Undergang og forløsning Prædiken på 2. søndag i advent (I) 5.12.2010 i Martinskirken og Gratiakirken ved Leif G. Jensen
Salmer: 73 - 62 - 229 - "Jeg løfter op endnu engang" - 72Evangelium: Lukas 21,25-36
Jesus sagde: "Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig."
Og han fortalte dem en lignelse: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.
Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen."Evangeliet 2. søndag i advent forkynder om undergang og forløsning. Det rækker ud med hjælp ti os, som lever i den verden, som skal gå under.
I. UNDERGANG
Undergang er temaet i mange film. Rædselsfulde oplevelser bliver til underholdning, fordi man jo kun er tilskuer. Og måske er der en helt, som redder sig selv og andre. Det synes mange er spændende. Man griber ned i slikposen og nyder en ekstra kop the.
Men hvis/når undergangen rammer os selv personligt, er det ikke ”spændende” længere. Da er det rædselsfuldt. For da er vi ikke tilskuere, som står udenfor, men befinder os midt i handlingen. Når krigen rammer, når sygdommen overmander os, når alderdommen nedbryder kroppen, eller når en ulykke rammer midt i ungdommen.
Vi ved om undergang fra andre, nogle vi kendte. Deres verden gik under. De blev revet bort og døde. Vi ved også fra historien om folkeslag og regimer, som gik under. De havde deres tid. Men undergangen kom.
Undergang er frygteligt på alle måder. Jesus taler om det, ikke for at underholde os, men for at hjælpe os.
Han siger først, hvad det gør ved os mennesker: Folkene skal gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Menneskene skal gå til af skræk og frygt for det, der kommer over jorden. Først er der angst. Angst er en følelse dybt inde i brystet. Når vi ikke mere ved nogen udvej. Når vi ikke fatter, hvad der foregår. Når vi ikke kan orientere os. Da fyldes vi med angst. Vi kan ikke længere regne ud, hvad vi skal gøre. Rådvildhed fører til angst. Man er rådvild på grund af havets og brændingens brusen. Det, der sker omkring os, er som et hav, der bruser, og som vælter ind over os, uden at vi kan gøre noget som helst. Og så ”går man til” af skræk og frygt. Man kan simpelt hen ikke holdet til det, der sker. Ens person og psyke, ens sjæl og liv ”går til” på grund af skræk og frygt.
Han forklarer derefter, hvordan vi kan vide, at vi vil blive ramt af sådan en undergang. Der vil være tegn i universet: i sol, måne og stjerner. Himmelens kræfter skal rystes. Sådanne tegn har været. Og der vil komme flere. Hvis der sker ændringer i solen, da rammes vi på jorden. Varmechok. Kuldechok. Naturkatastrofer. Og der vil være tegn på jorden: Havets og brændingens brusen. – frygt for det, som kommer over hele jorden. Jesus sammenfatter og siger: ”Himmel og jord skal forgå!” Men der også tegn på vores personlige undergang. Sjælens træthed, legemets forfald og skrøbelighed. Livstruende sygdom. Ulykker, som kan ramme øg gøre os invalide fra den ene dag til den anden.
II. FORLØSNING
Derfor er det en fantastisk gave og glædeligt på alle måder, at han taler om Forløsning. Han siger jo: Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig. Han taler ikke i generelle vendinger, men siger til disciplene: Det er ”jeres” forløsning, der nærmer sig. Jeres!
Og han giver os tre stærke grund til at tro og håbe, når vores personlige liv er ved at gå under, eller hvis katastrofen og undergangen rammer vores land og kultur eller natur.
1) Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Når angst og rådvildhed breder sig, når frygt og skræk kommer, når alt det, som du ellers regnede for nogenlunde sikkert og stabilt hos dig selv eller i den verden, du lever i, rystes og vakler, da kan du stadig regne med Jesu ord. Hans ord bærer dig. Han kalder dig op fra jordens støv. Han taler, så du får håb. Han kalder dig tilbage til livet. Jesus! Din Forløser.
2) Den anden stærke grund til at vi må håbe midt i undergangen, er: "Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Når alt det vanskelige sker i dit liv, da er Guds rige nær. Og er det ikke også det, du har bedt Gud om i årevis: at han vil lade sit rige komme til dig. Du beder måske om det hver eneste dag: ”Komme dit rige!” Vi beder om dagligt brød, tilgivelse og hjælp mod fristelser og at blive friet fra det onde. ”Komme dit rige!” - Når undergangen kommer, da er Guds rige nær. - Tænk på det menneske, som blev korsfæstet sammen med Jesus. Da hans liv gik under, sagde han til Jesus: ”Jesus, husk på mig, når du kommer i dit rige!” Han troede, at Jesus midt i døden var på vej til sit himmelske rige. Og Jesus sagde: ”Sandelig siger jeg dig, i dag skal du være med mig i paradis.” Den dag var Guds rige nær. Det sagde Jesus til røveren.
