Forside www.vivit.dk
Oversigt over prædikener
Frelse i påskemåltidetSkærtorsdag i København og Aarhus 6.4.2023 (LGJ) Lukas 22,14-20 1. Guds folks håb og påskelammet Herren sagde til Moses og Aron i Egypten: "Denne måned skal være jeres nytårsmåned.” - Det var uhørt. For det er håbløst at fejre ”nytår”, hvis slaveriet fortsætter, hvis drengebørn bliver hentet og dræbt af politiet. Hvordan kunne Guds folk holde befrielsesfest i fangenskabet, som om de allerede var befriet? Moses og Aron havde stået foran Farao ni gange tidligere. Herrens havde ramt Farao og landet med mange plager. Men Farao blev mere og mere ondsindet. Hvad havde Gud på vej, siden han kunne love dem nytår og ny fremtid? Det kommer nu: ”Den tiende dag i denne måned skal I tage et lam. Den 14. dag skal I slagte det. Og blodet skal i stryge på dørstolpen og spise kødet med bitre urter til. Og spis sammen med andre i jeres folk, så intet går til spilde. De fik det beskrevet helt ned i detaljen. Som når far steger, mor bager, børnene henter, alle er i gang til jul eller nytår. De glæder sig. Men Kunne det redde dem? De skulle jo hverken gøre hytten til et fæstningsværk eller gøre opstand m magt. De skulle holde måltid, familie-måltid og vente på Gud. Som om de skulle få et helt andet liv på den måde. Men det blev til udfrielse og frelse. Lammets blod og kød reddede Guds folk. De blev ført ud som en stor menighed og reddet. Gud plantede håb, hvor der ingen forudsætninger var for at håbet kunne gro. Og disse enkle forberedelser var med til at forme deres håb og gav sammenhold i familien. Nu sad de i det fattige hus med kjortlen bundet og sandaler på fødderne. 2. Kristnes håb og Kristus Menneskets vilkår i verden ligner på mange måder israelitternes vilkår i Egypten. Vi er som menneskehed fanget af stærke magter: * Fanget af døden og alt, hvad der ødelægger menneskelivet. Og selv om ingen slår os ihjel og der er fred og ingen fare, så vi kan leve i luksus og velstand, kommer forkrænkeligheden og døden alligevel til sidst. * Desuden er vi fanget af selviskhed, hårdhed og griskhed, som er afgudsdyrkelse. Vi ser andres fejl, og de andre ser vore fejl. Og sammen har vi misbrugt livet og ikke levet, som vi burde. Vi burde ære og påkalde Gud i bøn, holde hviledagen hellig, ikke dræbe med vor vrede, ikke bedrive hor med vore øjne, ikke tale ondt om andre og ikke begære. Men vi gør det. Vi er fanget og er slaver af synd og død. Hvad opfordrer Gud så sin kirke, sin menighed og kristne kirke til? Til at vi forbedrer os og redder verden? Nej. Vi kan jo ikke engang redde os selv. Han vil, at der prædikes om Guds Lam, der bærer verdens synd og som korsfæstet. Det er evangeliet om befrielsen: Hans lidelse og død. Det fremgår af påskefesten. Lukas fortæller: Da timen var inde, satte han sig til bords sammen med apostlene, og han sagde til dem: "Jeg har længtes meget efter at spise dette påskemåltid sammen med jer, før jeg skal lide." Det så mere end håbløst ud, fordi han skulle lide. Men det var deres redning. Og det er vores redning. De gav påskemåltidet videre til menighederne i Ur-kirken og Old-kirken. Apostlen Paulus skriver: For jeg har modtaget fra Herren og også overleveret til jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, … 3. Hans kød og blod til ihukommelse Og apostlen skriver med stor omsorg. Og fortæller, hvad nadveren er, at den fejres i det fællesskab, hvor man sørger for hinanden. Han skriver i kapitel 6: Også vort påskelam er slagtet. Nadveren er Jesus selv. Han giver os sit eget legeme og blod. Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: "Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer." - Ligesom israelitterne spiste kødet af det lam, som blev deres redning, sådan spiser vi Jesu kød. Det siger han jo, at brødet er. "Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!" Og han giver os også sit blod, som blev udgydt for os på korset. "Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer." Når Jesus siger: Gør det til min ihukommelse, har det en dobbelt betydning: 1) Han husker på os og redder os. Gud husker sin pagt, sine løfter om frelse. I beretningen om Noa skriver Moses, at Herren huskede Noa. Vandet steg over Jorden i 150 Dage. Da huskede Gud Noa og alle de vilde Dyr og Kvæget, som var hos ham