror, at han døde for vore synder – efter Skrifterne. Og han opstod på den tredje dag – efter Skrifterne.

IV. SKULLE KRISTUS IKKE LIDE DETTE?

Det forklarede Jesus for de to disciple. Og han gør det også for os, hver gang vi hører en prædiken eller bibeltime.Den kan sammenfattes sådan: Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?" Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne. - Det handler vor kristne tro om, Det er centrum. Derfor må vi igen og igen tages med tilbage til skylden og synden, se den, og indse den, så det bliver personligt. For kun sådan giver det mening, at Jesus døde på et kors. Guds dom står fast over os syndere. Syndens løn er virkelig døden. Dommen kan ikke rokkes. Derfor er der meget skyld at betale og meget straf at lide stedfortrædende. Det handlede bibelgennemgangen om på vej til Emmaus. Men dermed også om at gælden er betalt! Jesus udstod jeres straf! Og han er nu hos jer med tilgivelse og nåde.

De to Emmaus-disciple oplevede, at Jesus tog dem ved hånden midt i lidelsens og dødens dal, hvor de var med al deres håbløshed. Og jo mere han fortalte dem, desto større blev Jesu offer for deres synder. De begyndte at forstå hvad det årlige påskelam og blodet på dørstolperne betød, og de mange blodige ofre, som skulle minde folket om deres synder. De så, at Jesu død på korset var Guds offer for dem, da han sendte sin Søn.

Derfor er skriftudlægning og prædiken blevet en uløselig del af vores tro, gudstjeneste og menighedsliv. Sådan redder vores Frelser os fra at søger hjælp helt andre steder, når håbløshed, skyld og ensomhed melder sig, og når vi skal dø. Der findes ikke bedre svar end Evangeliet, som udfoldes, når vi hører Skriften udlagt i en bibelsk prædiken. Og da bliver Jesu opstandelse til meget mere end et stort mirakel. Det bliver selve bekræftelsen af Frelsen.Frygt ikke! I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her, han er opstået!” Sådan bliver troens trøst stærk.

V. ILD OG NADVER

Lukas fortæller, hvordan de to disciple selv oplevede det: De beskrev det sådan: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?" De mærkede jo både, at de var syndere og havde brug for en frelser – og at Jesus havde givet sit liv for deres skyld. De mærkede, at han måtte, skulle og ikke kunne andet. De mærkede hans ufattelige kærlighed. På den måde havde de mærket kærlighedens ild.

Sådan blev det gjort sikkert i deres hjerter - ved ordet. Ikke ved ikke ved et mirakel eller et englesyn, men ved prædikenen om korset. Lidt på samme måde, som da Paulus blev omvendt og kom til tro. Han fik ikke troen ved lysglansen, men blev blind. Det var først da Ananias kom til Paulus i Damaskus med tilgivelse og dåb at han fik synet. Nemlig da Ananias sagde: ”Rejs dig og lad dig døbe og få dine synder vasket af, idet du påkalder Herrens navn!” (ApG 22,16).

Jesus gjorde dette for de to disciple. Men de så ham stadig ikke med deres øjne. Men de så ham i ordet. Og ville Jesus drage videre. Men de sagde: ”Bliv hos os – det er jo aften og mørket sænker sig.” Bliv hos os. Og han blev. Og da han brød brødet åbnedes deres øjne.

Sådan bliver Jesus også hos os, når vi har hørt Evangeliet. Og han lader os gå til nadver og giver os sit legeme og blod. Ligesom han både var åndeligt og legemligt hos dem i Emmaus, sådan er han det hos os ved Ordet og Nadveren. Han, som opstod påskemorgen er hos os her og nu. - Når brødet brydes ved nadverbordet, genkender vi ham.

Derfor går vi ikke fra Emmaus videre ud i verdens håbløshed, men vi går fra Emmaus tilbage til menigheden. Vi ved, hvor vigtigt det er at gå sammen og tale om det håbløse og vanskelige.

JESUS KRISTUS er opstået og har åbenbaret sig for os. Han er opstanden og hos os. Amen.

Tilbage til prædiken-oversigtDen evangelisk-lutherske Frikirke. Lagt på www.vivit.dk 05.04.2015. post@vivit.dk