Langfredag 2008, Århus, Løsning og Svendborg / Lohals. LGJ.
Salmer: 167, 178, 166, 189, 179
Evangelium Lukas 23,26 og 49
Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus. … Da alle de skarer, som var strømmet sammen til dette skue, så, hvad der skete, slog de sig for brystet og vendte hjem. Alle de, som kendte ham, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod og så alt dette på afstand.
Hvordan ser vi på en langfredag? Profeten Esajas skriver om det og siger: ”Det, de ikke har fået fortalt, ser de, og det, de ikke har hørt, indser de.” Og det er jo, hvad vi ønsker. At vi ser det, og indser det.
Der er jo mange måder at se korsfæstelsen på. Der er soldaternes synsvinkel. Officerens blik. Der er den måde ypperstepræsterne ser det på. Der er folkeskarenes øjne. De forbipasserendes. Og disciplenes, Peters, Judas’ og Johannes’ øjne. Og Jesu mor Maria, som så det på nært hold. Og der er den måde, røverne så det på, både ham ved den venstre side og ham ved højre side. Hvilke øjne ser vi det med? Eller ser vi det næsten ikke, fordi det skete så længe siden, og fordi der er helt andre billeder i vore tanker denne påske? Ser vi snarere ud af vinduet og ser noget helt andet for os? Hvorfor også se nærmere på Jesu lidelse og død? Der er jo så megen lidelse og uretfærdighed til i verden. Men vi vil jo netop gerne se Jesus på korset her i påsken. Vi ønsker at se, hvad han gjorde for os, og at indse det, så det skrives ind i vores tanker og hjerter, at han er vores konge og vore Gud. Men hvordan kommer vi tættere på, så ej lyst eller smerte formår at udviske det ud?
Simon fra Kyrene blev tvunget
Simon fra Kyrene kan måske hjælpe os. For han så ikke til på afstand, men som blev tvunget til at være tættere på Jesus end nogen anden. Helt uden ellers at have noget med Jesus at gøre blev han tvunget til at bære selveste korset. Simon var jo nok blot en af de mange tilrejsende jøder, som skulle holde påske i Jerusalem. Kan der komme noget godt ud af, at han blev tvunget til at bære Jesu kors? Da de førte Jesus ud, greb de fat i en mand, som kom ude fra marken, og han hed Simon og var fra Kyrene; ham lagde de korset på, for at han skulle bære det bag efter Jesus.
Han gik bag efter Jesus. Så Jesus bagfra. Hans hudflettede ryg efter piskningen. Og tornekronen, som vuggede op og ned på vejen ud til Golgata. Det virkede meningsløst. Og det var det vel også den dag og dagene efter. Men senere hen var det ikke meningsløst. For Simon blev denne tvang til stor, stor velsignelse og til frelse. Det ved vi fra Markusevangeliet og fra Romerbrevet. Markus fortæller det sådan: Og de tvang en mand, som kom forbi ude fra marken, til at bære hans kors. Det var Simon fra Kyrene, far til Alexander og Rufus (Mark 15,21). Og vi ved fra en samtidig historieskriver, at evangelisten Markus opholdt sig i Rom, da han skrev sit evangelium. Derfor var det netop af betydning, at Simon fra Kyrene var far til Alexander og Rufus. For vi ved, at Rufus var en kristen og boede i Rom. Paulus sender sin særlige hilsen til Rufus og Rufus’ mor i Romerbrevet: Hils Rufus, den udvalgte i Herren, og hans mor, som også er en mor for mig (Rom 16,13). Rufus var den ene af Simons sønner. Og Rufus’ mor kalder Paulus også for sin mor. Det fortæller om, at Paulus har nok været i Simon fra Kyrenes hjem, enten i Jerusalem eller måske i Kyrene eller i en anden by, hvor de boede. Og det taler stærkt om hendes omsorg for apostelen. Hvad har denne tak ikke betydet for hende. Rufus, og hans mor – som også er min mor.
Jo, der kom meget godt ud af at romerne tvang Simon til at bære Jesu kors.