i Arken; og Gud lod en Storm fare hen over Jorden, så at Vandet begyndte at falde (1 Mos 7,24-8,1). På samme måde husker Jesus os, når vi går til nadver. Det er jo hans legeme og blod vi rører ved og modtager. Vi, hans disciple, bliver tilgivet. Han husker os. 2) Men det betyder også, at vi, når vi styrkes i troen ved Evangeliet husker på ham og råber til ham om nåde, tilgivelse og hjælp. Vi deltager i Herrens nadver, idet vi husker på, hvad han har sagt til os og gjort for os. Dermed understreges stærkt, at en kristen har brug for at kende Herren. Kun sådan kan man huske på ham og hans velgerninger. Det blev også Guds folk i Gamle Testamente mindet om. 6 Disse ord, som jeg i dag befaler dig, skal ligge dig på sinde, 7 og du skal gentage dem for dine sønner; du skal fremsige dem, både når du er hjemme, og når du er ude, når du går i seng, og når du står op (5 Mos 6,6-7) . Og: 13 Når dine køer og får bliver talrige, når du får meget sølv og guld, når al din ejendom øges, 14 bliv da ikke hovmodig, så du glemmer Herren din Gud, som førte dig ud af Egypten, af trællehuset; … 16 det var ham, som gav dig manna at spise i ørkenen, noget dine fædre ikke havde kendt, for at ydmyge dig og for at sætte dig på prøve og derefter gøre vel mod dig. … 18 Husk på Herren din Gud; det er ham, der giver dig kraft (5 Mos 8:13.14.16.18). Og netop det underviser apostlen Paulus menigheden i Korinth om i sit brev i kapitel 10 forud for kapitlet 11 om Herrens nadver. Han minder om frelseshistorien, hvordan Gud førte sit folk i ørkenen og gav dem vand fra klippen og brød fra himlen (1 Kor 10). Kundskaben om Herrens frelse var for de første kristne baggrund og forudsætning for at gå til nadver. For kun sådan kunne de spise Herrens nadver til ihukommelse af ham. Og apostlen Paulus går i 1 Korintherbrev kapitel 11 fra at tale om Herrens måltid over til at tale om menigheden som Herrens legeme i kapitel 12, hvor han beskriver, hvordan lemmerne hører sammen og har omsorg for hinanden. Jo, nadveren er de helliges fælles måltid. Sakramentet forener os med Herren og med hinanden. Nadverfællesskab er menighedsfællesskab. Derfor forbereder vi med dåbsoplæring og konfirmation før børnene får deres første nadver. Og voksne kristne mindes også om at forberede ved søndagens gudstjeneste og fællesskab om Guds ord. Vi samledes på HERRENS dag, opstandelsesdagen. Her overvindes synden af tilgivelsen, og her husker vi på, at der er håb, også selv om verden ellers er håbløs. 4. De små ting i påskemåltidet Da påskefesten blev indstiftet i Egypten , beskrev Gud mange detaljer for dem: Lammet skulle udvælges den 10. dag og være i familien 4 dage indtil det blev slagtet 14. dag; børnene skulle høre om udfrielsen, kende den i nytårsmåneden; de skulle spise bitre urter og være iklædt rejsetøj. Alle disse små detaljer var med til at styrke deres tro. - Måske fordi de på den måde kunne øjnene vendt fra noget af det, der ellers var svært og vanskeligt i livet. - Gud bestemte også, at folket en gang om året skulle drage til Jerusalem og mødtes med de andre stammer. Vi har enkle forskrifter når vi holder nadver. Forskriften er: ”Gør dette til min ihukommelse! Til syndernes forladelse” Først og fremmest brødet og vinen. Det er på en måde ikke noget særligt. Ikke brød fra Lagkagehuset eller en Mesterbager, men oblater. Vi bruger det, Herren og de første kristne brugte. Nogen køber det ind. Andre hjælper med at lægge det på alteret. Præsten uddeler. Der bliver lagt en fin dug på alteret. Bægrene er af flot keramik eller glas med et kors. Kalk og tallerken på alter er af sølv. Der er blomster på alteret. Orglet spiller skønt. Vi synger. Vi hører om Kristi lidelse. - Vi indleder med en salme og med at bekende vore synder. Derpå får vi tilgivelse med håndspålæggelse. Dernæst Fadervor og indstiftelsesordene. Vi synger ”O du Guds lam.” For han er her. OG vi får Lammets kød og blod. Derfor er der fremtid og håb, selv om livet ellers ser håbløst ud. Vi beder for hinanden. Bagefter siger vi: ”Til lykke med velsignelsen1” Og de, som ikke kan komme i kirke pga sygdom eller af andre grunde får nadveren derhjemme. Vi drager op til Herrens hus søndag morgen Påskelammet er hos os. Hvor er det trygt og godt. Og snart skal vi spise sammen med ham i hans rige. Amen.
|