3) Den tredje stærke grund til at vi må håbe midt i undergangen, ligger i det faktum, at verdens undergang og Menneskesønnens komme finder sted samtidig. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Når alt går under, er Menneskesønnen herre over alle ting. Han kommer i en sky med magt og herlighed. ”Menneskesønnen”. Jesus kalder sig selv for ”menneskesønnen”, altså menneskenes søn. Dermed vil han give os frimodighed og tænde håbet. Tænk dog på, at han er din Herre!
Tænk på de to disciple, som troede, at alt håb var ude, da Jesus var død. De sagde: ”Vi havde troet, at han var den, der skulle forløse Israel!” Jesus var hos dem. Og han viste dem, hvordan han skulle lide alt dette, og så blive deres frelser og herre.
Så står det altså fast, at undergangen kommer. Vi skal gå under. Vores verden skal gå under. Men lige så sikkert er det, at vor forløsning nærmer sig, og at Guds rige kommer til Jesu disciple. Han siger jo, at den, som tror og bliver døbt, skal frelses, men den, som ikke tror, skal dømmes. Derfor må han også advare og trøste på én og samme tid:
III. TAG JER I AGT
Vi skal tage os i agt for, at vores ”hjerte ikke sløves af svir og druk og af dagliglivets bekymringer.” For hvis hjertet sløves, vil ”den dag komme pludselig over os som en snare.” Og det betyder, at vi er fanget i undergangen, at vi går til og går fortabt, evigt fortabt. Det gælder dit hjerte. Og Jesus nævner to ting, som er ødelæggende for vort hjerte og for troen på Jesus Kristus: Det ene er svir og druk. Det andet er dagliglivets bekymringer.
Svir og druk kan også oversættes med ”Fråseri og misbrug”.
a) Fråseri er, at vi rager til os og ikke ser, at det, vi smæsker os med, burde været givet til andre, som er i nød. Fråseri er udtryk for, at vi midt i undergangen lever højt på andres undergang. Forfærdeligt. Det viser, at vi ikke er klar over, hvad det er for en verden, vi lever i, og at vi skal stå til regnskab. Da kommer dommedag over os som en snare, dvs. at vi pludselig står for Guds dom uden tro og tilgivelse. Druk er også udtryk for virkelighedsflugt. Man flygter ind i et misbrug, som kan få os til at tro, at det hele er bedre, end det er. Sådan kan man et øjeblik overvinde angst og skræk. Men i virkeligheden er blot blevet endnu mere umulig.
b) Det andet Jesus advarer imod er ”dagliglivets bekymringer”. Det er særligt ord til de af os, som i hvert fald aldrig kunne finde på at leve i fråseri og druk. For vi kan finde på at fylde dagliglivet med bekymringer. Bekymringer har den evne, at de kan besætte et menneske, trænge ind i følelser og styre og bestemme, hvordan et menneske reagerer, og hvad det foretager sig. Bekymringen opstår, når troen på Gud rykker i baggrunden, og når vi tænker, at det hele afhænger af os. Bekymringen er udtryk for, at vi ikke har erkendt, at livet vil gå under, og at vi ikke kan redde os selv, hverken åndeligt eller legemligt.
”Vogt jer for svir og druk og for dagliglivets bekymringer!”
Men hvordan gør vi det? Jesus svarer: Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen." Bed om at I må få styrken. Styrken til at stå foran Menneskesønnen. For der er styrke i at stå foran ham hver eneste dag. Det giver os styrke. Styrke på arbejdet. Styrke om natten. Styrke i sygdom. Styrke i skyld. Styrke i fristelser. Styrke, når andre fyldes af angst og rædsel. Tænk, at jeg kan leve mit liv foran ham, hos ham og med ham. Menneskesønnen. Forløseren.
Og tag også lige det ord med, at Jesus lover, at ”denne slægt ikke skal forgå før det er sket alt sammen”. Den slægt, som Bibelen taler om, er dem, som er Jesu søstre og brødre, dem, som tror på ham. Den skal aldrig forgå. For han bevarer sit folk. Han bevarer dig, som er døbt og tror på ham. Amen.
Den evangelisk-lutherske Frikrike. Lagt på www.vivit.dk 5.12.2010. Korrekturlæst 7.12.2010.