Gud må godt tvinge – og gør det
Det er ikke godt, når kristne tvinger andre kristne. Det må de ikke. Det må vi ikke. Vi må ikke tvinge ikke-kristne ind under det. Men Gud må godt! Og Gud gør det. Gud pålagde Adam og Eva vanskelige kår. De havde ikke noget valg. Det var en tvang. Gud lader også os leve under vanskelige kår. Vi kan ikke undslippe livets barske vilkår, sygdom og død.
Vi synes ikke om det, når Gud tvinger os gennem naturen og det, der sker omkring os, men han gør det alligevel. Og samtidig velsigner han os jo også i rigt mål. Han giver os alt muligt godt, så øjnene stråler. Men blikket bliver mat igen, når vi ser ind i lidelsen, andres lidelse, og når vi mærker skyld og fornemmer døden. Ligesom Simon fra Kyrene blev tvunget til at bære en Jesu kors, gå bagefter Jesus og ikke kunne undslå sig, sådan kan du også føle dig tvunget af vanskelige vilkår i din hverdag. En tung skæbne, du kan ikke undslippe. Og kan der komme noget godt ud af det?
Ikke, hvis vi vandrer med det alene. Men det gjorde Simon fra Kyrene jo heller ikke. Han gik lige efter Jesus. Så Jesus gå der foran. Lige foran ham. … Og det er et godt syn. Godt at se ham lige foran. Og vender du dig om, så er han da vist også bag dig. Og hvem går ved din side? Du ser måske ingen. Men med med troens øjne ser du, at din Herre er ved din side og omslutter dig bagfra og forfra. Han lægger sin hånd på dig og bevarer dig (Salme 139). På en måde føler du dig alene og svigtet og forladt. Du føler, at du må gå alene på grund af skyld og skam. Eller du tænker, at du lige så godt kan kaste det vanskelige fra dig og hygge dig med soldaterne og dem, som ikke gider at hører mere om lidelse. Og alligevel er det jo netop det, du ikke kan. For Jesus er jo blevet din kære herre, som døde i dit sted.
Sådan præges Jesus ind i vore tanker, som vi indser, at han er vores frelser.
Hvad Jesus ser langfredag
Og da sker det gode, at vi mærker, at det vigtigste egentlig ikke er, hvad vi kan se og mærke, men at Jesus ser på os, og hvordan han ser på os. Og hvordan har ser på os, forklares på fantastisk måde gennem hans syv korsord, som Simon fra Kyrene sikkert også har lyttet til.
Jesus sagde om sine fjender: “Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!” Sådan ser Jesus på sine fjender. Han dør for dem, bærer deres skyld og beder om, at de må blive tilgivet.
Til sin mor sagde han: “Kvinde, dér er din søn.” Og til sin bedste ven sagde han: “Dér er din mor.” Sådan ser Jesus på sine nærmeste: Han sørger for dem og viser dem, at de også skal sørge for hinanden. Da ved vi, hvad vi skal bruge livet til.
Og til en røver sagde han: “Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis!” Sådan ser han på dig, når du er skyldig i alle forhold og fortjener korsfæstelse. Han ser dig på forhånd hos sig i Paradis.
I sin smerte sagde han: “Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Sådan ser han på Gud. Selv om Gud lader ham død for os, kalder han stadig Gud for sin Gud. Han stoler på ham under alle forhold.
Og den måde Jesus ser Bibelen, Den hellige Skrift, på, fremgår af hans femte korsord: Da Jesus vidste, at alt nu var fuldbragt, og for at Skriften skulle opfyldes, sagde han: “Jeg tørster.” (Joh 19,28)
Da hans krop skreg efter lindring, sagde han “jeg tørster,” fordi han ønskede, at Skriften gik i opfyldelse. Sådan hjælper han os til at se Guds ord som en bog, der er fuld af løfter, Gud sørger for går i opfyldelse.
Og hvordan ser han på sin opgave i verden? Det fremgår af det næstsidste korsord. Her siger han om sin tjeneste for os i dødens og skyldens verden: “Det er fuldbragt.” Og så er det fuldbragt.
Til sidst viser han os, hvordan han ser på døden, og hvordan vi også – hos ham – må se på vores død: Her hører vi hans tillidsfulde ord til sin Fader: “Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.” Sådan kan vi også overgive os i Faderens hænder både i liv og død. Amen.
Lagt på www.vivit.dk 23.03.2008